Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Au Bon Climat, Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition, Californien, USA

2015 Au Bon Climat, Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition, Californien, USASelvom forrige Beaujolais er tosselækker, så er denne 2015 Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition fra det amerikanske vinhus Au Bon Climat bare lige en tak lækrere.

Au Bon Climat ligger i et bjergrigt område vest for Santa Maria og er etableret i 1982 af Jim Clendenen sammen med Adam Tolmach.

De ville starte en vingård dedikeret til specielt de burgundiske sorter og startede med at leje både vineri og marker, men allerede i 1990 forlod Adam projektet for at starte sig eget projekt, så lige siden har Jim stået for hele driften.

Det var slet i meningen, at Jim skulle være vinproducent. Han er født i beskedne kår i Akron, Ohio i 1950’erne og skulle egentlig ha’ været advokat. Han dimitterede fra University of California Santa Barbara med høje hædersbevisninger i Pre-Law i 1976.

Men efter eksamen overbeviste et måneders ophold i både Bourgogne og Champagne ham om at prøve en karriere inden for vin i stedet for at fortsætte til selve advokatstudiet. Derfor skiftede han omgående spor og i høsten i 1978 startede han som assistent på Zaca Mesa Winery, hvor han arbejdede i 3 år.

Derefter arbejde Jim på vingårde i både Australien og Frankrig inden han i 1982 vendte tilbage til staterne og startede Au Bon Climat. Og lige siden har vingården haft forrygende succes, hvilket bl.a i 1989-90 medførte, at Au Bon Climat var på Robert Parkers korte liste over bedste vingårde i verden og at vingården i 1991 blev udvalgt af Oz Clark som én af de 50 bedste producenter af moderne klassiske vine i hele verdenen.

Siden har Jim Clendenen fået et utal af prise, bl.a. kaldte det tyske vinmagasin Wein Gourmet ham i 2004 for Verdens Vinmager og i 2007 blev Jim også optaget i James Beard Foundations Who’s Who of Food and Beverage in America. Udmærkelser bugner simpelthen, når man snakker om Au Bon Climat.

I dag laver Jim omkring 50.000 kasser vin årligt og druerne kommer fra flere af de mest ansete vinmarker på Central Coast … primært i Santa Barbara County.

Det omfatter Jims egen 40 hektar store mark Le Bon Climat Vineyard og ellers legendariske marker som Bien Nacido Vineyard i Santa Maria Valley, Sanford & Benedict Vineyard i Santa Rita Hills, Los Alamos Vineyard i Santa Barbara County og San Luis Obispo County’s Talley Vineyard.

I år 2000 introducerede Jim Clendenen et nyt tiltag under navnet The Clendenen Family Vineyards. Her eksperimenteres der blandt andet med mindre kendte druesorter, hvilket der kommer nogle anderledes og ganske interessante vine ud af, bl.a. har han fået kæmpe anerkendelse for hans vine på italienske sorter, især hans Nebbiolo med 5 års fadlagring.

Denne Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition er købt i Tyskland og dermed en K&U Sonder Edition fra Weinhalle, hvor alle K&U special editions altid er specielle vine, som ikke er tilgængelige fra vingården selv.

Hos Au Bon Climat læner vinen sig dog op ad deres normale Pinot Noir Santa Maria Valley, hvor Pinot Noir druerne kommer fra de to marker Bien Nacido og Runway. Vinen gærer i store 5 tons åbne top gæringskar med løbende punch-downs og bagefter en presning.

Derefter er vinen lagret 24 måneder i franske egetræsfade fra François Frères, hvoraf 50 % nye. Minimal klaring og ingen filtrering ved aftapning.

WAUW … sikke en aroma … har et fadpræg på en kølig facon. Der er mælkechokolade, vanilje, let urtet, men for pokker en æterisk, luftig i stilen, har kanel, dekadente noter med mahogni og teaktræsolie, lidt jordbær, hindbær, ribs, grafit, røg og på ingen måder amerikansk i noterne, men moden, let og overjordisk. Mums.

