Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Tenuta San Guido, Guidalberto, Toscana, Italien

2022 Tenuta San Guido, Guidalberto, Toscana, ItalienGuidalberto er lillesøster til den vildt hypede supertoscaner Sassicaia fra Tenuta San Guido og skulle i årgang 2022 ledsage aftenens hovedret med lidt oksemørbrad.

Tenuta San Guido ligger i Bolgheri ved Toscanas kyst og har 148 hektar vinmarker.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte tilbage i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med markerne i Bordeaux.

Vinmarkerne på Tenuta San Guido er således plantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De helt oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelig indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne.

I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine og er et investeringsobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux.

Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er temmelig enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta og han leder stedet med fuld respekt for traditionerne og har endda skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og denne Guidalberto.

Ligesom Sassicaia, er Guidalberto en klassisk supertoscaner, dvs en vin fremstillet udenfor de gængse italienske normer. Den er lavet på et blend af Cabernet Sauvignon og Merlot, der er afstilket og knust blidt inden gæring i stålkar ved en kontrolleret temperatur på omkring 28-29grader alene med druernes egne gærceller.

Gæringen har varet 11-13 dage for Merlot og 15-16 dage for Cabernet Sauvignon og derefter er der også sket malolaktisk gæring i stålkar. Dernæst er vinen lagret på primært franske og 5% amerikanske barriques i 20-25 måneder.

Som sidst jeg smagte Guidalberto har den en mærk og bordeauxfil aroma, men nyder samtidig godt af den virile italienske syre, så du får i næsen solbær, mørke kirsebær, sort blæk, grafit, engelsk lakrids, cedertræ, godt med oksefond, ristede noter, stegte champignon, en smule violer og syrlig tobak. Slam.

Smagen er tør, vild tørt med en mørk, balsamisk nerve og en frugt med solbær, enebær, kirsebær, lidt mynte, kaffebønner, lakrids samt kanel, tobak og våde fade. Tanninerne er også tørre … ubarmhjertig tørre og vilde, så det giver en mørk, streng, rank, kontrollerende og velafbalanceret vin med tonstung power. 96 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Battenfeld-Spanier, Hohen-Sülzen Spätburgunder Alte Reben 1G, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Battenfeld-Spanier, Hohen-Sülzen Spätburgunder Alte Reben 1G, Rheinhessen, TysklandMed næste vin kom Houlberg på hjemmebane, for det var nemlig en tysk Spätburgunder … 2019 Hohen-Sülzen Spätburgunder Alte Reben 1G fra Weingut Battenfeld-Spanier, der ligger i byen Hohen-Sülzen i den mest sydlige del af Wonnegau i Rheinhessen lige op af Nahe vinområdet.

Området Wonnegau er kendt for sin kalksten i undergrunden, og netop BattenfeldSpanier regnes blandt den absolutte top i Tyskland indenfor tør Riesling, men her smager vi altså en rød fra det velkendte vinhus.

Vinhuset er grundlagt i nuværende form i 1996, da Hans-Oliver Spanier overtog vingården Battenfeld. Det blev til Weingut BattenfeldSpanier, selvom Hans-Oliver egentligt blot bliver kaldt HO af de fleste.

Jeg har nævnt Hans-Oliver her på bloggen, nemlig de gange jeg har smagt vine fra Weingut Kühling-Gillot, idet dette vinhus’ indehaver Carolin Gillot i 2006 blev gift med Hans-Oliver.

Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans-Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot … udover vinene fra BattenfeldSpanier.

Efter overtagelsen af Battenfeld ændrede HO driften til at være økologisk, som den kvalitetsbesatte HO mener giver de bedst mulige druer i vinmarkerne. Skridt for skridt har han siden forbedret vinene og vinifikationsteknikkerne for at opnå det Riesling-udtryk han søger, nemlig at gøre det muligt at smage markernes jordbund i et uforfalsket, ekstremt kraftfuldt og autentisk vinmarksudtryk.

Samtidig er det hans mål at lave vine, der kan lagre og blive endnu bedre i flasken. Målet er ikke at vinene skal præstere i de store årlige tyske præsentationer, som sker umiddelbart efter tapningen.

Hans horisont er lidt længere, og det er hans mål at vinene skal udvikle positivt i 10, 20, 30 og 40 år og måske endda matche de vine fra begyndelsen af det 20. århundrede, som han har haft helt til at smage, og som er én af hans store inspirationskilder.

