Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2020 Artisan Wines, Heideboden Weiß, Burgenland, Østrig

2020 Artisan Wines, Heideboden Weiß, Burgenland, ØstrigArtisan Wines di Franz Schneider ligger i byen Halbturn lidt øst for det nordlige del af Neusiedlersee i Burgenland i Østrig og derfra smager jeg to vine og starter med denne 2020 Heideboden Weiß.

Vinhuset har været drevet af Schneider-familien i flere generationer, men i dag ledes familiens ejendom af den innovative Franz Schneider sammen med hustruen Ulrike Schmied, som Franz mødte og faldt for under deres fælles uddannelse.

For begge har faktisk en bacheloruddannelse i vinavl, ønologi og vinforvaltning i Wien, men efter uddannelsen har Franz også haft arbejde hos Geisenheim Research Institute, hos Azienda Agricola Luciano Sandrone i Pirmonte, Klein Constantia i Sydafrika samt en række vingårde i Burgenland.

Parret har i alt 7 hektar vinmarker med Blaufränkisch, Bouvier, Chardonnay, Grauburgunder, Grüner Veltliner, Merlot, Sauvignon Blanc, St. Laurent, Welschriesling og Zweigelt.

Markerne er fordelt med parceller på Römerstein, Bauernwies, Lehendorf, Neuer Satz, Alter Satz, Kaiserberg og Schmalacker med fokus på lavt høstudbytte for udelukkende at bruge de bedste druer og et fokus udelukkende på kvalitet i vinen frem for kvantitet til en produktion på 50-60.000 flasker årligt.

Denne tilgang har også afspejlet ved anmeldelser i internationale vinmagasiner og diverse kåringer. Senest fik fx hans Neusiedlersee DAC Reserve hele 95 point af Decanter og samme vin fik en plads i Østrigs vigtigste og mest anerkendte vinkåring.

Det er specielt vine på Zweigelt, som har høj prioritet hos Franz Schneider. Af denne drue laver han blandt andet flere  rosévine, Blauer Zweigelt Pure og Neusiedlersee DAC serien.

Vi starter dog her i den hvide afdeling med denne 2020 Heideboden Weiß, der er lavet på 77% Grauburgunder og 23% Chardonnay, hvor druerne kommer fra det flade område i Heideboden.

Druerne er håndplukkede og derefter udvalgt og blendet i vineriet hvorefter gæringen er sket på rustfrie ståltanke … og dér har vinen så også efterfølgende lagret 20 måneder sur lie aka alt med bærmen.

Duftmæssigt er der først stearin, sandaltræ, gule blomster og tilsvarende gul frugt, men meget afdæmpet på en småbuttet måde, melon, fersken og overmodne gule pærer og gule blomster. Med lidt luft i glasset lokkes flere af de honninggule aromaer frem, hvor man så også fornemmer lidt smørkringle og briocheboller med smør.

Hvad den måske nok mangler i duften, det har den imidlertid til overflod i munden. Det er en tyk, cremet, eksplosiv, ekspansiv og fyldig vin, hvor der er lidt peber og en koket sødme. Med frugten er hele kavaleriet imidlertid kørt frem og fra bronzekanonen flyder der ananas, mango, nektariner, honningmelon og dåsepærer … dog med en lille sød lemon bitterhed. Det er samtidig saftigt, nemlig drikkelig og fylder hele munden i total enjoyment. 91 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Brandl, Riesling Reserve Ried Zöbinger Heiligenstein 1ÖTW, Kamptal, Østrig

2020 Weingut Brandl, Riesling Reserve Ried Zöbinger Heiligenstein 1ÖTW, Kamptal, ØstrigI vores lille østrigske strejftog blev den næste vin en Riesling fra det gamle vinhus Weingut Brandl lidt nordøst for Zöbing i Kamptal … og det er helt præcis vinen Riesling Reserve Ried Zöbinger Heiligenstein 1ÖTW.

Vingården er grundlagt i 1952 af Johann Brandl, der havde forladt faderens vingård, men startede med et utrætteligt arbejde sin egen sammen med hustruen Rosa.

