Côte-Rôtie fra E. Guigal er kult, . dyre, eksklusive vine og denne imponerende Côte-Rôtie Château d’Ampuis er netop én af disse vine, som jeg smagte forleden i en årgang 2013.
Côte-Rôtie Château d’Ampuis er opkaldt efter husets imponerende og historiske ejendom, nemlig det berømte slot Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995 og derefter var 11 år om at renovere.
Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som et fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet.
Château d’Ampuis ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden. Modsat de dyre enkeltmarks Côte-Rôtie, så er denne Côte-Rôtie Château d’Ampuis lavet med druer fra 7 marker, nemlig Côte Blonde markerne Le Clos, La Garde, La Grande Plantée samt Côte Brune markerne La Pommière, Le Pavillon Rouge, den klassiske Le Moulin samt endelig La Viria.
Markerne Côte-Rôtie, opdeles i 2 typer, nemlig Côte Blonde og Côte Brune. Côte Brune kendetegnes ved mørk jordbund, som fremhæver kraftfuldheden og intensiteten i Syrah’en.
Côte Blonde er kendetegnet ved en lysere, kalkholdig jordbund, hvor man i tilgift til Syrah også dyrker mikroskopiske mængder af den grønne Viognier.
Det siges, at skråningerne er opkaldt efter Lord Maugirons to døtre, som var henholdsvis blond og mørkhåret.
I 2013 Côte-Rôtie Château d’Ampuis tilsætter Guigal 7% Viognier, som er med til at give vinen mere kompleksitet og elegance. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet med 4 ugers maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den lagrer 38 måneder i nye barriques, som Guigal jo selvfølgelig får fra sit eget bødkerværksted, som drives i samarbejde med Seguin Moreau. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.
Slam … der er mørk, muggen kælderskakt, kul, tørv, bacon, tobak, sorte oliven og en skrueblyant med turbo på. Frugten er både syrlige kirsebær, solbær og sorte blommer, der er læder, nelliker, rosmarin, timian, peber, lakrids, jod, knuste sten og noget røg. Det er en pænt maskulin aroma, men man fornemmer alligevel, at man samtidig har taget lidt delikate højhælede sko på,
I munden er der stramme og syrlig bær, der er friske og spændstige med brombær, syrlige kirsebær og ribs. Den har en meget kold og let kølig stil, en sindssyg dybde, peber samt tørre og markante tanniner, der sammen med peberen giver et veritabelt spark i kuglerne på en lidt varm og tæt facon. Efter magen er sindssyg lang og samlet virkelig klassevin, så dermed 97 point.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 795 kr.