Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2006 Bodegas Frutos Villar, Muruve Reserva, Toro, Spanien

2006 Bodegas Frutos Villar, Muruve Reserva, Toro, SpanienFredagsvinen var en rigtig lille tyr fra Spanien … eller i hvert fald kommer vinen fra Bodegas Frutos Villar i det lidt ukendte vinområde Toro, der ligger i det nordvestlige hjørne af Spanien, lige op til det kendte område Ribera del Duero.

Toro byder på et næsten ekstremt klima og tilsvarende fyldige vine. Toro står stadig lidt i skyggen af de fremadstormende regioner i Spanien, men Toro er ikke mere end nogle skidt bagefter og kan meget vel blive en kommende stjerne på den spanske vinhimmel.

Der er varmt i Toro, hvilket også ret præcist beskriver stilen. Vinene er fuldmodne og fyldige, så det kan give kedelige slaskede vine, men bestemt også interessante og komplekse vine – resultatet er helt op til producentens ambitioner.

En stor del af druestokkene i Toro, er præphylloxera, dvs. de har overlevet den store vinpest i Europa. Mange af stokkene er derfor oldgamle, omkring 120 år. I Toro hersker Tempranillo, som her kaldes Tinto del Toro.

Vinhuset Bodegas Frutos Villar er etableret tilbage i 1920, hvor familien Villaer etablerede deres første vineri i Toro. Før det havde familien i en lang årrække dyrket druer, men blot solgt dem lokalt. I dag er det fortsat Villar familien, nemlig Jesús Jañez Villar og hans hustru Rosa Santana Hernández, som nu på 5. generation driver vinhuset, som dog siden etableringen i 1920 er vokset betydeligt.

Der er nemlig også opkøbt vingårde i områderne Cigales, Rueda, Castilla y León og Ribera del Duero. I Cigales har huset 105 hektar vinmarker, fordelt på vingårdene Calderona og Conde Ansúrez.

I Rueda har huset også en del marker, og vinene sælges her under navnene Morejona og Maria de Molina. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om én af huset hvidvine, nemlig deres 2011 Viña Morejona Blanco.

I Castilla y León har huset 80 hektar vinmarker, hvor vinene sælges under navnene Señorío de Balboa samt Don Frutos.

I Ribera del Duero ejer familien Bodegas Santa Eulalia, som blev købt i 1988. I alt ejes der ikke mindre end 200 hektar i Ribera del Duero og vinene sælges under navnene Riberal samt Conde de Siruela.

I Toro har familien 120 hektar vinmarker og to vingårde, nemlig Miralmonte og så Muruve, hvorfra denne fredagsvin altså kommer. Vinen er lavet på 100% Tinta de Toro, altså Tempranillo, og lagret 12-20 måneder på 90% amerikanske og 10% franske fade. Derudover har vinen ligget minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse. Druerne kommer fra 70 årige gamle vinstokke der giver et minimalt men kvalitetsmæssigt højt udbytte.

Duftmæssigt en kraftig vin med læder, tobak, kaktus, støvet bogreol, menthol, sødme og mørk frugt. Smagsmæssigt en meget fyldig vin, eg, lejrbål, mørke frugter, tør ørken, mandelolie og lidt peber. Trods kraften også fin tannin, og fin stram i eftersmagen, som hænger i et pænt stykke tid. En spændende vin med masser af power.

Købt hos Vin og Vin, pris 169 kr. ved køb af 1 stk. og 130 kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 4,5/7    … og meget tæt på 5

2009 Miguel Torres, Gran Coronas Reserva, Penedès, Spanien

2009 Miguel Torres, Gran Coronas Reserva, Penedès, SpanienDen anden vin tirsdag var denne Gran Coronas Reserva fra det store vinhus Torres, som laver ikke mindre end 4,9 mio. 12 stks. kasser vin om året, og har deres vingårde med over 1.300 hektar rundt om i stort set hele Spanien, lige fra Priorat, Ribera del Duero, Conca de Barbara, Penedès og Rioja, men også i andre lande som fx Chile og Californien. Altså et kæmpe vinimperium, og dermed langt væk tanken om den lille vinbonde, som går og pusler med sin egen lille vin. Men betyder det også, at vinen så mangler lidt sjæl?

Lad os først kigge lidt på dette kæmpe foretagende. Torres er grundlagt i 1870 af Jaime Torres og er 100% familieejet. I dag er det 4. generation i form af Miguel Torres, men 5. generation er allerede i firmaet, som omfatter mere end 1.000 ansatte.

