Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2019 Bernard Magrez, Château Bernard Magrez Saint-Estèphe, Bordeaux, Frankrig

2019 Bernard Magrez, Château Bernard Magrez Saint-Estèphe, Bordeaux, FrankrigDen 87 år gamle Bernard Magrez er fortsat alive and kicking, så vi smager da endnu et par vine fra ham. Vi starter med denne Château Bernard Magrez Saint-Estèphe 2019.

Magrez har vistnok 42 vinslotte og vingårde og denne Château Bernard Magrez Saint-Estèphe skulle være lavet fra den cirka 7 hektar store mark Clos Sanctus Perfectus i Saint-Estèphe.

Bernard Magrez købte marken med det unikke  mikroterroir med over 45 år gamle vinstokke i veldrænet grus i 2006. Marken nyder mikroklimatisk godt af den korte afstand til Gironde flodens udmundingens med tempererende vand.

Vinen er et blend på 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon og druerne finsorteres med systemet La Dream, inden Michel Rolland gærer vinen med temperaturstyring i 2.500 liters ståltank. Druerne macererer i 30 dage og efter endt fermentering er vinen laget i 14 måneder på 225 liter barriques, hvoraf 35% er nye og 35% et år gamle, samt på amfora lerkrukker.

Næsen er svulstig, mørk og Rollands touch kan på mange måder minde en om, hvordan Jeff Lynne laver musik … har denne runde og venlig side, der er meget tiltrækkende og meget genkendelig. Sådan er Michel Rollands vine netop … meget karakteristisk, utrolig fyldige vine med rund frugtsmag samt en markant fadlagring.

Her er der også skruet op for fadpræget … der er sød tobak, lakridskonfekt og sød finsk lakrids, cedertræ, kaffe, chokolade og solbær, brombær samt blommer.

I munden er vinen cremet og næsten mundsmeltende … det er solbær, brombær og fyldig finesse. Det er skruet forbandet godt sammen, syren er blød, frugtrig og intens, tanninger slebet runde og venlige … forkælelse og en cremet, blød og lidt opulent, fadpræget Bordeaux vin … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 399,95 kr., mens du pt på tilbud ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 207,88 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape fra La Bastide Saint-Dominique har jeg smagt flere gange og skuffer aldrig. Her smager jeg vinen i en årgang 2020 og kan igen krydse af i feltet; skuffer aldrig.

Vinhuset har jeg også skrevet om flere gange, fx sidst da jeg smagte denne Châteauneuf-du-Pape … blot i årgang 2019. Nu ser vi derfor blot nærmere på vinen i årgang 2020.

Den er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 7% Mourvèdre og 3% Cinsault, som kommer fra forskellige marker med op til 80 år gamle vinstokke … nemlig vinmarkerne Les Bédines, Chapouin, Pignan og Guigasse med jordbund af sand, ler og småsten, som typisk giver en mere elegant udgave af en Châteauneuf-du-Pape.

Al høst foregår manuelt med en førstesortering i marken, hvorefter druerne igen sorteres ved ankomsten til vineriet. Klaserne afstilkes, før druerne fermenterer over 18-25 dage i temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på cementtanke.

Sikke fin aroma, hvor der er masser af sorte oliven, flæsk, bacon, koks, tjære, ligusterhæk, god dyb, tæt og kompakt frugt med sorte bær, brombær, blommer og hindbær. Der er fennikel, lakridsrod og tobak, våde fade, balsamisk syre og alligevel bliver duften aldrig helt tung og overdone.

Smagen er som 2019 utrolig koncentreret med en vis sødme, modne frugter, stor blødhed og alligevel en klar tørhed. Det er klart engelsk lakrids, lakridsrod og en stringent syre, god varme, blåbær, brombær og blommer … tæt og dejlig intens. Tanninerne er fremme, men de er også føjelige og behagelige. En fyldig sødme binder tingene ret godt sammen og giver vinen krop og gør den lidt opulent. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 295 kr. mens prisen er 265 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Brandini, Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2020 Brandini, Rocche del Santo Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, ItalienAgricola Brandini ligger på adressen Borgata Brandini ved den lille by Brandini blot en kilometer vest for La Morra i Piemonte og drives af de to søstre Serena og Giovanna Bagnasco. Derfra skal vi smage en 2020 Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore.