I dag drives gården af 3. generation i form af Günther Brandl, hans søde hustru Petra samt deres søn Stefan Brandl. De får dog fortsat hjælp af 2. generation i form af Elisabeth og Johann Brandl Junior.

Vingården er beliggende i byen Zöbing hvor floden Kamp forlader Waldviertels lille dal og strømmer ned mod syd. Området er ikke kun utroligt smukt og romantisk med Heiligenstein og Kogelberg løftet op omkring byen, men også som skabt til vindyrkning.

Om natten bliver området kølet ned af nordlige vinde og om dagen bliver skråningerne varmet op af solen. Sammen med den varmende og beroligende effekt fra Kamp floden giver det frugtige, sprøde vine med en utrolig behagelig syre. Specielt Grüner Veltliner og Riesling trives helt fantastisk i dette område.

Familien har samlet 9 hektar vinmarker, hvor hovedparten har været ejet af familien siden 1952 og har vinstokke, der stammer helt tilbage fra etableringen. Vinmarkerne er beplantet med Riesling, Grüner Veltliner og en lille andel af Gelber Muskateller.

Dermed er de også  specialiserede i at lave hvidvin. De besidder da også vinmarker på nogle af Østrig mest berømte skråninger, hvilket bl.a. omfatter Heiligenstein, Kogelberg og Lamm som alle er en del af den berømte Erste Lage, der er Østrigs svar på Bourgognes Premier Cru og Grand Cru.

Siden Günther Brandl til roret, så har huset virkelig haft fart på og de seneste 2 år har vingården haft en vin med på James Sucklings prestigefyldte liste over top 100 vine fra Østrig.

Denne Riesling Reserve Ried Zöbinger Heiligenstein 1ÖTW er fra Riesling druer fra marken, der historisk tilbage i 1280 var kendt som Hellenstein eller helvedes sten, fordi solen brænder ‘som helvede på bjerget. Senere blev den omdøbt til Heiligenstein eller den hellige sten, hvilket selvfølgelig lyder lidt bedre.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen … i stedet springer vi direkte til alle mine smagsnoter.

I næsen virker vinen ren, uskyldsren som hvide lagner, damaskduge, kniblinger og sexede blonder. Den har et fint, sart og meget feminint udtryk … luftigt, æterisk og overjordisk med et kalket touch, men der er ingen petroleum, for i stedet er der bare lette pærer, søde æbler samt strejf af saftig tropisk frugt, lidt citron samt nogle landlige og animalske aromaer … og denne lille kække sødme.

Smagen er faktisk helt på samme måde … fin, sart, lys, sensibel og ganske feminin, har en lækker og lyssødlig frugt med pærer, fersken samt let anstrøg af lemon og citron. Delikat er vist det rigtigt ord og det er vinen virkelig, delikat, udsøgt, lækker, velsmagende samt himmelsk … som et dydsmønster af en engel … 95 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Bodegas El Grillo y La Luna, Grillo, Aragón, Spanien

2014 Bodegas El Grillo y La Luna, Grillo, Aragón, SpanienFor en uges tid siden smagte jeg vinen 12 Lunas Rosado fra vinhuset Bodegas El Grillo y La Luna og nu smager jeg atter en vin derfra, men nu med tonsvis af farve i form af rødvinen, som blot kaldes Grillo.

Vinen er lavet på 44% Syrah, 35% Cabernet Sauvignon, 14% Garnacha og 7% Merlot. Alle druerne er manuelt høstet fra vingårdens bedste vinmarker i den nordøstlige region Somontano. Druerne er høstet ved optimalt modenhed, som varierer fra de forskellige sorter og områder. Høsten er foregået fra midt september til slut oktober.

Efter ankomst til vingården, bliver druerne afstilket og gennemgås igen, for at sikre at det kun er optimalt modne druer der anvendes til denne vin. Herefter kold maceration i 5 dage, for at udtrække farve og aroma. Herefter gærer vinen og efterfølgende forbliver vinen i kontakt med druekvaset i 30 dage inden presning.

