Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

Vinanmeldelser

2014 Hardys Wines, William Hardy Chardonnay, Limestone Coast, Australien

Skriv en kommentar

2014 Hardys Wines, William Hardy Chardonnay, Limestone Coast, AustralienSelvcenteret som man er, så er det jo klart, at omverdenen har fået øje på Danmarks flittigste vinblogger aka. sitet Houlberg … blog om vin & gode oplevelser. I hvert fald har det møj-store vinimperie Accolade Wines igen sendt et par flasker til Yours Trully og bedt om en ærlig vurdering. Og det er jeg jo altid mand for … i jeres tjeneste naturligvis.

At konen så også nyder godt af denne gavmildhed, som i disse juletider er helt i tråd med højtidens ånd, er jo blot en ekstra gevinst. Fra Accolades mange brands er det denne gang Hardys … som de fleste formentlig kender fra supermarkedernes hylder.

Jeg har tidligere smagt vine fra Hardy’s … okay kvalitet til billige penge. Denne gang er det en Hardys vin på Chardonnay i serien William Hardy, opkaldt efter 5. generation af Hardys … nemlig William Hardy, som også blot bliver kaldt Bill Hardy.

Det var forfaderen Thomas Hardy, som i 1853 grundlagde vinhuset. Han var 3 år tidligere som ung 20-årig kommet til Australien fra Devon i England og arbejdede første år i Australien for John Reynella på vinhuset Reynella. Derefter arbejdede han i en periode som guldgraver og kvæghyrde inden han for de optjente penge købte en mindre ejendom Bankside tæt på flodens Torrens.

Der begyndte han selv at produere vine … specielt havde Thomas Hardy et mål om at lave billige kvalitetsvine. Den første vin kom på markedet i 1857 og det blev en succes. Hardy blev et af de første australske vinhuse, som begyndte at eksportere deres vine.

Og det blev starten på en vild ekspansion, bl.a. med opkøb af vingården Tintara i McLaren Vale, hvor vinhuset i dag har deres produktionslokaler. Langt senere køber Thomas Hardy and Sons også Reynella, hvor Thomas Hardy oprindelig arbejdede i 1850. Det er i dag vinhusets hovedsæde.

Thomas Hardy and Sons ender faktisk med at blive Australiens største vinproducent, og ændrede i 2008 sit navn til Constellation Wines Australia. I 2011 blev firmaet – sammen med Constellation Europe – solgt til en australsk kapitalfond CHAMP Private Equity og det skiftede samtidig navn til Accolade Wines.

Og det er – som jeg skrev tidligere – en møj-megastor vinkoncern, som ejer et utal af vinmærker, har over 1.600 ansatte, er størst indenfor vin i både Australien samt England og sælger deres vin over hele verdenen.

Hardys har i Australien i dag over 3.200 hektar vinmarker, og har derudover dyrkningsaftaler med omkring 1.000 vinbønder i landet … og det er bare Hardys … et af de mange brands i Accolade Wines. Som jeg sagde … en megastor koncern.

Hos Hardys laves der vine i en række forskellige serier, nemlig serierne Winemakers Rare Release, Thomas Hardy, Eileen Hardy, HRB, Sir James, The Journey, Tintara, Oomoo, William Hardy, Nottage Hill, Crest, Stamp, VR samt Whiskers Blake.

Denne William Hardy er opkaldt efter 5. generation William “Bill” Hardy. Vinmager er Paul Lapsley, og ellers har jeg såmænd ikke de store oplysninger omkring produktionen af vinen.

I munden er der pære, fersken, abrikos, smør, frugtsten, papkassser … eller noget i den retning, let krydret … sådan lidt spidskommen. Smagen er meget ren, stålsat frugt, okay syre og ingen oversøisk Chardonnay fedme her. Mangler måske lidt dybde … men ellers okay aussi-vin.

Kommer i uge 1 på hylderne i SuperBrugsen til 50 kr., normalpris 99,95 kr.

Rating 3,5/7  

Vinanmeldelser

2014 Domaine Beauthorey, Terre Ferme, Languedoc, Frankrig

Skriv en kommentar

2014 Domaine Beauthorey, Terre Ferme, Languedoc, FrankrigSå er vi der igen … hos den rare, excentriske vinmager Christophe Beau. Denne gang er det med vinen Terre Ferme fra Beaus vingård Domaine Beauthorey i Languedoc. Det er samtidig én af de vine, som måske er mindst markant/kantet/vild og mere easy-going end nogle af de øvrige i Beaus arsenal af biodynamiske projektiler.

