Azienda Agricola Tenuta Viglione ligger midt i Santeramo In Colle i den øverste del af Puglia omkring 30 kilometer svagt sydvest for havnebyen Bari. Derfra smager jeg et lille forsigtigt glas af denne Primitivo Maioliche.
Tenuta Viglione er grundlagt i 1937 af Zullo familien og drives i dag af Giovanni Zullo, som er 3. generation på vingården. Da han overtog driften fra sin far havde familien alene 4 hektar vinmarker, men det har Giovanni løbende udvidet til i dag sammenlagt 130 hektar vinmarker beliggende på Murgian plateauet i 360-450 meters højde i kommunerne Santeramo, Acquaviva delle Fonti og Gioia del Colle.
Derfor har Zullo også bygget et nyt og topmoderne vineri, således vinhuset kan håndtere den årlige produktion på omkring 800.000 flasker vin. Og én af disse vine er altså denne Primitivo Maioliche, som jeg smager i en årgang 2018.
Det er 100% Primitivo, som kommer fra nogle af husets yngste stokke, som gennemsnitlig er omkring 13 år, dyrket økologisk og ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen. Det er en vin, som Luca Maroni har givet 94 point … but who cares?
I næsen er det stor fed plusvelour, blåbær, brombær, enebær, svesker, pænt med svesker endda, kanel, spidskommen, eukalyptus, bacon og grønne blade. Det er en overordentlig voluminøs næse.
Det er også en ordentlig mundfuld, fuldfed og tung at danse med … lidt som at danse med en trolden Shrek, lidt kluntet. Der er godt med sødme, marmeladesødme, svesker, blommer, abrikos og sorte oliven. Det er en ordentlig mundfuld, voldsom, varm og fed … og har du hang til søde, fede vine, så kan man varme sig med denne en kold vinterdag.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.