Efter en malolaktisk gæring, så er vinen lagret sammenlagt 13 måneder på 225 liter franske barriques … og der er lavet 59 fade af vinen … det svarer vist til 17.700 flasker.

Det dufter af et herremåltid … en kombination af tør engelsk og sød finsk lakrids, en plade mørk chokolade, en toast, ristede nødder, lidt sød tobak, Beef Jerky og syltede blommer. Frugten virker sgu meget moden med kirsebærsauce, figner, dadler, fed balsamisk, dyb, peber samt masser af tørt træ og småsøde krydderier.

I munden virker vinen ikke så overmoden som duften, for der kommer en frisk frugtsødme, selvom frugten bestemt er moden, blød og cremet. Det er sorte kirsebær, bløde blommer, solbær, figner og hindbær … godt med stærk – men ikke for stærk – alkohol, ristede aromaer, røg,  lakrids og en snert lemon, mens tanninerne bestemt er tilstede, men blide samt føjelige. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 325 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Polz, Sauvignon Blanc Ried Grassnitzberg Licht, Südsteiermark, Østrig

2020 Weingut Polz, Sauvignon Blanc Ried Grassnitzberg Licht, Südsteiermark, ØstrigVi slutter den østrigske Polz-trio med stil … for næste vin er fantastisk og er deres enkeltmarksvin 2020 Sauvignon Blanc Ried Grassnitzberg Licht.

Marken Grassnitzberg Licht ligger tæt på Grassnitzberg lidt nord for vinhuset er en mark, som Weingut Polz har lavet deres vin fra gennem generationer. Der er en 1 STK mark, hvilket svarer til en Premier Cru mark og den har en jordbund, der er præget af gammelt hav fra en tid for 14 millioner år siden og dermed indeholder masser af kalk.

Vinen er både lavet og lagret på große, gebrauchte Holzfässer … altså med gæring og lagring i store, brugte egefade, men det fremgår ikke, hvor lang tid, at vinen er lagret. Nevermind … lad os smage på vinen.

Duft er meget ren, klinisk, kalket og ren … alligevel et let tropisk pust med ananas, mango, noget abrikosmarmelade, kvæde, hyld og pærer samt lidt sandaltræ, lidt jern, en ganske smule grøn peber, men ellers ikke ret mange klassiske og stramme Sauvignon Blanc karaktertræk, men er derimod lidt grønne urter.

WAUW … sikke en smag, for vinen har denne fine, sarte og kontrollerede renhed samt æteriske luftighed, der virker så klar og feminin, som en kvindelig balsamvægt bokser, der kun uddeler bløde og kærlige slag. Der er godt med lemon, grillet lemon med bitterhed, læskende saftige med en klar og markant syre, der lige giver en grov samt sødbitter smag. 93 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Polz, Morillon, Südsteiermark, Østrig

2022 Weingut Polz, Morillon, Südsteiermark, ØstrigWeingut Polz er specialist i vine på Chardonnay druen, som de  jo også i Østrig kalder Morillon. Det kan vi også smage i næste vin, som er husets Gebietswein aka basisvin på Morillon i årgang 2022.

Det er en vin, som alene er vinficeret på rustfrie ståltanke … det gælder både gæringen og den efterfølgende lagring.

Duftmæssigt er det en kraftig biceps … maskulin overarm med en lidt heftig eksotisk smøragtig frugt af abrikos, fersken, ananaskirsebær, mango, grillet lemon og alt med et cremet, næsten olieret fylde kombineret med vilde markblomster.

I munden er det også fyldig vin, hvor der er både grillet lemon, lemonsaft med en sødlig og alligevel klar bitterhed og godt med tropisk frugt med mango, fersken og blødsplattede pærer, masser maskulin, intens og småvild syre, men alt er faktisk også i munden cremet, fed, buttet og flødeagtig. 91 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Weingut Polz, Brut Blanc Méthode Traditionelle, Südsteiermark, Østrig

N.V. Weingut Polz, Brut Blanc Méthode Traditionelle, Südsteiermark, ØstrigEn Non Vintage Méthode Traditionelle Brut Blanc Österreichischer Sekt G.U. Reserve blev første vin ud af 3, som jeg lige skulle smage fra Weingut Polz, der ligger lidt syd for Grassnitzberg nær Strass i sydligste del af Steiermark tæt på grænsen til Slovenien.

