Vi skal da igen igen til AMKAs smukke vingård Quinta do Pégo og denne gang er det med deres 475 Years Anniverdary Edition Reserve.
Vinen er en årgang 2019, men er frigivet her i 2023 og fejrer, at Quinta do Pégo har en historie, der dokumenterbart kan føres 475 år tilbage til 1548. Denne edition udgave fejrer og hylder således Quinta do Pégos stolte vinfremstillingshistorie.
Vinen er på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er dyrket på gamle vinstokke. Druerne er både fodtrådt og har også gæret i granit lagars. Efter fermentering er vinen har vinen været lagret på franske egetræsfade i 18 måneder, hvorefter vinen har været lagret en periode på flasken inden frigivelsen.
Duftmæssigt virker det som en tør vin … tør, krydret med masser af trænoter, cedertræ, tryksværte, blæk, balsamiske elementer, noget gin, salvie og enebær, violer, blåbær, grønne grene og let afsmitning fra fadlagringen med en smule chokolade.
I munden har vinen en ret frisk frugt, solbær, tranebær og ribs, masser af Campari bitterhed, rank, stram, sur tobak, har tynde og småsyrlige tanniner, godt med kantet og tør syre. Den bider, vrisser og giver tænder, men det er på en energisk måde. 88 point.
Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99 kr.