Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2014 Robert Craig Winery, Mount Veeder Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2014 Robert Craig Winery, Mount Veeder Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi var efterhånden ved at være godt mætte og tørsten var også ved at være slukket, så denne 2014 Mount Veeder Cabernet Sauvignon fra Robert Craig Winery blev byggemødets næstsidste vin.

Robert Craig Winery holder til i Napa Valley i Californien og er grundlagt tilbage i 1990 af Bob aka Robert Craig med hjælp fra 3 pengestærke venner, som han havde mødt på handelsskolen 25 år før. Selv havde Robert Craig forinden startet sin vinkarriere på The Hess Collection på Mount Veeder i 1980’erne.

Det var netop hans store passion for Napa Valley Mountain Cabernet, der fik ham til i 1990 at starte sit eget vinhus og han blev  sideløbende en af nøglefigurerne bag etableringen af henholdsvis appellationerne Mount Veeder og Spring Mountain AVA.

I 2006 blev Robert Craig hyldet af Wine Spectator som en af Napa Valleys top 50 producenter af af Cabernet Sauvignon vine baseret på 15 års ratings. Successen steg dog aldrig Robert Craig til hovedet, for han sagde altid; Jeg kommer fra ydmyge kår og jeg føler bare ikke, at det er i orden at kræve for meget for min vin.

I 2012 lod Robert Craig sig pensionere, og overlod sin anpart til firmaets CEO Elton Slone og med ham ved roret er andelen af druer fra egne marker øget fra 25 til 85%, så man fremadrettet har opnået endnu større indflydelse på frugtkvaliteten.

Ved siden af vinene fra Howell Mountain laver Robert Craig Winery sin Affinity Cabernet fra egne 6 hektar på de nedre skråninger af Mount George i det sydlige Napa Valley. Dertil kommer Cabernet Sauvignon fra Mount Veeder, Spring Mountain District og Diamond Mountain District.

Bob Craig døde i 2019, men har for længst sikret sig en plads i historiebøgerne om Napa Valley og i særdeleshed om Mountain Cabernet. Her smager vi netop en 2014 Mount Veeder Cabernet Sauvignon.

Vinen er fremstillet på 88% Cabernet Sauvignon suppleret med 11% Merlot og 1% Petit Verdot. Flere steder står der dog, at den 1% er fra Malbec druer. I dag kommes der heller ikke Merlot i vinen, men derimod Cabernet Franc.

Druerne høstes fra marken Pym Rae, der tidligere var ejet af superstjernen Robin Williams, men i dag ejes af Tesseron familien. Marken er blot 7 hektar og er i 548 meters højde en af de højest beliggende inden for Mount Veeder AVA.

Der er ikke så mange oplysninger om selve produktionen, men vinen er lagret 18 måneder på franske egetræsfade, heraf 80 % nye for at tilføre luksuriøst krydderi, ekstra dybde og kompleksitet. Ingen klaring eller filtrering. Parker har giver vinen 95 point i denne årgang.

I glasset er det en fed væske, som udseender røgsignaler med røget kød, lejrbål og spegepølse, godt med solbær, blåbær, sorte kirsebær og lakrids, chokolade, blodpølse, blod, oregano og timian. Virker så tør og fortættet som en rig ekstrakt, men har samtidig en kølig, fin samt vellystig balance samt en smule blomster.

Smagen er klart i samme skuffe … en rig ekstrakt, der sender dig masser af  sorte kirsebær, solbær, blodrøde blommer, tranebær og røg, spegepølse, skovbund … egentlig ret stram og tør i udtrykket, mens tanninerne er kraftige og tyggevenlige. Det er en stor, stor historie, så Houlberg ligger lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.099 kr., mens prisen er 999 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, Italien

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, ItalienVi blev ved fremragende vin, da næste var en Barolo Margheria i årgang 2006 fra huset Azienda Agricola Azelia di Luigi Scavino, der ligger på adressen Via Alba Barolo i Castiglione Falletto.

Azelia er grundlagt for lige over 100 år siden, nemlig 1920 hvor Cavalier Lorenzo Scavino selv begyndte at vinificere en del af druerne produceret i familiens vinmarker.