Vinhuset er over 100 år gammelt og er grundlagt i 1912 af Johann Polz syd for Grassnitzberg … i øvrigt præcis samme år, som Titanic sank, men det er jo en helt anden historie.

I 1912 lagde Urgroßvater Johann således grundstenen til det vinhus, som i dag drives af 4. generation i form af Erich og Christoph Polz. De to brødre overtog driften i 2020, hvor Erich står for pasning af alle markerne og Christoph står for vinkælderen.

Weingut Polz havde egentlig – da brødrene fik ansvaret – over 100 hektar vinmarker, men de  har løbende solgt nogle af markerne fra for at fokusere på kvalitet. Det betyder, at de i dag har 75 hektar vinmarker, der samtidig er under omlægning til økologisk drift.

Her smager vi først deres Brut Blanc Méthode Traditionelle, der udelukkende er lavet på Chardonnay, der først har gæret på store ståltanke, men derefter er lagret en periode på ståltanke og brugte egefade. Derefter er vinen flasket til brug for andengæringen, som er sket efter den traditionelle metode i husets sektkælder i 2 år inden degorgering.

Duftmæssigt er det en meget rund og venlig mousserende vin, har godt med croissanter, bagt butterdej, smørkringle, ristede nødder, modne æbler og saftige pærer og gærede noter, men med mere luft i glasset kommer der også nogle mere grønne elementer samt nogle salte mineraler … lidt som frisk havvand. Det er sgu meget fint og omgængeligt.

I munden masser af mousse og bobler … har igen blød gul frugt med modne æbler og bløde pærer, men også en anelse lemon og citroner, som holder vinen rank, strunk og karakterfast. Boblerne er faktisk meget vedholdende og fader ikke sådan lige ud, hvilket bestemt er kæmpe plus i karakterbogen. Gode bobler, 91 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi bliver da ved Weingut Hanewald-Schwerdt, men stepper et trappetrin op med denne 2020 Leistadter Kalkofen Spätburgunder, som jeg faktisk også tidligere har smagt i en årgang 2015.

Kalkofen marken ligger lige nabo til Herzfeld og har også alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med endnu mere alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955.

Hanewald-Schwerdt er godt nok i disse år i færd med at udskifte de gamle tyske kloner af Pinot Noir på deres marker med Dijon-kloner, men de snart 70 år gamle stokke på Kalkofen bliver ikke skiftet. Det er 6 forskellige kloner, der dyrkes her,

Navnet Kalkofen er heller ikke tilfældigt, for det første er markens terrasser sydvendte og varme og for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye franske barriques.

Hvor dufter det sgu mageløst og brillant … har først denne våde, let søde animalske hestestald, hvor egepræget er dybt og virkelig meget elegant, som giver noget i stil med mahogni, teaktræ suppleret med  chokolade, kakao, vanilje, kardemomme. og lidt sød tobak. Frugten virker svulstig som kirsebærlikør, saftig og bløde kirsebær, jordbær og jordbærmarmelade, men alligevel med elegance. Dosering er her nøgleordet … alt er doseret og afmålt i helt passende portioner, så alting fungerer så fint sammen.

Sådan er smagen nærmest også … fortsat ung og rank med god spændstighed samt et ungt hjerte. Det betyder, at frugten er langt mere fremme end i duften og den er frisk med masser af kirsebær, jordbær, tranebær og ribs, masser af tanniner, som aldrig bliver for voldsomme, men giver noget tørhed sammen med peber, nelliker, lemonagtig bitterhed, lidt grafit … og så hænger smagen i munden virkelig i evigheder. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Hanewald-Schwerdt er vi ofte stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og nu crash’er jeg igen ind i en fabelagtig vin fra huset og det er denne 2019 Kalkriff Spätburgunder

Det er en Ortswein, hvor Spätburgunder druerne kommer fra de kalkstenstige marker ved Leistadt og det omfatter primært druer fra Kalkofen og Herzfelt … men blot de druer, som ikke kommer med i husets topvine.

