Månedsarkiv: januar 2018

Vinanmeldelser

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, Tyskland

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, TysklandAlle gode x 3 Bamberger … og sidste blev på kongedruen Spätburgunder aka Pinot Noir, nemlig hans Spätburgunder Rubinum, som endda er udgaven lagret på fad … im Barrique gereift.

Den gode Bamberger laver nemlig også vinen i en billigere udgave, som alene er lavet på ren stål og uden lagring på fade. Men denne Spätburgunder Rubinum har altså ligget på barriques i 12 måneder. Og Bamberger er faktisk ganske ferm til at lave rødvine, bl.a. vandt han netop 1. pladsen af Meiningers Rotweinpreis med hans topvin 2013 Spätburgunder QX.

Næsen afslører med det samme, at der er tale om dejlig tysk Spätburgunder, hvor der er godt med grønne blade og den tipper stilmæssigt næsten over mod Franken. Der er brændte fade, røg, kanel, vanilje og selvom kostalden ikke er markant, så er den der alligevel lidt hengemt i aromaen. Frugten er ikke ultra lys, men lidt vilde kirsebær, blommer og en kende krydderier … lidt timian.

I munden er der skovbund og lys frugt, lyse blommer, jordbær, lidt jern, kaffe og let peber. Det er frisk og let, mens der er fin kompleksitet, mærkbare tanniner og stor drikkeglæde.

Koster i Tyskland 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  
Vinanmeldelser

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, TysklandVin nr. 2 fra Weingut Christian Bamberger var også fra CB1658 serien, nemlig en fuldfed Chardonnay.

Siden Christian Bamberger overtog familiens vingård i 2004 har han røstet store roser fra både den nationale og internationale presse.

Således skriver det anerkendte Gault Millau fx: Selten passiert so ein kometenhafter Aufstieg. Derudover har Weingut Christian Bamberger også vundet flere priser, bl.a. Staatsehrenpreis for hans 2015 kollektion af vine og Meiningers Rotweinpreis 2016 med en 1. plads i kategorien tør Spätburgunder.

Nå, men her er det altså hans entry-level Chardonnay. Igen er der ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 2,4 gram restsukker pr. liter og dermed mindre end foregående Riesling.

Duften er ganske parfumeret og virker nærmest også olieret med sødme, solcreme (jo, den er god nok) eller håndcreme, fedme, modne pærer, fad eller i hvert fald godt med vanilje, nødder, karamel og søde krydderier.

I munden bemærkes først sødme … sammen med lidt grape, modne pærer og anden gul frugt, karamel. Vinen er blød, cremet, smøragtig og smelter nærmest i munden. Det smager på ingen måder særligt tysk, men er lidt en bulder charmetrold.

I Tyskland koster sådan en basse 8,90€ … svarende til 66 kr. Det er sgu et godt lille køb.

Vinanmeldelse 4,5/7   
Vinanmeldelser

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, TysklandVi startede årets første byggemøde med en lille trio af vine fra Weingut Christian Bamberger, hvor første strofe var en Riesling fra CB1658 serien.

Weingut Christian Bamberger holder til den stenhårde vingård Steinhardter Hof, der ligger en smule nord for byen Bad Sobernheim i vinområdet Nahe. Der har familien lavet vin siden 1658, men det var dog først 300 år senere, at grundstenene til den nuværende vingård blev lagt, nemlig da Wolfgang mødte Irmtraud fra Rheinhessen og året efter fødte 14. generation i form af Christian Bamberger.

Og som I kan se på billedet ovenfor, så er Christian nu en voksen vinmager og har siden 2004 drevet familiens vingård efter en uddannelse som vinmager på universitetet i Davis, Californien og lærepladser hos forskellige producenter i Napa i USA.

Da Christian overtog driften havde vingården alene 5 hektar marker i både Nahe og Rheinhessen mod øst, men det blev i 2007 øget til med 7 hektar med købet af topmarker i Schlossböckelheim et kort stykke mod nord.

