2015 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder im Holzfass gereift, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder im Holzfass gereift, Rheinhessen, TysklandDet er vist lang tid siden, at jeg sidst har smagt en vin fra Weingut Georg Gustav Huff og denne basisvin … en 2015 Spätburgunder im Holzfass gereift var vist sidste i en kasse, men – ak og ve – slet ikke anmeldt her på vinbloggen. Sikke noget rod, som vi selvfølgelig råder bod på med det samme.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange og også besøgt ved flere lejligheder. Det ligger i den lille by Schwabsburg … lidt op af vinmarkerne fra Nierstein. Ved hvert eneste besøg har vi altid tanket godt op med nogle kasser vin, da priserne er ganske fornuftige i forhold til kvaliteten.

Denne 2015 Spätburgunder im Holzfass gereift er en af de vine, som jeg altid køber med hjem, men nu er sidste flaske altså drukket. Det er fra en gode årgang 2015, men der er ikke mange oplysninger om produktionen … udover lagring på eg selvfølgelig.

Duftmæssigt der sød animalsk stald, ærketypisk tysk Spätburgunder næse med jordbær, eg, kanel og virker samtidig meget let i udtrykket.

I munden er måske en anelse for megen sødme, selvom vinen også har et syrligt bid i eftersmagen. Det er let med hindbær, jordbær … meget blød, blid og venlig. Det er måske ikke så dybt eller kompleks, men byder på masser af Spätburgunder drikkeglæde.

Købt på vingården til 5,70€ … eller alene 42 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 D’Angelo, Aglianico del Vulture, Basilicata, Italien

2013 D'Angelo, Aglianico del Vulture, Basilicata, ItalienFra vinhuset Casa Vinicola D’Angelo i den lille by Rionero In Vulture i vinregionen Basilicata har jeg nu smagt deres Aglianico del Vulture, som er lavet på druen Aglianico.

Basilicata ligger i bunden af støvlelandet … faktisk lige ved hælen og er vel nærmest svangen. Det er en ganske lille vinregion, der med få appellationer er let at overse, og jeres flittige vinblogger har da heller ikke anmeldt mange vine fra Basilicata og alene netop fra appellationen Aglianico del Vulture DOC.

Basilicata har spredt højland og ligger indesluttet imellem regionerne Apulia, Campania og Calabrien. For ikke længe siden var Basilicata nærmest kun underleverandør til naboregionerne. Apulia indførte fx Aglianico druer til at blande i deres egne vine.

Det egentlige gennembrud kom i 1971, da appellationen Aglianico del Vulture blev klassificeret som DOC, og næsten modstræbende begyndte man herefter at tappe på flaske og eksportere.

Aglianico del Vulture er opkaldt efter vulkanen Monte Vulture. De bedste vinmarker ligger på vulkanen, højt oppe på den østvendte skråning. Vinmarkerne er nogle af de mest sydlige i Italien, men højden gør, at vinene ikke bliver overmodne.

Imidlertid har vinene fra området ikke helt vundet den respekt, de rettelig fortjener, men når Aglianico druen dyrkes i de vulkanske højder på vulkanen Monte Vulture, så kan det faktisk give langt bedre og mere interessante vine end fx i Puglia.

Casa Vinicola D’Angelo er en af de producenter, som altid var lavet vine på Aglianico. I hundrede år har familien opretholdt traditionerne og i dag drives vinhuset af Lucio D’Angelo samt hans to børn Rocco og Erminia.

De har samlet 35 hektar vinmarker og 2 vingårde … en hvor de producerer vinene og en, hvor de lagrer vinene. Den samlede produktion ligger årligt på 300.000 flasker.

D’Angelo laver 11 forskellige vine, herunder denne Aglianico del Vulture, som selvfølgelig er lavet på 100% Aglianico, som er dyrket på højtliggende marker på Monte Vulture vulkanen i 400 meters højde og høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med maceration i 8 dage og vinen har lagret 20 måneder på store egefade.

I næsen afsløres vinens italienske ophav med det samme … fin balsamisk syre, tjære, røg, men frugten er mørk, fyldig og lidt gæret i udtrykket. Det er blåbær, brombær, kirsebær og blommer, men derudover er der lidt chokolade … ganske lækker duft.