Det var dog hans søn Alfonsos, som entusiastisk begyndte at aftappe den producerede vin og i dag drives vingården af den 4. generation i form af Luigi Scavino, hans kone Lorella og deres søn Lorenzo, som repræsenterer den femte generation.

Samlet har de 16 hektar vinmarker og det er selvfølgelig mest med Nebbiolo, men derudover også Dolcetto samt Barbera. Det betyder en årlig produktion på omkring 85.000 flasker vin.

Denne 2006 Barolo Margheria er lavet på Nebbiolo druer fra den lerholdige 1,9 hektar store mark Margheria i Serralunga d’Alba og fra vinstokke, der er omkring 60 år gamle. Vinen er lavet gæring og maceration via de naturlige gærceller i 55-60 dage og efter endt fermentering er vinen laget 30 måneder på store egefade. Der er alene lavet 6.100 flasker af vinen.

Det er i næsen en pæn moden vin, hvor kilometertallet godt kan begyndes at mærkes, men byder på nogle af de helt klassiske dyder med rosenblade, violer, sød tobak, læder, engelsk lakrids, tjære, røg, asfalt, kokos, chokolade, vanilje, rosmarin og salt. Frugten er jordbær og hindbær tilsat lidt streng og mørk balsamico. Mums.

Selvom det er en 2006’erne, som er frugten, syren og tanninerne i høj grad i live i vinen. Smagen er vild tør, mens tanninerne er skarpe og udtørrer munden som kartoffelmel på en tør plet. Tanninerne er næsten er helt ætsende, levende og vilde, så det giver virkelig en oldschool og elegant Barolo, som bare viser sig frem.

Forhandles flere steder, bl.a. Gerbola Vin, hvor en flaske kostede 575 kr., men nu er udsolgt. Vildmedvin  har den også.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienDet er under en måned siden, at jeg smagte en 2020 La Quinta Toscana IGT fra Podere Giodo, som drives Carlo Ferrini. Men ved siden hans højtratede vine fra Toscana, så laver Carlo også denne vin Alberelli di Giodo fra  Sicilien.

Det er et lille projekt og Alberelli di Giodo er lavet på 100% Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.

Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så lagret 12 måneder på 500  700 liter egefade.

Duftmæssigt er det en vin med en vis vildskab … har kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, godt med rosenblade, violer og blomster, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon, nogle grønne,  urtede noter samt mørk mineralitet. Det er en meget rank, mørk og alligevel syrlig vin.

I munden kommer den syrlige frugt også godt frem, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Pierre-Jean Villa, Côte-Rôtie Fongeant, Rhône, Frankrig

2016 Pierre Jean Villa, Côte-Rôtie Fongeant, Rhône, FrankrigPierre-Jean Villa – der jo tidligere var en del af Decelle Villa i Bourgogne – startede i 2009 sit eget vinhus. Derfra smagte vi – som mødets næste vin – 2016 Côte-Rôtie Fongeant, som efter min egen mening var aftenens bedste.

Som I måske læste ved min anmeldelse af vinen Beaune 1er Cru Teurons 2017 fra Domaine Decelle & Fils, så havde Pierre Jean allerede i 2008 sammen med Olivier Decelle købte jord i Côte D’Or i Bourgogne med fælles ambition om at lave elegante, smukke og komplekse burgundiske vine.

Pierre-Jean Villa er selv vokset op med vin, men arvede aldrig vinmager fra sine forældre. I stedet arbejde han i 1990’erne hos Mommesin i Bourgogne … ét af områdets helt store navne.

Han var også i 1996 med til at grundlægge Vins de Vienne, hvor han sammen med 3 dygtige vinmagere Yves Cuilleron, Pierre Gaillard og François Villard plante vinstokke i Seyssuel i Rhône. Der arbejdede han også, da han i 2003 stoppede hos Mommesin og Clos de Tart.

Men siden 2009 har han altså kastet sin energi på vine i eget navn fra det nordlige Rhône, hvor han sammenlagt har 17 hektar marker spredt over højre og venstre bred, bl.a. i Côte-Rôtie, Condrieu, Saint-Joseph, Crozes Heremitage og så en andel på bjergskråningerne i Seyssuel nord for Vienne. I 2020 blev han økologisk certificeret.