I dag har Bamberger samlet 20 hektar vinmarker og laver en række innovative vine, bl.a. en Merlot Blanc de Noir, som markedsføres med sloganet Merlot ist Weiss og en flok rødvin, som sælges under sloganet Die Nahe ist Rot.

Men her er det altså en almindelig tør Riesling, som dog umiddelbart ved første sip rummer en del sødme. Druerne kommer fra husets marker i Schlossböckelheim, hvor jorden er præget af ler, löss, kvarsit og forskellige typer sandsten.

Jeg har dog ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 5 gram restsukker pr. liter, så det er stadig en tør vin pænt under grænsen på 9 gram.

Næsen er fersken, abrikos, kvæde, frugtsten, lidt papkasser og en lidt tilbagelænet sødme. Smagen er også fersken samt abrikos med lidt citron og en vis afdæmpethed uden den store intensitet. Det bliver aldrig stramt eller skarpt, og med både sødme og lidt bitterhed løber det lidt ud i sandet.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 7,50€ i Tyskland, altså omkring 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7  
Byggesjakket

Byggemøde 20. januar 2018 … og nu er det nat

Årets første byggemøde var ikke i baggården til Tony’s restaurant, selvom billedet måske kunne få enkelte til at tro dette. Så skulle man dog være noget synsforstyret, for hverken sjakbajs Jesper eller undermurer Brix aka nullermanden fra byggesjakket er særlig kønne, søde eller endsige nuttede. Dermed har de ikke meget til fælles med de to hunde fra Disneys klassiker … udover de begge er nogle tegninger og Brix engang imellem godt kan opføre sig som en lille skinhellig siameser.

Men den bizare scene mellem lady og vagabonden – og så bestemmer I selv, hvem der er hvem – var blot et af de muntre indslag, som fandt i sted til byggemødet, som blev afholdt hos arbejdsformand Keeper, hvor vi indfandt os en tidlig lørdag kl. 16.00 … godt sultne og godt tørstige efter god vin.

Og begge dele havde Keeper sørget for, og der duftede allerede godt som på Tonys restaurant, da vi trådte indenfor. Der gik da heller ikke længe førend første vin var i glasset … lidt ikonisk Dom Pérignon … så er man ligesom i gang.

Vi nød champagnen i køkkenet … ja faktisk nød vi de første fire vine stående i køkkenet, mens vi snakkede og nippede til lidt oliven, ost, pølser, dyppelse og nogle små, lærke knækbrød. Faktisk rigtigt hyggeligt med et stående taffel først … det skal jeg da vist prøve derhjemme næste gang jeg skal ha’ gæster.

Falken

Vi nåede i oprejst stilling – foruden champagnen – at smage 3 vine, hvor vi som vanligt skulle gætte land og primær druesort. Samtidig skulle vi også finde en rød tråd mellem de 3 vine, hvorfor Keeper således først afslørede vinene bagefter.

Der var jeg sgu ganske uskarp, men Falken fik sgu flotte 6 point. Sådan. Og den røde tråd var, at de 3 vine alle kom fra samme producent … Weingut Christian Bamberger.

Stående taffel

Derefter satte vi os til bords. Middagen var dog ikke en tallerken spaghetti serveret et på et bord med rød- og hvidternet dug, og akkompagnementet var heller ikke italiensk skønsang med harmonika og mandolin fra Tony og Joe. Keeper havde i stedet forberedt en 3-retters menu, som bestod af

  • Cremet porresuppe
  • Striploin steak med bagt kartoffelmos, bagte gulerødder og whiskeysauce
  • Citronfromage med knas

mens Falken stod for musikken behændigt styret via hans iPhone, og bordet var smukt pyntet i moderne stil … vistnok med hjælp fra Keepers yndige frue. Der var med andre ord lagt op til et festlig måltid og en aften med vin, jokes og godmodige drillerier.

