2012 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2012 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienAlsessio Frederico Grasso ser fandeme rar ud … ham vil jeg sgu gerne være ven med, for han og sønnerne Silvio og Paolo laver dæleme samtidig gode vine på Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico, hvilket denne Langhe Nebbiolo er 4. og sidste bevis på.

Fra deres lille vingård, som omfatter 14 hektar vinmarker, hvoraf de selve ejer 6 hektar laver de samlet 13 forskellige vine, heraf 5  forskellige Barolo’er og selvfølgelig også lidt Langhe Nebbiolo.

Jeg har tidligere skamrost deres Barolo Giachini og deres Barbera d’Alba Fontanile, og denne Langhe Nebbiolo fra den dygtige Grasso familie er skam også en fantastisk lækker vin til prisen … nærmest en mini Barolo for fattigrøve, mådeholdende, besindige, nøgtern, lavmælte, påholdende, sparsommelige, økonomiske eller blot pragmatiske vinelskere.

Druerne til vinen kommer fra området ved Monforte d’Alba fra vinstokke plantet i 1997. Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 3 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er denne Langhe Nebbiolo herlig grumset og ufiltreret … selvfølgelig samtidig pæn lys i farven. Næsen virker i starten lidt flæsket og forholdsvis mørk med syrlige kirsebær samt blommer, men efter lidt tid i glasset bliver duften mere let. Der er en smuk syrlighed, let vanilje, røde roser, violer, svag mentol og ellers pænt med eg.

Smagsmæssigt er der karamel, frugtrige og stramme tanniner, som klamrer sig til dine tænder. Der er alligevel en vis saftighed i vinen, kaffe og et godt, markant syrligt bid. Det er klart ikke helt så komplekst som Barolo’en fra Grasso, men – med luft – smager det rasende godt.

For vinen vinder virkelig noget med godt med luft i glasset. Ved første sip var jeg lidt skuffet … men tålmodighed mine venner, så åbner den op. Det er sgu god Langhe Nebbiolo og til menneskepenge … så Alsessio Frederico Grasso er fortsat min ven … jeg er fan.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 88 kr. Hvor finder du god Langhe Nebbiolo til de penge?

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Bennati, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2014 Bennati, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienForleden skrev jeg om en vin fra Leonardo Vianello og Anna Lora på Teatro Latino, som får deres vine lavet hos familien Bennati på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna … og nu kommer der såmænd en Valpolicella Ripasso Superiore fra netop det vinhus.

Casa Vinicola Bennati har lavet vin i over 140 år og blev grundlagt af Antonio Bennati, som selv kom fra Cazzano di Tramigna, hvor vinhuset fortsat ligger.

Antonio blev af sine venner kaldt Toni Recioto, da han allerede i en tidlig alder startede med at lave vine med druer, som var tørret på stråmåtter på vingårdens loft. Han lavede søde Recioto vine, som han med hestevogn kørte rundt i lokalområdet og solgte i datidens berømte flasker i stråkurve.

Det var dog sønnen Annibale Bennati, der i 1920 officielt grundlagde Cantine Bennati, som fortsat i dag driver af familien, nemlig af de to brødre Paolo og Giorgio Bennati samt fætter Claudio Bennati.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som Bennati familien ejer, men de laver deres vine i flere serier aka brands, nemlig Selezione Valtramigna, Soraighe, I Gadi, Cornalé og Feudo Italia, men sjovt nok fremgår denne Valpolicella Ripasso Superiore ikke i nogle af disse serier eller af vinhusets hjemmeside.

Derudover laver de så altså også vine for andre vinfirmaer, hvilket er muligt via et forholdsvis nybygget vineri med et topmoderne anlæg og store lagerbygninger. Derudover arbejder familien Bennati også sammen med universitetet i Udine for udvikling af teknikkerne for produktion af vin.

Denne Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Rondinella og Molinara.  Druerne afstilkes, presses og kommer i rustfrie ståltanke, hvor der tilføres udvalgt gær til fermenteringen, som sker ved 24-25 grader.

Derefter macererer vinen med kvaset fra produktionen af Amarone og Recioto vinene, hvilket tilfører yderligere kraft til vinen og dermed bliver det til en Ripasso vin. Vinen filtreres alene delvist inden flaskningen.

Duften er mørke bær, kandiserede kirsebær, blommer og samtidig nærmest sådan lidt gærkrydret. Derudover er der mentol og gazebind, eg, kanel og en vis landlighed.

I munden er vinen mørk og sød med en virkelig frisk frugtsyre, kul, let bitterhed og meget bløde – næsten umærkelige – tanniner. Det bliver aldrig overdone eller fed Ripasso … nærmest tværtimod er vinen let og måske endda lidt vandet i udtrykket, hvilket dog skal forstås på den gode måde, En rigtig fin og lettere Ripasso.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 87,77 kr. mod en normalpris på 175 kr.

Vinanmeldelse 4/7