Vi napper en piemontisk bastard mere … også en vin lavet på et mix af forskellige druer, for det er nemlig vinen med det ret solide navn Linda og den er fra Cantine Povero i Cisterna D’asti 15 kilometer nord for Alba.
Cantine Povero stammer helt tilbage fra 1837, hvor Francesco Povero købte sin første vinmark i Fippiane regionen i Canale d’Alba.
Men det var dog Tumlin Povero aka Bartolomeo Povero, der i 1948 rigtigt fik gang i vinproduktionen og startede med at producere samt markedsføre vinene under navnet Cantine Povero.
I dag drives vingården af 3. og 4. generation af Povero familien, nemlig de tre brødre Luca, Daniele og Alessio samt deres børn. De har samlet 50 hektar vinmarker beliggende i 322 meters højde i Roero, Langhe og Monferrato, hvor de dyrker 7 forskellige druesorter.
Siden 1998 har markerne været drevet økologisk og samtidig blev vingården også renoveret … nænsomt, for den er faktisk på UNESCO listen over bevaringsværdige bygninger, selvom en del i 2010 er forsynet med et større solcelleanlæg, der også forsyner gården elbiler med strøm.
Omstillingen til økologisk drift har været lang, for først i 2019 opnåede Cantine Povero sin økologiske certificering for alle deres 50 hektar vinmarker.
Nå, men her smager vi altså på Linda … so to speak og helt indledningsvis kaldte jeg den en bastard. Det skyldes, at den hverken er en Dolcetto, Barbara eller Nebbiolo vin, men – lidt atypisk – lavet på et mix af forskellige druer.
Cantine Povero har dog ingen oplysninger om vinen på deres hjemmeside og i det hele taget findes der sparsomme oplysninger om vinen på internettet. Kan dog se, at den i forgående årgang 2015 er lavet på 50% Barbera, 30 % Nebbiolo og 20 % Shiraz, som er gæret i ståltanke og efter endt fermentering lagret 36 måneder i egefade.
Importøren skriver dog, at denne årgang 2016 er lavet på 50% Nebbiolo og 50% Barbera … men fælles for begge årgange er, at der er tale om en kraftbasse på 15% og på den led også atypisk for Piemonte vinene.
Duftmæssigt dukker der først en lille urtet, grøn syre frem … de 36 måneder på fad dominerer dermed slet ikke duften, selvom der også kommer små strejf af kanel, lakridskonfekt og måske endda vanilje op. Frugten er så umiddelbart lidt svær at spotte, men det er sådan lidt blommeagtigt, måske brombær og tranebær.
Smagsmæssigt gør de urtede og grønne noter igen … smagen lidt stærk med kant og peber, men samtidig pænt tør. Tanninerne er også tørre og tydelige, hvilket forstærkes af godt med alkohol samt nogle bitre elementer. Der er sgu bid i denne vin.
Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 90 kr.