Jeg har før smagt Crémant de Bourgogne fra Veuve Ambal, der bare laver skønne mousserende bobler og går rigtig champagne i bedede, så her smager jeg deres Non Vintage Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut.
Veuve Ambal af grundlagt i 1898 af Anne Marie Ambal. Da hendes parisiske ægtemand og bankmanden Antoine Emile Ambal døde, så flyttede hun tilbage til hendes fødeby Rully, hvor hendes bror stadig boede, var købmand og handlede med Bourgogne vine.
På dette tidspunkt var champagnemetoden ny … og Anne Marie havde forudset dens fremtidige popularitet, hvorfor hun besluttede sig for at skabe sin egen maison aka vinhus med produktion af både hvide og røde mousserende vine.
Hun høstede stor anerkendelse for sine mousserende vine og Maison Veuve Ambal blev hurtigt anerkendt som specialister i Crémant de Bourgogne og har siden var et referencepunkt for crémanter fra Bourgogne.
I den er det Anne Marie Ambals tiptipoldebarn Aurélien Piffaut, der som 6. generation siden 2010 har stået i spidsen for vinhuset, der i dag råder over omkring 250 hektar vinmarker fra 6 forskellige burgundiske domæner.
Her arbejder de konstant på at optimere kultiveringen af deres marker med høje kvalitetsstandarder og med stadig flere af deres marker, som bliver certificeret økologisk. I 2005 iværksatte familien en kæmpe udvidelse af produktionsfaciliteter og lagerkapacitet og flyttede efter mere end 100 år i Rully tættere på Beaune.
Denne Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut er lavet på et mix af Chardonnay og Aligoté, der høstes fra kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i en skånsom pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate most af druernes førstepresning finder vej til det færdige blend. Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltanke, inden andengæring på flaske i minimum 18 måneder sur lie.
Meget lækker og umiddelbar duft … det er formfranskbrød, croissanter, pærer, æblemost, fersken og honningmelon. Der er lidt sødme, gærede noter og ellers godt med blomster, meget sommerlig og frisk som en elverpige med fletninger i håret.
Det er godt brus, som dels har grønne, lidt umodne æbler og noget citrus, men også en vis sødme samt en kalket mineralitet. Man kan nærmest smage, at Aligoté druerne giver et grønt syrebid. Boblerne ebber hurtigt ud og så kommer er en lille lemonagtig bitterhed, der dog også bærer en smule sødme. Det er lige det, som jeg denne dag på terrassen med høj sol har brug for, mens jeg venter på gæster, som helt sikkert vil være klar på et glas. 90 point.
Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.