Denne 2016 Côte-Rôtie Fongeant er lavet på 60 år gamle Syrah vinstokke og vinen er lavet med 70% hele klaser med gæring og maceration over 20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på barriqies og 500 liter demi-muids.

I næsen er der arketypisk Nordrhône med en flæsket duft, godt med bacon og tørret kød, mælkede noter, en dyb urkraft med tør, engelsk lakrids, skolekridt, sorte oliven, peber suppleret med en forholdsvis sort og alligevel let frugt med kirsebær og blommer samt en svag sødme. Det virker SÅ elegant og samtidig SÅ dybt.

Smagen er næsten også ubarmhjertig mineralsk med en massiv kant af bådepeber, engelsk lakrids, sød finsk lakrids og så alligevel med en vis lethed, som om, at Pierre-Jean har taget nogle burgundiske vaner med. Sammen med granit, flint og stål, så står Côte-Rôtie Fongeant bare så præcis, legende, lystig, let og stålsat, at man omgående bare bliver i samme lystige og glade humør.

Forhandles hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Weingut Rings, Kallstadter Steinacker Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Rings, Kallstadter Steinacker Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi fortsatte sgu med mer’ Pinot Noir aka Spätburgunder, for den næste vin var denne  Kallstadter Steinacker Spätburgunder 2016 fra Weingut Rings.

Vinhuset Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Det er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af hans  datter Trudi samt hendes mand Willi Rings.

Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er nu fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer og de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og så både Erste Lage og Große Lage vinene, hvor denne Kallstadter Steinacker Spätburgunder er en Erste Lage vin.

Udbyttet på marken er lavt og druerne høstes i hånden, hvorefter de så sorteres med omhu før afstilkning. Vinen gærer med vildgær efter en kort udblødning. Der indgår nogle hele klaser for at give en større dybde til vinen. Vinen lagrer 18 måneder i en kombination af 80% brugte fade og 20% nye fade og filtreres ikke ved flaskning.

Duftmæssigt er vinen landlig, animalsk og en smule kødfuld suppleret med rosenblade, nelliker, gazebind, sort te, kirsebær, ribs,  bolsjer, urter, eg, røg, lidt kanel, vanilje, mælkechokolade samt et klart mineralsk aftryk.

I munden er det en ganske rank Spätburgunder … masser af jern samt mineralitet … og de præger virkelig smagen på en fin måde. Det suppleres af en frugt med hindbær, rabarber og ribs, meget frisk og  grøn i stilen, virkelig juicy og skarp.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Decelle & Fils, Beaune 1er Cru Teurons, Bourgogne, Frankrig

2017 Decelle & Fils, Beaune 1er Cru Teurons, Bourgogne, FrankrigEfter den fyldige østrigske bulderbasse gik vi med næste vin over til mere finesse, for det var en Beaune 1er Cru Teurons 2017 fra Domaine Decelle & Fils.

Decelle & Fils holder til i Nuit-Saint-Georges med deres vineri i en gammel bygning fra det 19. århundrede.

Vinhuset er reelt først grundlagt i 2008, hvor Pierre-Jean Villa og Olivier Decelle besluttede at slå sig sammen og derfor købte jord i Côte D’Or i Bourgogne med ambitionen om at lave elegante, smukke og komplekse vine med respekt for naturen.

Pierre-Jean Villa havde tidligere arbejdet som vinmager i Condrieu, Côte Rôtie og Saint Joseph, mens Olivier Decelle i forvejen havde et par vinhuse i Roussillon og Saint-Emilion … nemlig Mas Amiel og Château Jean Faure, som er naboslot til Château Cheval Blanc.

I 2017 forlod Pierre-Jean Villa firmaet, som indtil da hed Decelle Villa og jeg har da også tidligere smagt en 2014 Nuit-Saint-Georges, dengang begge vinmagere var med i driften.

I dag har Olivier Decelle sammen med sin familie sammenlagt 8 hektarer vinmarker, fordelt på parceller i både Côte de Beaune og Côte de Nuits. Derudover køber han også til tider også druer fra en række vinavlere.

Alle Decelle & Fils’ marker dyrkes økologisk, både for at holde rankerne sunde og for at bevare så meget af terroirets identitet i vinene som muligt. De fleste af vinene er certificeret økologiske.