Vi bringer sgu da lige et par fotos af maden

Cremet porresuppe

Fed, fyldig, kraftig og lækker porresuppe. På en kold vinterdag er det bare dejligt og her godt  cremet med fløde og andre lækre sager.

Striploin med bagt kartoffelmos, gulerødder og whiskeysauce

Striploin steak … nu er jeg ikk’ slagter, men mener at det er en del af oksefileten og den del, der har mest fedtmarmorering. Nå, men i hvert fald blev denne motherfucker striploin steak grillet på Weber’en udenfor … helt til perfektion, godt rød … lige efter min smag.

Keeper serverede den med en god omgang whiskey sauce, nogle bagte gulerødder og bagt kartoffelmos, som var rullet i lidt nødder … eller i hvert fald noget i den retning. Smagte sindssygt godt og for en altid kurfastende dude som mig, så var det himmelsk.

Citronfromage med knas

En gammel mormor klassiker … citronfromage, så her kom lidt lidt knas ovenpå … eller crumble, som det vist hedder i det nye, moderne køkken. Citronfromage er gud.

Aftenens vært og kok

På den vinøse side, så diskede arbejdsformand Keeper også op med lidt en perlerække. Det var virkelig flotte vine, som smagte rasende godt … og uden det store at spise i ugen op til, så endte jeg sgu også med at blive en kende påvirket. Her får I lige det flotte lineup:

Jeg har smagt og anmeldt 5 af vinene tidligere, så der har jeg blot linket til mine tidligere indlæg, mens resten selvfølgelig følger i de kommende dage. Men flotte, flotte vine, hvor mit højdepunkt klart var ultrabløde Barbaresco Maria Adelaide fra Bruno Rocca, men også elskede Bambergers Spätburgunder – selvfølgelig – og en poleret, frisk Margaux i en stor årgang.

Meget sjovt smagte vi to 2008’er Marchesi di Barolo enkeltmarks Barolo’er op imod hinanden, nemlig fra henholdsvis Sarmassa og Cannubi markerne. Der var en himmelvid forskel, da Cannubi’en duftede meget gammel, men egentligt smagte godt, mens søsteren var langt mere typisk Barolo.

Jeg vil påstå, at Cannubi’en havde en fejl, for duften var så markant meget anderledes end søstervinen. og samtidig også meget anderledes end da jeg smagte vinen sidst, selvom det var helt tilbage i september 2014.

Vores lille nullermand aka Wanna-be Lyngvild, Kim Schumachers uægte søn og Tånums svar på Otto Leisner var i hopla, men også en kende nervøs, da han om 14 dage skal holde stor fødselsdagsfest og – meget begrundet – er nervøs for, hvad vi kan finde på af indslag, så vi fik selvfølgelig pustet mere til den ild.

Derudover forsøgte Keeper også at sparke til vores kreativitet med en omgang gæt og grimasser. Det gik da vist nogenlunde hæderligt, men hvem der egentligt vandt, står hen i det uvisse.

Det konkurrencemæssigt element kommer vi dog nok ikke udenom, selvom det ikke blev en glorværdig aftenen for jeres flittige vinblogger, som vistnok fik skrabet point til en sidsteplads, mens Falken med sin flydende tyskerstart hele aftenen holdte sig forrest i feltet og endte øverst på podiet. Så fik han jo også prøvet det.

Vi slutter den pligtskyldige referat med et par fotos fra aftenen sammen med en stor tak til aftenens vært.

Vinanmeldelser

2014 Mario Giribaldi, Barbaresco, Piemonte, Italien

2014 Mario Giribaldi, Barbaresco, Piemonte, ItalienMer’ weekendjuice aka herlig tyndtflydende Nebbiolo væske i glasset fra Winefamly kassen  … Barbaresco fra Azienda Agricola Mario Giribaldi. Det kan meget nemt blive en vane, men en god vane.

