Tag-arkiv: Puglia

2011 Tenuta Giustini, Patù Primitivo IGT, Puglien, Italien

2011 Tenuta Giustini, Patù Primitivo IGT, Puglien, ItalienLige update fra i tirsdags, hvor vi smagte to vine fra Tenuta Giustini, en lille vingård som ligger ved byen Pulsano i hælen på støvlelandet, nemlig Puglien.

Tenuta Giustini er ejet af Maria Grazia Longo. Hun har produceret vin og olivenolie siden 2005. Hun er fjerde generation ud af en familie af vinavlere, så hun har arvet sin passion for vin sammen med de erfaringerne familien har indsamlet i generationer.

I  begyndelsen af ​​1900-tallet, da produktionen af kvalitetsdruer i Puglien var i sin vorden, var Longo familien blandt de første til at vælge den bedste jord. Dikteret af sin stærke følelse af uafhængighed, har Maria Grazia aldrig rettet sig efter diverse trends, men har holdt fast i sin filosofi om de høje standarder i hele produktionsprocessen, som er hjørnestenen i Tenuta Giustini’s omdømme.

Druerne til vinene kommer udelukkende fra hendes egne 15 hektar vinmarker, og alt er høstet med håndkraft for at sikre det høje niveau og vine med charmerende duft og harmonisk karakter. Dette har gjort det muligt for virksomheden at få fodfæste på både det nationale og internationale vinmarked.

Druerne til denne Patù Primitivo IGT kommer fra marker på omkring 4 hektar i Faggiano, lidt nord for Pulsano. Alle druer er høstet manuelt, indsamlet i trækasser og hurtigt bragt til vineriet. Gæringen foregår på temperaturkontrollerede ståltanke med lang skindkontakt for maksimal ekstraktion af farvestoffer. Selvfølgelig 100% Primitivo.

Duftmæssigt godt med krydderier og søde, røde frugter. Der er også lidt eg eller ristet eg … hvilket ikke helt kan passe med, at vinen ikke har lagret på eg, men duften er i hvert fald “noget der hen af”. Smagen er fyldig, krydret, varm med nelliker, peber, blommer og sødme. Mangler klart noget syre … der er meget sol i vinen, men det bliver lidt voldsomt og kantet.

Købt hos Jysk Vin, pris 64,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, Italien

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, ItalienUgen bød også på mer’ vin, blandt andet denne Cubardi fra vinhuset Schola Sarmenti, som holder til i den lille by Nardò i støvlelandets indvendige hæl i Puglia … eller Apulien, som det også kaldes herhjemme.

Vinhuset er ejet af Lorenzo Marra, mens husets vinmager er Alessandro Calabrese. Hos Schola Sarmenti er målet at lave vine, som afspejler området, kulturen og det lokale køkken. Det opnås blandt andet ved at høste fra meget gamle vinstokke, nogle op til 70 år gamle.

Druerne til denne Cubardi kommer fra 65 år gamle vinstokke, som gror en smule anderledes end i andre vinområder, idet vinstokkene gror som buske eller små træer. Schola Sarmenti dyrker stort set kun de lokale druer, Primitivo, Negroamaro og Malvasia Nera. Man forstår at producere vine med en god ren frugt og et godt bid, hvilket absolut ikke er standard for Puglia-regionen. Siden 2009 har alle marker været dyrket økologisk.

Schola Sarmentis vinkælder er netop taget i brug af en treårig renovering. Schola Sarmenti har nemlig hjemme i en gammel vingård, bygget i midten af det 19. århundrede, men gården … og dermed kælderen, har ikke været anvendt i mere end 50 år. Imidlertid har Lorenzo Marra og Alessandro Calabrese fået den gamle vingård moderniseret med respekt for den gamle arkitektur med ædle stjerneformede hvælvinger i kalksten og gamle vægge opført med den lokale Leccese sten. Derudover er der investeret i det mest moderne udstyr til vinfremstilling og aftapning, temperaturstyring m.v.

Cubardi er produceret på 100% Primitivo, en af de førende druer i Puglia. Vinstokkene er som sagt omkring 65 år gamle og vokser som buske eller små træer. Alle druerne er håndplukkede. Vinen har lagret 6 måneder på fransk eg, og derefter 8 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har i øvrigt fået 90 Parker points.