BattenfeldSpanier har omkring 28 hektar vinmarker i Wonnegau, hvor Riesling fylder 50%, Spätburgunder 20% … mens resten er fordelt på druerne Weißburgunder, Silvaner, Chardonnay og lidt Portugieser. I dag er Hans-Oliver endda gået et skridt videre og har således siden 2007 dyrket markerne biodynamisk.

Hans-Oliver arbejder konsekvent med grøn høst, dvs. reduktion af udbyttet til gennemsnitlig 60 hektorliter pr. hektar, manuel høst og sortering. Derudover arbejdes der med 80% temperaturstyret, kølig og langsom spontangæring på enten stål eller eg i kælderen.

De seneste år er vingården blev fremhævet i mange medier. BattenfeldSpaniers vine på Riesling er flere gange kåret til Tysklands bedste økologiske vine. I Gault Millau har HO fået 3 røde druer og Eichelmann har givet ham 4 Sterne | Feinschmecker.

Denne 2019 Hohen-Sülzen Spätburgunder Alte Reben 1G er reelt set en Ortswein, hvor alle Spätburgunder druerne kommer fra VDP Erste Lage marker ved byen Hohen-Sülzen i Eisbachtal. Her er det fra vinmarker på Donnersberg skråningen lige op af Grosse Lage marken Kirchenstück.

Druerne er høstet manuelt og efter let knusning er gæringen sket spontant alene med druernes egne gærceller over 10 dage og så er det hele presset inden lagring i franske barriques, der er brugt 2 gange tidligere.

UHH en dejlig duft … sødlig, animalsk og landlig kostald, har lidt fadpræg af mælkechokolade, vanilje, nelliker, allehånde, grafit og en frugt af jordbær og søde kirsebær. Alt er zen og godt … der kommer lidt kakaopulver og våd skovbund … meget fin og rund duft.

I munden er vinen mere rank, slank og ren … har en frisk frugt af tranebær, hindbær, rabarber og syrlige kirsebær, en levende og let syre, der måske endda nok er til den mere maskuline side, men er meget direkte og klar. Dermed bliver det aldrig helt fint, sart eller feminint, men det smager sgu fremragende. 94 point.

Forhandles af Atomwine, men denne er ikke fundet i sortimentet, men i Tyskland ligger prisen på 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 00 Wines, VGW Very Good White Chardonnay, Oregon, USA

2019 00 Wines, VGW Very Good White Chardonnay, Oregon, USAVGW står for Very Good White og denne 2019 VGW Very Good White Chardonnay kommer fra vinhuset 00 Wines – også kaldt Double Zero Wines – beliggende i byen Carlton tæt ved Portland i Oregon.

Vinhuset er et nyere vinhus og grundlagt i 2015 af ejerne Chris og Kathryn Hermann sammen med den franske vinmager Léa Lafon, der til dagligt laver vine i hendes families vinhus Domaine des Comtes Lafon i Meursault i Bourgogne. Hende og Chris lavede de første Double Zero vine i baglokalet på Coehlo Winery i Amity i Oregon.

Det er et nyt og moderne vinhus, der ikke selv ejer vinmarker, men opkøber druer til deres vine fra vinavlere i henholdsvis Willamette Valley i Oregon, i Bourgogne og Champagne i Frankrig. De ejer ikke selv et vineri, men låner en vinkælder til produktion af deres forskellige vine.

Det er et vinhus, der lynhurtigt har fået stor respekt og deres EGW Chardonnay – storesøsteren til denne VGW – er også kåret som en af Amerikas bedste Chardonnay vine. EGW står i øvrigt for Extra Good White.

Her smager vi så deres 2019 VGW, der er lavet på ren Chardonnay druer fra vinavlere i Oregon. De kommer fra vinmarkerne Seven Springs Vineyards, Chehalem Mountain, Open Claim, Shea og Hyland.

Efter høsten ligger druerne koldt inden presning efterfulgt af spontangæring alene med druernes egne gærceller. Vinen er efter malolaktisk gæring lagret 12 måneder på franske barriques, heraf omkring 20-30% nye fade.

I næsen kan du fornemme en vokset, lidt olieret smørfedme, hvor der kommer honning, nødder, mandler, brunet smør, abrikos, pærer, fersken, citronskal og grønne urter samt vanilje, Den har denne fine, ranke og kølige side, har endda en stenet mineralitet og det minder ikke om amerikansk Chardonnay, men virker mere europæisk eller endda burgundisk, meget oregon’sk.