Azienda Agricola Mario Giribaldi holder til i byen Rodello, der ligger omkring 5 kilometer syd for Alba og tilsvarende nordøst for Serralunga D’Alba. Med andre ord … som alle vinfirmaer siger; lige i hjertet af Barolo.

Vinhuset drives af Mario Giribaldi, som er tredje generation på vingården i Rodello, der blev grundlagt af hans farfar Giovanni Giribaldi i 1886. Dengang havde huset kun et par hektar med Dolcetto og Barbera.

Mario får dog hjælp af 4. generation … i kraft af børnene Matteo, Giovanna og Alessandra, hvor sønnen Matteo langsomt overtager mere og mere af vinproduktionen, mens Giovanna står for adminstrationen og datteren Alessandra for ledelse.

Familiens vingård, som I kan så på billedet ovenover, er bygget i 1999. Ved byggeriet blev der også investeret i nye og moderne faciliteter til vinproduktionen, som ligger omkring 130.000 flasker årligt, men produktionen har været stigende efter investeringen i den nye ejendom og opkøb af nye marker.

Girabaldi familien har samlet 30 hektar vinmarker, som ikke ligger samlet omkring gården, men er spredt over forskellige kommuner i Langhe og dette giver Giribaldi mulighed for at producere alle typer vin, således de i dag omkring 18 forskellige vine.

Gamle Mario er kompromisløs til fingerspidserne  og har altid arbejdet uhyre præcist med druematerialet på sine marker. Flere af hans bedste marker er således beplantet meget omhyggeligt med flere forskellige kloner af den samme druesort, så kompleksiteten og terroiret virkelig kommer frem.

I 2001 indførte Mario Giribaldi økologisk drift … startende på fire vinmarker, men i dag drives alle marker økologisk og vinhuset er nu også økologisk certificeret af organisationen ECOGRUPPO Italia.

Dette valg er et ønske om at bidrage til miljøbeskyttelse og som sidegevinst opnå bedre kvalitet i druerne og dermed vinen. Siden 2004 har vinene fra Mario Giribaldi været produceret økologisk, og det gælder også denne Barbaresco.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker i Neive, som ligger med en sydvestlig eksponering i omkring 350 meters højde og fra forskellige Nebbiolo kloner … Michet, Lampia og Rosè. 

Jeg kan slet ikke finde nogen oplysninger om produktionsmetoderne til denne Barbaresco, men en DOCG Barbaresco skal jo være lagret mindst 2 år, heraf et år på egefade … og lagring på eg har denne helt sikkert, hvilket næsen afslører med det samme.

Udover noterne af eg, så er det duftmæssigt meget let og meget tilgængelig Nebbiolo. Der er en smule sødme, violer, herlig klassisk syrlighed, ribs, hindbær, lyse blommer, bagepulver, tobak, kanel og en snas krydderier.

I munden er vinen også ganske letgående og yderst tilgængelig. Bevares … syren er fortsat italiensk og taninnerne markerer sig også og sætter sig på fortænderne, men det er egentlig lidt populistisk og ganske behageligt, selv i denne unge, unge alder. Der er syrlig frugt, ribs, masser af nelliker, lidt bitter kaffe og nærmest et peberbid. Smager sgu godt og utrolig behageligt. Lidt som at køre på vinterdæk om sommeren … blødt, lidt wobbly, vibrerende og du ønsker inderst inde ikke at skifte til de hårde, ubekvemme lavprofil sommerdæk.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 157,93 kr., hvilket må siges at være en ganske billig pris for denne Barbaresco.

Vinanmeldelse 5/7  
Vinanmeldelser

2014 Simonsvlei, Zenzela Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika

2014 Simonsvlei, Zenzela Chenin Blanc, Western Cape, SydafrikaHvad ka’ man få for en ti’er? Man ka’ få pis og papir. Sådan sang Shu-bi-dua på deres andet album i 1975. Men ka’ man få god vin til en ti’er eller med lidt inflation 25 kr., hvilket var prisen på denne Zenzela Chenin Blanc fra det store sydafrikanske vinhus Simonsvlei? Eller er det pis og papir?

