Normalt er det appellationerne Chianti, Chianti Classico, Brunello di Montalcino, Bolgheri og Vino Nobile di Montepulciano som – ud af 7 DOCG’er og 29 DOC’er i Toscana – er i fokus i det toskanske område.
Men lige op til Chianti, vest for Firanze ligger én af Toscanas mindre kendte DOCG klassifikationer, nemlig det idylliske Carmignano. Og lige netop her … tæt på byen Poggio a Caiano i provinsen Prato finder vi det lille og fantastiske vinhus Piaggia.
Piaggia er grundlagt i midten af 1970’erne af Mauro Vannucci. Mauro var oprindelig tekstilfabrikant, men havde stor passion for vin, og købte markerne, da han var overbevist om, at beliggenheden og den specielle jordbund med den løse, tørre ler ville være perfekt for produktion af Carmignano vine.
Det er imidlertid først i midten af 1980’erne, at der kommer gang i vinprojektet, og først i 1991 er første Piaggia Carmignano Riserva DOCG fra vingården klar. Og lige siden har Mauro fremstillet noget af det flotteste Carmignano D.O.C.G. der findes.
Samlet ejer Piaggia 25 hektar jord, hvoraf 15 hektar er vinmarker, som ligger kommunen Poggio a Caiano og Carmignano, sidstnævnte marker i øvrigt med en spektakulær udsigt mod Firenze. Disse marker er tilkøbt i 1991, da Mauro for alvor fik gang i produktionen.
Der laves 5 forskellige vine, en rosé samt 4 røde hos Mauro Vannucci. De røde vine er Pietranera IGT, Il Sasso, Poggio de’ Colli samt denne Carmignano Riserva, som er topvinen, lavet på 70% Sangiovese i mørkeste inkarnation, justeret med en femtedel Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc og lidt (10%) Merlot.
Der høstes konsekvent ikke meget mere end 1 kg druer pr. vinstok og nye fade er en selvfølge. Der produceres årligt ca. 63.000 flasker vin på gården.
I dag har Mauro datteren Silvia med i driften, ja faktisk har hun i dag overtaget ejerskabet af vingården og det officielle navn på vingården er endda også Piaggia di Vannucci Silvia.
Far og datter har for nylig investeret tid og penge i en total modernisering af kælderen.
Udover dette, har et tæt samarbejde med ønologen Alberto Antonini betydet, at vinene fra Piaggia til stadighed bliver bedre og bedre. Mange af de seneste årgange af Reservaen er blevet tildelt de eftertragtede 3 glas af den italienske vinguide Gambero Rosso.
Et særligt kendetegn for Piaggia er, at vinene bliver høstet sent for at opnå så høj en modningsgrad som muligt. Der giver disse særligt mørke og kraftige vine, som er både intense, mineralske og krævende … på den gode måde altså. Det er også denne stil, som har medført, at Piaggia på rekordtid har nået en førerposition i Carmignano.
Druerne til denne Carmignano Riserva kommer fra ca. 20 år gamle vinstokke, og er håndplukkede og selekterede. Udover at høsten sker sent, så er der også en lang maceration på mellem 18 – 28 dage, hvilket bidrager yderligere til farve og kraft til vinen. Den malolaktiske gæring foregår på barrique, hvor også vinen lagrer mindst 18 måneder, efterfulgt af lagring på flaske i mindst 6 måneder inden frigivelse til salg.
Parker har i denne årgang 2006 givet vinen 94 point … bedste point siden årgang 2001 i øvrigt, men lad os i stedet danne vores eget indtryk af vinen. Her får I mine noter.
Duftmæssigt er det solbær, blæk, grafit … meget intens, her er virkelig saft og kraft. Der er grønne noter, eg, mørk chokolade, røg, kaffe, nødder … og der er virkelig kommet gang i den ellers så delikate Sangiovese drue. Smagen er meget elegant med renhed, godt med tanniner … faktisk rigtigt mange tanniner, som sidder rundt om i mundhulen og er med til at give en lang, lang eftersmag. Føj, den smager altså også bare godt. Det er sgu lige mig.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
Jeg købte min flaske hos Randers Vinhus til 299,95 kr., men den forretning er lukket i dag. Kan købes hos Brdr. D’s Vinhandel, hvor en nyere årgang holder samme pris.