Denne Beaune 1er Cru Teurons er lavet med Pinot Noir druer fra Premier Cru marken Les Teurons, der er en af de bedste i Beaune og anerkendt for vine med klasse og harmoni. Teurons marken ligger mellem Les Grèves og Clos de la Mousse syd for Beaune og marken vender sydøst med veldrænende kalkholdig jord.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som med skindet i åbne kar alene med druernes naturlige gærceller og varer 21 dage, hvorefter druerne presses og vinen lagrer 18 måneder på 228 liter barriques, hvoraf omkring en tredjedel er nye fade.

Duftmæssigt er der en frisk frugt med ribs, kirsebær, en snert af tranebær, blomster, rosenblade, mynte, eukalyptus, grannåle, grøn og uret samt en røget trænote samt svagt aftryk fra fadlagringen med kanel, vanilje … men samlet meget ren og klar.

Smagsmæssigt er det en frisk vin med en svag modenhed, lidt dekandent og smager rigtigt godt. Der er lys, frisk og spændstig frugt med ribs, lyse kirsebær, ribs og granatæbler, en god syre, fint balanceret og egentlig ret elegant.

Forhandles hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Markowitsch, M1, Carnuntum, Østrig

2016 Weingut Markowitsch, M1, Carnuntum, ØstrigNæste vin havde vi alle omkring bordet svært ved at identificere, men den var også svær. Det var denne bordeauxinspirerede vin M1 fra Weingut Markowitsch i Østrig.

Weingut Markowitsch er en gammel kending her på bloggen, så ham gider vi ikke skrive mere om. Han var faktisk nok én af de første østrigske vinproducenter, som virkelig imponerede mig.

Hans M1 er et Merlot blend, som i denne årgang 2016 er lavet på 80% Merlot samt 20% Blaufränkisch fra den 3,3 hektar enkeltmark Ried Aubühl, som er det varmeste marker i Arbesthaler Hügelland i Carnuntum.

Markowitsch plukker druerne til sit absolutte flagskib over flere høstrunder, så hver eneste drue realiserer sit fulde potentiale og efter høst spontangærer mosten med de naturligt forekommende gærstammer med 24-30 dages skindkontakt ved 30-32 grader og efter endt fermentering er M1 lagret i 2 hele år på 225 liter franske barriques samt 500 liter egefade.

Duftmæssigt er der skrald på fadlagringen … godt med vanilje, kanelsnegle, chokolade og gammelt teaktræ. Det suppleres fint af en federe frugt med sødme … solbær, søde kirsebær, blommer og nogen marmeladefedme … måske en tak for meget. Derudover er der blæk, trækul, cedertræ, nelliker og småsur tobak … samlet en moden og fyldig vine med sødt fadpræg.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor fadpræget er pænt stort, hvilket giver en fyldig, sødlig, krydret og kraftfuld vin med en frugt af solbær, blommer og svesker, en grøn urtet kant, kakao samt blæk, peber, chokolade og nelliker. Der er drøn på drengen og så er det alligevel med en kølig østrigsk præcision.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG , Baden, TysklandOgså næste vinhus har jeg før besøgt, for som aftenens første rødvin serverede Flemming en Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker Große Gewächs 2016 fra Weingut Dr. Heger.

Druerne til denne Heger topvin kommer fra Große Lage marken Ihringen Winklerberg … fra den lille del af marken, som hedder Winklen, men som Heger selv kalder for Rappenecker.

På denne del af Winklerberg marken er der en undergrund med en højere andel af kalk i den vulkanske undergrund. Rappenecker ligger også 30-50 højere på en mere stejl del af marken ved siden af et skovklædt område med en eksponering mod sydvest og med vinstokke plantet tilbage i 1960’erne.

Vinen er egentlig lavet som de øvrige Spätburgunder vine hos Heger med maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf en stor andel nye fade. Der er kun lavet 2 barriques af denne vin.

Næsen afslører en rigtig moden vin, hvor der først dukker lidt gammelt tobak op sammen med søde lakridspiber og oksefond, men også en herlig animalsk, sød kostald med landlighed samt en frugt af modne kirsebær, kirch, brombær og blommer. Der er sødbrændt fad, vanilje, kanel, lakrids, mælkechokolade, kakao og kaffe, men alligevel bare virkelig typisk tysk Spätburgunder med smukke gener.