Hvor er det smagsmæssigt blødt, men igen på denne nærmest kølige måde … bare så blød og cremet med en god rund syre … samt smelter vitterlig i munden på den mest overbevisende måde. Hvor er det bare himmelsk godt … 97 point.

Pinot Noir Santa Maria Valley K&U Sonder Edition kan – i en nyere årgang 2020  – købes hos Weinhalle, hvor en flaske koster 28€ … og det svarer til 209 kr., hvilket er utrolig billigt. Herhjemme forhandles Au Bon Climat vinene af Kjær & Sommerfeldt.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Jean Foillard, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Foillard, Fleurie, Bourgogne, FrankrigFra Jean Foillard fra Morgon kvartetten The Gang of Four havde Jan til en lille hyggeaften taget en flaske 2019 Fleurie med.

Jean Foillard er jeg blevet totalt tosset med, bl.a. efter jeg tidligere smagte hans 2019 Morgon Côte du Py og en 2020 Morgon Cuvée Corcelette … og i det første indlæg skrev jeg også en masse om det fabelagtige vinhus.

Her kommer Gamay druerne fra to marker i Fleurie, nemlig Madonne og Grille-Midi. Der er ikke rigtigt info om produktion,  men mon ikke den er lavet med svovlfri macération carbonique og alene med alle druernes naturlige gærceller. Efter fermentering er den så lagret  på gamle 30 hektoliter egetræsfade, men vinen derefter blot aftappes med en mikrodosis svovl.

Sikke dejlig duft … kul, tørv, meget bondsk og har en snert en banan, grøn peber, rødbeder, røde modne kirsebær, muldjord, gammelt træ, blyanter, medicinkasse samt lidt mynte … umiddelbart lidt maskulin i aromaerne, men for pokker, hvor dufter det godt.

Men det er i munden, at vinen virkelig viser en totalt overbevisende styrke, for det smelter sgu nærmest på tungen, saftig, læskende med en delikat, sart, feminin syre, som dog flekser lidt med nogle muskler, jordbær, hindbær og bløde kirsebær … shit det smager godt og øger blot min fascination af Jean Foillard. 96 point.

Forhandles af Vin de Table, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Cantina Sampietrana, Plio Salento Chardonnay, Puglia, Italien

2021 Cantina Sampietrana, Plio Salento Chardonnay, Puglia, ItalienVi fortsætter skam med mere Chardonnay, men denne Plio Salento Chardonnay kommer fra kooperativet  Cantina Sampietrana, der dog helt korrekt hedder Cantina Sociale Sampietrana.

Kooperativet ligger midt i det historiske center af byen San Pietro Vernotico, som er en lille by mellem Brindisi og Lecce godt nede på Italiens hæl Puglia.

Det er grundlagt i 1952 af en flok lokale bønder … lidt i kølvandet på etableringen af mange andre kooperativer efter 2. verdenskrig, hvor stigende brug af teknologi og landreformer, der overførte ejerskabet af jord til små avlere, gjorde det hensigtsmæssigt at slå sig sammen i produktionen. Og det blev så til Cantina Sampietrana.

De tilknyttede vinavlere har samlet 190 hektar vinmarker, som danner baggrunden for produktionen på Cantina Sampietrana, hvor bønderne primært dyrker de lokale druer Negroamaro, Primitivo og Malvasia. Men der dyrkes dog også andre sorter som fx Montepulciano, Cabernet Sauvignon og Chardonnay.

Modsat foregående, så er denne Plio Salento Chardonnay på ren Chardonnay, der er vinificeret i rustfrie ståltanke med regulering af temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på barriques.

Duften er meget anderledes, da fadpræget er meget blidt … der er spidskommen, papkasser, en snert vanilje og så ellers en hvid frugt med melon, pærer, fersken … meget afdæmpet, stille og neutral med nogle gule og hvide blomster.

