Næste hvide bourgogne blev denne Montagny 1. Cru Vieilles Vignes, som laves af Maison Albert Sounit.
De har siden overtagelse af Domaine Bernollin i 2005 målrettet forsøgt at frembringe langt mere intense og komplekse vine.
Det er bl.a. sket igennem hård beskæring og dermed lavt udbytte med øget koncentration til følge. Druerne høstes i hånd, hvorved den første sortering allerede sker i vinmarken. Druerne til denne Montagny 1. Cru Vieilles Vignes kommer fra den del af Chaniots marken, der kaldes La Cabanne.
Vinstokkene er i gennemsnit over 50 år gamle, og de ældste er formodentligt mere end 70 år gamle. Det vil sige meget lavt høstudbytte med stor koncentration til følge.
Vinen er 100% gæret på 300 liter egetræsfade. Ingen nyt fad, – men udelukkende på 3-4 år gamle fade for at understøtte vinens frugt og mineralitet og samtidig give vinen den bund og volumen, som opstår ved fadgæring. Vinen er aftappet uden filtrering efter 10 måneders fadlagring.
Næsen er her lidt mere tilbagetrukket … lidt sværere at lokke frem, men giver til gengæld også mere, når der sker med lidt luft i glasset. Aromaen er mere ren og luftig, mere svævende og frugten meget klar i billedet. Det er fersken, abrikos, blomster, grønne grene, bark og igen med smørfedme.
Elegancen fortsætter i smagen, hvor det er cremet og blødt, men med florlette blonder og præcis syre. Man får både fedme, kraft og lethed på en gang og det smager sgu godt.
Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 285 kr.