Godt spørgsmål, som jeres flittige vinblogger hovedkulds kaster sig ud i. Test af en cheap supermarkedsvin fra en stor og – i dette tilfælde – lidt tvivlsom producent, som har været i medierne pga. dårlige arbejdsforhold.

I dokumentarfilmen Bitre druer – slaveri i vinmarken er Simonsvlei nemlig nævnt, som en af de producenter, som er blevet kritiseret, bl.a. for vinarbejdernes manglende adgang til toiletter og store mangler ved de boliger, som arbejderne tilbydes.

Coop har dog til pressen fortalt, at de har været i dialog med producenten, som har lovet at rette op på tingene, hvorfor der menes af være en positiv udvikling i tingene. Ellers har vi forbrugere jo ellers det mest powerfulde våben af alle … at lade være med at købe produkterne.

Når man ser på vingården, som er afbilledet ovenover, så står den jo i skærende kontrast til forholdene for vinarbejderne, hvorfor det kan undre, at det er nødvendigt at behandle ansatte som dokumentaren fortæller.

Lidt søgen på internettet viser også, at vinhuset tilsyneladende er meget tilfredse med indtjeningen, selvom de som privat firma ikke vil afsløre nogle økonomiske tal. Det hænger jo heller ikke sammen med kummerlige forhold for de fattige ansatte arbejdere.

Simonsvlei ligger ved Drakenstein i Paarl og er en ganske stor historie, som omfatter 1.000 hektar vinmarker, som er fordelt på 36 forskellige vingårde. Det giver en produktion på 5-6 millioner flasker vin årligt og derudover omfatter driften også en restaurant på stedet.

Vinhuset Simonsvlei blev grundlagt efter anden verdenskrig i 1945 og oprindeligt som et kooperativ af en flok visionære vinavlere med Sonny le Roux i spidsen. Hans familie var i forvejen vinproducenter og drev vingården De Hoop, men de ønskede alliancer og en produktion i endnu større omfang.

Sonny le Roux’s vingård De Hoop stammede selv tilbage fra 1692, hvor guvernøren Simon van der Stel overdrog gården til den franske Jacob de Villiers, hvis familie senere solgte vingården til Roux familien. Men derfor kom vinhuset også til at hedde Simonsvlei efter Simon van der Stel … og vlei efter de våde områder – wetlands – hvor vinavlerne havde og fortsat har deres marker.

I 1997 blev kooperativet privatiseret og ejes i dag af en større investorkreds på 65 aktionærer, men vingården De Hoop – nu med 4. generation i form af Paul Roux i spidsen – leverer fortsat druer til Simonsvlei.

Med de nye ejere, så blev der også investeret massivt i Simonsvlei og siden 2000 har det været vinmageren Francois van Zyl, som har stået for produktionen af de mange, mange vine på stedet.

Lad os se nærmere på denne Zenzela Chenin Blanc, som er lavet på ren ståltank, afstilket, presset og gæret i 10-15 dage ved 10-12 grader og efterfølgende stabiliseret og filtreret inden flaskning … ingen lagring overhovedet.

Det er sgu en yderst mærkelig duft … kraftig aromatisk tyggegummi med pæreduft, et par nye gummisko aka sneakers, skoimprægnering, saftevand, kaktuspiller, banan, grøn sodavand … og jeg kommer straks til at tænke på Mountain Dew eller Urge sodavand fra 1990’erne.

Ka’ I huske den, Urge? Den findes vist ikke mere og er sikkert glemt ligesom Faxe Koral Grøn Sport og Spark.

Selvom næsen vel bedst kan karakteriseres som … hmmm interessant, så dumper vinen big time på smagen. Sød, kunstig og ufokuseret saftvand med melon, fersken, flydende frugttyggegummi og et syrligt samt bittert bid. Yak.