Smagen er mere udtryksfuld, selvom det bestemt ikke er en bombe, men mere en stille vin, hvor der er melon, lemon, æblemost og blid, blød og omgængelig med en lille sødme, der giver balance op mod bitterheden fra lemon … og måske lidt syltede citroner suppleret med nogle lettere salte noter. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Pont Major, Limoux Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2020 Domaine Pont Major, Limoux Chardonnay, Languedoc, FrankrigSjovt nok fortsætter vi nu hos Frankrigs største vinkoncern … GCF Group aka Les Grands Chais de France, der i byen Landiras har lavet denne 2020 Limoux Chardonnay fra Domaine Pont Major.

Der er ganske sparsomme oplysninger om Domaine Pont Major, så jeg vil gætte på, at det blot er et brand under den store GCF Group.

Limoux Chardonnay er lavet på  85% Chardonnay og 15% Mauzac, hvor druerne kommer fra marker omkring klosterbyen Saint Hilaire, hvor der har været dyrket vin i hvert fald siden romertiden.

Vinen er lavet på Les Grands Chais de Frances store produktionsanlæg i Landiras … lavet helt klassisk og er lagret på egefade, som det er udbredt i Limoux … denne endda med en tredjedel nye fade.

Dejlig fed, fadpræget Chardonnat, hvor der er nødder, vanilje, lemon, syltede citroner, abrikos, pærer og klart nogle kalkagtige mineraler, let lakridskonfekt, meget aromatisk og dyb aroma. … men det er på ingen måder overgjort, for man fornemmer en god, frisk og elegant syre … dermed bliver det sgu nærmest helt burgundisk.

Sådan smager vinen også … har denne fine balance mellem en vis fedme og så en krydret og frisk syre, der giver en balance, frugtagtig saftighed. Det er en kraftig vin, men smagen er både frisk, cremet og blød med syltede citroner, lemon og et kalkholdig bid. Hvor får man dog meget for pengene med denne vin … 91 point..

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Arthur Metz, Pinot Gris Vendanges Tardives, Alsace, Frankrig

2018 Arthur Metz, Pinot Gris Vendanges Tardives, Alsace, FrankrigVi sluttede vinene fra Arthur Metz et Proprietes med en 2018 Arthur Metz Pinot Gris Vendanges Tardives, hvor der så er skruet godt op for sødmen.

Vinen er lavet med druer, som har fået botrytis aka skimmel aka ædel rådenskab, så det betyder selvfølgelig godt med sødme i druerne og vinen har da også 108,3 gram restsukker pr, liter og der laves årligt 5.500 flasker af vinen.

Først kommer der nogle lidt tertiære noter af skocreme, polish, tørrede rosenblade, dåsepærer samt kandiserede frugter. Der er kandiserede pyntebær, abrikoser … kraftig, fyldig, olieret og sgu samtidig kompleks.

Smagen er også virkelig fin … vi er bestemt på dessertniveau, men det er samtidig med en levende og syrlig frugt, hvilket giver liv og god balance. Der er nødder, flydende honning og karamelsirup med lidt toffeepudding. Mums og 91 point.

Ikke fundet herhjemme … og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine André Lorentz, Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser, Alsace, Frankrig

2021 Domaine André Lorentz, Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser, Alsace, FrankrigDomaine André Lorentz er en del af Maison Klipfel, men altså også ejet af store Arthur Metz et Proprietes. Men det er derfra, at jeg som næste vin smagte en Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser 2021.

Maison Klipfel blev selv oprindelig grundlagt i 1824 af Martin Klipfel, der også i 1830 købte den prestigefyldte Clos Zisser på Grand Cru Kirchberg.

Det var dog hans søn og barnebarn Eugène og Louis Klipfel, der vækstede vinhuset, som i 1921 var blandt de første til at producere  Vendanges Tardives og Sélections de Grains Nobles på Clos Zisser og Kirchberg de Barr.