Vinhuset Brandini er reelt grundlagt i 1985, hvor de to søstres forældre med far Piero Giuseppe Bagnasco i spidsen købte den lille vingård Azienda di La Mona, der havde 4 hektar vinmarker og blot solgte druerne til de lokale kooperativer.

Pietro arbejdede på det tidspunkt for administrerende direktør for Gruppo Fontanafredda … den store vinkoncern grundlagt af Oscar Farinetti, som også er Pieros gode ven og faktisk også senere er kommet med i ejerskabet af Agricola Brandini.

Det var dog først i 2007, at Agricola Brandini startede med at sælge vinene under eget navn, da driften blev overtaget af de to energiske døtre med Giovanna Bagnasco som den drivende kraft. Hun er selve vinmageren, hvor Serena i dag står som direktør for vingården, mens Oscars datter Natale Farinetti er med i bestyrelsen.

I dag har Giovanna og Serena Bagnasco samlet 18 hektar vinmarker beliggende mellem La Morra, Serralunga d’Alba og Monforte d’Alba i helt op til 450 meters højde. Siden søstrene overtog driften er den omlagt til økologisk og på markerne dyrkes helt klassiske druesorter som Dolcetto, Barbera og Nebbiolo samt Pinot Noir, Arneis, Chardonnay og Viognier

I vinkælderen får Giovana hjælp af konsulenten Giuseppe Caviola, der selv er kendt for sine anmelderroste vine på fra sin egen vingård Ca`Viola i Dogliani. Men på Agricola Brandini laver de årligt omkring 40.000 flasker vin. Det er bl.a. 4 forskellige flotte Barolo’er … R56, Annunziata, Meriame og Cerretta.

Alt arbejde i marken udføres med håndkraft af familien og et hold medarbejdere for at sikre den bedste kvalitet … og det indebærer fx et  smerteligt lille udbytte fra de dyre hektarer i La Morra og Serralunga.

Den økologiske og bæredygtige tilgang går også igen i vinhusets brug af korkpropper … eller nærmere manglende brug af disse, for de benytter i stedet en ny slags prop … Nomacorc Green Line, som er en slags plantebaseret prop, der skulle være mere miljøvenlig og ha’ de samme egenskaber … let åbning og lukning samt konsistent og kontrolleret iltforsyning. I modsætning til de almindelig propper af kork, så skulle der ikke komme propfejl, altså hvor der opstår trichloranisol i vinen.

Min egen mening er … jeg er sgu ikke fan. Nomacorc Green Line propperne virker alt for kunstige og næsten lidt plastagtige, hvad de jo så ikke skulle være. De kan heller ikke anvendes til Coravin, for så pisser vinen bare ud af det lille hul. Nej lad os for fanden få nogle gode, gammeldags flotte og lange korkpropper,

Nå, men det var et sidespring. Jeg læste i øvrigt også, at den dygtige og smukke Giovanna Bagnasco er kæreste med Carlo Mondavi, der – udover at være barnebarn af den legendariske Robert Mondavi – til dagligt driver Raen Winery i Californien, og dermed ofte må pendle den lange vej mellem de to vinhuse in the name of love.

Men vingården er også et herligt sted at rejse til, for udover vinproduktionen, så indeholder den smukke ejendom også et agriturismo med udlejning af værelser og ferielejligheder med svømmepøl i haven samt en tilhørende restaurant. Bare du ikke kommer en onsdag, for der er restauranten lukket.

De tilbyder også de besøgende at deltage i kokkeskoler, hvor man sammen i grupper lærer at lave italienske retter som ravioli og andre lækre ting … bl.a. med grøntsager fra husets egen økologiske køkkenhave.

Denne Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade inden aftapning på flaske.

Som sidst jeg smagte vinen, så har den en dejlig fed, fyldig og mørk duft med sorte kirsebær, blommer, hindbær og en ordentlig omgang sød finsk lakrids og nogle flæskede aromaer. Det er en maskulin vin, hvor der kommer søde krydderier, let rosinagtige noter samt lidt kakaopulver.