Købt i Fakta til 25 kr.

 Vinanmeldelse 1,5/7 
Vinanmeldelser

2013 Pecchenino, Barolo San Giuseppe, Piemonte, Italien

2013 Pecchenino, Barolo San Giuseppe, Piemonte, ItalienEF dag … og EF det står ikke for de europæiske fællesskaber, men for endelig fredag. Pladespilleren aka iTunes på min lettere bedagede – men ifølge børnene totalt outdatede – computer spytter lidt Ibrahim Electric ud gennem mine nok ligeså outdatede højttalere og der er piemontisk Nebbiolo væske i glasset fra Winefamly kassen … en Barolo San Giuseppe fra Azienda Agricola Pecchenino. Life is good lige nu, lige her.

Pecchenino holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte. Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.

Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.

Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin.

Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning … totalt romantisk, som I også kan se på billedet ovenover.

Barolo San Giuseppe er én af husets 2 Barolo’er, hvor druerne kommer fra marken San Giuseppe, som ligger i 390 meters højde lige øst for Monforte d’Alba og er en af Barolos mindre Cru-marker. Jordbunden består primært af kalksten, hvilket giver jorden en usædvanlig høj PH-værdi. Dette bidrager i høj grad til vinens syre.

Vinen er lavet med 20 dages maceraton før fermenteringen ved 28 grader og har derudover lagret 24 måneder i store 25 hektoliter egefade ud af de samlede 38 måneder, som regler siger en Barolo skal være lagret inden frigivelse.

Næsen er tobak, peber, balsamisk syre, lyse blommer, brombær, hindbær, violer, blomster, svag citronskal og vinen har derudover næsten en lidt mørk sjæl med kraft og cigaræsker.

I munden fanger jeg syrlige kirsebær og rimeligt pænt med unge tanniner, som sætter sig solidt på dine tænder. Det er nærmest de vilde tanniner, som Gnags sang engang ;o) Tanninerne og syren giver sammen med lidt peber et soldt og rustikt greb, men det er fortsat meget ungt endnu og der kommer aldrig helt en vauw effekt. Det er ikke helt komplekst og forfinet endnu, men perfekt til en lidt outdated far.

Forhandles af Winefamly, hvor prisen til gengæld er meget fornuftigt med 177,76 kr. mod en normalpris på 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7  
Vinanmeldelser

2016 Schloss Gobelsburg, Grüner Veltliner Eiswein, Kamptal, Østrig

2016 Schloss Gobelsburg, Grüner Veltliner Eiswein, Kamptal, ØstrigVi sluttede det vinøse festfyrværkeri med tung krudtslam … fed, sød og klæbrig – og stærkt vanedannende – Grüner Veltliner Eiswein fra det kendte østrigske vinhus Schloss Gobelsburg.

Det klassiske vinhus har jeg skrevet om et utal af gange … og dermed smagt mange vine fra, men jeg har aldrig smagt deres Grüner Veltliner Eiswein eller andre Eiswein, der jo normalt er lavet på Riesling. Men den gode Michael Moosbrugger mener imidlertid, at Grüner Veltliner er meget velegnet til denne vintype. He’s got a point.

Årsagen til, at Grüner Veltliner er meget velegnet til Eiswein skyldes, at druen har en tyk skal, som gør den specielt hårdfør og kan dermed hænge på vinstokke i lang tid. Og det er nødvendigt, for den østrigske vinlovgivning siger, at druerne til Eiswein skal ha’ fået frost og faktisk kun må høstet ved temperaturer under -7 grader.

Men det kan Grüner Veltliner tilsyneladende let klare, for Schloss Gobelsburg laver deres Eiswein hvert år, hvorimod de ikke hvert år laver auslese, beerenauslese eller trockenbeerenauslese hvert år, for det afhænger af høsten.

