Kan man få god Bourgogne til 59 kr.? Nej! Kan man få hæderlig Bourgogne til 59 kr.? Igen et nej … ville mit svar umiddelbart også være, idet en flaske hæderlig vin fra det efterspurgte vinområde normalt koster fra 200-300 kr. og op!
Imidlertid overrasker denne almindelige Bourgogne AOC fra et vinhus, som tilsyneladende skulle hedde Maurice Gentilhomme, mig åbenlyst … måske delvist fordi forventningerne ikke var særligt høje, men også fordi den reelt giver dig en ganske fornuftig Pinot Noir oplevelse.
Det er en supermarkedsvin … fundet i SuperBrugsen til de nævnte 59 kr., men jeg har nu fået mit eksemplar i gave. På etiketten står der, at vinen kommer fra Maurice Gentilhomme Négociant-Éleveur à Meursault … altså en forhandler/producent fra Meursault.
Der står minsandten også, at vinen er flasket hos Maurice Gentilhomme i Bourgogne. Men derfra bliver det rigtigt svært, for jeg kan ikke finde en producent med det navn i Bourgogne … og den gode Maurice kan vel heller ikke være særlig kendt, når han kan sælge en Bourgogne til den pris. Så bedste bud er, at vinen kommer fra en større vinfabrik eller et kooperativ i Bourgogne.
Jeg har alene fundet få vine fra Maurice Gentilhomme på internettet, bl.a. en 1967 Vosne Romanée, så der har måske engang eksisteret et vinhus med det navn … ellers har rettigheden til navnet måske blot altid ligget hos et af de større kooperativer i Bourgogne. Ja, det bliver ikke særligt præcist … men sådan er det jo ofte med supermarkedsvine.
Det betyder også, at jeg ikke kan tilføje yderligere omkring fremstillingen af vinen, så derfor springer jeg blot hovedkulds ind i at besvare spørgsmålet om, hvorvidt der kan laves hæderlig Bourgogne vin til 59 kr.?
Duften er klar Pinot Noir, hvilket bestemt ikke altid er tilfældet med supermarkedsvinene, men her har du altså lidt sød duft … måske ikke ligefrem animalsk hestestald … men der er en snert sammen med lyse bær, jordbær og lyse kirsebær samt svagt grønt og næsten burgundisk note. Sødmen kammer dog klart over, men herligt med Pinot duft.
På smagen falder vi dog klart i niveau, for nu bliver det en smule sødt og bolsjeagtigt … sødt, lidt fladt, mudret og ufokuseret. Der er ingen rigtig syre, som kan holde på smagsindtrykkene på plads, og eftersmagen kan du også lede efter i de gule sider. Men det smager bedre end forventet og er bestemt drikkeligt.
Tænkte, at det måske lige var konen … pga. sødmen, man hun sagde, at hun hellere vil ha’ den forrige fra Durrmann. Sådan … hun har sgu smag, men det vidste jeg jo allerede.
Forhandles af SuperBrugsen, hvor prisen er 59 kr. på tilbud … men alle vine i supermarkederne er jo på tilbud.
Rating 3/7