Ja, jeg har jo skrevet om Beau og hans vine flere gange … både vinene fra den chilenske vingård Vinos Vernaculares og fra gården Domaine Beauthorey i Languedoc. For yderligere info om Christophe Beau, så læs mit indlæg; Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares fra besøget i Danmark.

Dermed springer jeg sgu direkte over til denne lille fætter Terre Ferme … som vel rettelig kan oversættes til noget i retning af “gårdens jord – farmens jord”. Den er primært baseret på Grenache … helt præcis 80% Grenache samt 20% Carignan, vinstokke som er omkring 25 år gamle og med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Det er selvfølgelig 100% biodynamisk, og vinen er vinificeret 10 dage på tank og derefter modnet 9 måneder på tank.

Og i næsen fornægter Beaus biodynamiske tilgang sig heller ikke, for vinen er herlig rustik med lidt stald, babybræk (på den fede måde), muldjord, mynte, lakrids og en omgang mørke bær, brombær … men det animalske dog en smule afdæmpet. Det gør måske også, at denne vin er nemmere at tilgå for folk, som ikke er vintosser.

I munden er vinen præget af sødme, blødhed, lethed, hindbær og svag peber … slet ikke tung og power-kraftig som andre vine fra Languedoc, men mere tynd, let og ganske letdrikkelig. Til prisen en herlig, herlig vin.

Købt hos Vinimperiet, pris 75 kr.

Rating 4/7 

Vinanmeldelser

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder ***, Rheinhessen, Tyskland

3 kommentarer

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder ***, Rheinhessen, TysklandDas ist gut … sagde Phieselknasts håndlanger og butler Otto i filmen Gyldenkål, hvor familien med det gode danske navn Iversen – anført af Charles – fik nok af skattevæsen, pantefoged og arbejdsgivere. Ved hjælp af opfindsomme svindelnumre blev familien under det nye navn Gyldenkål velhavende og respektable borgere.

Butleren Otto – fabelagtigt spillet af Jens Okking – har den famøse replik, som jeg såmænd også kan fyre af på denne fredags Spätburgunder, som har hele 3 stjerner og kommer fra vinhuset Weingut Georg Gustav Huff, som jeg tidligere har skrevet om og besøgte i sommers … ved at være lang tid siden. Suk.

Nu skal jeg nok undlade at skrive en helt masse om vinhuset igen, men blot henvise til tidligere blogindlæg, fx indlægget fra da jeg smagte husets 2012 Tres Vites. Men et fantastisk hus og en virkelig sød familie.

Jeg har også tidligere smagt deres almindelige Spätburgunder im Holzfass gereift i årgang 2012 samt deres 3 stjernede Frühburgunder i årgang 2011 og også lidt af deres fremragende Riesling, men her har vi altså fat i deres 3 stjernede Spätburgunder i årgang 2012.

I glasset herligt transparent og hvor jeg dog elsker den farve. Og det er klassisk tysk Spätburgunder med en sødlig animalsk duft … dog uden, at det bliver for sødt. Det er våd eg, jordbær, hindbær, en lille smule lyse blommer, nærmest bolsjer, krydderier, estragon, kanel og vanilje.

I munden er det kirsebær, hindbær … og faktisk på samme måde som Huffs Frühburgunder mere fylde end mange andre Spätburgundere sammen med et fint peberbid, faktisk et ganske betydeligt strejf af peber og grønne noter.

Købt på vingården, hvor prisen er sølle 9,50€ … eller små 71 kr. Das ist gut.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2014 Mud House, Pinot Noir, Central Otago, New Zealand

Skriv en kommentar

2014 Mud House, Pinot Noir, Central Otago, New Zealand1-2-3 … mange er vilde med nummeret 3. Teleselskaber, tv- og radiostationer, fagforeninger og ordsproget siger også noget med, at 3. gang er lykkens gang. Lad os med denne Pinot Noir fra Mud House se, om vi også bevæger os ned ad den gang … i hvert fald er vinen tredje og sidste vin i trioen.

Modsat de to første vine fra Mud House, så er denne vin ikke lavet af druer fra Marlborough, men derimod fra husets mark i Central Otago, nemlig marken Claim 431 som er på imponerende 250 hektar og alene – og jeg siger alene – er tilplantet med Pinot Noir.