De to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt skulle have lavet vinen med spontangæring alene med druernes egne gærceller i åbne egekar, mens vinen efter endt fermentering er lagret hele 24 måneder på egefade.

Uha … er sgu nærmest lykkelig ved første snif. Vinen har denne lidt mørke, søde kostald, masser af fadpræg med chokolade, vanilje, sød røg, mandel, karamel, kaffe, marcipan, lidt poleret mahognitræ, men frugten er lys, men alligevel med et fint bundtræk, er mest jordbær, kirsebær … meget frugtrig og rig. Shit … det dufter herligt.

Smagen er i samme fabelagtige boldgade … har sammen med en frugtrigdom også en fin syrlig, let og fint balanceret elegance, der er både feminin, afdæmpet og rund. Det er igen en lys tæthed, jordbær, kirsebær og en vinøs lykkerus, så dermed 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, FrankrigPå Rue André Brion i byen Verneuil finder vi det lille familiedrevne champagnehus Laurent Godard og det er derfra vi nu smager denne Non Vintage champagne, der er kaldet Mannaz og i en tør Brut udgave.

Champagnehuset drives af Laurent Godard, men er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Her smager vi husets Mannaz, som Lairent fortæller skal symbolisere kærligheden til medlemmerne af klanen, som han kalder sin familie. Den er lavet med en blanding af de 3 klassiske druesorter med Meunier som dominerende  for mere rundhed.

Det er helt præcis 34% Pinot Meunier, 24% Chardonnay og 20% ​​Pinot Noir og omkring 1/5-del af blandingen hentes fra reservevine for at holde husets stil ensartet hvert år. Men ellers har jeg faktisk ikke yderligere oplysninger om produktionen.

Hold da op … det dufter vildt af gærede æbler, æblemost, bagte æbler, kvæde, bagte figner, gule blommer, tør jord samt noget ny slynget honning … faktisk masser af duft af honning … og altså masser af æbler.

I munden har champagnen en god kombination af bitter lemon og sødme. Der er lemonade, tonicvand, røgede elementer, krydderier, grønne krydderurter, modne æbler og modne pærer. Boblerne er egentlig fin og fint vedvarende, men stilen er lidt til den fyldig side med denne gode balance mellem bitterhed og sødme. 91 point.

Forhandles af Supervin, men prisen er endnu ikke fastlagt.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Calmel & Joseph, Le Sentier Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2021 Calmel & Joseph, Le Sentier Pinot Noir, Languedoc, FrankrigNår vi nu er ved Le Domaine serien hos negociantfirmaet Calmel & Joseph, så skal vi da lige smage endnu en af deres vine og det er en 2021 Le Sentier Pinot Noir.

Som med den forrige fra Le Domaine serien er vinen lavet med Pinot Noir druer fra husets egne marker beliggende nær deres vinhus tæt på Cascasonne.

Der består markerne primært af sandet kalksten, ler og er ligger i 250 meters højde, hvilket giver store udsving i temperatur … lige guf for Pinot Noir druen. Efter høst er druerne sorteret og afstilket før en gæring ved 22-25 grader over 20 dage,

Så er der sket malolaktisk gæring inden i betonkar inden lagringen over 6 måneder med 80% i cementtanke og 20%  i egetræsfade, hvorefter vinen et tappet på flaske.

Dejlig lys i glasset og sådan er duften også … lyserød og sød, hvor frugten er søde jordbær, søde kirsebær, rosenblade og det suppleres af kanel, vanilje, peber, nelliker og mælkechokolade.

Sådan smager vinen faktisk også … let, venlig med en lys frugt, der rummer noget sødme, hvilket gør den nem og omgængelig. Der er jordbær, søde kirsebær samt lidt ribs, vanilje, lidt nelliker, chokolade, en fin og let syre, mens tanninerne er bløde og blide. Der kommer en smule peber, men absolut intet, som forstyrrer og dermed skruet rigtigt godt sammen. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7