I munden er der masser af liv i frugten, masser af sure kirsebær, ren hindbær, ribs, tranebær og det giver en vis friskhed. Syren har mørk bitterhed, tørhed og fin elegance. Sidst jeg smagte denne vin, kaldte jeg det et kærlighedsmøde mellem frisk frugt, mælkechokolade og bitterhed, lidt peber og den fineste syre. Det kan jeg gøre igen, for vinen smager virkelig godt, så klart 6 tomler med pil op.

Forhandles herhjemme af VinMedMere. hvor en flaske koster 699 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, TysklandByggemødet sidste hvidvin kom også fra et vinhus, som jeg selv før har besøgt, nemlig Weingut Robert Weil og derfra smagte vi en 2020 Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs.

Weingut Robert Weil laver udelukkende vine på Riesling og har også fået et legendariske ry som værende et af Rheingaus bedste vinhuse til Riesling.

Det skattede vinhus oser da også af storhed,  pragt og glans, hvilket man kan opleve ved et besøg. Det gjorde jeg tilbage i 2017 og det har jeg skrevet om i indlægget Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor. Der skriver jeg også en masse om husets historie.

Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs har jeg smagt før, sidst i en årgang 2017, men har også smagt årgang 2016. Den er lavet af druer fra vinmarken Kiedrich Gräfenberg, der er en stejl sydvestvendt skråning med en stigning på op mod 60%.

Jordbunden består af skifer og grus, og er derfor meget veldrænet, der sammen med den velventilerede placering giver ekstremt sunde druer, som håndplukkes i begyndelsen af november. I vineriet starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer. Gæringen sker i store egefade og der lagres vinen også en periode.

Duftmæssigt starter vinen slet ikke, som jeg ville have forventet, for egentlig meget afdæmpet og stille, nærmest lidt fladt. Der er endnu ingen petroleum eller diesel og aromaerne er mere forsigtige, måske endda skrøbelige. Der kommer lidt fersken, melon pærer, lemon og sandeltræ, men så sættes en koldfront ind med grønne grene, godt med knivskarpe citroner samt våde sten og kølig kalk.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere rank, skarp og frisk end duftmæssigt, for den har en præcis, skarp og sprød smag, masser af syre, sur citron, nogle lette krydderier og en svag sødme. Der er også grønne æbler og lidt grape bitterhed. Vinens mineralitet er næsten smertelig skarp, vild og alligevel kontrolleret, så dermed ligger Houlberg sådan et sted mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 479 kr., mens prisen er 405 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, Italien

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, ItalienVinhuset Pieropan ligger midt i Soave by og regnes som et af de bedste i Soave. Derfra kommer næste vin, som blev deres La Rocca 2018.

Jeg har smagt vinen før, bl.a. netop hos Pieropan under et besøg i Soave. Det kan du så meget passende læse om i mit blogindlæg Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance. Der fortæller jeg også lidt om vinhuset og historien.

Denne vin er lavet på Garganega fra 10-50 år gamle vinstokke på marken La Rocca beliggende på Monte Rocchetta bakken lige neden for middelalderborgen bygget af Scaligeri-familien i Soave. Marken ligger i Soave Classico zonen i 200-300 meter højde. Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så knuses, hvorefter de ligger i en kort maceration med skindet i 2.500 liter tønder. Så er der sket presning og vinen har gæret, hvilket er efterfulgt af lagring på 500-2.000 liter egefade i 15 måneder sur lie. Så flaskes vinen og lagrer en periode yderligere inden frigivelsen.

Vinen La Rocca blev første gang lavet i 1978. hvor denne 2018 således fejrer vinens 50 års fødselsdag.

Faglagringen kan virkelig duftet … godt med fad, fedme, vanilje, kanelkiks og lakridskonfekt, men også en frugt med citroner, melon, fersken og måske endda lidt tropiske frugter suppleret med nødder. Det bliver ikke en fed eller over-oaked vine, men man fornemmer samtidig en vis friskhed.

Smagen er også meget aromatisk og dyb, virkelig fyldig, krydret og eksplosiv, men på en lidt frisk måde. Der er lidt stærk peber, salte mineraler og samlet en meget intens vin, så 5 tomler med pil op.

Forhandles i dag flere steder, bl.a. Oxholm Vin, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7