Og alt er stort, når vi snakker om Torres, fx omfatter forretningen også en restaurant i Chile samt 2 vinbutikker i henholdsvis Barcalona og Shanghai, robotstyret lager, en fond som hjælper skoler i hele verden og så videre.

Udover at være Spaniens største og mest kendte vinhus, så er Torres også blevet en levende legende. Det oprindelige gennembrud kom ved Paris-smagningen i 1979, hvor Miguel Torres med stort vovemod og efterfølgende succes i en blindsmagning satte Gran Coronas “Black Label” (i dag kaldet Mas la Plana) op mod Château Latour 1970 … og vandt.

Nok snak, lad os kigge nærmere på denne Gran Coronas, som er en af de absolutte grundsten i Torres’ sortiment. Lavet på Cabernet Sauvignon – som der står på etiketten – samt omkring 15% Tempranillo. Druerne bliver høstet fra et væld af forskellige vinmarker, der alle har det tilfælles, at de er beliggende i en højde mellem 225 og 500 meter over havets overflade. Klimaet i denne højde er betydeligt køligere end nede i lavlandet, og vinen får derfor et større syreindhold, som giver et godt modspil til de fede tanniner og den umiddelbare frugt. Vinen lagrer 18 måneder på eg.

Duftmæssigt masser af vanilje, lidt bly, kirsebær og solbær, krydderier, svedsker og lakrids. Smagsmæssigt fyldig, cremet med pæn portion sødme, mørke frugter og igen vanilje. En rigtig “pleaser”, som alle bare vil synes er god.

Og dermed rammer Torres ganske rigtigt deres målsætning, nemlig lave vine, som falder 100% i folks smag, og til en fornuftig pris. Det er lykkedes, og jeg synes også det er en ganske fin vin. Der mangler måske en anelse syre, men køber du denne til Moster Oda’s fest, så bliver du bestemt en populær mand.

Købt hos Vinspecialisten til 75 kr. på tilbud, normalpris 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Lourensford Wine Estate, Shiraz Mourvedre Viognier, Western Cape, Sydafrika

2008 Lourensford Wine Estate, Shiraz Mourvedre Viognier, Western Cape, SydafrikaIgen lidt tirsdagsvin efter arbejde … efter en pause pga. jul og nytår. Første vin var denne SMV baserede vin fra Sydafrika, eller nærmere bestemt fra Lourensford Wine Estate. Jeg har det nogen gang lidt svært med vine fra Sydafrika, og denne vin var bestemt ingen undtagelse. Jeg vil kalde den en nytårsaften vin … begrundelse følger.

Lourensford Estate historie går tilbage til år 1700, idet Lourensford engang var en del af Willem Adriaan van der Stels berømte ejendom Vergelegen, som også er kendt som én af de smukkeste vingårde i verden. Vergelegen ejes og drives i dag – ligesom Lourensford – som en særskilt vingård, ejet af Anglo American Farms Ltd., som er en del af et stort Sydafrikansk mineselskab. Vergelegen har bl.a. haft besøg af Nelson Mandela.

Lourensford ejes af dr. Christo Wiese, som købte Lourensford Wine Estate i 1998. Herfter satte han sig for at gøre Lourensford til en af de bedste vingårde i Sydafrika, og da dr. Christo Wiese samtidig var ganske rig, så blev der postet mange penge i projektet.

I 2002 begyndte byggeriet af et helt nyt vineri, der allerede i 2003 var klar til at tage imod den første frugt. Også i vinmarken er der sket store ændringer, og siden år 2000 har man gennemført et ambitiøst genplantningsprojekt, hvor man dels har skiftet en del af vinstokkene i eksisterende marker, dels har genplantet tidligere anlagte vinmarker.

Lourensford har i dag ca. 360 hektar vinmarker, men i de fremtidige planer indgår fortsat kontrollerede udvidelser. Ud over vinen hører der over 900 hektar skov til ejendommen, hvorfra man laver sine egne vinfade og yderligere har et mejeri og en eksklusiv lystfiskerklub.

Vinen her er en SMV, dvs. på druerne Shiraz, Mourvèdre og Viognier, som høstes fra på syd-sydvestvendte skrænter, beliggende i mellem 100 og 300 meters højde. Jordbunden består primært af en blanding af granit og sandsten, hvilket giver en næsten optimal dræning.