Senere kom André Lorentz med i driften, efter han forelskede sig i Andrée Klipfel. Senere blev vinhuset dog styret af hans søn Jean-Louis Lorentz-Klipfel og hans 3 døtre Anne-Sophie, Marie og Amélie. De styrede det frem til 2016, hvor det blev solgt til Arthur Metz et Proprietes, som i dag sælger vine under både Domaine André Lorentz og Maison Klipfel navnene.

Denne Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser, hvor Muscat druerne kommer fra husets monopolmark Le Clos Zisser, der er på 3,5 hektar og ligger midt på Grand Cru marken Kirchberg de Barr med en undergrund af mergel-kalksten rig på småsten.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men det er vin, som kun laves i 1.200 eksemplarer årligt. Den har 3,6 gram restsukker pr. liter.

Duften er sødlig og parfumeret frugt, kandiserede abrikoser, fersken, lidt honning, lindetræ, mint og godt med blomster. Smagen er jeg dog ikke så pjattet med … let perlende og utrolig vandet. Der mangler både struktur og frugt, selvom der kommer lidt citroner og grønne æbler frem, så dermed 86 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Riesling Grand Cru Florimont, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Riesling Grand Cru Florimont, Alsace, FrankrigNæste Arthur Metz et Proprietes vin var fra Domaine Viticole de la Ville de Colmar og det var deres 2020 Riesling Grand Cru Florimont.

Vinmarken Grand-Cru Florimont ligger i kommunerne Ingersheim og Katzenthal og har en jord med kalksten og fossiler.

Derudover er marken prydet med gule tulipaner, anemoner og vilde orkideer, som er med til ar give vinen et særligt udtryk. Igen er der dog næsten ingen info om produktion, men vinen har 1,4 gram restsukker pr. liter og der laves kun 3.500 flasker årligt.

Næsen er mere vegansk, animalsk og bondsk … fersken, melon og tørrede abrikoser, mens syreniveauet til gengæld virker forholdsvis let.

I munden er der dog mere spark med masser af citroner, lemon … men virker alligevel samlet set til den rustikke og kantede side, så dermed giver jeg den 89 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Frankrig koster vinen 15€ … svarende til 112 kr,

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Arthur Metz, Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, Alsace, Frankrig

2020 Arthur Metz et Proprietes, Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, Alsace, FrankrigDen første vin fra Arthur Metz et Proprietes blev denne 2020 Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, hvor druerne er fra 6 forskellige plots på Grand Cru Altenberg de Wolxheim.

Vinmarken ligger i 200-250 meters højde for foden af Rocher du Horn. Jorden byder der på masser af grus og kalk, hvilket er specielt velegnet til Riesling.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men den skulle være lavet på ren stål. Den har 2,8 gram restsukker og der laves årligt 19.300 flasker af vinen.

Duftmæssigt er vinen klart bedre end 2018’eren … ikke helt så lukket, men har både nødder og nogle muskatagtige noter, nougat og hyld, mens der ikke er så megen duft af æbler, citroner eller anden syrlig frugt, hvilket gør duften en smule neutral.

I munden er det en fyldig Riesling, hvor der både kommer lemon og citroner frem med bitterhed samt en pebret syre. Den har dog en sødere kant med vanilje, varme og fyldige frugtnoter. 87 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Megavin, hvor en flaske koster 129 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine de la Chevalerie, Franco de Porc, Loire, Frankrig

2019 Domaine de la Chevalerie, Franco de Porc, Loire, FrankrigDomaine de la Chevalerie ligger i Restigné i Loire dalen under Bourgueil appellationen og derfra smager vi nu denne lille charmerende 2019 Franco de Porc.

Huset drives af Caslot familien, der har været vinbønder siden 1640. I dag drives gården af den 13. generation i form af Laurie,  Emmanuel og Stéphanie Caslot … 3 søskende, der er fortsat alle traditionerne fra deres far Pierre, der dog fortsat hjælper børnene rundt om på vingården.