Og denne Grüner Veltliner Eiswein er så lavet med druer fra marken Steinsetz, hvor vinstokkene er mellem 3-40 år gamle. Druerne høstes så sent, så de typisk først høstes i januar i det nye år, hvorved druerne til denne 2016’er formentlig er høstet i januar 2017.

Det er søde sager … hele 296,1 gram restsukker pr. liter, hvilket også betyder en Oechslegrad på mindst 125. Vinen har lagret på 300 liters egefade frem til flaskningen og dermed altså under et år.

Næsen er også både bred, fed og lang … både opstopper, braktud, tryne, snude, snabel og mule. Det er massivt sød nektar, som bringer snydeskaftet både tropiske frugter, abrikos, mango, indkogt appelsinskal og honning.

Smagen er fed … nærmest en sukkeropløsning, ren nektar som tonsvis af sødme og sammenpresset frugt. Det er utroligt fedt, men vil virke til fx lidt ost. Hvis jeg skal sige noget – og det er jo det, som jeg skal – så savner jeg nok lidt syre, for det bliver virkeligt fedt og sødt, men godt smager det sgu. Sådan flaske vil jeg kunne tømme på få minutter, men så vil jeg skulle slå mave og sove et par timer … helt veltilfreds.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en 50 cl flaske koster 330 kr. Det er i øvrigt ganske billigt for ægte Eiswein.

Vinanmeldelse 5/7  
Vinanmeldelser

2015 Albert Boxler, Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein, Alsace, Frankrig

2015 Albert Boxler, Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein, Alsace, FrankrigEt Riesling skrald er også nødvendigt i et vinøst bombardement af store vine. Det blev løst med denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein fra det alsaciske vinhus Albert Boxler.

Albert Boxler har jeg smagt flere gange og altid været begejstret for, men det er tilsyneladende længe siden, for jeg har aldrig skrevet og anmeldt en vin fra Albert Boxler her på Houlbergs Vinblog. Men det råder vi således bod på med denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein aka Sommerberg D, som er topvinen i vinhuset.

Vinhuset Albert Boxler ligger i den lille by Niedermorschwihr omkring 8-9 kilometer nordvest for Colmar – lige på vejen mellem Ingersheim og Trois Épis … ja endda på adressen Rue des Trois Épis 78.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1946 af Albert Boxler, som efter 2. verdenskrig vendt tilbage til Niedermorschwihr fra Montana i USA. Han kom selv oprindelig fra den lille by, som hans forfædre havde slået sig ned i efter emigration fra Schweiz tilbage i 1673.

Familien Boxler havde bl.a. i Niedermorschwihr dyrket druer og Albert Boxler startede med at høste 1946 afgrøderne og – som den første i familien – at flaske egne vine, som blev prydet med en etiket, som var tegnet af hans fætter. Det er i øvrigt den etiket, som stadig er på alle vinene fra Boxler.

I dag er det 3. generation i form af Jean Boxler, som driver vingården. Det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog driften af sin far Jean-Marc i 1996, men begge – både far og søn – kan tillægges æren af, at vinhuset i dag rangerer blandt de 10 bedste producenter i Alsace … i hvert fald ifølge mange anmeldere. Boxler nævnes ofte i sammenhæng med producenter som Marcel Deiss, Zindt-Humbrecht, Ostertag og Domaine Weinbach.

Jean Boxler har samlet 13,8 hektar vinmarker, hvor Grand Cru markerne Brand og Sommerberg er juvelerne og passes efter økologiske principper, selvom domænet ikke er certificeret. Jean er dog så perfektionistisk, at han har opdelt Grand Cru marken Sommerberg i forskellige områder, herunder Scheibenberg, Eckberg og Dudenstein, hvor sidstnævnte er det absolut bedste stykke med de ældste vinstokke.

En anden gren af Boxler familien er også vinbønder i Niedermorschwihr, nemlig Domaine Justin Boxler, selvom de reelt ikke har helt samme anerkendte niveau som Albert Boxler.

