Retur til Sierra di Gredos og de vildt talentfulde Fernando García og Dani Landi på deres banebrydende vinhus Comando G … og denne gang er det med deres vin Villanueva i en ny årgang 2022.
Det er en nyere vin hos stjerneproducenterne … og den er selvfølgelig lavet på ren Grenache fra 60 år gamle vinstokke på granitholdige marker ved landsbyen Villanueva.
Vinen er lavet helt uden afstilkning … de hele klaser er gæret spontant i store egekar med druernes egne gærceller over 50 dage, men en lille del er presset og der er mosten gæret uden skindet. Der er ikke tilsat svovl under fremstillingen.
Efter endt fermentering er vinen så lagret i 10 måneder på 20 hektoliter foudres samt demijohns. Derefter er den aftappet uden filtrering eller klaring og kun en ganske lille mængde svovl. Der er kun lavet 2.798 flasker af vinen.
WAUW … sikker en lys, let, subtil, æterisk og lys duft, der virker svævende, floromvundet og overjordisk med en frisk buket, sarte blomster, blomsterstilke og blomsterflora med en frugt af jordbær, lyse kirsebær, granatæbler, lemondrops, rosenblade, appelsinskal … og samtidig balanceret som pokker pokker. Det dufter tossegodt med små diskrete fadnoter af mælkechokolade, karamel, vanilje, kanelsukker og en anelse timian.
Smagsmæssigt er det også en let, fin og syrlig udgave af Grenache, har masser af animalsk landlighed, stram frugt af ribs, sure kirsebær, granatæbler og lysegrønne jordbær. Syren er ren, rank og slank med lemon, citroner og tranebærjuice. Vinen har en næsten burgundisk lethed, men bare mere syrlig, hvor tanninerne er fine, sarte og lige sætter sig på fortænderne … syrlig og imponerende. 96 point.
Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.