Freitag er en liberal tysk ugeavis … der Freitag Das Meinungsmedium, og så er det også den ugedag, hvor der skal Spätburgunder i vinglasset … her meget pædagogisk illustreret med en streg under skal. Og i det houlbergske hjem bryder vi ikke et skal med streg under, så fredagens vin blev denne Rück Spätburgunder fra Weingut Stadt Klingenberg.
Det med Spätburgunder i glasset burde jo egentlig være lovbestemt i den tyske forfatning, som vore sydlige naboer kalder die Grundgesetz, ofte også bare forkortet til GG. Så kunne GG på flaskerne jo også henvise til, at det både var en Grosses Gewächs og ifølge die Grundgesetz skulle drikkes en fredag. Der ligger vist en opgave for die Bundeskanzlerin. Kom nun auf der Start Block Mr. Merkel … jooovvv lidt mandlig er hun.
Nå, men med Weingut Stadt Klingenberg er vi i Franken … i det område, som fra gammel tid blev kaldt Churfranken, det måske bedste rødvinsområde i Franken. Det er i Mainland-Miltenberg området, og den gode vingut holder da også til i byen Klingenberg am Main omkring 8-10 kilometer nordvest for Miltenberg og vel omkring 50 kilometer vest for Würzburg.
Weingut Stadt Klingenberg er et gammelt vinhus, grundlagt helt tilbage i 1912. Det siges, at husets marker bl.a. leverede druer til Gustav 2. Adolf af Sverige ynglingsvin under af hans erobringstogt i Franken omkring 1631. Det var dengang den svenske konge i trediveårskrigen indtog Würzburg Slot.
Vinhuset ejes af drives af den unge Benedikt Baltes, som overtog Weingut Stadt Klingenberg i 2010 i forbindelse med en privatisering af vingården. Benedikt kom selv fra Ahr … eller helt præcis Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt gik i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen.
Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn. Ja, det er lige præcis det vinhus, som jeg skrev om for 2-3 måneder siden og var helt oppe at ringe over. Dengang smagte jeg husets ungarske Syrah Juris Villa, som jeg gav 6 fuldt fortjente Thumbs Up.
Nå, men det var vist et sidespring. Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe, inden han i 2010 købte det gamle, historiske og traditionsrige Weingut Stadt Klingenberg og begyndte at udleve sin drøm om at lave sine egne vine på netop Spätburgunder.
På Weingut Stadt Klingenberg har Benedikt Baltes knap 13 hektar vinmarker, bl.a. parceller på Grosses Gewächs marken Schlossberg, en historisk og stejl skråning med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna. Denne mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene.
Andre fremragende producenter som fx Paul Fürst fra Weingut Rudolf Fürst har også parceller på Schlossberg marken.
Benedikt Baltes’ vine er opdelt i klasserne Gutsweine, Ortsweine, Ortsweine “R” samt Großes Gewächs. Denne Rück Spätburgunder er en Ortsweine, men allerede i en skræmmende kvalitet, men det vender jeg tilbage til. Under Ortsweine findes der alle 3 forskellige Spätburgundere, nemlig en Klingenberg Spätburgunder, en Großheubach Spätburgunder samt denne Rück Spätburgunder.
Rück Spätburgunder er lavet med druer fra de bedste parceller fra Rück, som ligger et par kilometer nord for Klingenberg by. Druerne høstes i hånden, udbyttet er lavt og ellers er vinen lavet med lang maceration, brug af nye fade og lang lagring. Hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Der er ingen tilsætningsstoffer, alene brugt druernes naturlige gær og vinen flaskes også ufiltreret.
Det ufiltrerede kan ses i glassset, hvor den lyserøde, transparente væske er herlig grumset. I næsen er der godt med røg, krydderier, syrlige bær, ribs, nelliker og en lille smule mælkechokolade. Som ofte i Spätburgunder fra Franken er der ikke så megen sødme, men mere en stram, letkrydret og mineralsk næse. Giv vinen lidt luft i glasset, så åbner duftene sig langsomt og indbydende.
I munden er frugten sindssyg frisk og bidende på den helt rigtige måde … syrligt med eg, lyserøde bær, hindbær, ribs, mineraler, sten, kalk og et fast tag. Der er noget “krop”, som giver en fylde til de syrlige elementer og medvirker til en rigtig, rigtig fin balance.
Da jeg købte vinen hos Martin hos Extra Brut Vinimport smagte jeg den ganske kort op mod Baltes anden Ortswein Klingenberg Spätburgunder, så fandt jeg Klingenberg en anelse bedre, og denne en tak kantet. Klingenberg var lidt mere feminin og denne Rück mere maskulin, og jeg er nok mest til de feminine. Men her må jeg sgu alligevel overgive mig. Dette er klassevin.
Købt hos Extra Brut Vinimport, pris pt. på tilbud hele af året til 149 kr., hvilket er ren tyveri. Jeg godt vædde med, at lageret ikke holder resten af året. Bør blive revet væk.
Rating 6/7