Lad os nappe endnu en vin fra Weingut Bründlmayer og nu er vi tilbage på Zweigelt druen og – helt sommerligt – i en rosé udgave, nemlig husets 2023 Rosé Zweigelt.
Selvom Weingut Bründlmayer mest er kendt for sine hvidvine, så laver han vildt flotte vine på Zweigelt, hvilket min anmeldelse af hans 2021 Zweigelt forleden jo også dokumenterede.
Zweitgelt er jo også Østrigs mest udbredte rød druesort og er en krydsning mellem Blaufränkisch og Saint Laurent. Druens hed først officielt Zweigeltrebe Blau og den blev skabt i 1922 af Dr. von Friedrich Zweigelt … som i øvrigt sidenhed blev direktør for Østrigs nationale planteskole Höheren Bundeslehr- und Bundesversuchsstation für Wein-, Obst- und Gartenbau.
Friedrich Zweigelt ejede selv nogle vinmarker med druen tæt på Bründlmayers og havde sin vinkælder i Langenlois. Bründlmayer har sidenhed opkøbt disse marker og det er derfra, at Bründlmayer i dag laver denne friske og lavalkoholiske rosévin.
Bründlmayer Rosé Zweigelt er lavet ved, at nogle af druerne fra marken i 260-380 meters højde er høstet, når de er middelmodne og så presses blidt i hele klaser uden afstilkning.
Senere er der blandet en andel på mellem 5-20% knaldrød Zweigelt most i fra helt modne Zweigelt-druer og derved får vinen også sin farve. Så er vinen blot lavet med gæring i rustfrie ståltanke og der lagres vinen blot 5 måneder før aftapning på flaske.
Duften er egentlig ikke udtalt rødvinspræget, for i stedet er der mere noget fersken, søde æbler og så – jo – lidt søde jordbær. Alt er let, ubekymret og satans balanceret … som en velkomponeret sommersang, man bare bliver glad for at synge.
I munder smides de sidste bekymringer, mismod og pessimisme fuldstændigt væk, for letløbsfaktoren er stor … drøner lige gennem halsrøret med velbehag, sødme og let perlen. Det er fersken, syltede pærer og jordbær, grillet lemon med svag sødlig bitterhed med flot, flot balance og en kalket mineralitet. Det er lille læskeperle, saftbandit og tørstslukker på flot niveau, så 90 store point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.