Cristal er topvin hos Louis Roederer, har kultstatus og 2008 er måske den bedste årgang ever i Champagne og var næste vin i glassset. Er den så vitterlig også god? Til det er svaret bare et rungende ja.
Champagnehuset ligger i byen Reims og er grundlagt i 1776 som Dubois Père & Fils, men da Louis Roederer arvede huset fra hans onkel i 1833, så ændrede han dog omgående navnet og begyndte at markedsføre champagnerne i det store udland, bl.a. i Rusland, hvor Zar Nicholas II udnævnte Louis Roederer som en officiel hofleverandør.
Det russiske marked blev således Louis Roederers største marked, men da revolutionen kom, så mistede huset dette marked … og i USA havde man spiritusforbuddet … hvorefter det i en periode så meget sort ud for champagnehuset.
Imidlertid begyndte man at markedsføre prestige champagnen Cristal, som huset egentlig havde skabt specielt til zaren i 1876 og var opkaldt efter den karakteristiske flaske.
Det var med Léon Olry-Roederer i spidsen, at man fik vendt økonomien og overskuddet blev brugt til at investere i nye marker som Cramant, Chouilly, Louvois, Hautvillers, Aÿ, Vertus, Verzy, Avize, Cumières, Verzenay og Le Mesnil. I dag tæller champagnehuset i alt 240 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 410 parceller.
Det er i dag fortsat et familieforetagende, ejet af Rouzaud familien … efterkommere fra Louis Roederer. Det er nu Frédéric Rouzaud, som er 7. generation og ansvarlig for det imponerende hus og en produktion på over 3 millioner flasker champagne hvert år.
Og der er penge i champagne, for familien har også ekspanderet via opkøb af franske vinslotte. Således ejer champagnehuset i dag store vinslotte som fx Château de Pez og Château Haut-Beausejour i Saint Estèphe i Bordeaux. I 2006 købte familien også aktiemajoriteten i Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande samt Château Bernadotte.
Derudover ejer familien også champagnehuset Deutz, Ramos Pinto Port i Portugal, Domaines Ott i Provence, men derudover så laver Rouzaud familien også vin i Californien på Roederer Estate og Scharffenberger Estate.
Cristal er lidt en historie for sig selv … den bliver kun i særligt gode år og der produceres der kun omkring 400.000 flasker, så der er på slet ikke balance mellem udbud og efterspørgsel. Det er simpelthen en af verdens mest eftertragtede champagner og for mange også blevet et samlerobjekt. Til sammenligning produceres Dom Perignon i 6-8 millioner flasker.
Den ikoniske prestigecuvée blev første gang kreeret i 1876 for at tilfredsstille den russiske Zar Alexander II’s smag. Han bad specifikt Roederer om, at reservere deres bedste Champagne hvert år til ham.
Champagnen blev leveret i en klar, fladbundet flaske lavet af krystalglas, der har stor brillans og høj lysbrydningsevne. Historien lyder, at Zaren frygtede et attentat på ham og derfor ville eliminere muligheden for at placere sprænglegemer i bunden af flasken. Den klare flaske blev valgt for lettere at opleve urenheder og eventuelt giftstoffer gemt i flasken.
I dag er flasken ikke længere af krystalglas, men dog af klart glas og den er derfor pakket i en UV-filtrerende cellofan for at beskytte vinen. Bunden er stadig flad.
Cristal 2008 er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay, hvor druerne kommer fra Louis Roederers 8-10 bedste Grand Cru marker i vindistrikterne Montagne de Reims, Vallée de la Marne og Côte des Blancs.
På vinmarkerne tages hensyn til de forskellige jordbunde og der praktiseres skræddersyet vinavl, som gør det muligt at opnå optimal druemodenhed. Dette nøjagtige arbejde udføres med stor respekt for biodiversitet og i stigende grad principperne for biodynamisk dyrkning … endda Demeter certificeret.
I vinkælderen har vinmageren Jean-Baptiste Lécaillon lavet vinen med gæringen af hver drue og mark i rustfrie ståltanke. Indholdet af hver tank smages hver dag og klassificeres ud fra aromaer, smag og karakter. Han har også stor rutine, for Jean-Baptiste Lécaillon har været Chef de Cave hos Louis Roederer i 30 år.
Efter gæringen kommer vinen på flaske til andengæring. Normalt lagrer en Cristal 7 år … men 2008 fik hele 10 år i kælderen og blev således først frigiver i 2018, hvilket var efter en lagring 8 måneder efter degorgeringen.
Denne 2008’er har også bjergtaget de gængse anmeldelser og således har ames Suckling og Wine Enthusiast ratet champagnen til de maksimale 100 point, men Galloni fra Vinous giver 98+ point og Robert Parkers Wine Advocate 97+point.
I næsen er der i starten slet ingen rugbrød og gær … men vinen har en landlig, bioagtig aroma, der er lidt reduktiv, men hurtig tør op og giver dig både blomster samt en luftig, let, kalket aroma, hvor der er forfriskende havbrise … ikke vildt, men stille og nærmest dekadent, elegant, levende og overjordisk sammen med nødder, noget tørret estragon samt en frugt med æbler, let fersken … bruset er blidt op i næsen og egentligt meget feminint.
Smagsmæssigt bliver champagnen en tak mere agressiv … har et massivt angreb af grønne og umodne æbler, skarp, levende, frisk, fin, livlig og præcis syre, har citroner, lemon bitterhed samt en stenet mineralitet … alt doseret fjervægtagtigt med næsen i sky … hvor smager det fint og forførende.
Nyere årgang forhandles flere steder, fx kan en 2013’ner fås hos Uhrskov Vine til 1.999 kr., mens 2008’eren fås hos Vinentusiasten til 3.450 kr.
Vinanmeldelse 7/7