I munden har vinen denne Barbera typiske bløde og mørke frugt med blåbær,  sorte kirsebær og knuste kirsebær, meget blød med en lille syrlighed, men slet ingen tanniner, så dermed er den behagelig i munden og alligevel med en klar syre, hvilket også gør den mere interessant end mange almindelige Barbera vine. 91 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Mille Vite, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Mille Vite, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi skal igen lige et smut ned til vores danske venner Ann og Michael Dupont i Piemonte, da jeg igen skal smage deres Langhe Nebbiolo, men nu i seneste frigivne årgang 2021.

Vinhuset og projektet Mille Vite har jeg jo skrevet om før, hvilket du kan læse mere i Houlberg smager vinene fra danskejede Mille Vite & Bisso i Piemonte.

Her ser vi udelukkende nærmere på denne Langhe Nebbiolo, hvor druerne er først afstilket og knust inden kold premaceration over 3 dage i rustfrie stålkar. Så er gæring sket ved forholdsvis lav temperatur for at undgå en overdreven tanninekstraktion.

Efter endt gæring er der sket en kort eftermaceration i en uge, hvorefter vinen er presset og har lagret 7 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og fade anvendt 2-3 gange før.

Hvor er Nebbiolo land et dejligt land … virkelig arketypisk med læderpisk, strenge violer, en dejlig luftig blomsterbukket i det hele taget, æter, mynte og en lille rund fadnote. Frugten er klart hindbær, ribs og rabarber, lidt balsamiske noter og let mælkechokolade.

Hvor smager den godt … ren streng frugt og masser af tørhed. Det er ribs, hindbær og rabarber, virkelig pågående i frugten, der sker frisk og pivskarp med en lemonbitter mineralitet. Syren er som sidst vild, måske endda et piskesmæld mere smertelig, men heldigvis på den gode måde. Eftersmagen er lys, fint og næsten sart med denne balsamiske, sødbitre nerve. Mums og 92 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Baudry & Dutour, Amaranthe Chinon Rouge, Loire, Frankrig

2021 Baudry & Dutour, Amaranthe Chinon Rouge, Loire, FrankrigVinhuset Baudry & Dutour ligger på Route de Huismes i Chinon og derfra smager jeg nu en 2021 Amaranthe Chinon Rouge.

Historien om Baudry & Dutour startede i 1993, da Christophe Baudry mødte Jean-Martin Dutour.

Christophe drev i forvejen familiens vinhus Domaine de la Perriere i Cravant-les-Côteaux i Chinon, mens Jean-Martin lige var uddannet, ankommet til Chinon og var vinmager på Domaine du Roncee, der i 1992 var købt af rigmanden Bernard Tardi.

Tardi havde tjent sin formue indenfor distribution af benzin, men havde solgt sin virksomhed og bl.a. købt Domaine du Roncee, hvor han ansatte den unge Jean-Martin Dutour, som først for nylig havde afsluttet sine studier i agronomi og ønologi i Montpellier.

Ansættelsen af den unge og dengang uerfarne Jean-Martin må have været et betydeligt sats fra Tardis side, men det endte med at give pote og Domaine du Roncee er i dag en velanset vinhus i Loire.

Nå, men tilbage på sporet … Christophe og Jean-Martin blev altså venner og besluttede at lave vin sammen … og det blev i 2003 starten på Baudry & Dutour.

Fokus for de to vinbønder er Loire områdets helt traditionelle druesorter Cabernet Franc og Chenin Blanc. Hele porteføljen er kendetegnet ved stor intensitet og elegance, der leverer utrolig høj kvalitet til prisen.

Siden starten har Baudry & Dutour opkøbte flere og flere marker, bl.a. Château Saint-Louans, Clos des Capucins og senest Château de la Grille. Det bringer dem op på 120 hektar vinmarker.

Her smager vi deres Amaranthe Chinon Rouge, der er lavet på ren Cabernet Franc, som kommer fra flere forskellige udvalgte parceller i kommunen Chinon og gennemsnitlig 20 år gamle vinstokke.

