2016 Frankland Estate, Poison Hill Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2016 Frankland Estate, Poison Hill Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienNæste Riesling fra Frankland Estate blev fra deres serie af Single Vineyard vine, nemlig denne Poison Hill Vineyard Riesling.

Poison Hill Vineyard Riesling har Frankland produceret siden 2001 og druerne kommer selvfølgelig fra marken Poison Hill Vineyard. Det er en 3 hektar stor vinmark, som ligger 15 kilometer nord for vingården og har sit navn efter den giftige plante Heartleaf Bush. Den kaldes i øvrigt også for Gastrolobium Grandiflorum på latin og er yderst giftig undtagen for nogle af de indfødte dyr.

Marken er tilplantet tilbage i 1988 og har en undergrund med hvid ler og forvitret kvarts, hvilket passer en sort som Riesling helt perfekt. På billedet ovenover ser i Hunter Smith, som måske sidder og nyder livet på Poison Hill Vineyard … eller en af de andre vinmarker.

Efter høst presses straks ved ankomsten til vingården, hvorefter de hviler natten over inden gæringen derefter sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Ingen lagring på eg overhovedet.

Duftmæssigt … nu snakker vi. Der er herlig petroleum … ikke voldsomt, men vinen er også endnu helt ung. Derudover er det æbler, stringent syre, lemon, grape, kørvel, grønne elementer, grønne urter, hvide blomster samt en flintesten.

Smagen er syreskarp … langt skarpere samt meget mere kompleks, sammensat og nuanceret end foregående Rocky Gully. Syren er simpelthen pivskarp, sprød, stenet med flint, mineraler, vildt megen citron, grape og bitterhed. Uha, det er europæisk smertelig på den smukkeste vis. Stor Riesling … og så fra Australien.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 233,10 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7