Næste Pinot Noir … Patricia Pinot Noir kommer fra Südtirol, nemlig fra kooperativet Kellereigenossenschaft Landwirtschaftlich Gesellschaft Girlan, også blot kendt som Kellerei Girlan.
Kellerei Girlan aka Cantine Girlan ligger selvfølgelig i byen Girlan omkring 7-8 kilometer sydvest for Bolzano i Alto Adige området i Italien. Det er et ældre kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1923 i en historisk gård fra 1500-tallet. Det er den smukke bygning, som I kan se på billedet ovenover.
I dag er det imidlertid 200 medlemmer i kooperativet, som samlet forvalter omkring 215 hektar vinmarker, som primært ligger i Ü̈beretsch og området omkring Girlan.
Gerhard Kofler er ansvarlig vinmager og han står bag en lang række vine, herunder denne Patricia Pinot Noir, hvor druerne delvis kommer fra marker i Überetsch i en højde af 450-500 meter samt fra solrige skråninger ved Mazon og Montan i lavere beliggende områder.
Efter afstilkning presses druerne blidt, hvorefter gæring sker i rustfrie ståltanke 12-15 dage. Derefter lagrer vinen 15 måneder i både store og små egefade og derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelsen.
I glasset er der aromaer af bolsjesyre, ribs, kirsebær, stikkelsbær, rabarber og ellers måske en tand mørkere i frugten end umiddelbart forventet. Derudover er der egenoter, grannåle, harpiks, aske, nogle syrlige krydrede noter samt lidt kanel.
Smagsmæssigt er der lidt sødme, men ellers en lidt kraftige slagside, som er noget rustik og bærer på mørk frugt, en vis saftighed, bløde tanniner og en direkte punch, men mangler i mine øjne lidt lethed og feminint touch, da det samlet bliver lidt kantet.
Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr.