Mer’ australsk Shiraz, men her på et helt andet niveau. Det er vinen Isolation Ridge Vineyard Shiraz fra Frankland Estate.
Igen er druerne fra den store mark Isolation Ridge Vineyard, der omkranser vingården. Og vinen er gæret i store åbne gæringstanke så længe og langsomt som overhovedet muligt ved temperaturer, der ikke overstiger 20 grader. Under gæringen er der løbende foretaget pigeage … altså hvor man trykker hatten aka skallerne ned i mosten og derudover også pumper mosten op fra bunden, altså remontage.
Efter gæring har vinen fået en kølig eftermaceration inden vinen så lagres 18 måneder i 500 liters franske egefade. Men hvordan smager Isolation Ridge Vineyard Shiraz så?
Der er klart mere dybde i vinen end foregående Shiraz. Der er fortsat kraft og fed frugt, fuldgæret solbær, blåbær, men det virker langt mere blødt og rundt. Der er kakaopulver, chokolade, kaffe, eg, blomster, kalk og en lille smule peber … og der fornemmes samtidig også lidt mere syrlighed i frugten.
Smagsmæssigt er vinen virkelig flot balanceret og det er slet, slet ikke fed aussi marmeladevin. Der er derimod syrlig og frisk frugt, blide tanniner, et mineralsk eller kalket udtryk, røg, god intensitet og smager bare virkelig godt.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr., men denne ser ud til at være udsolgt.