Vinen er udelukkende lavet på rustfri ståltanke gennem hele vinifikationen, for netop at bevare frugt og friskhed i den endelige vin. Vinen har fået navnet Amaranthe efter en meget smuk og granatfarvet blomst, som gror i producentens vinmarker og symboliserer udødelighed.

Egentlig dejlig lys i glasset … har en sødlig næse, der faktisk virker beaujolaisagtig med en bondsk frugt af kirsebær, ribs og blåbær, men der er også lidt blyanter, blomster, violer, mælkebøtter og røg. Det er meget imødekommende på denne bondsk og landlige facon.

Smagen er let, næsten fin og tynd med denne sødlige frugt, der atter mest er ribs, hindbær og blåbær. Det er så nem drikbar, læskende på en fin måde, virkelig saftig, ren med en ubekymret charme, så dermed 90 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandNæste vin er en gammel kending … Spätburgunder Tradition fra Weingut Jakob Jung, der ligger i i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Jeg har smagt vinen i både årgang 2017 og 2018 … i disse tidligere indlæg kan du også læse lidt mere om vinhuset. I stedet kigger jeg blot lidt nærmere på denne Spätburgunder Tradition, som er husets røde Gutswein, der er lavet med druer fra forskellige marker.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltank og efter endt fermentering lagret i egefade et par måneder inden den er tappet på flaske og frigivet.

Det er duftmæssigt en lidt rustik, grøn, mørk vin, der virker lidt hård på fadet og lidt maskulin. Der er gran, nelliker, tranebær, kirsebær og ribs. Der er godt med tørt træ, blæk, våde fade … en Spätburgunder med stærke og ivrige muskler.

Sådan smager vinen faktisk også … rustik, grøn og spændstig … har denne ranke frugt, hvor der mest er tranebær, ribs, rabarber, har en småbitter syre, der virker lidt uforsonlig, skarp og alligevel tør vinen op med lidt luft i glasset. Klar, spændstig, ung og frisk … 88 point,

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Jean Monnier & Fils, Meursault Les Malpoiriers, Bourgogne, Frankrig

2020 Jean Monnier & Fils, Mersault Les Malpoiriers, Bourgogne, FrankrigTid til lidt bourgognevin og så lader vi bare alle de andre drikke rosévin i solen. Jeg drikker i skyggen et glas af denne Meursault Les Malpoiriers fra Jean Monnier & Fils.

Domaine Jean Monnier & Fils ligger midt i byen Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er et historisk vinhus. Det er grundlagt i år 1720 af familien Monnier og drives nu af Jean-Claude Monnier og sønnen Nicolas.

Familien har 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller. Det er vinmarkerne Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Charmes samt Meursault Genevrières … de fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Her er det dog ikke Premier Cru vin, men dog en enkeltmarksvin fra marken Les Malpoiriers  ligger lige nord for selve Meursault meget tæt på Volnay, hvorfor stilen godt kan minde lidt om den feminine rødvinskommune mod nord.

Monniers parcel er kun på  0,67 hektar med 40 år gamle vinstokke, som samlet giver omkring 3.500 flasker af vinen. Druerne er høstet med håndkraft og derefter sorteret inden vinificering og lagring på egefade.

Uha … den har lige præcis en anelse af det, som jeg forbinder med stor burgundisk vin … en lidt moden aroma, hvor der kommer denne dekadente duft af gammel mahogniskab, linolie, violer, kirsebær og lidt jordbær … ikke så lys som forventet, for der er noget krop samt maskulinitet i vinen, men på denne elegante og luftig facon, der lige suppleres med lidt vanilje, karamel og chokolade.

