Med næste vin bliver vi ved de sjove flasker, for denne “Red” fra Martin Ray Winery kommer nemlig i en amerikansk jug … en type flaske eller kande, som stammer fra en tid, hvor begrebet “Jug Wine” var udbredt i USA. Jug Wines dækkede over billige bordvine – eller bulkvin – som ofte blev solgt i disse jugs, endda ofte med en hank på siden og 1,5 liters størrelse, så indholdet nemt kunne øses indenbords.
Manden bag Martin Ray Winery hedder Courtney Benham. Han opvoksede i San Joaquin Valley, og købte i 2003 rettighederne til de legendariske Martin Ray vine, nemlig ved at købe Martini & Prati Winery, som ellers var hendøende. Han har siden brugt tiden på at retablere det legendariske Martin Ray mærke, og har også kaldt vinhuset for Martin Ray Winery.
Martin Ray vinene stammer helt tilbage fra 1881, hvor vinene blev produceret af Twin Fir Winery. Det er den ældste vingård med kontinuerlig drift i Sonoma County og en af de ældste vingårde i Californien. Under spritforbuddet i USA holdt vingården driften i gang ved at sælge altervin til rabbinere i New York. Siden 1902 har vingården under navnet Martini & Prati været drevet af i fem generationer af familien Martini inden Courtney Benham købte resterne.
Han har investeret i state-of-the-art udstyr på vingården i Russian River Valley og derefter er der indgået produktionsaftaler med en række vinavlere fra forskellige regioner i Californien. Via disse produktionsaftaler laves der vine fra Diamond Mountain og Stags Leap District i Napa Valley, Santa Cruz Mountains, Green Valley og Russian River Valley i Sonoma samt Sonoma Coast. Alle vinene vinificeres hos Marin Ray Winery af den ansatte vinmager Bill Batchelor.
Denne “Red” fremgår ikke af vingårdens hjemmeside, men den varierer i drueblend fra år til år og er i årgang 2010 lavet på 100% Syrah. Druerne er en blanding fra udvalgte vinmarker i Sonoma County og Mendocino County.
Duftmæssigt kan Syrah’en fornemmes, for der er lidt Rhône i næsen, lidt blæk og brombær. Smagen er præget af sødme, krydderier og lidt peber … egentlig ikke markant, selvom vinen er 100% Syrah. Der er godt med sødme og sukker i vinen, så på den måde er den ægte amerikansk. Det kan rigtigt mange li’, men jeg synes nok, at den bliver en kende for sød og unuanceret. Det er på ingen måder en dårlig vin, for den smager meget fin. Og ekstra point for indpakningen også.
Købt hos Smalle Vine, pris 99 kr.