Lad os smage vinen. Duften er sådan lidt kaktus, lidt bitter med solbær og lidt sur karklud … I ved, sådant lidt efter den har hængt nogle uger! Ikke umiddelbart lige min kop te. Smagsmæssigt en flot tørhed … meget markant endda, og der er bestemt også god frugtrigdom kombineret med grønne toner. Herudover lette tanniner og let krydret i eftersmagen. Okay glas vin, og smagen bestemt bedre end duften.

Købt hos Glud Vin, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2008 Paolo Leo, Primarone Primotivo, Puglia, Italien

2008 Paolo Leo, Primarone Primotivo, Puglia, ItalienI skal da heller ikke snydes for tirsdagens to vine, hvor den første var denne Primarone fra Cantine Paolo Leo i Puglia. Vinhuset ligger i den lille by San Donaci lige syd for Brindisi.

Vi er igen i hælen i Italien, og historien om vinproducent begyndte ved årsskiftet af det 19. århundrede, da Antonio Leo begyndte at vinificere de druer, han dyrkede på sin ejendom Masseria Monticello, som omfattede 20 hektar vinmarker.

I begyndelsen af ​​1920 videregav Antonio driften til hans barnebarn Paolo Leo, der arvede de 20 hektar vinmarker og byggede sin egen vingård i San Donaci. Dette markerede begyndelsen på Cantine Paolo Leo, som det kendes i dag.

I begyndelsen af ​​1950 overtog den fjerde generation af Leo familien Nicola Leo produktionen, og i dag er det hendes søn – som også hedder Paolo Leo der udlever sin drøm om at følge i fodsporene på sin far og oldefar og opbygge en moderne, state-of-the-art vingård i San Donaci.

Investeringerne i vingården har også været konsekvent siden Paolo overtog driften i 1980’erne. Vingården har i dag en samlet kapacitet på 50.000 hektoliter, en ny og fuldautomatiseret aftapning linje og over 500 franske og amerikanske egetræsfade barriques.

Udover vinene fra de egne 20 hektar vinmarker, så har Paolo Leo også overtaget driften af Vinagri Puglia. Oprindeligt fungerede Vinagri Puglia som et kooperativ, men blev efter Paolo Leos overtagelse privatiseret, da kooperativet manglende moderne produktionsmetoder, modningsanalyser og en fornemmelse for markedet. Målet er dog uændret, nemlig af præsentere de lokale druesorter i moderne forklædning.

Vinen her med det Veneto-inspirerede navn Primarone er fremstillet 100% Primitivo, og den er udviklet ved at kombinere to populære elementer, nemlig brug af samme fremstillingsmetode, som man bruger til Amarone, og så blot med brug af Primitivo druen, som med sin fyldige frugt, saft og power er utrolig populær.

Duftmæssigt fornægter produktionsmetoden sig ikke, for vinen dufter bogstaveligt talt af rosiner, modne kirsebær, blommer, blåbær … meget sødme i duften, men også en lidt skæv duft, som jeg ikke rigtig kan blive klog på. Smagsmæssigt er vinen meget sød … og også for sød, og den virker en smule syntetisk. Hmmmm, ikke lige min smag.

Købt i SuperBest kæden, hvor en flaske i dag koster 81,95 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2010 Angelo Rocca & Figli, Donna Y Salento Rosso IGT, Puglia, Italien

2010 Angelo Rocca & Figli, Donna Y Salento Rosso IGT, Puglia, ItalienFra Toscana gik turen ned til hælen i det italienske støvleland. I romertiden blev vinene fra Puglia anset for at være særdeles fine.

Sidenhen har området oplevet en rutsjebanetur af dimensioner. I dag er Apulien, som det også kaldes, primært kendt for store mængder halvsødlig bulkvin og tre for 100.

Distrikter som Copertino og Salice Salentino fik en opblomstring for nogle år siden, men kvalitetsmæssigt er der få lyspukter.

Man kan dog godt finde producenter, der hæver niveauet, og det gælder bl.a. vinhuset Angelo Rocca & Figli. Vinhuset er grundlagt tilbage i slutningen af det nittende århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte sin forretning med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagenet og forbedrede vinproduktionen samt opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn.

I dag er det ​​stifterens barnebarnstartede Ernesto Rocca, som sammen med hans sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører familievirksomheden, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Til fremstillingen af denne Donna Y Salento Rosso IGT har vinhuset fået assistance af den danske winemaker Peter Vinding-Diers, der snart i en menneskealder har fremstillet vin over hele kloden.

