Tag-arkiv: Provence

2015 Miraval, Rosé Côtes de Provence, Provence, Frankrig

2015 Miraval, Rosé Côtes de Provence, Provence, FrankrigMiravals lille nuttede Rosé Côtes de Provence går under øgenavnet Pink Floyd … selvfølgelig med reference til farven samt at Pink Floyds nok største album The Wall er indspillet på netop Château Miravel tilbage sidst i 1970’erne. Her trykker alderen dog ikke, for denne rosé er fra årgangen 2015.

Pink Floyd er også den vin, som Miraval er mest kendt for … specielt den lyse, lidt unikke og mineralske smag. Det har også gjort vinen meget eftertragtet. Château Miravals 2012 Rosé Cotes de Provence modtog således 90 point fra Wine Spectator magasin og titlen bedste rosé i verdenen. Det gjorde, at vinen samme år kom ind som nr. 84 på bladets Top 100 liste.

Og det var netop i 2012 – efter Angelina og Brad havde købt ejendommen for svimlende 60 millioner dollars, at Hollywood-parret indgik i samarbejdet med Perrin-familien … et joint venture/samarbejde, der omfatter strategisk rådgivning samt vinifikation og distribution af Miravals vine.

Og det passede også ind i Perrins planer, idet de igennem længere tid havde ledt efter en ejendom i Provence, som kunne supplere deres sortiment. De havde jo i forvejen vinene fra negociant virksomheden Famille Perrin, de berømte vine fra Château de Beaucastel, Domaine du Clos des Tourelles samt La Vieille Ferme i Ventoux.

Og de har virkelig formået at få skabt et brand, som er blevet hyppet … klart med historien om Angelina Jolie og Brad Pitt, deres egen, særegne og buttede flasker, hvor navnet Miraval er præget i flasken og selvfølgelig Perrin familiens evner som vinproducenter. Og denne Rosé Côtes de Provence var da også aftenens bedste af de to fra Miraval.

Vinen er lavet på druerne Cinsault, Grenache, Syrah og Rolle. Alle druer håndhøstes meget tidligt om morgenen og sorteres 2 gange inden vinifikationen på 95% ståltanke og 5% egetræsfade.

I næsen en lidt svag parfumeret vin, hvor der også er jordbær, svag citrus samt om omgang flintesten. I munden er vinen blød, blid … meget let, venlig og uskyldig. Syren er ganske fin, mineralsk med en lidt saltet og bitter note. Frisk vin … som virkelig vil gøre sig på terrassen … specielt, hvis Angelina så kunne servere den.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 150 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Miraval, Blanc Coteaux Varois, Provence, Frankrig

2015 Miraval, Blanc Coteaux Varois, Provence, FrankrigVelkomstvinen på Restaurant Fusion blev denne Miraval Blanc Coteaux Varois … Angelina Jolie og Brad Pitts egen vin … der kommer i små, sexede og buttede flasker, som denne aften var smukt nedkølet i sommervarmen i et stort sølvfad fyldt med isterninger, så duggen perlede frem på alle flaskerne. Sådan!

Château Miraval ligger i sin egen lille dal tæt ved den gamle by Correns 5-6 kilometer nord for Brignoles. Miraval blev nok mest kendt, da Angelina Jolie og Brad Pitt i 2008 lejede slottet med en forkøbsret.

De havde bestemt, at deres kommende tvillinger skulle fødes i Frankrig, så de lejede en helikopter for at lede efter en passende ejendom … og det fandt de med Château Miraval. I dag ejer de slottet og er blev endda i 2014 gift i slottets lille kapel.

Det er ellers et slot med en spændende historie. Château Miraval ligger malerisk ved foden af den gamle romerske vej Via Aurelia. Det er et sted, som har været beboet siden den præ-romerske tid. Det er et rigtigt slot omgivet af en voldgrav. Det har ikke mindre end 35 værelser, stort springvand, gamle akvædukter, en dam, et kapel og selvfølgelig vineri.

En af de tidligere ejer … den franske jazzpianist og producer Jacques Loussier … købte slottet i 1970. Han installerede et komplet lydstudie, hvor kendte kunstnere som Sting, Cranberries, Pink Floyd, Sade og Gypsy Kings har indspillet albums. Ja faktisk er det legendariske værk The Wall med Pink Floyd indspillet på Miraval i 1979.

Det var dog den senere ejer amerikaneren Tom Bove, som købte slottet i 1993, som fik sat vinproduktionen i system på stedet, hvorved man startede med at producere en almindelig Vin de Pays. Det var også Tom Bove, som udvidede slottet med spa, to gymnastiksale samt en stor indendørs swimmingpool.

Château Miraval har samlet 500 hektar jord, som omfatter skove, oliventræer samt vinmarker. Vinmarkerne udgør omkring 30 hektar og omfatter appellationerne Côtes de Provence samt Coteaux Varois en Provence. Vinmarkerne ligger på et terroir bestående af ler, kalk og limsten og er delvis beplantet i terrasser 350 m over havets overflade.

Vinproduktionen er lagt i hænderne på Famille Perrin, og de laver 3 forskellige vine fra Miraval, en Rosé Côtes de Provence, en Blanc Côtes de Provence samt denne Blanc Coteaux Varois.

Miraval Blanc Blanc Coteaux Varois er lavet på druerne 95% Rolle og 5% Grenache Blanc. Druerne er plukket i 35 kg. kasser, sorteres og presses skånsomt. 90% af vinen er lavet i rustfri tanke, mens de sidste 10% er lavet i egetønder med batonnage … løbende omrøring.

