Kelley Fox Wines er et nyt vinhus hos Jysk Vin og er også blevet storrost af Langdahl, så Jan havde taget denne store og flotte Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir 2017 med som hans andet bud.
Kelley Fox Wines er et relativt lille vinhus i Willamette Valley i Oregon og er grundlagt i 2007 af Kelley Fox, en passioneret kvindelig vinmager, der har dedikeret sig til at producere håndlavede vine af høj kvalitet. Hun har et særligt fokus på Pinot Noir, der trives særlig godt i Oregon’s klima og jordbund.
Kelley Fox har mange års erfaring og har tidligere arbejdet som vinmager hos en anden anerkendt producent i Oregon, Scott Paul Wines, før hun besluttede at etablere sit eget vinhus.
Kelley Fox Wines har adgang til druer fra forskellige vingårde i Willamette Valley, en region i Oregon, der er kendt for sine fine vine på specielt Pinot Noir.
Det er vigtigt at bemærke, at Kelley Fox Wines ikke ejer egne vingårde, men snarere arbejder sammen med nøje udvalgte dyrkere for at sikre, at de får de bedste druer.
Markerne tæller Maresh Vineyard i Dundee Hills, Montmazi Vineyard i McMinnville Foothills og Freedom Hill Vineyard i Oregon Coast Range. Klimaet er begunstiget af kølige nætter og solrige dage.
Kelley Fox er kendt for at følge bæredygtige og naturlige produktionsmetoder. Hun lægger vægt på at lade terroiret, druerne og vingårdens unikke karakter skinne igennem i hendes vine. Der anvendes ofte økologiske og biodynamiske principper i dyrkningen af druerne og produktion af vinene.
Vinificeringen er ekstrem traditionel … ingen tilsætningsstoffer og både plukningen af druer og flaskning sker efter den biodynamiske kalender – og sidst, men ikke mindst laves vinene med spontan- og helklasegæring og lagring på brugte fade.
Høsten sker altid tidligt om morgenen, så druerne ankommer kølige og friske til vineriet. Af denne årsag finder man det fx heller ikke nødvendigt med en koldmaceration.
Vingården producerer primært Pinot Noir-vine og Kelley Fox er kendt for at have en individuel tilgang til hver af hendes vine og lader naturens påvirkning komme til udtryk i hvert glas.
Denne Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir er en enkeltmarksvin og Maresh Vineyard er en unok mark beliggende på de historiske røde bakker på Dundee Hills i selve Willamette Valley. Marken tilhører Maresh familien og alle vinstokke er oprindelig plantet af Jim og Loie Maresh i 1970’erne.
Vinen er lavet ved, at 70% af druerne er afstilket, hvorved der således anvendes 30% hele klaser ved vinifikationen som er sket med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på burgundiske 228 liter neutrale barriques. Der produceres årligt kun 95 kasser af denne vin.
I glasset bliver Houlberg igen yderst glad … dejlig lys, transparent teglfarvet vin, der omgående indikerer Pinot Noir og sådan dufter vinen også … meget fin, sart og feminin aroma med en leret, sandet fornemmelse og samtidig en genert og ærbar pige, der ikke siger så meget, men er lidt forsigtig på en elskelig akavet måde. Der kommer dog en lys og let frugt frem til jordbær og lyse kirsebær, men virker samtidig varm og omfavnende, som et kram af den generte pige suppleret med blomsterpollen og lys tobak.
Hvor smager den fremragende … lys, svævende og helt burgundisk med denne fine, sarte og elegante syre, meget finkornet, læskende og samtidig med en frisk frugtsyre, kølig, ren og syrlig frugt og helt uden US sødme. Det er rasende elegant, ærbart, sart, feminint og så europæisk i stilen, at Bourgogne må ryste i bukserne. Tanninerne er også fine, præcise og lette … understøtter bare, at der her er tale om stor Pinot Noir vin fra øverste luftlag. 97 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen er 729 kr. ved køb af 3 flasker.
Vinanmeldelse 6,5/7