Som jeg nævnte i forrige blogindlæg har vinhuset deres vinmarker i 3 – der kom tallet igen – forskellige områder i New Zealand, nemlig Marlborough, Waipara og Central Otago. Det er alle områder på Sydøen af New Zealand og endda ganske godt fordelt på Sydøen.

Marlborough ligger jo øverst på Sydøen, Waipara næsten midt på øen og Central Otago nærmest nederst på øen. Området hvor marken Claim 431 ligger hører til Bendigo regionen og har tidligere huset masser af guldminer. Det er et tør og vindblæst område, hvor jorden er præget af skifer, grus og finere stenpartikler … ganske rig på mineraler og god dræning.

Nedbøren er forholdsvis beskeden, gennemsnitlig 450 mm om året, så Mud House kunstvander en smule. Om sommeren kommer temperaturen op omkring 35 grader, men er ellers præget af kølige nætter … ideelt for Pinot Noir.

Denne Pínot Noir hører til i serien Mud House Range … husets almindelige vine. Den er lavet med druer fra Claim 431 … på samme måde som husets enkeltmarksvin. Vinen er lavet med en forholdsvis kort maceration, alene omkring en 7, og derefter har den lagret en periode. Jeg kan ikke se, hvor lang tid, men en del er lagret på franske egefade, men det meste på ståltanke for at bevare frugtens karakter, som de selv siger.

Lad os hoppe om bord inden der er gået 3 sekunder. I næsen våde papkasser, hospitalsgang, krydderier … men også klart identificerbare Pinot Noir noter, men samtidig en mere mørk og fyldig side. Det er mest modne … nærmest sorte kirsebær, eg og så godt med krydderkværnen.

I munden er der godt med jern, jod, blod, modne kirsebær, meget stærk i alkoholen, kantet … men også sært sjasket og ukoncentreret. Man sidder med lidt bitre noter i munden bagefter. Mangler lidt …. love … kærlighed, og ligger langt fra de fantastiske Pinot Noirs, som jeg ofte har smagt fra New Zealand. Bevares, det er ikke dårligt … arghhhh, men i hvert fald er jeg heller ikke oppe at ringe. Til en fætter/kusine fest vil jeg dog være lykkelig for at drikke denne.

Forhandles i Coop butikker, men jeg kender ikke prisen. Mon ikke den havner på 69 kr., som dens hvide og rosa søstre?

Rating 3/7  

Vinanmeldelser

2014 Mud House, Sauvignon Blanc Rosé, Marlborough, New Zealand

Skriv en kommentar

2014 Mud House, Sauvignon Blanc Rosé, Marlborough, New ZealandFra sidste uges gratis testkasse af vine fra Mud House i New Zealand var vin nr. 2 ud af de 3 på stribe denne Sauvignon Blanc Rosé … et let rosafarvet, ferskenfarvet eller måske endda svag laksefarvet væske, som imidlertid ikke lever op til takterne fra dens kridhvide søster, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Men som lovet ved den første vin fra huset, så skal jeg lige skrive lidt om vinhuset. Mud House er grundlagt i 1996 af det store vinhus Thomas Hardy and Sons, som jo igen var grundlagt af Thomas Hardy i 1853 i Adelaide og siden voksede sig til at blive Australiens største vinfirma.

I 2011 blev firmaet – sammen med Constellation Europe – solgt til en australsk kapitalfond CHAMP Private Equity og det skiftede samtidig navn til Accolade Wines. Og det er – som jeg skrev tidligere – en møj-megastor vinkoncern, som ejer et utal af vinmærker, har over 1.600 ansatte, er størst indenfor vin i både Australien samt England og sælger deres vin over hele verdenen.

Blandt nogle af Accolade Wines mange vinhuse rundt om i verdenen hører fx Geyser Peak, Atlas Peak, Ravenswood og XYZin i USA, Houghton, Banrock Station, Omni, Goundrey, Brookland Valley, Berri, Stanley, Amberley, Moondah Brook, Leasingham, Tintara, Bay of Fires, Grant Burge Wines, Omni, Yarra Burn, Hardy’s og House of Arras i Australien, Da Luca i Italien, Inniskillin i Canada og mange, mange flere. 48 vinhuse har jeg talt det op til.

Og et af disse er altså Mud House i New Zealand, som også er en ganske pæn historie. Vinhuset har deres vinmarker i tre forskellige regioner i New Zealand, nemlig både i Marlborough, Waipara samt Central Otago. I Marlborugh har huset vinmarken Woolshed Vineyard på 105,5 hektar, i Waipara de to marker Home Block på 50 hektar og The Mound på 93 hektar og endelig i Central Otago marken Claim 431 på små 250 hektar.

