Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe næste vine fra Weingut Hanewald-Schwerdt har jeg smagt tidligere … blot i årgang 2018. Nu smager jeg dem i en nyere årgang 2019 og starter med deres Spätburgunder basisvin.

Ja, denne har jeg endda smagt i både årgang 2016, 2017, 2018 og altså nu også 2019. I seneste årgang er andel af Dijon kloner  større. Den er også vinificeret med maceration samt gæring i en spritny roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern.

Duftmæssigt virker vinen virkelig tør, urtet … har blæk, nelliker, grannåle, tranebær og bitre kirsebær samt grønne blade med en rank, syrlig, bitter og stenet mineralitet. Der er sgu nerve i denne vin.

I munden er vinen nærmest også som duften … urtet, grøn med en ung frugt, frisk og syrlig frugt, ribs, kirsebær og samtidig en sødme, som er mere tydelig end de foregående 3 årgange. Det giver en lys saftighed, lidt krydderier og jeg synes faktisk, at 2019’eren endda virker bedre end de foregående årgange … mere ren, komplet og mere balanceret, så 4,5 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske normalt koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Winzerhof Stahl, Kalksteige Merlot, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Kalksteige Merlot, Franken, TysklandJeg elsker vinmagere, som tør gå nye veje og det er i høj grad tilfældet med kreative Christian Stahl, der driver sin vingård med Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort i Franken. Det er denne Kalksteige Merlot et fremragende eksempel på.

Merlot druerne til vinen er fra marken Erlacher Steige, som er en af Christian Stahls varmeste parceller. Den ligger ved byen Ochsenfurt og har undergrund rig på kalksten. Druerne har gennemgået macerering og er gæret på træfade. Efter endt gæring er vinen omstukket og har ligget på egetræsfad i 18 måneder. Tappet uden filtrering.

I glasset kommer første overraskelse, for det er sgu ikke en mørk, tung Merlot, men langt mere transparent og lysere end normalt og duften overrasker også. Den er lys, let og virkelig frisk med en lysere frugt, jordbær, blommer, brombær, tør træ, røg, våde fade, krydret med en smule vanilje samt en snert blomsterekstrakt.

Smagsmæssigt er det også en let Merlot … let på tæerne og graciøs som en sommerbrise, har en krydret lethed med kirsebær, blommer og måske endda lysere bær, røg, en smule træ, bløde tanniner samt lidt candyfloss og frisk druesaft. Syren er sprællevende, frisk og totalt overbevisende … det er Merlot som sjældent set. Bravo.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 1G, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, TysklandIndrømmet jeg elsker alle vinene fra Weingut J. Neus og jeg har da også skrevet om det lille vinhus på Bahnhofstraße i Ingelheim mange gange. Denne Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 2019 gør ikke min forlibelse mindre.

Druerne til deres Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben er fra en parcel lige nedenfor den imponerende topmark Horn.

Parcellen her udmærker sig ved at have 60-80 år gamle vinstokke og marken har sin helt egen identitet, fremelsket gennem arbejdet med planteavlen på vingården gennem årene.

Teamet med Lewis Schmitt og vinmageren Toni Frank har lavet vinen med spontangæring og 12 måneders lagring på gamle træfade. Det er første årgang, hvor vinmageren Toni Frank for alvor har sat sit fingeraftryk på stilen af vinen.

Hans stil er mindre reduktiv med mindre røg og krudt, mindre sur og  frugten er samtidig mere sødmefuld, uden at det på nogen måde ændrer den særlige karakter af vinene fra J. Neus.

Duftmæssigt er der dog fortsat en smule krudt, kugler og gunsmoke, så giv endelig vinen en ordentlig snurretur i karusselen eller blot i en almindelig dansk Margretheskål af melaminplast. Når røgsløret helt er lettet, så dukker der ud af tågerne en dejlig og frisk kirsebæragtig note frem med hindbær, jordbær, drikkeyoghurt … frisk, vibrerende, landlig med økoagtige og landlige noter. Det understøttes af en lille syrlighed, svag sødme samt en snert mælkechokolade.

