Tag-arkiv: Victoria

2012 Water Wheel Vineyards, Memsie Homestead Shiraz, Victoria, Australien

2012 Water Wheel Vineyards, Memsie Homestead Shiraz, Victoria, AustralienWater Wheel Vineyards ligger i den lille by Bridgewater on Loddon, ca. 15 km nordvest for den større by Bendigo, som også har givet navn til dette område i Victoria i Australien. Distriktet Bendigo er beliggende ca. 150 km nordvest for Melbourne. Området er, som så mange andre steder i Australien, utroligt tørt med kun 425 mm regn om året.

Denne weekends vin, en Memsie Homestead Shiraz kommer netop fra dette vinhus, Water Wheel Vineyards, som er ejet  Cumming-familien, som har lavet vin i distriktet siden de købte vingården tilbage i 1989. Familien havde forinden gennem mange år drevet gartneri i området.

Ved købet af Water Wheel Vineyards var der tilknyttet 8 hektar vinmarker med vinstokke plantet tilbage i 1970, men siden da har familien  løbende opkøbt jord, så det beplantede areal i dag er blevet øget til 121 hektar. Derudover har familien i 2009 købte endnu en vingård ved byen Baringhup, 40 km stik syd for Bridgewater. Der har man yderligere 50 hektar med primært Shiraz, som er høstet første gang i 2012.

Denne Memsie Homestead Shiraz er lavet af druer fra noget af den jord, som Peter Cumming har opkøbt gennem årene. I respekt for den oprindelige ejer er vinen kaldt Memsie Homestead Shiraz og refererer til ejendommen Memsie Estate, som blev grundlagt i 1841 af den skotske emigrant John Catto. Da han kom til Australien, så bosatte han sig nær Bendigo og kaldte sit nye hjem Memsie efter den skotske landsby, som han stammede fra.

Vinen i denne årgang 202 er lavet på 71% Syrah, 22% Cabernet Sauvignon og 7% Malbec. På markerne sker der – pga. det meget tørre klima – selvfølgelig kunstvanding. Under gæringen bliver hatten af skaller presset ned i mosten tre gange dagligt. Såvel første – som andengæringen – foregår på delvist nye amerikanske fade, hvor vinen også efterfølgende får lov til at lagre i 6-9 måneder.

Duftmæssigt en smule utilnærmelig … i hvert fald ved for kold temperatur. Det hjælper lidt, når vinen når stuetemperatur, som det må være læren om denne vin. Nå, men duften … der er jod, jern, rust blandet med solbærsyltetøj, eukalyptus og mentol. Jernsmagen går en smule igen i smagen sammen med solbær. Smagen er egentlig blød og behagelig, men i eftersmagen bider vinen dog en smule i haserne. Lidt kantet vil jeg nok beskrive vinen. Havde egentligt vurderet den til 3 Thumbs Up, men lidt varme i glasset mildner mig, og jeg havner på 3½.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2011 Yering Station, The Elms Pinot Noir, Victoria, Australien

2011 Yering Station, The Elms Pinot Noir, Victoria, AustralienDen anden Pinot Noir tirsdag var denne The Elms Pinot Noir fra vinhuset Yering Station, eller Rathbone Wine Group Pty Ltd., som firmaet bag vinene rettelig hedder. Vi er fortsat oversøisk, men nu rykket et smut til Australien.

Yering Station er Victorias første vinhus, som er etableret helt tilbage i år 1838, hvor de første vinstokke blev plantet. Vingården er placeret i hjertet af Yarra Valley i Victoria. Den unikke beliggenhed med en fantastisk udsigt, smukt holdte haver og dramatiske arkitektur gør at Yering Station er kendt for at tilbyde en helhedsorienteret vin- og madoplevelse. Til gården hører da også stor restaurant og smagelokaler for alle besøgende.

I 1996 blev ejendommen købt af Rathbone-familien i 1996, men allerede nogle år tidligere, nemlig i 1988 blev de oprindelige 120 hektar vinmarker genplantet med hovedsalig Pinot Noir og Chardonnay, da man mente, at området er perfekt til netop disse to druetyper.

Siden Rathbone-familiens overtagelse er der både opført en state-of-the-art vingård, som i øvrigt er et prisbelønnet vinturistmål, og markerne er også udvidet, som vinhuset i dag samlet ejer omkring 270 hektar vinmarker, men nu også med druer som Cabernet Sauvignon, Shiraz og Sauvignon Blanc.

Yering Station laver en række australske topvine, og husets nye serie af vine kaldet Little Yering er af flere vinanmeldere kaldet super value for money vine, og kåret som “best buy” af den australske vinskribent James Halliday.

Vinhuset er også kåret af den australske Turisme Awards “Hall of Fame” for bedste Turisme Winery i 2006, og huset er også – ligesom de forrige vin – hædret med den prestigefyldte title “Winemakers of the Year” på International Wine and Spirit Competition i London i 2004.

Ansvarlig vinmager er William (Willy) Lunn.

