Lige update fra fredag, hvor jeg sammen med Gert og Merete nød et stak helt fantastiske vine. Og én af dem var denne Barolo Bricco Gattera fra det det historiske vinhus Azienda Agricola Monfalletto … eller i dag blot kaldt Cordero di Montezemolo efter husets nuværende ejere.
Vinhuset ligger i den lille by La Morra og kan dateres tilbage til 1340, hvor Pietrino Falletti faktisk købte hele byen, ja hele kommunen La Morra, bl.a. ved hjælp af et lån fra den nærliggende kommune Alba.
Gennem 16 generationer var huset på familiens hænder frem til 1941, hvor grevinde Luigia Falletti di Rodello døde, og huset blev overdraget til de nærmeste arvinge, familien Cordero di Montezemolo, nemlig i form af barnebarnet Paolo Cordero di Montezemolo. Paolo Cordero di Montezemolo havde i årevis hjulpet hans mormor med at tage sig af vinmarkerne og behandle druerne.
Det er i dag Pablos søn Giovanni Cordero di Montezemolo, som sammen med hans børn Elena og Alberto driver vinhuset, som består af omkring 28 sammenhængende hektar og Cordero di Montezemolos vartegn, det mere end 150 år gamle libanesiske cedertræ, kan ses milevidt i det smukke landskab og ligger på toppen af en af de bedste vinmarker, Bricco Gattera.
Træet er stor del af historien og traditionerne hos vinhuset. Træet blev plantet af Costanzo Falletti di Rodello og Eulalia Della Chiesa di Cervignasco, forfædre til de nuværende ejere, for at fejre deres bryllup i 1856 og som et symbol på deres kærlighed til jorden.
Familien Montezemolo hører til en af de ældste adelsfamilier i Piemonts. Luca, fra Montezemolo klanen, er rigmand og bestyrelsesformand hos ikke mindre end Ferrari. Givanni di Montezemolo fra Azienda Agricola Monfalletto ser lighedspunkter med Ferrari: Cordero di Montezemolo har en navn og arv, der samtidig forpligter, nemlig at bevare de gamle traditioner, men samtidig benytte de nye teknologier, for at opnå det bedste resultat.
Denne Barolo er én af husets topvine, og druerne til vinen kommer netop fra den berømte mark med det omtalte cedertræ. Maceration finder sted over 4-5 dage i rustfrie ståltanke, efterfulgt af gæring i 10-12 dage. Vinen bliver derefter overført til små franske egetræsfade til malolaktisk gæring og sluttelig lagrer vinen 18-20 måneder på franske egetræsfade.
Og det er altså bare fremragende .. endda trods den endnu unge alder. I glasset er vinen let, yndefuld og skaber forventninger. Duftmæssigt tonsvis af hindbær, lidt gazebind, blomster, bitre kirsebær, blæk og tørnebuske … hmmm … yndefuldt. Smagen er let, elegant, intens, stram og sidder lige i skabet. God struktur, præcise tanniner … flot vin, som måske endda kan blive endnu bedre af at gemmes flere år. Men godt smager den sgu.
Forhandles bl.a. hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor prisen for en flaske i årgang 2006 eller 2007 er 499 kr. Hos Meinertz-Vine kan en årgang 2006 fås for 388 kr.