Rolle druen kender vi mest fra Italien, hvor den hedder Vermentino. Det er en meget aromatisk grøn drue, der i Italien specielt bruges på Sardinien og i Ligurien. Benyttes også i Piemonte under navnet Favorita. Druen ses også tit i Frankrig, fx i Roussillon-Languedoc eller som her i Provence. Druen bruges primært i hvidvine, hvor den giver livlige og karakterfulde vine.

Duftmæssigt er her frisk fersken, en svag nøddearoma, blomster, svag citrus og lidt mineraler. Smagen er lidt grøn i det … lidt sjov krydret smag med lidt bitterhed, lemon … syren er sådan lidt speciel. Der er også lidt bitterhed i eftersmagen. Måske lidt skuffende i forhold til mine forventninger og specielt i forhold til prisen.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 175 kr.

Rating 4/7 

Miraval

2012 Bernard Magrez, Château des Muraires Rosé, Provence, Frankrig

2012 Bernard Magrez, Château des Muraires Rosé, Provence, FrankrigNår den gode – og særdeles rige – Bernard Magrez vil drikke rosévin fra Côtes de Provence, så kan han vælge mellem vine fra hans 3 slotte i dette område, nemlig Douce vie, Château La Gueiranne eller Château des Muraires, og netop fra sidstnævnte kommer denne rosévin, som vi her smager i en årgang 2012.

Château des Muraires ligger i billedskønne omgivelser tæt på landsbyen Le Luc i Provence. Til vingården hører 9 hektar vinmarker, som er tilplantet med de klassiske sydfranske druer sorter Carignan, Grenache, Syrah og Cinsault samt de for området nyere druesorter Rolle og Ugni Blanc (Vermentino og Trebbiano Toscano).

Og den gode Bernard Magrez har jeg jo skrevet om en del gange her på bloggen … ja faktisk er han svær at undgå, da han er én af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd, som ejer ikke mindre end 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux … og altså også 3 i Côtes de Provence.

Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.

Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.

I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.

Nå, men tilbage til denne rosé, som er lavet på druerne Carignan, Cinsault, Grenache Noir, Syrah og Ugni Blanc.

Duftmæssigt godt med sød frugt, jordbær og hindbær … mest jordbær og så også lidt flæsk eller noget i den retning. Smagen er meget straight-forward, meget nem og tilgængelig og uden den store syre eller rygrad. Det synes jeg også bliver vinens svaghed … den er let, sød, liflig … men uden meget karaktér og lidt en “damevin” … uden at fornærme nogle af dette køn … kunne aldrig drømme om. Men altså, lidt for meget saftevand efter min vurdering.

Købt hos Vinspecialisten, pris 150 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2010 Domaine de la Source, Bellet Rouge, Provence, Frankrig

2010 Domaine de la Source, Bellet Rouge, Provence, FrankrigFabelagtig vin. Første rødvin var fra et for mig ukendt AOC område, nemlig Bellet, og det var intet mindre end en ganske imponerende vin. Bellet er en lille appellation i Provence, og det meste af produktionen går til Nice. I Bellet dyrker man lokale druer som Rolle, Braquet og Folle Noire. Bellet blev officiel AOC anerkendt i 1941.

Vi er hos en gammel vinfamilie, nemlig familien Dalmasso, som driver Domaine de la Source. Vingården ligger i området Chemin de Saint-Roman de Bellet i Nice, og det er lidt nordvest for den store by.

Vingården er grundlagt i 1962 af Joseph Dalmasso, da han købte jorden omkring hans fødeegn i Chemin de Saint-Roman de Bellet, og navnet på vinhuset henviser til den kilde, som gør dette område så ideelt til dyrkning af blomster, grøntsager … og vindruer.

Det er imidlertid Josephs søn Jacques, som får sat vinproduktionen i system på Domaine de la Source, bl.a. ved tilplantning af vinmarkerne i 1986. Siden 2003 er børnene Carine Jacques og Eric også kommet med i driften af vingården og de beskedne 5 hektar vinmarker, som de samlet driver i dette solrige område ved den franske Riviera.

Domaine de la Source laver tre forskellige vine, en hvid, en rosé og denne røde vin. Herudover produceres der også lidt olivenolie. Alt er selvfølgelig lavet manuelt. Denne Bellet Rouge er lavet på 80% Folle Noire og 20% Grenache.

Folle Noire druen er også kendt som Fuella Nera, og det er en gammel provencalsk druetype, som engang var ganske udbredt i Provence og det øvrige Sydfrankrig. Den er hoveddrue i rød Bellet og tillades også i IGP vine i Provence og Sydvestfrankrig (hvor den har navnet Jurancon eller Piquepoule). Den ses også i Uruguay og har her navnet Vidella. Druetypens vigtigste egenskab er, at den tillader vinstokkken at sætte ekstremt mange druer, men vinen selv har ikke den store karakter.

Vi fik smagte vinen blindt og gættede på Bandol … ikke helt ved siden af … vi i er hvert fald i Provence. Jeg bemærkede, at duften var ret intens … nærmest som en “naturewine”, og det er heller ikke helt ved siden af, for siden 2008 har Domaine de la Source omlagt produktionen til økologisk og organisk. Ding … point til Houlberg.

Og tro mig, duften i vinen er ganske speciel, men på en god måde. Den er animalsk med masser af hestestald, mødding og komøg, fårenosser, sved og mørke hindbær. Anderledes, men ganske flot.

Smagen er meget ren og “smooth”, godt med frugt, god syre … faktisk en rigtig dejlig syre, som ikke bliver for meget. Der er lidt lyse kirsebær i smagen, som næsten er helt tysk i udtrykket. Virkelig en overraskelse. Thumbs Up.

Købt i Frankrig. På vingården koster vinen 28,50€ … eller 25,50€ hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7