Bag navnet Laugel står vinhuset Arthur Metz, som også hedder SA Metz Laugel, for det er nemlig del af den noget større koncern Le Groupe GCF aka Les Grands Chais de France. Det er derfra, at jeg har smagt denne årgangsløse Laugel Crémant d’Alsace Brut Rosé.
Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine i disse navne, bl.a. Les Grands Chais de France, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Arthur Metz og ikke mindst den ikoniske J.P. Chenet med den skæve hals.
Arthur Metz Vinhuset ligger i Marlenheim i den nordlige del af Alsace, omkring 10 kilometer nordvest for Strasbourg og er lidt af en større historie, idet der heller ikke er tale om et traditionelt vinhus, men nærmere en større fabrikant af vin i stil med et kooperativ.
De har ikke mindre end 560 vinbønder tilknyttet deres vineri, og via disse adgang til druer fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker. De har en produktionskapacitet på 180.00 hektoliter, 2 store anlæg til vinaftapning, lagerkapacitet på 10.000 kvadratmeter og en daglig produktionskapacitet på ikke mindre end 110.000 flasker vin.
Vi kender også typisk vinene fra Arthur Metz fra det lokale supermarked, og vinene ligger typisk i den billigere end af skalaen, men de har såmænd også produktion af Grand Cru vine, ja faktisk er omkring 4% af vinene Grand Cru vine. Hovedparten er dog almindelig AOC Alsace vine.
Denne non vintage Laugel Crémant d’Alsace Brut Rosé er lavet på 100% Pinot Noir, men der er ikke mange oplysninger om produktion udover, at den skulle vistnok være lavet med andengæring på flaske, men det kan jeg dog ikke bekræfte helt.
I glasset er det en lys roséfarvet vin … næsten blidt farvet som vinene fra Provence. Duftmæssigt er det faktisk skuffende … har en meget gæret aroma, der samtidig virker tør med sur mælk, jordbær, tranebær og abrikos, lidt særegen, lukket og ikke særlig dyb eller balanceret.
I munden virker boblerne i starten aggressive, men de fiser hurtigt ud og efter en smag af grape, lemon og godt med æbler. Uden bobler får vinen en meget æblemostagtig smag med en jernet mineralsk supplement. 84 point.
Forhandles i alle Coop butikker, hvor prisen i øjeblikket vistnok skulle ligge på 89 kr., men uden at være på tilbud.