Ifølge Wikipedia er et orgie en gruppeaktivitet som indebærer tøjlesløs opførsel. I dag bruges ordet oftest om gruppesex, men kan også omhandle vold, mad eller drikke/ædegilder eller en hvilken som helst blanding af disse.
Og et orgie var netop, hvad Bjarne fra Vinimperiet havde indbudt til … men dog alene et orgie af Cabernet Franc, nok den mest omfattende røde Loire smagning i kongeriget med hele 22 vine på programmet. Og jeres flittige vinblogger var selvfølgelig på pletten. Tøjlesløs som vanligt.
Vinimperiet ligger i Underværket i Randers og har specialiseret sig økologiske og biodynamiske vine fra specielt Loire … små producenter, der fokuserer på økologiske og naturlige dyrknings- og produktionsmetoder.
Vi startede med to vine, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig vinen Touraine Milles Feuilles fra Patrick Corbineau – som i øvrigt smagte endnu bedre end første gang – og vinen Les Graves fra Gasnier, men den tredje var denne Le Dolmen fra vinhuset Domaine Jaulin-Plaisantin, som vi finder i appellationen Chinon.
Domaine Jaulin-Plaisantin holder til ved byen Cravant-les-Côteaux i Touraine, kun få kilometer øst for selve Chinon by, som således ligger navn til appellationen AOC Chinon. Det er nok den appellation i Loire, som sammen med AOC Saumur laver de bedste rødvine, som er gode unge, men kan gemmes 10-20 år.
Vinhuset er grundlagt i 2008 af Sébastien Jaulin og Yves Plaisantin, hvor Sébastien tager sig af markarbejdet og Yves af produktionen i kælderen. Yves kommer fra Lyon og er søn af en farmaceut indenfor veterinærlægemidler. Han var egentlig i gang med at læse philosofi, men kedede sig og slog pludselig over på vinproduktion. Han kom i lære hos Clusel-Roch i Côte Rôtie, som var i gang med omstilling til biodynamisk drift.
I 2008 mødte han Sébastien Jaulin, som netop havde nogle vinmarker tæt ved Chinon, men primært havde solgt druerne bulk til andre producenter. Sammen begyndte de projektet med produktion af egne vine og omstilling til økologi. Denne omstilling er gennemført i 2015, hvor de også har fået deres certificering. Men i alle årene siden 2008 er vinstokkene dyrket uden nogen ukrudtsmiddel eller gødning, mens vinene vinificeres uden hjælp af ethvert produkt med undtagelse af en minimal dosis af sulfit.
De to fyre laver i alt 5 forskellige vine, nemlig vinene L’Enfer, Les Hauts et les Bas, Les Bourdes, Le Petit Cray og så denne Le Dolmen, som er lavet på ren Cabernet Franc fra forskellige parceller omkring Briançon, hvor vinstokkene er mellem 10 til 70 år gamle.
Vinen er lavet med udblødning i 2 uger uden pigeage eller remontage, modnet i cementtank. Derefter er der sket en let filtrering på kiselgur og tapning med en smule svovl, men ellers ingen tilsætninger overhovedet. Kiselgur – som også kaldes diatomit – er en bjergart, der består af skeletter fra encellede kiselalger, ler og silt. Det anvendes bl.a. til filtrering af både øl og vin, men kan godt give en lidt metalisk smag.
I næsen er godt med stald, læder … krydderier, urter, violer, lyse bær og nelliker, mens smagen byder på saft og kraft, meget velkomponeret med stramme tanniner, frisk og let frugt. Hold da op, hvor den smager godt, og man får virkelig meget vin for pengene.
Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 75 kr
Rating 5/7