Jeg sidder nu med 4 rødvine fra et nyere vinhus, der er kommet i stald hos Andrup Vin. Huset er Bodegas Zinio, og den første vin er denne Terroir de Zinio 200.
Bodegas Zinio ligger tæt på Uruñuela lidt syd for Fuenmayor i Rioja Alta og det er et nyere kooperativ grundlagt i 1986.
Kooperativet har samlet omkring 200 vinavlere som medlemmer og disse har samlet cirka 450 hektar vinmarker, der alle ligger i en højde på mellem 450 og 590 meter.
Markerne ligger primært i Najerilla dalen omringet af bjerge … mod nord Sierra Cantabria og mod syd Sierra de la Demanda med Ebro floden som den livgivende nerve og de fleste marker selvfølgelig tilplantet med Tempranillo og mange er endda med meget gamle vinstokke.
Fernando Villamor er chef for foretagendet, mens selve produktionen af vinene på kooperativet er lagt i hænderne på den kvindelige vinmager María Martínez.
På kooperativets moderne vineri er der også en lille Gastrobar, hvor besøgende kan slappe af og købe et lille udvalg af tapas og småretter.
Terroir de Zinio 200 er lavet på 90% Tempranillo og 10% Graciano og hver druesort er vinificeres og lagres separat. Først er druerne så afstilket og knust let inden en kølig pre-maceration.
Den efterfølgende gæring er sket ved 24 grader over 7 dage, hvorefter halvdelen af hver druesort er lagret 6 måneder på egefade og den anden halvår i rustfri ståltanke og venter på den endelige blanding. Efter sammenstikning og flaskning er vinen så lagret 3 måneder inden frigivelse.
I næsen er frugten sådan tæt, tør og krydret … brombær, kirsebær, lidt grannåle, lidt nelliker og egentlig sådan ganske rank med en vis kant og frugtfriskhed. Man kan også dufte nogle fadnoter … tobak, vanilje og lidt blækagtige noter.
Smagen er næsten lidt som duften … krydret, tør, tæt og man kan faktisk også smage træet fra fadene. Der er brombær, kirsebær og tranebær, blæk samt en lille sødme, hvilket egentlig giver en god vin. selvom den også har lidt kant.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 85 kr.