Hvor smager det godt … klart mere feminin og let i smagen end duften egentlig indikerede. Det er så blødt, cremet og flødeagtigt, at man omgående bliver glad. Tanninerne er også bløde, men på én eller anden måde, så giver de roligt og langsomt masser af garvesyre i din mund og det følges godt op af en rank, stringent og småbitter syre, så vinen samlet virker som balsam for tunge, svælg og hals. Det smager fandeme godt … 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 309 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2020 Casa Marín, Cartagena Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileDet er ikke lang tid siden, at jeg smagte en drønlækker 2012 Lo Abarca Hills Pinot Noir fra Casa Marín, men nu smager jeg en 2020 Cartagena Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 4 forskellige marker ved Lo Aberca i San Antonio Valley. De håndhøstede druer afstilkes uden knusning, hvorefter de koldmacererer i 3 døgn.

25% af druerne er gæret i hele klaser ved carbonic maceration metoden, men de resterende 75% alle er afstilket, knust og så har gæret over 12 dage ved 18-24 grader med pigéage to gange hver dag. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte franske egefade, mens tidligere årgang alene er lagret i ståltanke.

I næsen er det endnu en ung Pinot Noir, hvor egepræget fra fadene er aggressiv og mangler at blevet slebet rundt af tiden tand, som vi jo mærkede det i husets 2012 Lo Abarca Hills Pinot Noir, der jo næsten er samme vin … blot niveauet over. Der er nelliker, masser røg, tørv, grafit, sortebær og morbær … har denne lidt mørke og bitre side, der hjælpes undervejs af nogle af de sødere fadnoter som kaffe og kakaopulver samt en saltet mineralitet.

Sådan smager vinen faktisk også, men på en eller anden måde kommer der også mere kirsebær med i smagen, men det er fortsat med lidt bitre mørke bær samt lidt jordbær. Der er røg, tørv, koks og stor tørhed, tørre tanniner, let peber, lemon, salte mineraler samt godt med bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, Spanien

2021 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, SpanienVi fortsætter med hvidvin, for næste vin i glasset er denne 2021 Godello fra Bodegas Godeval i appellationen Valdeorras lidt nord for den lille landsby Ferradal nord i Galicien.

Det er også en vin, som jeg før har smagt … senest i årgang 2018, men jeg også for kort tid siden smagte deres 2020 Godello Cepas Vellas.

Denne Godello er husets entry-level aka basisvin, hvor druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke plantet på sydvendte, stejle skråninger i Valdeorrasdalen.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Gæringen sker på naturlig vis på stål uden brug af malolaktisk gæring

Næsen er lidt saltet havvand … lidt stikkelsbær sammen med æblemost, pærer, kvæde, fersken, astronaut-is, syltede citroner, blomster … har både lidt fedme, saltet mineralitet og grønne noter, hvilket giver en lettere maskulin vin med aromatisk kjole på.

Smagen er frisk med fyldig lemon og let grape bitterhed … bare med masser af drøn på. Det er lidt olieret og oveni den lidt bitre grape og lemon, så kommer der også lidt småtropisk frugt med mango, melon og syrlige madæbler … en vin med en skarp og fin tunge. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, FrankrigVejret bliver i skrivende stund ved med at friste og vise sig fra sin solrige side, hvorfor jeg da bare napper endnu en rosé fra Bernard Magrez og det blev en 2022 Bleu de Mer Rosé.

Denne gang er vi dog ikke i Provence – selvom den lyse roséfarve måske kunne lede tankerne derhen – men i stedet i Languedoc og vinen er da også lavet på et klassisk sydfransk roséblend bestående af 80% Grenache og 20% Cinsault.

Teamet hos Bernard Magrez høster midt om natten, hvor temperaturen er lav, så kun de friske og sunde druer finder vej til vinen. Druerne presses nænsomt og gæres ved lav temperatur på rustfrie ståltanke og lagrer også der kortvarigt.

Duftmæssigt ikke helt så elegant som Magrez’s Provence rosévine, men også kun næsten, for det dufter fint med moreller, saftig fersken og honningmelon. Den er rund, frugtrig og sødmefuld … rosenblade og en smule vingummi, hvilket samlet gør den meget artig.

I munden er det lidt samme historie … har dog en fin rygrad via en tør, letbitter syre, der holder det lyserøde forår i tøjlerne. Det er sgu røde æbler, pærer, fersken og lemon. Det stritter af frugt, selvom det virker mere rustikt og kantet … men i foråret et lille hit. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 62,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7