Peter Vinding-Diers er født i 1943 og er landbrugsuddannet, og han har om nogen opnået stor berømmelse i vinens verden. Han har i 35 år arbejdet som vinmager og ingen dansk vinmand har lavet vin i længere tid end han, så han kan med rette betegnes som vinbranchens danske veteran.

Peter Vinding-Diers 2 sønner Hans og Anders er – som måske bekendt – også dygtige og anerkendte vinmagere, og nevøen Peter Sisseck er nok også kendt af de fleste med en smule interesse for vin.

Donna Y Salento Rosso IGT er produceret på 55% Negroamaro, 25% Cabernet Sauvignon, 15% Primitivo og 5% andre lokale druesorter. Vinen er lagret på egetræ – uden detaljerede oplysninger herom – og klassificeret som IGT.

Duftmæssigt en meget animalsk duft med krudt, prut og stald. Der er også lidt mere almindelig dufte som blommer og lidt krydderier. Smagsmæssigt en fyldig vin, meget frugt, fint afstemt med syren, der er sol, tanniner og frugtdomineret eftersmag. Alt i alt en ganske fornuftig vin, som jeg da også har smagt tidligere.

Fås på tilbud i Kvickly til omkring 50 kr., normalpris er nok omkring 90 kr. … hvis man kan snakke om normalpriser i supermarkeder.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2005 Leone de Castris, Donna Lisa Rosso, Puglia, Italien

2005 Leone de Castris, Donna Lisa Rosso, Puglia, ItalienAftenens sidste rødvin, igen en tur til Italien, men denne gang til stilletten, Apulien, hvor vi i byen Salice Salentino finder vinhuset Leone de Castris.

Vinhuset Leone de Castris blev grundlagt i 1665, da nevøen til den spanske vicekonge i Italien, hertug Oronzo blev forelsket i Apulien og i særdeleshed området omkring Salice Salentino. Han solgte sine ejendomme i Spanien, og købte omkring 5.000 hektar jord her. Herefter begyndte arbejdet med at plante vinstokke, oliventræer og hvedemarker.

Det er dog først i 1920, at huset får sit nuværende navn, da Piero og Lisetta Leone de Castris køber gården og begynder at aftappe vin. Vinen bliver i starten solgt bulk til grossister i Frankrig, USA og Tyskland, men uden den store succes.

I 1943 får Leone de Castris imidlertid deres gennembrud. De skaber rosévinen Five Roses, den første italienske rosévin som skal eksporteres til USA på flaske.

Ved udgangen af 2. verdenskrig bliver en amerikansk general nemlig interesset i at købe en stor mængde af denne rosévin, men på betingelse af, at vinen får et amerikansk navn.

Da der i byen findes et kvarter kaldet “Cinque Rose”, opkaldt efter beboerne, som alle gennem flere generationer havde 5 børn, så bliver navnet på vinen Five Roses. Det accepteres af generalen, og vinen bliver en succes.

I dag producerer vinhuset 2,5 mio. flasker vin årligt. Der dyrkes omkring 500 hektar vinmarker, og til godset hører også et stort hotel og restaurant Villa Donna Lisa samt et større vinmuseum. Leone de Castris ‘vine er lavet på de lokale druer; Primitivo, Negro Amaro, Verdeca, Malvasia Nera og Bianca, og Aleatico.

Vinen her, deres Donna Lisa Rosso er lavet på samme drueblanding som Five Roses, nemlig 90% Negro Amaro og 10% Malvasia Nera. Vinstokkene er gennemsnitlig hele 70 år.

Negro Amaro er en blåsorte drue, som betyder sort og bitter. Den er hovedsorten i netop Salento områderne i Apulien. Negro Amaro giver mørke og kraftige rødvine, men benyttes også meget ofte til rosévine.

Malvasia Nera benyttes ligeledes mest i Apulien, typisk i Salento, hvor den bidrager til at give vinene blødhed. Malvasia Nera benyttes ofte sammen med Negro Amaro. Her i årgang 2005 har Leone de Castris, Donna Lisa Rosso opnået 3 glas i Gambero Rosso.