Ja, med lidt matematik, så bliver det sgu samlet 498,5 hektar, så det er altså også big business.

Mud House har fået navn efter de første huse, som blev bygget i Marlborough af den lokale ler. Der er også i Marlborough, at vinhuset har sit hovedsæde, nemlig i Woodshed Building, som ligger lidt vest for byen Blenheim i Marlborough, hvilket er lige ved bugten Cloudy Bay.

Ansvarlig vinmager er Ben Glover, som sammen med de to lokale vinmagere Nadine Worley og Cleighten Cornelius stå for produktionen af vinene fra Mud House. Ben har en kandidatgrad i ønologi fra Lincoln University og har efterhånden været med til at høste 15 gange hos Mud House. Trekløveret laver samlet 12 forskellige vine fordelt på 2 serier, Mud House Range samt Single Vineyard Range. Enkeltmarksbegrebet bliver måske lidt udvandet i denne sammenhæng, da Mud House kun har 4 megastore marker.

Nå, men denne Sauvignon Blanc Rosé er så sjovt nok ikke én af de vine, som vinhuset har på deres hjemmeside. Dermed laver de så i hvert fald 13 forskellige vine. Man undrer sig måske først over farven, da vinen står som en Sauvignon Blanc, men det skyldes imidlertid, at der er stoppet lidt Pinot Noir i vinen. Ellers ikke mange oplysninger om vinen.

I næsen er der noget genkendeligt fra den hvide Sauvignon Blanc, bl.a. asparges, stikkelsbær, flint … men også lidt rebis (ja planten, som dufter lidt af kattetis), måske en smule hindbær og bolsjer, nærmest Kongen af Danmark. Imidlertid er der sjovt nok også en mere kemisk note, som gør duften en smule kvalm og skæv. Den bryder jeg mig ikke så meget om.

I munden mangler noget af sødmen fra den hvide også, og det mindsker faktisk balancen i vinen, gør vinen mindre intens, idet en bitter syre sammen med lidt jern, stål simpelthen bliver for dominerende. Lidt underligt at to vine, som er lavet af samme drue (stort set) og formentlig på samme måde, kan give så forskellige indtryk.

Forhandles i Coop forretninger, dvs. SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’Brugsen, hvor vejledende pris formentlig vil være det samme som den hvide søster, dvs. 69 kr.

Rating 2,5/7 

Vinanmeldelser

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Rück Spätburgunder, Franken, Tyskland

Skriv en kommentar

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Rück Spätburgunder, Franken, TysklandFreitag er en liberal tysk ugeavis … der Freitag Das Meinungsmedium, og så er det også den ugedag, hvor der skal Spätburgunder i vinglasset … her meget pædagogisk illustreret med en streg under skal. Og i det houlbergske hjem bryder vi ikke et skal med streg under, så fredagens vin blev denne Rück Spätburgunder fra Weingut Stadt Klingenberg.

Det med Spätburgunder i glasset burde jo egentlig være lovbestemt i den tyske forfatning, som vore sydlige naboer kalder die Grundgesetz, ofte også bare forkortet til GG. Så kunne GG på flaskerne jo også henvise til, at det både var en Grosses Gewächs og ifølge die Grundgesetz skulle drikkes en fredag. Der ligger vist en opgave for die Bundeskanzlerin. Kom nun auf der Start Block Mr. Merkel … jooovvv lidt mandlig er hun.

Nå, men med Weingut Stadt Klingenberg er vi i Franken … i det område, som fra gammel tid blev kaldt Churfranken, det måske bedste rødvinsområde i Franken. Det er i Mainland-Miltenberg området, og den gode vingut holder da også til i byen Klingenberg am Main omkring 8-10 kilometer nordvest for Miltenberg og vel omkring 50 kilometer vest for Würzburg.

Weingut Stadt Klingenberg er et gammelt vinhus, grundlagt helt tilbage i 1912. Det siges, at husets marker bl.a. leverede druer til Gustav 2. Adolf af Sverige ynglingsvin under af hans erobringstogt i Franken omkring 1631. Det var dengang den svenske konge i trediveårskrigen indtog Würzburg Slot.

