2010 Domaine de Sabbat, Cuvée Printemps 1900′, Roussillon, Frankrig

2010 Domaine de Sabbat, Cuvée Printemps 1900', Roussillon, FrankrigUnder et besøg hos Strobel Vinimport anbefalede indehaver Jakob Strobel mig denne vin, en Cuvée Printemps 1900′ fra et lille vinhus Domaine de Sabbat, som ligger i den lille by Latour-de-France, omkring 15 km. nordvest for Perpignan i Roussillon, helt præcis A.O.C. Côtes du Roussillon. Og tak til Jakob … for her gemmer sig ganske enkelt en fantastisk perle af en vin.

Domaine de Sabbat ejes og drives af Sylvain Lejeune, som i 2008 – efter i 15 år hos prestigefyldte huse i Bordeaux, Bourgogne og Provence – købte vingården med 10 hektar vinmarker i Vallée de l’Agly. Markerne døkker områderne Maury, Tautavel og Vingrau for foden af Corbières, i det nordlige Catalonien, og Sylvain Lejeune lavede sine første vine på gården i 2009.

Alle marker dyrkes økologisk, og al arbejdet i markerne sker med håndkraft. Vinstokkene på Lejeunes marker er mellem 40 og 80 år gamle, og han dyrker sorterne Grenache, Carignan, Syrah og Macabeo. Et område på 0,8 hektar er endda plantet helt tilbage i år 1900, og det er denne parcel, som har givet navnet til denne vin Cuvée Printemps 1900′.

Den samlede produktion hos Sylvain Lejeune er ikke stor, alene omkring 15.000 flasker om året fordelt på 5 forskellige vine. Det lave udbytte på omkring på 15 hl pr hektar giver vinene en utrolig kraft, men de opretholder samtidig finesse og fleksibilitet.

Cuvée Printemps 1900′ er Domaine de Sabbats topvin, lavet på 60% Grenache og 40% Syrah. Druerne på Grenache kommer som nævnt fra meget gamle vinstokke, tilplantet på den lille parcel i en periode fra 1900 til 1905, dvs. vinstokke, som er omkring 110 år i gennemsnit. Ganske imponerende. Vinen har lagret på egetræstønder i 12 måneder.

Og nu til det allerbedste … nemlig smagningen af vinen. Næsen er sådan lidt klassisk Rhôneagtig med lidt krydderi, lavendel, men samtidig også mere animalsk i udtrykket. Der er stor intensitet af lakridssødme, nærmest lidt engelsk lakrids, gazebind, blodrøde drueskaller og gamle tønder. Samtidig også lidt grønne noter, måske lidt salvieblade.

Smagsmæssigt en sjov og dejlig blødhed/hårdhed med solbær og en kraft uden lige. Umiddelbart er der dele, som virker meget oldschool, meget klassiske, og alligevel også noget moderne over vinen. Ikke siden Henri Bonneau har jeg smagt en sådan intensitet, og vinen har en stor dybde, hvor syre og grønne noter hele tiden gør, at det ikke bliver for meget. Fabelagtig balance mellem sødme og syre + blødhed og power. Flot, flot vin.

Købt hos Strobel Vinimport, pris 190 kr. (som jeg lige husker det – skal nok opdatere, når jeg finder prisen).

Vinanmeldelse 6/7 

Skriv et svar