Smagsmæssigt er der godt med fyldige kirsebær og der er oss’ masser af tanniner og syre, en kæmpe blomstermark, mineralsk med sten, flint, engelsk lakrids, peber og bitterhed i eftersmagen samt en pæn saftighed. Skal du drikke vin fra den nederste del af støvlen, så er dette et godt bud på en god vin … overraskende god med nogle af de kvaliteter, som vi kender fra det nordligere Italien.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2011 Vilmart & Cie, Grand Cellier Rubis Premier Cru, Champagne, Frankrig

2011 Vilmart & Cie, Grand Cellier Rubis Premier Cru, Champagne, FrankrigVi slukkede og lukkede den lille, intime og eksklusive VIP Champagnesmagning og Private Dining med Vilmart & Cie … nemlig deres Grand Cellier Rubis Premier Cru i årgang 2011.

Det er en blanding af 60% Pinot Noir … Rosé de Saignée samt 40% Chardonnay fra 60 år gamle vinstokke på Premier Cru marker i Rilly-la-Montagne. Rosé de Saignée er den fritløbende most fra rødvin efter et par timers maceration. Inden presningen er der allerede en let rød saft i karet/tanken og den kaldes Rosé de Saignée … resten laves til rødvin.

I denne Grand Cellier Rubis Premier Cru har  Laurent Champs lavet basisvinen uden malolaktisk gæring med bl.a. 10 måneders lagring i barriques og efter aftapning på flaske er champagnen så lagret 5 år i vinkælderen inden dégorgement i maj 2016 med en dosage på 8 gram pr. liter.

Det dufter også lidt af røde bær … meget spidsfindigt, sofistikeret og elegant, men også lidt tilbageholdende i aromaerne. Det er modne jordbær, hindbær, kirsebær, umami, vanilje … fint og sart. Det er små sting, præcisionsarbejde. Den virker ikke sådan crips, men mere rund, blød med klar kalkmineraler, men også blomster, et nybagt franskbrød og lidt tørret kød.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt … ikke en skarp og tør champagne, men blød med masser af jordbær og blidhed. Det smager rasende godt … støvet, kalket, fyldig og en lækker cremet tekstur. Bred, rig, moden og lige til at give et kram.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2000 Boizel, Joyau de France, Champagne, Frankrig

2000 Boizel, Joyau de France, Champagne, FrankrigAftenens bedste champagne var klart denne vintage 2000 Joyau de France fra champagnehuset Boizel … eksklusive dråber af højeste boblekvalitet, en blærerøv af 1. grad.

Basischampagnerne fra Boizel ligger generelt ikke så højt på mine ratings, og måske derfor overraskede denne Joyau de France mig også totalt.

Boizel ligger – meget passende – på Avenue de Champagne i Epernay og er grundlagt i 1834 af Louis Auguste Gabriel Boizel, som nogle år forinden havde giftet sig med Julie Martin.

Louis Auguste kom fra en gammel champagne familie i Etoges nær Montmort og hans bror var også borgmester i byen. Helt usædvanligt for denne tid, så kaldt ægteparret champagnehuset efter dem begge, altså Boizel-Martin.

I dag hedder huset dog alene Boizel og drives af 5. generation i form af Evelyne Boizel samt hendes mand Christophe Roque.  De sprang ind i familiefirmaet i 1972 efter en tragisk ulykke, hvor faderen Rene og broderen Eric – der skulle overtage driften – døde.

Siden 2011 har parret dog også haft hjælp fra deres børn Florent og Lionel, som begge har lært håndværket fra forældre og hos andre vinproducenter i både Frankrig og udlandet.

Champagnehuset ejer selv 7 hektar vinmarker fordelt på mange små parceller men derudover har de samarbejdsaftaler og langtidskontrakter med en lang række andre vinavlere, som leverer druer til Boizel.

Huset laver samlet 10 forskellige champagner, som er opdelt i 3 serier, nemlig The Essential, The Exeptional og The Jewels. Og denne topvin Joyau de France er selvfølgelig fra serien af husets juveler.

Den er lavet på 65% Pinot Noir og 35% Chardonnay fra både Premier Cru og Grand Cru marker.  Omkring 15% af vinen har efter vinificering lagret på egefade og derefter er vinen samlet og har lagret i kælderen sur lie hos Boizel i 12 år. Dégorgement er sket i juli 2016, hvor der også er tilføjet en ganske lille, bitte dosage.

Og ihhhh hvor er det altså godt. Der er duftmæssigt saltkaramel, pærer, abrikos, kandiseret appelsinskal, blomsterpotpourri, toffee-fee , æbletrifli, ristede hasselnødder, mandler, walesboller … et sandt show-off og totalt blæret. Der er virkelig dybt, komplekst og koncentreret, forfinet og toptunet champagne.