Vinhuset ejes af drives af den unge Benedikt Baltes, som overtog Weingut Stadt Klingenberg i 2010 i forbindelse med en privatisering af vingården. Benedikt kom selv fra Ahr … eller helt præcis Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt gik i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen.

Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn. Ja, det er lige præcis det vinhus, som jeg skrev om for 2-3 måneder siden og var helt oppe at ringe over. Dengang smagte jeg husets ungarske Syrah Juris Villa, som jeg gav 6 fuldt fortjente Thumbs Up.

Nå, men det var vist et sidespring. Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe, inden han i 2010 købte det gamle, historiske og traditionsrige Weingut Stadt Klingenberg og begyndte at udleve sin drøm om at lave sine egne vine på netop Spätburgunder.

På Weingut Stadt Klingenberg har Benedikt Baltes knap 13 hektar vinmarker, bl.a. parceller på Grosses Gewächs marken Schlossberg, en historisk og stejl skråning med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna. Denne mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene.

Andre fremragende producenter som fx Paul Fürst fra Weingut Rudolf Fürst har også parceller på Schlossberg marken.

Benedikt Baltes’ vine er opdelt i klasserne Gutsweine, Ortsweine, Ortsweine “R” samt Großes Gewächs. Denne Rück Spätburgunder er en Ortsweine, men allerede i en skræmmende kvalitet, men det vender jeg tilbage til. Under Ortsweine findes der alle 3 forskellige Spätburgundere, nemlig en Klingenberg Spätburgunder, en Großheubach Spätburgunder samt denne Rück Spätburgunder.

Rück Spätburgunder er lavet med druer fra de bedste parceller fra Rück, som ligger et par kilometer nord for Klingenberg by. Druerne høstes i hånden, udbyttet er lavt og ellers er vinen lavet med lang maceration, brug af nye fade og lang lagring. Hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Der er ingen tilsætningsstoffer, alene brugt druernes naturlige gær og vinen flaskes også ufiltreret.

Det ufiltrerede kan ses i glassset, hvor den lyserøde, transparente væske er herlig grumset. I næsen er der godt med røg, krydderier, syrlige bær, ribs, nelliker og en lille smule mælkechokolade. Som ofte i Spätburgunder fra Franken er der ikke så megen sødme, men mere en stram, letkrydret og mineralsk næse. Giv vinen lidt luft i glasset, så åbner duftene sig langsomt og indbydende.

I munden er frugten sindssyg frisk og bidende på den helt rigtige måde … syrligt med eg, lyserøde bær, hindbær, ribs, mineraler, sten, kalk og et fast tag. Der er noget “krop”, som giver en fylde til de syrlige elementer og medvirker til en rigtig, rigtig fin balance.

Da jeg købte vinen hos Martin hos Extra Brut Vinimport smagte jeg den ganske kort op mod Baltes anden Ortswein Klingenberg Spätburgunder, så fandt jeg Klingenberg en anelse bedre, og denne en tak kantet. Klingenberg var lidt mere feminin og denne Rück mere maskulin, og jeg er nok mest til de feminine. Men her må jeg sgu alligevel overgive mig. Dette er klassevin.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris pt. på tilbud hele af året til 149 kr., hvilket er ren tyveri. Jeg godt vædde med, at lageret ikke holder resten af året. Bør blive revet væk.

Rating 6/7 

Vinanmeldelser

2012 Torbreck Vintners, Woodcutter’s Shiraz, Barossa Valley, Australien

Skriv en kommentar

2012 Torbreck Vintners, Woodcutter's Shiraz, Barossa Valley, AustralienStormy Weather … spillede den eminente Ben Webster i 1965 på Jazzhus Montmartre, og det er også vejrudsigten for denne grå søndag. Men hvorfor så ikke … why not … på sådan en grå, stormfuld søndag morgen lige skrive om sidste rødvin fra Seléction smagningen i torsdag, denne Woodcutter’s Shiraz fra det australske vinhus Torbreck Vintners?

Torbreck Vintners er grundlagt af David Powell i 1994, men hans projekt startede egentligt tilbage i 1992, hvor han opdagede nogle små parceller af ældgamle vinstokke.

På det tidspunkt arbejdede han for Robert “Rocky” O’Callaghan hos Rockford Wines, men han indgik en aftale med en række jordejere om, at druerne fra disse små parceller skulle leveres til hans nye vinhus mod betaling af en procentdel af fortjenesten, og det blev så til Torbreck Vintners.

Vinhuset kaldte han Torbreck efter en skov i Skotland, hvor David tidligere havde arbejdet som skovhugger. Og stilmæssigt sigtede David efter vinene fra Frankrigs Rhônedal, som han havde en særlig forkærlighed for. I 1995 knuste han de første druer … i alt 3 tons … og startede salget af sine vine.

De blev en succes, og det med Rhône-stilen blev bl.a. også bemærket af Robert Parker, som kaldte Torbrecks topvin Run Rig for “La Mouline of Australia«, hvilket selvfølgelig hentyder til Guigals enkeltmarkscuvée fra Côte-Rôtie, og samtidig gav den skyhøje priser og point.

Faktisk fik årgang 1995 hele 98 point af Parker … og lige siden har Run Rig faktisk fået enten 98 eller 99 point af Parker hvert eneste år … ganske imponerende.

I 2002 blev mange af markerne købt af Torbreck, men samme år måtte vingården imidlertid gå i betalingsstandsning på grund Powells økonomiske problemer i forbindelse med en skilsmisse. Torbreck blev derfor købt af den australske forretningsmand Jack Cowin for 6,5 millioner australske dollars, mens Powell fortsatte som vinmager og administrerende direktør.

I 2008 tilbagekøbte David Powell igen Torbreck i et kompagniskab med Peter Kight, som i forvejen ejer Quivira Winery i Sonoma County i Californien, men i 2013 forlod Powell Torbreck for at arbejde med andre projekter. I dag varetages vinproduktionen af et team bestående af Craig Isbel, Scott McDonald og Russell Burns.

Peter Kight er fortsat leder af vingården, som i dag har hele 86 hektar, fordelt på ikke mindre end 26 vinmarker. Og denne Woodcutter’s Shiraz er lavet af druerne fra nogle af disse marker i underområderne Marananga, Greenock, Ebenezer, Gomersal, Moppa, Lyndoch og Kalimna.

Vinen er selvfølgelig 100% Shiraz, og navnet på vinen henviser til David Powells mange år som skovarbejder i Torbreck skoven i det skotske højland. Vinen er lavet med rustfrie ståltanke, maceration på 6-7 dage efterfulgt at lagring i 12 måneder på store egetræs foudres.

Og det er sgu også en rigtig aussi vin … solbær, fedme, eg, sødme, kampfer-olie, eucalyptus, tørre krydderier, enebær, kanel samt en sjat vanilje. I munden fed, cremet og proppet med mørke bær, svedsker, alkohol – som giver en voldsom varme – sødme, mørk chokolade, kaffe samt lidt lakrids. Power. Fyldig … og knap så kompleks som fx forrige vin … neuf’en fra Domaine le Clos du Caillou.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 4,5/7   

Vinanmeldelser

2013 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

Skriv en kommentar

2013 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigFor knap 4 måneder siden smagte jeg denne vin i årgang 2012 … og den var god. 2013’eren er bare endnu bedre. Vinen vi snakker om er Domaine le Clos du Caillous entry-level Châteauneuf-du-Pape, som de kalder Tradition.

Domaine le Clos du Caillou ligger ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape … et godt område for at fremstille stor Châteauneuf-du-Pape. Det har da også været målet for familien Pouizin og Vacheron siden de stiftede domainet i 1956.

Domainet består i alt af 58 hektar vinmarker, hvoraf de 8 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape. I princippet kunne en del af de resterende 50 hektar også godt have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammel stengærde.

Historien fortæller dog, at den daværende ejer ikke ville betale de afgifter, som en ophøjelse af jordene til Châteauneuf-du-Pape krævede i 1923 og at det er årsagen til, at jorderne kun bærer status af Côtes du Rhône.

Indtil 1996 blev ejendommen drevet af Claude Pouizin, der frem til 1993 solgte en del af avlen til negocianter i området, men i i 1996 overlod han stedet til datteren Sylvie og svigersønnen Jean-Denis Vacheron. Dennis stammede fra en vinbondefamilie, som driver Domaine Vacheron i Sancerre.

Generationsskiftet betød, at ejendommens vine fik et vældigt kvalitetsløft. Vinskribenter fra især i Amerika berømmede hans indsats, og eksporten til Amerika steg voldsomt. I marts 2002 omkom Jean-Denis Vacheron imidlertid i en trafikulykke, og i dag drives ejendommen af hans kone Sylvie. Hun har dog allieret sig med dygtige folk, bl.a. Bruno Gaspard, tidligere Chateau Trignon, og ønologen Philippe Cambie, som jeg jo også har skrevet om en del her på bloggen.

