Næste vin var også lavet med Bordeaux som reference og det var vinen Milla Cala fra vinhuset Viña Vik, der er beliggende på en bakketop i Millahue dalen med den mest fantastiske udsigt til Andesbjergene i baggrunden.
Viña Vik er et topmoderne og arkitektonisk enestående resort og vineri, som der er anvendt enorme summer på at opføre.
Det er da også grundlagt af den norske rigmand, vinelsker og kunstsamler Alexander Vik tilbage i 2004 . Vik er norsk, men født i Sverige og har gået på Harvard, hvor han som ung vandt Ivy League Golf Championship to gange og har tjent en formue indenfor finansielle og teknologi virksomheder.
Hans formue siges at være over 1 milliard dollar og bosiddende i Monaco og har investeret nogle af sine penge i forskellige retninger alt efter hans interesser … bl.a. et Manhattan kunstgalleri og en møbelforretning, som der sælger italienske møbler.
Og så elsker han også vin, hvorfor han har besluttet sig for at lave Sydamerikas bedste vin. Derfor samlede Vik sammen med hustruen Carrie et eksperthold af ønologer, klimatologer, geologer, vinavlere og ønologer for at finde det helt ideelle sted i Sydamerika til at producere sin drømmevin.
I spidsen for projektet satte Vik den franske vinmager Patrick Valette, som udover selv at ha’ erfaring fra sit eget vinslot Château de Rougérie i Entre Deux Mers i Frankrig og være oplært hos Robert Mondavi også er konsulent for flere vinhuse i Frankrig, Californien, Uruguay, Ribera del Duero og Chile.
Sammen med eksportholdet fandt de det bedst egnede terroir i den hidtil uopdyrkede Milahue Valley i Cachapoal i Chile. Stedet hedder Lugar de Oro, som betyder et gyldent sted, så der købte Vik 4.300 hektar jord og indtil videre har de tilplantet 327 hektar med vinstokke.
Samtidig byggede Vik det mest imposante vineri, som man kan forestille sig … tegnet af den chilenske arkitekt Smiljan Radic og opført med et state-of-the vineri. Og så indeholder stedet også VIK Chile Retreat … et sandt luksuriøst hotel, hvor vintosser fra hele verdenen kan få en unik oplevelse.
Den ansvarlige vinmager i det daglige er Cristian Vallejo, som står bag produktionen, men sortimentet er til at overskue, for der laves kun 3 vine på Viña Vik … topvinen VIK, denne andenvin Milla Cala og så den nyeste vin La Piu Belle.
Alle er rødvine lavet som blends fra husets marker, hvor de dyrker 5 forskellige druesorter på tværs af 6 dale, 12 mikroklimaer og hele 13 jordtyper. Cristiáns udfordring er hvert år at vælge de rigtige komponenter til at skabe tre forskellige vine.
Her smager vi andenvinen Milla Cala i årgang 2016 lavet på 38% Cabernet Sauvignon, 28% Carmenere, 15% Merlot, 14% Syrah og 5% Cabernet Franc. Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen, men den er lagret 21 måneder på franske egetræsfade.
Fra første snif er Bordeauxgenerne tydelige … tilsat lidt balsamiske noter, engelsk lakrids, violer, læder, en frugt med brombær, kirsebær og jordbær. Duftmæssigt virker vinen meget saftig og samtidig egentlig også kølig i stilen.
I forhold til Bordeaux er det en lidt mere tæt og lidt sødere vin, men fortsat med en imponerende elegance … blød, harmonisk med poser af saltlakrids og samtidig lidt af en magiterning, som eksploderer i munden. Hvor er det flot balanceret. Smuk vin.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 249,95 kr.