Smagen er cremet, vokset, olieret og småopulent og alligevel med levende og frisk tekstur … smager en kende røget og det suppleres af grønne æbler, umodne pærer, fersken, citroner og lemon curd. Syren er fin, slank og ren … suppleres af stenet mineralitet, som gør vinen slank og ren, mens der i slutfasen kommer en svag sødme med lidt vaniljesukker, men samlet en rigtig lækker og spændende vin. 95 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i USA koster en flaske 75$ … svarende til 540 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Champagne Henriot, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Champagne Henriot, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigTil små appetizers med østers og hors d’oeuvres før Kongens Nytårstale smagte vi på Molskroen denne Blanc de Blancs Brut uden årgang fra champagnehuset Henriot.

Maison Henriot er grundlagt af Henriot familien, der allerede i 1640 havde slået sig ned i Champagne området.

Det var enkefruen Apolline Henriot – der gennem 14 år havde hjulpet sin mand Nicolas Henriot med at drive vinhandel – der i 1808 grundlagde champagnehuset Maison Henriot

Hendes far ejede i forvejen nogle vinmarker i Montagne de Reims i Verzy, Verzenay og Mailly. Han var højt respekteret, da han også havde skrevet en afhandling om vindyrkning i Champagne.

I dag er det 7. generation i form af Joseph Henriot, der siden starten af 1970’erne har stået i spidsen for champagnehuset, men har dog i 2020 overdraget driften til vinmageren Alice Tétienne, der tidligere har arbejdet hos Maison Krug.

Derudover er man startet et samarbejde med den lokale  paraplyorganisation TEVC-  Terroirs et Vignerons de Champagne – der repræsenterer flere champagnebønder og kooperativer.

Det betyder også, at champagnehuset nu har adgang til druer fra langt flere vinavlere end tidligere og i dag kommer fra 76 forskellige vinavlere på tværs af 29 landbyer i Champagne.

Denne Blanc de Blancs Brut er en typisk champagne fra Maison Henriot, der primært har specialiseret sig i vine på Chardonnay og denne Blanc de Blancs er en blanding fra alle husets vinmarker med Chardonnay og forskellige årgange med op til 50% reservevin. Efter den første gæring er vinen lavet med andengæringen i flaskerne gennem minimum 3 års lagring.

Duftmæssigt er det en ret kompleks champagne … der er ristet rugbrød, nødder, valnødder og ristede hasselnødder, brioche boller, en frugt af pærer, æbler, ananas, blomster og en kalket mineralitet, meget velafbalanceret og samtidig frisk.

Smagen er syrligere og friskere end duften … der er grønne pærer, fersken, grillet lemon og syltede citroner. Der er godt med syre, men den har også en kæk lille sødme, der gør vinen flot velafbalanceret, så dermed 95 point.

Denne 3 liter jéroboam flaske forhandles af Fine Wines, hvor en flaske koster 2.495 kr. 

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Quinta de São Sebastião, Arreio Tinto, Lisboa, Portugal

2022 Quinta de São Sebastião, Arreio Tinto, Lisboa, PortugalSidste år smagte jeg også vin derfra … fra vinhuset Quinta de São Sebastião i den lille by Arruda dos Vinhos nord for Lissabon i regionen Lisboa og nu smager igen vin derfra … denne 2022 Arreio Tinto.

Quinta de São Sebastião blev grundlagt i 1755, samme år som jordskælvet, der ødelagde det meste af Lissabon. Quinta de São Sebastião har siden spillet en stor rolle i at genoprette tradition og infrastruktur, samtidig med, at der blev fremstillet fremragende vine.

Vingården har samlet 35 hektar marker, der ligger på bakkerne ved Forte do Cego, der er en gammel militær befæstning, som var en del af en befæstningslinje, kaldet Linhas de Torre, der spillede en stor og afgørende rolle i forsvaret af Lissabon mod de franske invasioner anført af Napoléon Bonaparte.

I dag ejes Quinta de São Sebastião af den portugisiske iværksætter Antonio Parente, mens vinmageren har siden fra 2012 været Filipe Sevinate Pinto,

Denne 2022 Arreio Tinto er lavet på et blend på Touriga Nacional samt Cabernet Sauvignon. Alle druerne til denne vin er håndplukket og sorteret, inden vinifikationen starter. Gæring og maceration er så sket i temperaturkontrollerede ståltanke ved 24 grader og der er vinen også efterfølgende lagret.

Duftmæssigt er det en sødkrydret vin … har varme og brændte krydderier, toast, bløde blommer, brombær, sorte kirsebær samt solbærmarmelade, kakaopulver, mørk og småbitter chokolade og godt med mørk kraft.