Lad os kigge nærmere på vinen. Jeg kaldte den en nytårsaftenvin, og det skyldes primært en meget underlig duft. Vinen dufter … seriøst … af krudt og bordbomber. Normalt er jeg vild med mange duftnuancer, men dette er decideret “weird”.

Smagen er heldigvis bedre end duften, da der er sødme, mørke frugter og lidt kaktus. Igen en lidt mærkelig bismag, som jeg ikke er helt begejstret for, og eftersmagen er forholdsvis kort. Mystisk vin, og den bliver ikke favorit her hos mig.

Købt i Vinspecialisten til 80 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse  2/7  

2004 Finca Valpiedra, Finca Valpiedra Reserva, Rioja, Spanien

2004 Finca Valpiedra, Finca Valpiedra Reserva, Rioja, SpanienLørdag bød også på en enkelt vin, nemlig denne Finca Valpiedra Reserva, som Jannie (hustru til vinbuddy Jan) havde medbragt i forbindelse med et interview omkring smagning af vin. Noget med en hovedopgave. Jeg skulle selvfølgelig også gætte, hvilket land vinen kom fra … det gik ikke specielt godt, og endda lidt pinligt da jeg faktisk tidligere har smagt lige præcis denne vin i samme årgang.

Vinen kommer fra det store vinfirma Familia Martinez Bujanda, som omfatter 5 større vingårde, nemlig Finca Valpiedra, Viña Bujanda, Finca Antigua, Cosecheros y Criadores og Finca Montepedroso. Oprindeligt var Finca Valpiedra er en del af det kendte Riojahus, Bodegas Valdemar, der generelt er kendt for at producere vin af suveræn kvalitet til lave priser, men er i dag altså et selvstændigt “brand” under Familia Martinez Bujanda.

Finca Valpiedra er beliggende i det bedste område i Rioja, og den topmoderne vingård ligger spektakulært med udsigt til Ebro-floden, ja faktisk er der blot 20 meter fra vingården til floden.

Vinmarkerne er på i alt 86 hektar og har usædvanlig gode betingelser for vinproduktion i kraft af et lag af kampesten og kalksten i undergrunden.

Disse sten spiller en grundlæggende rolle i vinens kvalitet, da de fungerer som et naturligt filter og forsyner vinstokkene med passende mængder af vand i forhold til sol og varme. Der er nok også derfor, at der er sten på etiketterne på vinene fra Finca Valpiedra.

Når jeg siger vinene, så produceres der faktisk alene 2 vine hos Finca Valpiedra, nemlig denne Finca Valpiedra Reserva, som er husets topvin, og så en “lillesøster”, Cantos de Valpiedra, hvor der på etiketten er 3 sten. Jo færre sten, jo bedre kvalitet kunne man derfor fristes til at sige. Mærkelig nok laves der så ikke en vin, hvor der på etiketten er 2 sten.

Reservaen her er lavet på 92% Tempranillo, 6% Graciano and 2% Maturana Tinta.

Duftmæssigt lidt gammel, indelukket kælder, som indikerer lidt alder på vinen. Der er kirsebær, og egentlig meget blidhed over vinen.

Smagsmæssigt går blødheden også igennem, og selvom det er Rioja, så er der ikke masser af egetræ. Der er lidt vanilje, men også lidt krydderier, som måske burde havde ledt mig længere ned i Europa. Smager altså rigtigt godt, og bestemt en vin, som rigtigt mange vil kunne li’.

Købt hos Vinspecialisten, hvor den normalt fås til omkring 150 kr., normaltpris 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Domaine de Calendal, Plan de Dieu, Rhône, Frankrig

2008 Domaine de Calendal, Plan de Dieu, Rhône, FrankrigFredagsvinen Plan de Dieu fra Domaine de Calendal … og årets første vin blev en rigtig dejlig vin fra Rhône, nemlig fra Rhônedalens vinøse “superstar” … den store, tykke Philippe Cambie. Han har som vinkonsulent igennem de sidste 8-10 år har løftet kvalitetsniveauet til nye højder hos nogle af de bedste producenter i syd-Rhône, fx hos Clos St. Jean, Le Clos du Caillou, Domaine Saint Prefert, Clos du Mont Olivet og Tardieu-Laurent.

Bare i Châteauneuf-du-Pape er han konsulent hos ikke mindre end 26 producenter … ganske imponerende. Derudover er Philippe Cambie også konsulent hos vinproducenter i en række andre områder i Rhône.