I munden er vinen vildt syrligsaftig … masser af tranebærjuice, umodne kirsebær, tonsvis af friskhed, som en eksploderer ustyrligt i munden som et syrligt drop med ekstra syrlig saft indeni. Der er så fin og lækker syre, masser af ribs, rabarber, granatæbler, tranebær samt lidt peber i eftersmagen. Stilfuld, stringent, syrlig og super, så Houlberg ender lige mellem 5,5 og 6 store fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Rhonéa Vignobles, Gigondas Le Pas de Montmirail, Rhône, Frankrig

2018 Rhonéa Vignobles, Gigondas Le Pas de Montmirail, Rhône, FrankrigKooperativet Rhonéa Vignobles med dets 236 medlemmer har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det gør vi nu igen med denne Gigondas Le Pas de Montmirail 2018.

Jeg har tidligere skrevet en masse om kooperativet. Det var da jeg smagte deres 2018 Visan Notre Dame des Vignes Côtes du Rhône Villages.

Denne 2018 Gigondas Le Pas de Montmirail er lavet på et blend med 77% Grenache, 17% Syrah samt 6% Mourvèdre. Efter høsten er alle druerne afstilket inden gæring og maceration i rustfri ståltanke ved 26-28 grader over 3 uger og så  er vinen bagefter lagret på betontanke i omkring 8-10 måneder.

Duften er let woody suppleret med fersk kød, flæsk, tobak, tørrede blomster, roser, lakridspiber, blæk, lidt mentol, blåbær, brombær og sorte kirsebær … virker pænt saftig.

I munden er det lidt samme historie … en kraftig, mørk og intens rhônevin, der har varme, blåbær, brombær, sorte oliven, peber og rosmarin. Der kommer lidt sødme, tørre tanniner og på en eller anden måde giver det en god balance.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster den 16,50€ … svarende til 123 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Domaine Rostaing, Côte-Rôtie Ampodium, Rhône, Frankrig

2012 Domaine Rostaing, Côte-Rôtie Ampodium, Rhône, FrankrigJan havde som vin nummer 2 taget en Côte-Rôtie Ampodium fra den ikoniske kultproducent Domaine Rostaing med.

Vinhuset drives af René Rostaing, som uomtvistelig er én af de bedste producenter i Rhônedalens sagnomspundne Côte-Rôtie.

Rostaing startede sit vinhus i 1971 og dengang alene med 1,5 hektar parceller på Côte Blonde og La Landonne, men han har siden mere end fordoblet markerne og har i dag 7 hektar i Côte Rôtie og 1 hektar i Condrieu.

René Rostaing er dedikeret til det lokale terroir, som han forsøger at komme mest muligt frem i vinene … og særlig i Côte-Rôtie med dens jord med skifer, flint, limsten, ler og jern.

René Rostaing regnes som kult i Côte-Rôtie og hans vine som nogle af de fineste vine fra området. Han er én af få producenter som har brudt lydmuren med skyhøje ratings fra Robert Parker … hele 3 gange har Rostaing fået tildelt de magiske 100 Parker point.

Denne Côte-Rôtie Ampodium er lavet på druer fra ikke mindre end 13 parceller, der ligger udenfor La Landonne og Côte Blonde. Vinen er lavet som de øvrige hos Rostaing og efter endt fermentering så lagret 24 måneder på 600 liters fade, hvoraf 5% er nye fade.

BOOM … sikke en start med krudt og kugler, kaktus, eukalyptus, syrlig, grøn med landlige og øko-mødding noter, intense mørke bær, brombær, ribs, grønne jordbær og stikkelsbær, langt mere syrlig, lys og stringent end forventet. Der er samtidig både mælkede noter, et glas drikkeyoghurt, sorte oliven, peber, blomsterpotpourri samt let vanilje.