I glasset en ultratynd, gennemsigtig vin … en del lysere end de fleste Pinot Noir. Duftmæssigt dog langt bedre Pinot næse end den forrige vin, for her er der både kirsebær, jordbær, hindbær, hestestald og Pinot sødme … næsten lidt candyfloss-agtigt.

Smagsmæssigt igen stor sødme, en anelse flad måske, men ellers lidt syre, lidt grønne noter, og det kan vi jo godt lide, men måske også lidt tynd … hvilket ikke løfter vinen helt derop, hvor der er rigtigt spændende. Det skal dog ha’ en smule for forsøget og en god duft.

Købt i Føtex til 99 kr., men fås også hos Laudrup Vin til 129 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Paringa Estate, Estate Pinot Noir, Victoria, Australien

2008 Paringa Estate, Estate Pinot Noir, Victoria, AustralienJan stod også for den næste vin, en Estate Pinot Noir fra vinhuset Paringa Estate i Victoria. Victoria er nok den mest spændende vinregion i Australien.

Det er i hvert fald langt den mest varierede, da man her producerer stort set alle vintyper med stort held. Victoria dækker over et kæmpe område i den sydøstlige del af Australien med Melbourne, som det bedst kendte pejlemærke.

Et af de nyeste og mest forfriskende vinområder i Victoria er halvøen Mornington Peninsula, der ligger syd for Melbourne. Den lille Mornington halvø er under stor indflydelse af det maritime klima og området er klart det mest kølige i Australien.

Mornington Peninsula er en sand oase for dyrkning af alskens afgrøder og byder samtidig på natur i særklasse. Det er derfor intet under, at halvøen er under konstant belejring af millioner af turister, der på bare en lille time kan komme hertil fra Melbourne.

Morington Peninsula har været vinområde siden 1886, men indtil slutningen af 1970’erne var vinmarkerne ret forsømte. I starten af 1980’erne opdagede en lille gruppe pionerer, at området bød på uanede muligheder, og siden er udviklingen gået stærkt.

Heldigvis umuliggør den trange plads, at området ødelægges af alt for store og industrialiserede vinmastodonters indtog. Pionerånden er stadig drivkraften for de fleste. Der ligger i dag ca. 40 vingårde i området, og stort set alle har en meget beskeden produktion.

Det kølige klima på Mornington Peninsula favoriserer dyrkning af Pinot Noir, Chardonnay og Riesling, der trives bedst under ikke alt for varme og tørre himmelstrøg. Her laves da også Australiens i særklasse bedste vine på netop disse druer fra vinmarker plantet i de skønne bakker hævet 250 meter over havet.

Morningtons overskyggende stjerne er Paringa Estate. Gennem årene har Paringa Estate været en af landets mest hæderkronede vingårde, og det var derfor en meget velfortjent og naturlig konsekvens, at Paringa Estate blev kåret til Australiens bedste vinproducent i 2007 af selveste James Halliday – Australiens vinguru nr. 1.

Paringa Estate er grundlagt i 1984 af Lindsay og Margaret McCall. En tidligere frugt plantage midt på halvøen blev gradvist omplantet til vinmarker, og siden har ægteparret opført vineri og kældre midt i mellem vinstokkene. Første årgang var 1988, og allerede fra starten var vinene samleobjekter for australske vinfans. Produktionen var dog dengang (og som nu) alt for lille til at kunne klare den enorme efterspørgsel.

Derfor eksporteres vinene fra Paringa Estate stort set ikke, men sælges derimod ved stalddøren eller på mailinglister. Stilmæssigt minder vinene fra Paringa Estate om de europæiske forbilleder fra Bourgogne, Rhône og Alsace.

Udvalget af vine fra Paringa Estate er inddelt i 3 serier. Indledningsvis finder man Paringa ”Peninsula”, hvortil druerne høstes fra lejede vinmarker. Peninsulavinene er frugtdrevne, delikate og generelt meget umiddelbare.

I Peninsula ”Estate” serien finder man de vine, Paringa er blevet verdenskendt for. Druerne kommer udelukkende fra egne vinmarker omkring Red Hill South. ”Top-of –the-pop” er Paringa Reserve.

Disse vine laves kun i de bedst tænkelige årgange, og indtil videre kun for Pinot Noir og Shiraz. Hvis årgangen er god nok, udvælges de bedste fade, hvorefter blandingen foretages. Reservevinene er meget sjældne og blandt Australiens mest elskede kultvine.

Vinen her er fra vinhuset mellemserie, Estate serien. I glasset er der duft af Pinot Noir, men i en lidt strammere fortolkning end Pinot Noir normalt findes i både Australien eller New Zealand, og det gjorde da også, at mit gæt på oprindelsesland havnede på Frankrig, for stramheden er meget lig Bourgogne.

Der er klart masser af grønne noter og grannåle i duften. Smagen er også meget ren, rank og kølig, sure kirsebær og masser af mineralitet og tannin. Spændende vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Sigurd Müller Vin til 400 kr.

Rating  5,5/7