Nå, men denne Riesling Grand Cru Sommerberg Dudenstein er altså topvinen fra Boxler, hvor stokkene er omkring 65-70 år gamle, en jordbund med granit over kalk og beliggende 280-300 meters højde, selvfølgelig stejl som en væg og med sydøst eksponering. Der høstes også alene beskedne 30 hektoliter pr. hektar til denne vin.

Vinen laves fuldstændig traditionel som i gamle dage, dvs.  druernes naturlige gær, hviler koldt efter presning og er fermenteret i store foudres uden malolaktisk gæring, idet syren simpelthen er for høj til, at den malolaktiske gæring kan gå i gang.

Denne 2015’er har Parker ratet til 94 point og Decanter til 96 point, men der er også stor forskel på, hvilken af vinene fra Sommerberg, at folk egentlig foretrækker og sjovt nok har Parker givet 94 point til den almindelige Sommerberg fra 2015, som jo koster en anelse mindre … men sådan er der jo så meget.

Og uha, hvor det dufter godt … en meget rig og luftig ladet aroma loadet med frugt, æblesyre, pærer, blomster, mineraler og samtidig både komprimeret samt svævende. Det er virtuost klaverspil på de lyseste og højeste tangenter.

Smagsmæssigt er der samme lethed over vinen, dog blev jeg lidt overrasket over, at vinen er – som forventet – efter vild tør, men faktisk har en smule honningsødme, men ellers mineraler, forførisk frugt og fint, feminint, elegant balanceret. Det er flot nu … men lad den endelige ligge i mindst 10 år, så skal du se! Der er meget i vente.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 
Vinanmeldelser

2008 E. Guigal, Côte Rôtie la Turque Côte Brune, Rhône, Frankrig

2008 E. Guigal, Côte Rôtie la Turque, Rhône, FrankrigCôte Rôtie la Turque Côte Brune fra Guigal er vel sammen med La Landonne og La Mouline de mest ikoniske vine fra Côte Rôtie, hvor Guigal vel også nærmest er kongen. Og en 2008’er Côte Rôtie la Turque Côte Brune var eftermiddagens sidste røde kanonskrald.

Jeg vil ikke skrive en masse om Guigal … det har jeg sikkert gjort tidligere. Lad os i stedet kigge nærmere på denne nærmest legendariske vin, som stammer fra marken La Turque, der – som det måske kan ses på billedet ovenover – er en ekstremt stejl mark, som med en hældning på 60 grader kræver både kræfter i benene og portion mod at arbejde på.

Guigals Côte Rôtie la Turque Côte Brune skulle stilmæssigt ligge mellems hans Côte-Rôtie La Landonne og Côte Rôtie La Mouline, men lad os vende tilbage til smagsnoterne om et øjeblik.

Vinstokkene på La Turque er plantet i 1981 og var i 2008 gennemsnitlig 25 år gamle. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar, men inden vinifikationen er der frasorteret 25% i denne årgang 2008, som heller ikke er den bedste årgang i det nordlige Rhône.

Côte Rôtie la Turque Côte Brune er ikke ren Syrah, men består af 93% Syrah og 7% Viognier. Vinifikationen sker med maceration i 4 uger og vinen er lagret 40 måneder på nye barriques, som kommer fra Guigals eget bødkerværksted.

Duftmæssigt har vi fået blyklosserne på fødderne … blæk, støvede, mørke og gærede kirsebær, gazebind, eg, mineraler, peber, lakrids, kaffebønner og nogle krydrede elementer. Det er tæt, støvet og intenst.

I munden er der samme indtryk med mørke, tætte og tørre bær, næsten kandiserede kirsebær, brombær … men alligevel er der en utrolig lethed over vinen, som nærmest – trods de mørke elementer – bliver helt feminin i udtrykket. Uha, det er sgu lækkert.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen ligger på 2.000 kr.

Vinanmeldelse 6/7