Philippe Cambie kommer fra en vinproducerende familie i Languedoc, og er selv uddannet ønolog. Via hans store netværk og gode kontakter til områdets bedste producenter har Philippe Cambie kunnet oprette sit eget lille negotiant firma “Les Halos de Jupiter”, hvor der laves en lille vinserie, der omfatter vine fra Costieres de Nimes, Cotes du Rhone, Vacqueyras, Rasteau, Gigondas og Chateauneuf du Pape.

Udover arbejdet som vinkonsulent og arbejdet med sit negotiant firma Les Halos de Jupiter, så ejer Philippe Cambie også vinhuset Domaine de Calendal, hvor denne fredagsvin kommer fra.

Dette startede i 2004, hvor Philippe Cambie købte en vinmark på omkring 1,5 hektar i et område, der ligger på Plan de Dieu, med vinstokke af en anseelig alder. Plan de Dieu er navnet på en ret flad, plan, slette mellem Camaret Sur Aigues og Violés.

I 2005 ændredes appellationsreglerne, således at vine fra visse marker i 4 kommuner, der indtil 2004 kunne kaldes Cotes du Rhone Village herefter må tilføje Plan de Dieu på etiketten. De fire kommuner er Camaret-sur-Aigues, Jonquieres, Violes og Travaillan.

Druerne fra marken bliver vinificeret på Domaine des Escaravailles i Roaix hos Cambies gode ven fra studieårene på vinuniversitetet i Montpellier, Gilles Ferrand.

Flere har måske stødt på Gilles Ferrands vine, som fås i Vinspecialisten. Vinene har en bille/skarnbasse på etiketterne. Nå det var et sidespring.

I 2008 er vinmarkerne øget yderligere med tilkøbet af en naboparcel på 3 hektar med næsten lige så gamle vinstokke, så Domaine de Calendal har i dag 4,4 hektar vinmarker. Vinstokkene er 80% Mourvedre og 20% Grenache. Vinen lagres i 12-14 mdr. på et år gamle træfade, og der laves årligt 14.000 flasker.

Navnet Calendal stammer fra et provencalsk digt af Frederik Mistral, hvor en fisker Calendal var forelsket i den skønne Estérelle. Det kan bl.a. hentyde de to venners kærlighed til Provence og dets frugter – druerne. Etiketten er designet af Gilles Ferrands datter.

Lad os smage vinen. Duften er klart Rhône, lidt lavendel, lidt sødme, meget domineret af bær, modne bær. Smagsmæssigt er vinen også sødmefuld, tæt og fed, der er igen de modne bær, vanilje, lidt fad og en form for blid friskhed. Meget harmonisk vin, og jeg er sgu ret vild med den. Fin vin.

Købt hos Wine Company for nogle år siden til 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinene fra nytårsaften … og en omgang pulled pork

Nytårsaften … blev som sidste år et sammenskudsgilde, både hvad angår mad og vin.

Vi havde lagt hus til og skulle stå for forret og hovedret, mens mine 2 gamle oldboysvenner, vinvenner og venner Falk og Keeper inkl. respektive hustruer skulle stå for dessert, børnemad samt natmad. Det betød, at aftenen menu kom til at bestå af følgende:

  • Forret; Rødebaede gravad laks m/fennikelcreme. En stor tak til Griseriet for fede madopskrifter. Hvis du aldrig har besøgt den blog, så er det på tide.
  • Hovedret; Rødvinsmarineret oksemørbrad m/aspargeskartofter, rødvinssauce samt hokkaidosalat m/blåbær, brie og brombær.
  • Ekstra hovedret for alle kødelskerne; pulled pork m/barbequesauce og coleslaw i pandekager. Tak til weberlandsholdet for inspiration.
  • Dessert; Tirami Su, hvor Keeper havde brugt hjemmelavet mascarpone ost til. Hmmmm.
  • Natmad; Sushi.

Drinks i lysene glas

Jeg bringer også lige fluks en oversigt over vinene denne aften:

Nogle af vinene har jeg tidligere skrevet om her på bloggen, så der linker jeg bare til tidligere blogindlæg.

Bringer da også lige nogle billeder fra mit “pulled pork projekt”. Det var første gang, at jeg lavede pulled pork, så det var selvfølgelig lidt spændende. Det er klasse, og kan på det kraftigste anbefales til alle. Smager helt fantastisk.

Pulled pork - rub er påført
Et døgn før stegen skulle på weberen, så blev den rullet i en super rub.

Pulled port - wrapped
Derefter i en omgang wrap … og så i køleskabet i et døgn.