Det gælder sådan set også smagen, som er lækker nøddet og byder på lidt kirsebær, pærer, mandariner, citrus og en lille bitterhed. Det er cremet – helt i zen – balanceret og samtidig nærmest luftigt, som en ballonskipper, der har glemt sine tunge sko. Det smager rasende godt og jeg er nu fan.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2011 Louis Nicaise, Extra Brut Premier Cru, Champagne, Frankrig

2011 Louis Nicaise, Extra Brut Premier Cru, Champagne, FrankrigExtra Brut Premier Cru fra Louis Nicaise er en møjlækker champagne … og så endda til en fornuftig pris.

Jeg har været vild med champagnehuset siden jeg smagte deres fabelagtige kulsorte, eksklusive Noir Blanc de Noirs Premier Cru samt deres imponerende 2008 Brut Millésimé i en magnumflaske. Og denne 2011’er Extra Brut Premier Cru cementerer blot, at Champagne Louis Nicaise – drevet af Laure Nicaise-Préaux og hendes mand Clement Préaux – er et virkelig godt champagnehus.

Extra Brut Premier Cru er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir fra Montagne de Reims ved Hautvillers. Vinen er vinificeret traditionelt, har gennemgået malolaktisk gæring og lagret på egefade en periode inden aftapning på flaske.

Hvor lang tid champagnen er lagret i kælderen ved jeg ikke, men der er før frigivelse tilføjet en meget lille dosage på kun 4 gram pr. liter, således champagnen bevarer tørhed og friskhed.

Næsen er næsten hypnotiserende med gæret dej, franskbrød, æbler og vanilje – så mangler vi næsten bare lidt flødeskum – tørret eller kandiserede ananas samt andre tropiske frugter. Der er en let sødme over champagnen sammen med noget sødkrydret.

Smagen er cremet, blød … boblerne små, brusende uden at være for frembrusende. Boblerne synes meget insisterende, dybe og fader ingenlunde ud, men giver sammen med citrus og en svag bitterhed champagnen en smuk lethed. Det smager rasende godt … ikk’ helt på højde med Noir fra Nicaise, men pokkers tæt på. Det er et sted mellem 5,5 og 6 fede tommelfingre … og så må det blive 6.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2008 Gabriel-Pagin Fils, Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru, Champagne, Frankrig

2008 Gabriel-Pagin Fils, Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru, Champagne, FrankrigVi fortsatte med Blanc de Blancs … en 2008 Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru aka Millésime 2008 fra champagnehuset Gabriel-Pagin Fils.

Det er et champagnehus, der ligger i Avenay Val d’Or … og er grundlagt i 1946 af Roger Gabriel. I dag drives huset af 3. generation i form af Aurélien Gabriel, dog sammen med hans far Pascal … og selvfølgelig også lidt hjælp fra moderen. Med andre ord en rigtig lille familievirksomhed.

Huset har samlet omkring 9 hektar marker, som fortrinsvis er både Premier Cru og Grand Cru marker, som er beliggende omkring Avenay Val d’Or og Mutigny.

Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs er lavet helt traditionelt med presning efterfulgt af både alkoholisk og malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagrer 6-8 måneder sur lie inden vinen tappes på flaske. Derefter lagrer champagnen med andengæring i 12 måneder, hvorefter der tilsættes en lille dosage på 4,5 gram.

Duftmæssigt er der virkelig godt med frugt i denne champagne, men også både kant samt kompleksitet. Frugten er nærmest tørret abrikos og kandiserede ananas. Der er også svage oxiderede noter, æteriske olier, citroner, karamel, havrekiks … en ganske dyb, moden og aromatisk duft.

Smagsmæssigt er frugten også monstrøs … det er æblefedme, voluminøs, sød grape, parfumeret. Det er cremet, boblerne er blide og alligevel er det champagne med nerve. Det er den tykke pige i klassen … men også sjove, livlige og fantasifulde.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2006 Claude Cazals, Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru, Champagne, Frankrig

2006 Claude Cazals, Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru, Champagne, FrankrigDenne Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru er en af de to absolutte top champagner hos Claude Cazals og lavet første gang i 1995 af Delphine sammen med hendes far Claude Cazals … altså blot året før faderen døde.

Det er en Blanc de Blancs, hvor Chardonnay druerne kommer fra husets stolthed … Grand Cru marken Le Clos på 3,7 hektar midt i Oger. Marken – der er omkranset af gamle mure og deraf navnet Le Clos – købte Delphines bedstefar tilbage i 1950’erne til sin søn Claude og sammen plantede de vinstokke på marken, helt overbeviste om, at dette sted var perfekt for druer.