Lad os smage vinen. Duften er fin, lidt røget sødmælk … hvis sådan noget findes, lidt chokolade, røde bær og en smule kaffe. Smagsmæssigt meget elegant, fin balance, der er både sødme og syre, og der er godt med frugt i eftersmagen. En smule bitterhed også. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Cantolio Vini, Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2009 Cantolio Vini, Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienMed næste rødvin røg vi helt ned i stilethælen … det solrige Apulien i Italien. Apulien, eller Puglia, producerer kolossale mængder vin.

Faktisk så meget, så området alene kan konkurrere med Chile. Det meste har været billig kedelig vin, men Apulien er i stigende grad begyndt at producere bedre vin.

Det er især vine på Primitivo Apulien er kendt for. De bedste vine på Primitivo kommer fra Le Murges, hvor Primitivo di Manduria er den bedste region.

Dette er netop i dette område, at vi finder Cantolio – Cantine del primitivo di Manduria, som er et lille kooperativ, som er grundlagt i begyndelsen af tresserne af en lille gruppe modige vinbønder, der gerne ville producere lidt bedre vine. Den gang var der alene få medlemmerne af kooperativet, men i dag er mere end 700 lokale vinbønder fra området med i Cantolio – Cantine del primitivo di Manduria. Nogle af vinbønderne ligger dog også i de nærliggende provinser Taranto og Brindisi.

Vinen her er ren Primitivo, kommer fra marker med vinstokke på 40-60 år, en gennemsnitlig udbytte på 60-90 tons/hektar, og vinen lagrer på henholdsvis ståltanke og en del på barriques.

I glasset en klar rubinrød vin, duftmæssigt er der solbær, hindbær, lakridsrod, nødder, kanel og vanilje. Smagsmæssigt en saftig vin, der er pæn del sødme i vinen, men fortsat med tanniner til stede, lidt blommer, toner af kaffe. Okay glas vin.

Ikke fundt nogen dansk importør eller pris på vinen.

Vinanmeldelse 3/7 

2007 Tenute Rubino, Primitivo Del Sole IGT, Puglia, Italien

2007 Tenute Rubino, Primitivo Del Sole IGT, Puglia, ItalienTid til et glas rødvin. Vi er i Italien, nærmere betegnet Salento i Puglia eller som det også kaldes; Apulien. Vi er helt nede i “hælen” i Italien, hvor der produceres kolossale mængder vin. Faktisk så meget, så området alene kan konkurrere med Chile, og rigtigt meget er billigt og kedelig vin, men Apulien er i stigende grad begyndt at producere bedre vin. I Danmark har vi set masser af knaldtilbud på Primitivo vine, som ofte er en tynd kop ræve…

Her har vi et af de bedre vinhuse i Puglia, vingården Tenute Del Sole.  Ejer og vinmager er Dottore Luigi Rubino … lyder fandme godt … Dottore Luigi Rubino !!! Han købte tilbage i 1985 vinmarker i området, da han så store muligheder i Apulien.

De købte marker lå lidt oppe i bjergene, og han fik dem til en særdeles fornuftig pris, da ingen andre havde set potentialet i markerne på det tidspunkt. Langt de fleste af disse marker ligger i dalstrøgene, da man her er sikker på en 100% modenhed hvert år.

Fordelen ved beliggenheden i bjergene er, at temperaturen falder markant om natten. Derved sænkes gennemsnitstemperaturen under druernes vækstsæson, som således strækkes. Resultatet er et højere syreindhold og mere karakter fra jordbunden, idet vinplanten har tid til at »transportere« mineraler op fra jorden.

Den første årgang, der blev frigivet, var årgang 2000. Filosofien var, at alt, hvad der skulle stå Tenute Rubino på, fra starten skulle være i en bemærkelsesværdig kvalitet.

Til vinificeringen fik Luigi Rubino hjælp af Renzo Cottarelle, den bedste ønolog i Italien i dag. Allerede i årgang 2001 fik Tenute Rubinos Primitivo Visellio de eftertragtede tre glas i Gambero Rosso.

Her har vi hans almindelige basis cuvé, også på primitivo druen. I glasset absolut til “the dark side” … tæt. Duften er blommer, rosin og mørke bær, mens smagen er lidt cremet, rund og meget easy-going. En vin med en smule kraft, og en vin, som de fleste vil kunne li’.

Pris hos Vinspecialisten 85 kr.

Vinanmeldelse 4/7