Markerne er certificeret Agriculture Biologique (AB) siden 2010. AB mærket er Frankrigs svar på Ø-mærket, dvs. en økologisk vin, men det er faktisk meningen, at Domaine le Clos du Caillou vil fortsætte kursen mod biodynamisk certificering.

Denne Châteauneuf-du-Pape Tradition er – trods navnet – en forholdsvis ny hos vinhuset og lavet første gang i 2011. Den er i denne årgang 2013 lavet på 85% Grenache, 10% Mourvédre samt 5% Syrah, hvorimod 2012’eren var på 100% Grenache. Druerne kommer fra markerne Les Cassanets og Les Bédines og med et lavt høstudbytte på sølle 20 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med maceration på i betontanke i 28 dage … 11 dage mindre end 2012’eren, hvorefter vinen lagres på store, gamle foudres i 17 måneder. Der laves årligt 13.000 flasker af denne vin.

Og den har hele Rhône kavaleriet med i den menneskelige emhætte … det er mejeri, bacon, flæsk, røget fedt, brombær, solbær, vanilje og let kanel. Måske også lidt engelsk lakrids. Som 2012’eren en kraftig dame, fyldig og tiltrækkende … men med en klar, frisk frugt, en direkte tyngde og tydelige tanniner, dog langtfra så voldsomme som i 2012’eren. En vin, som alle ville være glad for at indtage sammen med juleanden. Selv anden vil være glad.

Så skal du også lige tænke på, at den faktisk har 3 Cdp storesøstre, nemlig vinene Les Safres, Les Quartz og La Réserve. Og så en hvid halvsøster.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 280 kr.

Rating 5,5/7   

Vinanmeldelser

2008 Guerrieri-Rizzardi, Castello Guerrieri, Veneto, Italien

Skriv en kommentar

2008 Guerrieri-Rizzardi, Castello Guerrieri, Veneto, ItalienEn lille Bardolino Amarone kalder man denne Castello Guerrieri fra vinhuset Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi, da vinen er produceret på samme måde som en Amarone … blot med lidt anden druesammensætning og med druer fra Bardolino i stedet for Valpolicella. Derfor må den naturligvis ikke kaldes for en Amarone, så på den måde er der styr på appellationerne.

Guerrieri-Rizzardi er ét af de vinhuse, som jeg besøgte i sommers. Hvis du vil se et par billeder fra stedet, så klik – by all means – ind på blogindlægget omkring husets 2014 Bardolino Classico DOP.

Vinhuset er i dag ejet af Rizzardi-familien, og holder reelt til i et gamle hus i Bardolino. Det har fungeret som vingård siden 1450, men i dag ligger al produktionen i et nyt og moderne vineri i bakkerne ved Bardolino. Det er bygget i 2011 og fremstår ganske imponerende, hvilket du måske også får fornemmelsen af på billederne nedenunder.

Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi sidder i dag på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Huset fik sit navn Guerrieri-Rizzardi i 1913, da et ægteskab forenede to store vinfamilier; Guerrieri med deres 1450 gamle vinhus i Bardolino og marker rundt om Bardolino samt Rizzardi, som havde sine marker, vineri og vinkælder ved byen Negrar. Derudover ejede Rizzardi familien også ejendommen Dolcè i Valdadige og marker i Valpolicella.

Markerne i Soave købte af Guerrieri-Rizzardi først langt senere, nemlig i 1970. I dag ejer familien samlet 82 hektar vinmarker, hvilket er fordelt med 25 hektar i Valpolicella fordelt på 22 parceller med de tre topmarker Rovereti, Pojega og Calcarole, 40 hektar ved Bardolino og Cavaion fordelt på ikke mindre end 35 parceller, 15 hektar i Soave og endelig 2 hektar i Valdadige.

På markerne dyrker familien en lang række forskellige druer som fx Chardonnay, Garganega, Trebbiano, Corvina, Rondinella, Sangiovese, Merlot, Molinara, Marcobona, Cortese, Moscato Bianco og Barbera, blot for at tage dem i helt tilfældig rækkefølge.

