Næste vin var en kending for mig … da jeg sidste år smagte samme vin … blot i en årgang 2008. Vinen er en Barolo Serralunga fra vinhuset Azienda Agricola Giovanni Rosso, som er en familie-ejet vingård beliggende ved Serralunga d’Alba, et par kilometer nord for Monforte d’Alba i Barolo land.
Familien har ejet vinmarker og dyrket druer siden 1890’erne, men begyndte først at producere, aftappe og sælge vin i eget navn Giovanni Rosso i 1995.
I begyndelsen af 1980’erne genplantede Giovanni Rosso alle vinstokkene på familiens vinmarker i Cerretta, La Serra, Broglio, Meriame, Sorano, Costa Bella, Lirano og Damiano. De har for nylig også købt to hektar medd 60 år gamle vinstokke i hjertet af den legendariske Vigna Rionda, hvilket bringer det samlede areal vinmarker op på 17 hektar.
Alle vinmarker – dog undtaget en ny tilplantet vinmark Valle del Mondo – ligger i Serralunga d’Alba kommunen. Dyrkningen sker organisk uden brug af kunstige gødningsstoffer, insekt- eller ukrudtsmidler. Høsten er 100% manual, og der udføres alene grøn høst hvis nødvendigt. Der tillades også plantevækst mellem rækkerne af vinstokkene for at fremme jordens sundhed.
I 2001 vendte Giovanis søn Davide hjem fra et uddannelses forløb i Bourgogne og nu er det ham, der står i spidsen. Davide har Bourgogne som forbillede og er traditionelt indstillet. Han går efter den rene frugt og siger samtidigt: Vin bør være en perfekt kopi af sit terroir. Efter faderen Giovannis død i 2009 har Davide fortsat arbejdet med at forbedre vinene fra gården efter de klassiske opskrifter.
Og meget sker efter de klassiske metoder, bl.a. med gæring i små cement kar i 25-28 dage uden temperaturkontrol, daglige remontage og delestage samt 36 måneder lagring i 25 hl. store franske Fontainebleau egetræsfade.
Denne Barolo Serralunga er lavet på samme vis, kommer fra Nebbiolo druer fra markerne Costa Bella, Broglio, Sorano og Meriame, hvor vinstokkene er plantet mellem 1984 og 2000. Der laves 50.000 flasker af vinen hvert år.
Duftmæssigt god animalsk næse med kirsebær … vel nærmere modne kirsebær, frugt, lidt Ribena, blomster, lidt balsamiske noter, blyanter og svage krydderier. I munden en meget blid og behagelig vin, tør, krydret med grønne noter, godt med frugt … meget rund og læskende. Skøn og let vin. Fine tanniner og fint eftersmag med blidt aftryk.
Hvem medbragte vinen: Paul
Købt hos SuperVin, hvor prisen er 249,95 kr. for 1 flaske og 191,66 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 5/7