Denne vin var nok den store overraskelse i blindsmagningen. Klart Pinot næse, animalsk og sød hestestald, men vinen er hverken tysk, fra New Zealand eller andre kendte vinlande, som normalt leverer sådanne “næser”, men derimod fra Ranum i det nordlige Danmark. Her ligger nemlig Glenholm Vingård med en fantastiske udsigt over Limfjorden til Livø, Fur og Mors.
Glenholm Vingård er grundlagt i 1988, hvor familien Madsen i løbet af nogle år startede opførelsen af gården, først med bygninger og dernæst med anlæggelse af læbælter.
I 1993 begyndte tilplantningen af vinstokke. I første omgang var der kun tale om ca. 20 vinplanter, fordelt på 4 forskellige sorter hjembragt fra England. Nu skulle det prøves og udgangspunktet var blot nysgerrighed og en livslang interesse for vinplanter og vin.
Uden at det dengang var planlagt, blev det grundlaget for en uafbrudt udvikling af en dansk vingård, der i dag har et tilplantet vinareal på 2,5 hektar, fordelt på 8 forskellige sorter og en produktionskapacitet på 7.000 flasker årligt.
Glenholm Vingård drives i dag af hele familien Madsen i to generationer. Driften omfatter også en lille restauration på stedet, og målsætningen er, at en pæn andel af produktionen skal serveres i restauranten. Derudover er der også B&B, hvor deres tilbydes overnatning på vingården.
Vinene produceres efter klassiske principper og der anvendes kun druer som er dyrket på Glenholm. Lavt udbytte på vinstokkene – sammen med det gode mikroklima bevirker, at druerne opnår en høj modenhed med veludviklede smags- og aromastoffer.
Druerne bliver plukket og sorteret med håndkraft og der gøres en dyd ud af at behandle druerne og efterfølgende vinen så skånsomt som muligt. På Glenholm’s vineri har de udstyr og plads til en effektiv og hygiejnisk bearbejdning af druerne.
Her har vi gårdens rødvin, som hedder Buteo. Den er lavet på de “danske” druesorter Rondo og Regent. Vinen er lagret 12 måneder på egetræsfade, heraf 10% nye fade. Glenholms rødvine gæres ved temperaturer ved 25-28 gr. Derved opnås den bedste extraktering af bl.a. fenoler og tanniner – dvs. duft- og smagsstoffer samt de stoffer der giver holdbarhed og lagringspotentiale.
Duftmæssigt – som nævnt indledningsvis – sød hestestald, meget animalsk i udtrykket, men derudover også lidt varme og mørke bær, modne kirsebær … dufter næsten som en tysk Spätburgunder … no shit, total overraskelse. Smagen er nok lidt mere “dansk”, da der er godt med syre, kirsebær, grønne noter. Den vedvarende syre er meget dominerende og ellers godt tørhed.
Tror også, at vinen kom perfekt i rækkefølgen … lige efter en meget syrlig Chianti, men igen meget overraskende niveau for en dansk vin. Thumbs Up.
Købt på vingården, hvor prisen er 295 kr.