Domaine de la Chevalerie har sammenlagt 33 hektar vinmarker mellem Restigné og Benais i Bourgueil … og i det område må man ifølge appellationens regler alene lave rødvin, så markerne er tilplantet med masser af Cabernet Franc.

Alle marker har siden 2008 været dyrket økologisk og siden 2012 har de været biodynamisk certificeret.

Domaine de la Chevalerie råder derudover over en magisk og smuk vinkælder på størrelse med 2 fodboldbaner. Kælderen ligger under gården samt de tilstødende vinmarker og den har siden 1100-tallet  fungeret som et stenbrud, hvor blokke af sten blev hugget ud og brugt til kirkebyggerier i både Restigné og Chinon.

I dag er de nærmest katedralstore kælder hjemsted for både lagringsfaciliteter og – nok så vigtigt – for et imponerende lager af ældre vine, som først frigives til salg efter mange års lagring. Dette giver en sjælden mulighed for at smage modne vine på Cabernet Franc til overkommelige penge.

Her smager vi den lille, charmerende Franco de Porc, der er lavet på ren Cabernet Franc, som er husets meget letdrikkelige, saftige og frugtdrevne indgangsvin, der kan nydes i store slurke.

Vinen er udelukkende gæret og lagret på stål og cement, inden den flaskes og frigives. Etiketten prydes af en tegning af den berømte lokale kunstner og familiens gode ven Jean-Jacques Martin.

I næsen er det meget Loire, der er blyanter og grafit, solbær, kirsebær og grøntsagsfond.

Smagen er saftig, læskende, kødfuld og nærmest nem … næmest Ribena juicy, bondsk og bare så nem at drikke. Det er solbærsaft, ribs, hindbær og let lemon … ikke megen modstand og selv alle tanninerne er bøjelige og føjelige, hvorved vinen samlet virker meget frugtrig. 91 point

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Orciaverde, Beatrix, Toscana, Italien

2020 Orciaverde, Beatrix, Toscana, ItalienDet er vist ingen hemmelighed, at jeg jo er svært begejstret for alle vinene fra Azienda Agricola Biologica Orciaverde, der ligger på località Montenero d’Orcia i Castel del piano. Beatrix er en ny topcuvée og jeg har først smagt vinen i årgang 2019 … men nu er det en 2020.

Vinen er fremstillet på 40% Sangiovese, 30% Petit Verdot samt 30% Merlot, der alle er høstet frahusets egne marker, der skråner direkte ned mod floden Orcia, som trækker grænsen mellem Montecucco og Montalcinos Brunello marker.

Efter endt gæring er vinen så modnet 24 måneder på franske 225 liters barriquefade, heraf 20% nye.

Smuk er min første tanke … har en god balance mellem et tydeligt fadpræg og så ellers nogle af de Orciaverde kvaliteter, som man også finder i nogle af de andre vine fra huset. Der er en fin balsamisk, flot, dyb og alligevel let frugt med sorte kirsebær, brombær, champignon, tør tobak … og atter lidt teak- eller mahognitræ, en sort te bitterhed, lakridsrod samt lidt grønne urter.

Det er en vin, der vibrerer, summer og sitrer af nerve … der er skovbund, rå champignon, brombær, kirsebær, bitre tranebær og lemon … tonsvis af tørre tanniner, hvor Sangiovese druerne virkelig viser muskler og ubønhørlig besættelse i din mund. Den er vildere end i 2019’eren, selvom en lille sødme dog forsøger at bløde det hele en smule op. Syren virker også tør og balsamisk, mens eftersmagen bare hænger i lang tid i munden … fandeme godt. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er139,95 kr. ved køb af 6 flasker … og det er sgu fremragende pris for denne lille genistreg.

Vinanmeldelse 5,5/7