I munden er vinen både tør, sød og bitter på én gang … frugten er mest bitre blommer, brombær og svesker suppleret med grillet lime og kandiseret grape. Der er godt med fyldig mørk frugt, men den har også godt med sødme tilsat lidt peber … sødmen er meget udtalt, så dermed 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Valsanzo Quinto Año, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Valsanzo Quinto Año, Ribera del Duero, SpanienLad os da fortsætte lidt endnu i Spanien og også hos en – her på vinbloggen – kendt vingård, for det er Bodegas Rodríguez y Sanzo og derfra smager jeg deres 2020 Valsanzo Quinto Año.

Vinen er lavet på 100% Tempranillo, som vinmageren Javier Rodriguez henter fra en 60 år gammel enkeltmark i 820 meters højde mellem Roa og La Horra.

Vinen  er lavet med gæring samt maceration over 30 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 26 måneders på 1-3 år gamle 225, 300 og 500 liter franske og amerikanske egetræfade. Efter aftapning på flaske er vinen så lagret 18 måneder, således den

Aromaer af chokolade og tobak, der kommer fra egetræsfade. Vi finder også aromaer af rød frugt, der kommer fra Tempranillo, og som repræsenterer den klassiske stil i Ribera del Duero. Intens og elegant i munden.

I næsen er der pænt fadpræg og en mørk sødbitter frugt med blåbær, brombær og sorte kirsebær. Fadpræget giver aroma af våde fade og cedertræ, kakao, ristet toast, engelsk lakrids, kaffebønner, vanilje og brændt karamel.

Smagen er mørk med ristede noter, en mørk frisk og småbitter frugt af blåbær og godt med sorte kirsebær, måske lidt ribs og lemon, stor tørhed, knastørre og markante tanniner og godt med peber, kanel og lidt toastet varme … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, SpanienNæste Ribera del Duero vin er eksklusiv og det udstråler den matsorte etiket på denne 2020 Parcela Uno fra Bodegas López Cristobal også. Den er lavet som hyldest til den første parcel Galo López plantede sammen med sin far Santiago López.

Det er Tempranillo fra den allerbedste parcel på Finca Valera, hvor Galo tilmed har dumpet høstudbyttet ned til ganske få drueklaser pr. vinstok.

Vinen gærer ved 30 grader i roterende gæringstanke, der giver mulighed for et langt mere præcist udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet.

Efter endt fermentering har vinen endelig lagret 16 måneder på 70% franske samt 30% amerikanske egefade på 225 og 500 liter og med en god andel nye fade. Vinen har efter aftapning også lagret yderlige 24 måneder på flaske inden frigivelse.

Velafstemt, velafbalanceret og velduftende kan man roligt sige om denne 2020 Parcela Uno  … god balance mellem en mørk, blød, blid og rig frugt samt tykke fadnoter af teaktræ, mahogni, tjære, tobak, kanel, vanilje, kaffe og lakridsrod. sorte kirsebær, brombær, solbær samt blåbær, nelliker og en snert tørret kød.

Uhhhhhmmm det smager sgu da meget godt og man fornemmer omgående alle de ristede noter, ristede kaffebønner, chokolade og det er af den mørke og bitre slags, fed balsamicoeddike med en fed og cremet syre samt en frugt af blåbær, hindbær og tranebær. Den har også seriøse, markante og tørre tanniner, der hænger i bunden af munden og er med til at give et bredt smil. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, Spanien

2021 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, SpanienDodge RAM 1500 TRX Blue Label fra Juan Gil Bodegas Familiares har en lillesøster, der hedder Silver Label og den kører med en lidt mindre motor men trækker fortsat de fleste trailere med 15% alkohol.

Vinen er lavet på 100% Monastrell – aka Mourvèdre – druer fra over 50 år gamle vinstokke. Disse bush stokke giver ikke et stort udbytte, men er til gengæld super rige og pakket med smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den malolaktiske gæring er sket på egefade med 25 dages lagring sur lie. Derefter er vinen så lagret i ståltankene frem til aftapning på flaske.

Uhhh meget anderledes end den blå RAM storesøster … duftmæssigt er der masser af krydderurter, der fylder hele næsen med rosmarin, estragon, eukalyptus, kaktuspiller og balsamisk syre. Det er ikke imødekommende … frugten ligger pænt nedenunder og byder på blåbær og solbær.