Smagen er både tør, bitter, fyldig, stenet og total koncentreret, har brombær, bitre kirsebær, tranebær, kraft, sorte oliven, peber og en streng, flintet side, tørre tanniner … alt skriger klassisk, stringent og skarp Côte-Rôtie. Det er så klassisk og elegant.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 659,95 kr., mens prisen er 550 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Compañía Vinícola del Norte de España, Imperial Gran Reserva, Rioja, Spanien

2014 Compañía Vinícola del Norte de España, Imperial Gran Reserva, Rioja, SpanienSteffens næste vin var en flot Imperial Gran Reserva fra det store, legendariske Compañía Vinícola del Norte de España.

Compañía Vinícola del Norte de España – der til dagligt blot er kaldt CVNE – er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus.

Nu driver Real de Asúa familien hele fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.

Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.

CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.

Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.

Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.

CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.

I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.

Viñedos del Contino købte CVNE som nævnt i 1973, men har en historie, der stammer helt tilbage fra det 16. århundrede og Imperial er en lille vingård indenfor det omrindelige CVNE-anlæg i Haro, hvor virksomheden blev grundlagt.

Imperial har været en af Spaniens fineste vine siden 1920 bliver kun produceret i år med exceptionel høst i Rioja. Imperial Gran Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Graciano og 5% Mazuelo.

Vinen laves kun i de bedste år, lavet med druer, der er høstet med håndkraft. Efter høsten opbevares de 24 timer i et koldt kølerum, hvorefter den alkoholiske gæring sættes i gang i franske åbne franske egetræskar ved 28-29 grader.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på nye franske og amerikanske egetræsfade med racking hver 8. måned. Så er vinen flasket og så lagret yderligere 36 måneder i de hundrede år gamle kældre inden frigivelse.

I næsen er det en mørk, tung og våd vin … jod, solbær og brombær, masser af fadpræg, våde egefade, cedertræ, sød tobak, skovbund, chokolade, røg og en kop cappuccinokaffe.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere let … virkelig blød med en saftig nerve, let peber, godt med styrke, solbær, kirsebær, sød og tyk balsamico, sød lakrids, fine og venlige tanniner og en varm eftersmag.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 425 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Fèlsina, Rancia Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2017 Fèlsina, Rancia Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienEfter det lille danske islæt, så havde Paul taget lidt italiensk med i form af denne Rancia Chianti Classico Riserva fra vinhuset Fèlsina.

Fèlsina holder til i et smukt gammelt stenhus i Castelnuovo Berardenga og er grundlagt i 1966, da Domenico Poggiali tog et modigt spring og købte ejendommen på et tidspunkt, hvor det ikke gik særligt godt for de italienske vinbønder. Han var dog ikke selv vinmager, så han ansatte et ungt team til at producere vinene og investerede ellers massivt i vingården.

I tilknytning til gårdens hestestald fandt Domenico Poggiali efter købet af ejendommen også en gammel, underjordisk vinkælder, bygget af sten med brede hvælvinger. Den blev selvfølgelig også samtidig istandsat og har lige siden været brugt til lagring af alle husets vine.

Der blev samtidig opkøbt yderligere vinmarker, således gården samlet rådede over 40 hektar vinmarker, bl.a. markerne Rancia, Rancino, Arcidosso, Arcidossino/Santa Letizia, Casale di Fèlsina, Fèlsina, Casalino, Santa Maria, San Giuseppe, Ruzzatoio, Molino d’Ombrone, Valli, Molinuzzo, Fontalloro og Terra Rossa.

I slutningen af 1970’erne kom sønnen Giuseppe Poggiali med i driften, og derudover hyrede familien også vennen Luigi Veronelli og ønologen Franco Bernabei til at øge både kvaliteten og salget af vinene.

Allerede fra 1983, hvor man første gang lavede enkeltmarksvinene Fontalloro og Rancia, begyndte der at blive rift om vinene, som også fik fremragende internationale anmeldelser og i dag hører huset til blandt eliten i Toscana.