Pulled pork - på grillen
Mandag morgen kl. 04.00 kom dyret på grillen. Her en billed fra om formiddagen, hvor stegen hygger sig. Havde valgt at bruge gasgrill for bedre at kunne styre temperaturen i det kolde blæsevejr, og så blev røgen klaret med lidt smuld tilsat et par briketter.

Pulled pork - færdig
Her det færdige resultat … inden gaflerne blev sat i.

Godt nytår til alle. Hårdt dagen efter … det må være de sene drinks, for vinene fejlede sgu ikke noget.

2009 Emilio Moro, Finca Resalso, Ribera del Duero, Spanien

2009 Bodegas Emilio Moro, Finca Resalso, Ribera del Duero, SpanienAftenens sidste vin … et ekstranummer, da drengene (Falk og Keeper) var blevet imponeret af Ribero del Duero vin, så fandt jeg denne lille sag i køleskabet, en 2009 Ribera del Duero fra Emilio Moro.

Emilio Moro begyndte sin karriere i vinbranchen allerede som barn. Hans far arbejdede i vinmarkerne, og den unge Emilio hjalp til og tillærte sig håndværket. Gennem hele sit liv har Emilio Moro levet og arbejdet med vinproduktion i byen Pesquera, hvor nogle af Ribera del Duero´s bedste vine bliver lavet. Området er blot det tredje område i Spanien som er blevet tildelt DOC status.

Først i 1987 valgte Emilio Moro at blive vinproducent under eget navn. Starten var under beskedne forhold. Vinene var fortræffelige, rygtet spredtes og snart blev der behov for et nyt vineri. Dette imponerende sted stod færdigt i 2001.

Vineriet er opdelt i flere etager, hvorved man undgår, at pumpe vinen rundt, men blot bruger tyngdekraften til at flytte vinen. Udover dette ”gravity feed” vineri bruger Emilio Moro en stram temperaturkontrol. Dette sikrer en lang gæringstid, som tilfører vinen stor kompleksitet. Under gæringsprocessen tilsættes ingen udefrakommende gærtyper, da filosofien på stedet er at bibeholde det enkelte terroirs karakteristika.

Bodegas Emilio Moro råder over 100 hektar vinmarker. Alle stokke er Tempranillo, eller Tinto Fino, som sorten kaldes lokalt. Stokkene er fordelt på 15 forskellige marker, som hvert især har deres egen specielle terroir. Dette giver rige muligheder for at skabe karakteristiske og personlige vine. Dette understøttes af bodegaens nærmest religiøse tilgang til renlighed. Alle redskaber renses og vaskes dagligt, så bakterier og andre urenheder ikke overføres fra en stok eller mark til en anden.

Om denne vin har den gode Parker udtalt; “The entry-level Fincas Resalso is 100% Tinto Fino (Tempranillo) from some of the younger vines on the estate. The wine was aged 4 months in French oak. Aromas of cedar, mineral, spice box, violets, and black fruits inform the nose of this forward, supple, succulent effort from this great vintage. This juicy, uncomplicated effort which finishes with no hard edges, is an excellent value meant for drinking over the next 5 years”.

Lad os kigge nærmere på vinen. Duftmæssigt er der sødme, blød lakrids, mørk frugt, figen og læder. Smagsmæssigt er der lidt sprit i vinen, som måske lige skulle have haft lidt mere tid i glasset. Derudover er der kirsebær, tjære, stram tannin, men alligevel meget easygoing, og en vin som bare behager. Fin vin.

Købt hos Theis Vine, hvor prisen i dag (for årgang 2010) ligger på 114,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2004 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Papet, Rhône, Frankrig

2004 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Papet, Rhône, FrankrigÉn af nytårsaftens store vine var denne Châteauneuf-du-Pape fra huset Clos du Mont-Olivet. Vinen er deres topvin Cuvée Papet opkaldt efter en af husets forfædre. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset i et blogindlæg om deres “almindelig châteauneuf“, så det har jeg linket til.

Vinen her kommer fra husets 3 bedste marker, nemlig La Crau, Bois Dauphin og Pied de Baud. De ældste vinstokke er fra 1901, og Cuvée Papet laves kun i de allerbedste år. Her i årgang 2004 er vinen lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre og 10% Syrah. 50% af vinen lagres i foudres og 50% i tank. Her i årgang 2004 er der lavet 10.000 flasker af vinen.

År 2004 havde en tør, men ikke for varm sommer. Druerne modnede langsomt. Plukningen var meget vigtig, da der var stor forskel i modningen i de forskellige markstykker selv af samme druevarietet. Arbejdet i kælderen var det samme, men med hensyntagen til denne årgangs langsomme modning, er denne årgang mere klassisk end 2003.