Siden 1998 har det været Giuseppe og Agostino Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang. Det støtter nemlig Giuseppe Rizzardis filosofi, som går på lave vine med en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Denne mini-Amarone er lavet på 78% Corvina, men i stedet for Rondinella og Corvione, så består de sidste 22% af Merlot. Ja … fucking Merlot. Og alle druerne er altså tørret på samme måde som rigtig Amarone inden de presses, og mosten anvendes til vinproduktion. Druerne kommer fra en vinmark i Bardolinos Classico område. Marken er på 2,5 hektar og er oprindeligt grundlagt i det 16. århundrede. Stokkene er mellem 30 og 40 år.

Vinen er lavet med gæring på moderne, rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagres på traditionel vis på små egetræsfade. Inden aftapning klares vinen så skånsomt som muligt med æggehvider, idet selv en let filtrering ville berøve vinen for værdifulde aromatiske komponenter. Der laves årligt knap 10.000 flasker af denne vin.

Og den har da også nogle elementer fra Amarone, bl.a. våde fade, blommer og lidt våd tobak. Derudover er der også Skippers lakridspiber … som jo heldigvis ikke blev forbudt af EU … chokolade, men ellers ophører sammenligningen med Amarone vist også. I munden er vinen kraftig med stor tørhed, frisk frugt og markante tanniner, som virkelig sætter sig i mund, svælg og på tænder.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 4,5/7 

Vinanmeldelser

2011 Scotto Cellars, Lodi Old Vine Zinfandel, Californien, USA

Skriv en kommentar

2011 Scotto Cellars, Lodi Old Vine Zinfandel, Californien, USAHvor er verdens dog af lave … internetsøgning – kun dansk – på én af jazzens store guitarister Grant Green resulterer i Eyki Grant Metal Green Rustfri Stål Quartz Herre ur!

Nevertheless … mens den 7 minutter og 48 sekunder lange A Wee Bit O’ Green fra Grant’s First Stand blidt masserer mine øregange og vejret udenfor vrænger af omverdenen, så kan jeg jo passende skrive om denne Lodi Old Vine Zinfandel fra Scotto Cellars.

Vinen smagte jeg til torsdagens selection smagning i den lokale Vinspecialist forretning … efterhånden lidt et tilløbsstykke. Måske kombo’en af free tasting, hyggelig stemning og en forestående højtid, som kan kræve indkøb af kraftige vine, havde trukket folk til. Jeg deltog bare, som jeg plejer.

Og netop kraftige vine … gode anbefalinger til julemaden … var sat på programmet. Denne Lodi Old Vine Zinfandel var første vin i rækken. Jeg har tidligere smagt andre vine fra Scotto Cellars, da huset laver vine under et utal af brands-

Skal jeg name-tagge, så kan jeg i flæng nævne; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers, Villa Armando og Heavyweight.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om vine fra netop Heavyweight her på bloggen … knockout vine, som er opkaldt efter og har etiketter efter forskellige boksere som fx “Champ” Big John, “Champs” Giant Jess And Bob The Bruiser og “Champ” Jim The Gent.

Scotto Cellars har en historie helt tilbage til Ischia i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af 1800-tallet begyndte at lave bordvin, og solgte det, som familien ikke kunne drikke, til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru. Han lærte sit første barn Dominic alt han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.

I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgt fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Som hans vin forretning voksede, besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.

Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og vinen kom til at hedde “Rustico”, det italienske ord for rustik. De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando. Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af de ældste vinmærker i USA.

Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af Anthony III, brødrene Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udviddet forrretningen betydeligt med nye vinmærker – som jeg vist nævnte – og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.

Vinen er lavet på 100% Zinfandel, som kommer fra 50 år gamle vinstokke ved husets marker tæt ved Mokelumne floden. Traditionel vinificering og 18 måneders lagring, dels på egetræsfade, dels på ståltanke. Ellers ikke ret mange oplysninger om vinen, så vi springer i stedet til mine smagsnoter.

I næsen virker vinen dejlig landlig med modne solbær, blomster, sæbe, sødme, tørhed og en smule peber. Meget lige-på-klar til at drikke mig. Og sådan er vinen også i munden, meget drikkevenlig med en amerikansk slagside, som er for megen sødme. Her er det dog ikke overdone, for der er også god ren frugt, stål og en let bitterhed. En pleaser, som de fleste … ja alle faktisk … vil kunne li’.

Den overhaler klart et Eyki Grant Metal Green Rustfri Stål Quartz Herre ur, men ikke den gode Grant Green, en af jazzens helt store, hvis guitartoner nu i skrivende stund i samklang med et gammelt harmonorgel langsomt fader ud. Yeaaahhhhh.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 85 kr.

Rating 4/7