At Fèlsina hører til blandt de bedste vinhuset i hele Toscana kan blandt andet aflæses på, at Fèlsina 18 gange har fået prestigefyldte 3 glas i den italienske vinbibel Gambero Rosso. Det er der kun 6 andre producenter, som har opnået.

I 1990 kom Giuseppe Poggialis søn Giovanni Poggiali også med i driften, og i dag er det ham, som driver vingården … fortsat med hjælp fra ønologen Franco Bernabei. Siden Giovannis overtagelse er der sket lidt ændringer, bl.a. har man investeret i rustfri ståltanke og samtidig også omlagt hele produktionen til økologisk drift. Men ellers holdes der fast i de gammeldags traditioner.

Denne Rancia Chianti Classico Riserva er lavet på 100% Sangiovese  fra Rancia marken, der ligger i 400-420 meters højde med en perfekt sydvestvendt eksponering og en kalkstensholdig jordbund.

Druerne høstes manuelt i flere omgange … typisk fra den første uge af oktober. Efter en streng kvalitetskontrol afstilkes klaserne og så presses druerne inden maceration og gæring i rustfri ståltanke i 16-20 dage ved 28-30 grader med daglige overpumpninger.

I marts-april fyldes vinen i nye franske egefade, hvor vinen modner i yderligere 18-20 måneder inden den endelig sammenstikning og aftapning på flaske, hvor vinen lagres yderligere 3-6 måneder.

Dejlig aroma … vilde skovbær, brombær, solbær og sorte kirsebær, lidt flæsket og med brændte noter, finsk lakrids, vaniljecreme, violer,  mintchokolade, fennikel og mandelsmåkager.

Smagen er tør og syrlig med en stor portion bitterhed, men langt lettere i frugten end duften lovede. Syren er nærmest balsamisk og meget italiensk og tanninerne også lidt bitre. Der er stor syrlighed, mineraler, lette krydderier og virkelig lang, smuk eftersmag. Det er fabelagtig smuk Chianti.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, Danmark

2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, DanmarkSteffen tog røven på os med næste vin, for det var en dansk vin lavet på økologiske Rondo druer. Det var en Surprisingly Red fra Nygårdsminde Vingård i Brønderslev i Nordjylland.

Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård og er grundlagt i 2010 af vinbonde Jan Lunde og hustruen Gitte.

De har 1,2 hektar vinmarker med samlet 2.000 vinstokke, der er plantet i perioden fra 2010-2016. Alle markerne dyrkes økologisk og består af Rondo og Solaris … samt lidt spisedruer.

Udover vinproduktionen har de også juletræer, planteskole, parkgolf og yogaundervisning på gården … så lidt af en blandet landhandel.

Denne Surprisingly Red er lavet på 100% Rondo. Druerne er de allerbedste fra den varme sommer i 2018, håndplukket og nænsomt sorteret af venner og familie den 22. september 2018.

Selve vinificeringen er ikke sket på Nygårdsminde Vingård, men på Glenholm Vingård, hvor vinen i gæringen er tilsat lidt sukker for at få alkoholstyrken på 12%. Efter gæringen er vinen lagret på egefade.

Duften er skam lidt kantet … blåbær, let gæret i frugten, har blæk, urter, lyng, nelliker, en mælket note med lidt yoghurt og virker sådan lidt behåret, ung og landlig.

I munden virker frugten også frisk og ganske tør, syrlig og ung … hindbær, ribs og dermed langt lysere end man normalt vil forvente for en Rondo vin … men bestemt godkendt og lige i underkanten af 4 houlbergske fingre.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2001 Stéphane Brocard, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Stéphane Brocard, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSå har vi igen Stéphane Brocard på banen med en eksklusiv Clos-Vougeot Grand Cru 2001 fra sit lille negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay.

Jeg har tidligere smagt en af hans vine fra 2001. Det var vist tilbage i februar, da jeg smagte en Gevrey-Chambertin.

Det er nu ikke Stéphane Brocard, der selv har lavet vinen, for han har købt den i sit negocianthus fra en af de berømte ejere af den legendariske 50,5 hektar store Clos-Vougeot  Grand Cru vinmark omkranset af mure fra de gamle cisterciensermunke.

Producenten af vinen kunne ikke under Covid-19 pandemien selv sælge vinene og så aftog Stéphane Brocard et parti med rabat og har så forsynet vinen med sin egen label. Totalt hush-hush og jeg ved da heller ikke, fra hvem af de 80 parcelejere af Clos-Vougeot Brocard har købet vinen.

Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede ståltanke med skindkontakt over 12-17 dag, daglig pigeage og efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på helt nye 228 liters burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt trykker alderen dog og først tænkte jeg, at denne er over-the-hills, men vent et øjeblik, for nogle af de lidt sherryagtige og oxyderede noter aftager en smule med luft i glasset. Men først er der lidt let sherry, en brugt læderpisk, gammel kamel- og kostald, let mælkede noter og gazebind. I starten skygger alle sherrynoterne for frugten, men langsomt kommer der lidt jordbær, blommer, mandarin og røg frem … og viser visioner om fordums storhed.

I smagen er der dog masser af liv og syre, vildt tør med masser af burgundisk grønne noter, ribs, tranebær og hyben. For pokker hvor er vinen ultratør, syrlig og intens koncentreret … langt mere end den overmodne duft overhovedet havde indikeret. På den måde tager vinen virkelig røven på dig med en vis storhed, men jeg vil nok umiddelbart heller ikke gemme vinen længere.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.999 kr., mens prisen er 1.799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Blue Mountain Vineyard and Cellars, Reserve Cuvée Pinot Noir, Okanagan Falls, Canada

2017 Blue Mountain Vineyard and Cellars, Reserve Pinot Noir, Okanagan Falls, CanadaMed rødvinene gik vor vinaften for alvor i gang og Jan lagde ud med denne Reserve Cuvée Pinot Noir fra Blue Mountain Vineyard and Cellars i Canada … dét land spottede vi slet ikke.

Blue Mountain Vineyard and Cellars er grundlagt i 1971 af ægteparret Jane og Ian Mavety, men de første 21 år, men det fik de ændret i 1991, hvor de gik i gang med at producere og sælge deres egne vine.

Så siden har de under navnet Blue Mountain Vineyard and Cellars produceret en række spændende vine fra deres samlede 31 hektar vinmarker vi Okanagan Valley ved Okanagan Falls. Der dyrker de druer som Pinot Noir, Gamay Noir, Pinot Gris, Pinot Blanc sant Chardonnay.

I dag er den næste generation i form af børnene Matt og Christie Mavety med i driften og står i dag for det meste af produktionen og administrationen.

Her smager vi så husets Reserve Cuvée Pinot Noir 2017, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker, hvor vinstokkene er 33 år gamle. Efter høsten er druerne vasket, afstiket og knust let inden de kommer i åbne fermenteringskar inden spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen varer 16-20 dage med løbende pigeage inden endelig presning, hvorefter vinen falder til ro over et par dage i rustfrie ståltanke. Derefter er der så sket malolaktisk gæring og lagring i burgundiske 228 liter barriques i 17-18 måneder inden vinen aftappes på flaske.

Allerede i næsen virker vinen saftig … let og saftig med en let sødme, mynte, bløde og røde bær, jordbær, søde armarena kirsebær, kanel, vanilje, mælkechokolade, sødbrændte fade, læder og en snert grønne noter.

Men hvor er det dog smagsmæssigt en vildt blød og cremet vin, der nærmest smelter i munden. Der er hindbær, jordbær, røg, vanilje og mælkechokolade.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 44,90$ … svarende til 233 kr. … hvis prisen er i canadiske dollars.

Vinanmeldelse 6/7