Thierry Sabon synes selv bedst om denne vin pga. den fine balance. Alkoholen er næsten så høj som 2003, men vinen er klart mere frisk. Selv om vinen allerede er god nu er det en vin, der vil modne perfekt.

Lad os smage denne 8 år gamle vin. I glasset er vinen teglfarvet med et svag orange skær, som indikerer lidt alder på vinen. Duftmæssigt klar Rhône duft, der er Châteauneuf sødme, der er lavendel, trøfler, modne frugter, en smule peber og tobak. Smagsmæssigt en super blid vin, men dog fortsat med fin syre, der er lidt appelsin, alderen mærkes også i smagen. Havde heldigvis husket at dekantere vinen 3 timer inden vi smagte den. Husk altid dette med en Châteauneuf-du-Pape. Klasse.

Fås hos Jysk Vin, pris ligger på 395 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Castello di Ama, Chianti Classico, Toscana, Italien

2006 Castello di Ama, Chianti Classico, Toscana, ItalienÉn af vinene nytårsaften var denne Chianti Classico fra Castello di Ama.

Castello di Ama ligger byen Gaiole i Chianti. Vinhuset er grundlagt i 1972 i den lille landsby Ama, der stammer tilbage til år 998.

Det er nu smukt restaureret, og ejes af fire familier fra Rom. Der er investeret store summer og godset er nu på 250 hektar, hvoraf der dyrkes vin på 90 hektar og oliven på ca. 40 hektar. Markerne, der ligger som en halvcirkel rundt om godset, ligger i en højde af mere end 450 m, og de kølige nætter har stor betydning.

Helt fra begyndelsen har Castello di Ama haft en klar hensigt om at tilhøre verdenseliten, og arbejdet herfor har været enormt. Siden 1982 har Marco Pallanti været vinmager, og han blev i 2003 Winemaker of the Year.  Endelig er Castello di Ama udnævnt til Best Winery 2005 of the Year af Gambero Rosso & Slow Food.

Vinen her er lavet på 80% Sangiovese samt 20% Malvesia Nera, Merlot og Cabernet Franc. Her i årgang 2006 er der tale om en 25 års jubilæumsvin, hvilket også står charmerende på flaske med håndskrift. “Grazie Marco per questi 25 anni insieme.

L.” står der, og er en hilsen fra vinhusets direktør Lorenza Sebasti til ved frigivelse af denne vin til vinmageren Marco Pallanti for 25 gode år sammen på Castello di Ama.

Duftmæssigt fornemmes det allerede, at det er en flot, flot vin. Der er ribs, kirsebær, sten og generelt stor mineralitet. Der er læder og jord.

Smagsmæssigt også stor mineralitet, der er igen jord, og der er god mildhed og krop i vinen med fine tanniner i eftersmagen. Dejlig vin, og et godt eksempel på, hvorfor Chianti tit er herregodt.

Fås hos Jysk Vin, men årgang 2006 er ikke længere på lager. I 2007 koster vinen 179,95 kr. på tilbud, normalpris 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USA

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USAAftenens første rødvin blev denne Pinot Noir fra Fess Parker … I ved, vinhuset ejet af ham gutten, som spillede Davy Crockett tilbage i 1950’erne. Tror jeg har skrevet om vinhuset i et tidligere blogindlæg, nemlig også en Pinot Noir i form af deres 2009 Parker Station Pinot Noir.

Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb. At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Druerne til denne Santa Barbara County Pinot Noir kommer fra flere forskellige af familiens vinmarker. Vægten ligger dog på Ashley’s Vineyard og Bien Nacido, som tilsammen står for omkring 60% af druerne. Vinen har fået 10 måneder ny fransk eg, her 33% nye. Der laves ca. 11.500 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt er det klart Pinot, der lidt sødme, der er stald … men i denne også mere kraft, og det mærkes tydeligt, at vinen har fået mere sol end sine europæiske søstre. Der er lidt kaffe, vanilje i duften også. Smagsmæssigt en meget fyldig vin … af en Pinot Noir at være. Der synes næsten at være mere mørke bør end kirsebær, der er egetræ, chokolade, vanilje og igen masser af sødme og sol. Mangler lidt europæisk rygrad … det vil klæde vinen enormt. Meget drikkevenlig vin dog.

Fås hos Vinspecialisten til 235 kr.

Vinanmeldelse 4/7