Tag-arkiv: Bourgogne

2009 Domaine Hubert Lignier, Chambolle Musigny, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Hubert Lignier, Chambolle Musigny, Bourgogne, FrankrigNæste bourgogne kommer fra et lille domaine i Morey-Saint-Denis, Domaine Hubert Lignier, som laver vine af fremragende kvalitet selv i vanskelige år. Vinene er derfor uhyre efterspurgte og svære at få fat i.

Hubert var faktisk gået på pension, og sønnen Romain havde taget over, men på grund af Romains sygdom og død i 2004, er Hubert Lignier igen i front på domainet sammen med sin søn Laurent.

Der benyttes et minimum af kemikalier i marken, lave udbytter og siden 1992 hverken filtrering og klaring af vinene.

Vinene fra Chambolle-Musigny er de mest feminine fra Côte d’Or. Det er mineralske, elegante og relativt lette vine, der står i kontrast til dem fra Gevrey.

Vinene er bløde, ja næsten silkeagtige, og det fornemmes også i denne vin, som duftmæssigt leverer kostald, stikkelsbær. Den er klart lysere i glasset end den første borugogne denne aften.

Der er smag af fad, og masser af blødhed, selvom tanninen – i denne unge alder – fylder munden massivt. Der er syre, det smager meget klassisk, elegant … og klart lettere end den første bourgogne. Der er laaaaaang eftersmag. Jeg er sgu vild med bourgogne.

Prisen er 450 kr. hos Randers Vinhus, og igen en vin, som jeg vil anbefale, selvom prisen selvfølgelig også begynder at kravle pænt deropad.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Domaine Bernard Dugat-Py, Bourgogne Rouge, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Bernard Dugat-Py, Bourgogne Rouge, Bourgogne, FrankrigTorsdag, vinsmagning med vine fra et af verdens bedste vinområder, nemlig Bourgogne! Området som – når det er bedst – kan betage og drage folk til at betale ustyrlige summer for en flaske af denne eliksir, men som desværre for mange bliver et skuffende bekendtskab.

Problemet med Bourgogne er, at der kan være mange ejere af hver enkel mark og det er ikke sikkert at naboen laver ligeså god vin som ham ved siden af. Det kan både skyldes markens beskaffenhed, producenten, årgangen og mange andre ting. Derfor er det vigtigt både at kende sine producenter og områder i Bourgogne.

Her starter vi med Bernard Dugat-Py. Alene navnet antyder noget elegant. Bernard er perfektionist til fingerspidserne og han købte sine førstevinstokke (village Gevrey-Chambertin) i 1973, da han var 15 år gammel og han lavede sin første vin 2 år senere.

Domainet er vokset gradvist indtil de 7,2 hektarer de har i dag. Indtil 1989 blev al hans og Jocelines vin solgt, blandt andet til Leroy, som købte Gevrey og Charmes. Også hans Bourgogne Halinard blev tidligere solgt til en købmand som Gevrey-Chambertin, men i dag sælger han den selv som Bourgogne rouge.

Duften er klar pinot, kostalden ligger der … omend „langt nede‟ og der fornemmes også nogle grønne noter. Smagen er mineralsk, der er tannin, lyserøde bær og dejlig blødhed. Er nødsaget til at sige, at det smager bare supergodt.

Prisen er 299 kr. hos Randers Vinhus.

Denne vin kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Domaine Michele & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru Clos des Argilléres, Bourgogne, Frankrig

2006 Domaine Michele & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru Clos des Argilléres, Bourgogne, FrankrigFøj for hunde en vin. Et peak ind i en anden verden. Dette er stort, og jeg må med skam erkende, at min Dog Point ikke nåede denne vin. Dette er stort, og jeg må bøje mig i støvet for bourgogne. Okay prismæssigt også i den øvre ende, men også en oplevelse ekstraordinære. Ihhh, hvor jeg glæder mig til ferien, som har et vinøs ophold i Beaune. Klasse. For dulme, jeg skal sgu til at dyrke Bourgogne noget mere, en farlig ting med de priser.
Hvem medbragte vinen: Jan