Azienda Agricola Ferragù laver rigtig god Valpolicella Superiore, faktisk en rigtig julevin. Jeg har tidligere smagt den i flere årgange og senest i årgang 2016 … men nu snupper jeg den i årgang 2017.
Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Det er et familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønner og børnebørn Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.
Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål satte Carlo Ferragù igang som selvstændig vinproducent. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.
Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.
Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.
Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.
Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.
Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder. Den trækker en højoktan alkoholprocent på 15,5%.
Boom … lige i fjæset med elegant kølig power suppleret med fed fadpræg. Frugten er tyk, mørk og fed med blommer, solbær, svesker, engelsk og finsk lakrids, sødbrændte fade, vanilje, lidt mentol, tobak samt grønne urter og en vild, uterlig og ustyrlig, syrlig nerve.
I munden er det en kraftig og voldsom tør vin … og som med 2016’eren er der også peber samt alkohol, så det er vitterlig en vin, som storskriger på mad og kan nemt hapse en juleand i en mundfuld. Tanninerne er også knastørre, frugten er fortsat blommer, kirsebær, solbær, men mere frisk og bitter.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5/7