Smagen er dog en kende bedre, men slet ikke så rund, kompakt eller velafbalanceret som storesøsteren. Det bliver således en hård og ret alkoholstærk vin med bitre tanniner, tonsvis grønne kryddderurter, peber og stor tørhed … og selv en lille sødme i slutfasen ændrer ikke ved, at dette er en stærk, krydret og jernhård muskelvin. 87 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2020 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienVi bliver hos Juan Gil Bodegas Familiares og de højpotente vintervine, for den næste har jeg tidligere sammenlignet med en  stor, beskidt Dodge RAM 1500 TRX … og det huset Blue Label, som jeg smager i årgang 2020.

Det er en Dodge RAM, som jeg kender ret godt, for jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2016, 2017, 2018 og 2019 … og som jeg før har skrevet, så er det en muskelvin, som yder dig masser af hestekræfter og fås også kun med brede offroad dæk … altså dermed virkelig en powervin på epo steroider.

Som tidligere er vinen fortsat lavet på 60% Monastrell druer aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde.

Druerne er høstet i hånden og med et lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade … og så trækkes denne Dodge RAM af en højoktan 15,5% alkohol … not for the faint-hearted.

I forhold til den forrige Mas de Can Blau, så er denne mere maskulin, mere hård og oprejst. Også her har vinen et tungt fadpræg, men slet ikke så udtalt, men rummer noget kanel, vanilje, lakridskonfekt, sød finsk lakrids, sød tobak, ristede kaffebønner og tørret kød, men også noget blæk, grafit og blyanter. Frugten er blåbær, sorte kirsebær og solbær … solmodne og varrme.

Der kommer fra start masser af den højoktan brændstof på 15,5% frem i smagen, hvilket gør det til en barsk og maskulin vin. Det er så koncentreret tæt og man mærker næsten allerede fra start, hvordan de tykke og tørre tanniner masser sig frem. Det er opulent og stærkt med solbær, sorte kirsebær, svesker … powerfuld stor mundfuld, en spansk hillbilly truck … 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Cellers Can Blau, Mas de Can Blau, Montsant, Spanien

2018 Cellers Can Blau, Mas de Can Blau, Montsant, SpanienSidst jeg smagte denne Mas de Can Blau fra Cellers Can Blau skrev jeg, at det var som at få en knytnæve direkte i sylten … BAM. Men sådan er det jo med kraftige vintervine … de giver varmen og nogle mere direkte end andre … nu smager jeg 2018’eren.

Vinhuset Cellers Can Blau er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares, som jeg jo også har skrevet om før. Det er et familiedrevet vinhus, der – som navnet indikerer – er drevet af Gil familien.

De har lavet vin lige siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil og i dag ejer 9 vinhuse/vinerier i 11 appellationer og ejer eller kontrollerer nu omkring 1.766 hektar vinmarker ved deres vinhuse.

Cellers Can Blau grundlagde Gil familien i 2003 og er dermed et af de ældste projekter i familiens store ekspansion. Vingården ligger i El Molar under appellationen D.O. Montsant i Catalonien. Der har man samlet 35 hektar vinmarker med over 40 år gamle vinstokke, som primært er Syrah, Mazuelo og Garnacha.

Vinproduktionen på Cellers Can Blau er lagt i hænderne på vinmageren Nuria López Sarroca, som laver de 3 forskellige vine, bl.a. denne 2018 Mas de Can Blau.

Vinen er lavet på 35% Carignan, 35% Syrah og 30% Grenache. Men her anvender vinmageren Nuria López Sarroca kun de bedste druer. Vinen er også lavet som søstervinene, altså på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 25 grader over 20 dage, men efter den malolaktisk gæring, så har Mas de Can Blau lagret hele 18 måneder på nye franske barriques.

I glasset er vinen mørk som Satans sjæl … og atter er der rabalder, dundr og full throttle på aromaerne med tonsvis af fadtunge noter af chokoladefrøer, kakao, vanilje, sød finsk lakrids, karamel, gamle fade suppleret af marmeladefrugt af blommer, solbær samt kirsebærlikør. Det er way over the top på en fed måde … en vinøs opulent ekshibitionistisk spradebasse.

Smagen er også vintervarmende … cremet og så alligevel stopfuld af mørk frugt. Alt kommer fløjlsblødt, som var det en bastardkrydsning mellem nervøs velour og et uklippet oxforddown får. Det giver en ret rund, spændstig og småbuttet vin med tranebær, sortsure kirsebær og solbær tilsat tør engelsk lakrids, sort te bitterhed og så giver de 15% alkohol også lige et spark i fårenosserne. Det er stort på mange måder og i hvert fald en vin, der giver varme. 93 point

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7