For Delphine er det derfor heller ikke bare en vinmark, men et sted hun kommer, når hun skal lade batterierne op og finde ny energi … nærmest et helligt sted, hvor hun nyder naturen og historiens vingesus … og måske endda tænker på sine forfædre.

På billedet ovenover kan I faktisk se Delphine på Le Clos.

De over 60 år gamle vinstokke er høstet med håndkraft og kommer ved ankomsten til vingården i den store presse, hvorefter vinificeringen primært sker i store temperaturkontrollerede  rustfrie ståltanke, mens 10% dog sker i egefade.

Efter flaskning lagrer vinen med andengæringen i 10 år sur lie, hvorefter champagnes gøres klar med en ganske lille dosage på kun 3 gram pr. liter.

Næsen emmer af gær, fersken, grønne æbler, citron og honning … ganske let – om end moden – i frugten og har måske endda svag oxidering. Derudover er der kalk, dej, dessertkager, urter samt ganske svag fennikel. Interessant.

Smagsmæssigt er der god intensitet og dybde, ganske tør og boblerne er sindssyge og virkelig tætte, aggressive. Der er modne æbler i smagen … nedfaldsæbler måske endda, smørkrydrede noter, muskat og nødder samt en virkelig flot lethed. Det smager forrygende og igen højt niveau.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 719 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Vilmart & Cie, Grand Cellier d’Or Premier Cru, Champagne, Frankrig

2011 Vilmart & Cie, Grand Cellier d'Or Premier Cru, Champagne, FrankrigDen første årgangschampagne ved den eksklusive VIP Champagnesmagning & Private Dining blev denne Grand Cellier d’Or Premier Cru fra Vilmart & Cie … årgang 2011 og endda i magnumflaske.

Grand Cellier d’Or Premier Cru består af 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir fra 50 år gamle vinstokke på Premier Cru marker ved Rilly-la-Montagne. Som med de andre champagner hos Vilmart & Cie har Laurent Champs alene vinificeret på egefade og basisvinen er da også lagret 10 måneder på 228 liters burgundiske barriques inden flaskningen og uden malolaktisk gæring.

Derefter har Grand Cellier d’Or lagret og undergået en rolig andengæring på flaske i 42 måneder sur lie, altså med bærmen inden dégorgement i december 2016, hvor der er tilsat en dossage på 7 gram pr. liter.

Nu snakker vi … lækker champagneduft med alt det gode, hasselnødder, ristede endda, eg, svag vanilje, aske, franskbrød, træ, smeltet smør og lidt konfekt. Frugtmæssigt er det eksotiske frugter, fersken, ananas, mens boblerne er meget fine og små … næsten som perler på små usynlige tråde i glasset. Der er også en smule kalket mineralitet, som passer sindssygt godt sammen med de ristede aromaer.

I munden er boblerne også fine, næste svage, delikate og utroligt afbalancerede sammen med æbler, en kalket og mineralsk, frisk syre og igen de brændte eller ristede elementer. Der smager sindssygt godt og på dette tidspunkt på aftenen var det hidtil bedste champagne.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske magnum koster 1.199 kr., mens en normal flaske i årgang 2013 kan erhverves til 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Vilmart & Cie, Cuvée Rubis Brut Premier Cru, Champagne, Frankrig

N.V. Vilmart & Cie, Cuvée Rubis Brut Premier Cru, Champagne, FrankrigSidste rosé af de 4 i streg var fra Champaniac’s nye champagnehus Vilmart & Cie, nemlig deres Cuvée Rubis Brut Premier Cru.

Champagnehuset Vilmart et Cie ligger i byen Rilly-La-Montagne og blev grundlagt tilbage i 1890 af Désiré Vilmart. Siden da huset været drevet af familien … enten passionerede sønner eller svigersønner. Siden 1991 har det været drevet af den sympatiske og flinke Laurent Champs, som er 5. generation. Han har siden overtagelsen gjort Vilmart & Cie til et yderst kendt og meget respekteret champagnehus, som i dag nærmest har fået kultstatus.

Mange beskriver Laurent Champs som en af de bedste champagnebønder, men han er selv en beskeden mand og den megen hype og kultstatus er ikke steget ham til hovedet.

Vilmart & Cie har samlet 11 hektar vinmarker, hvor der dyrkes 60 % Chardonnay og 40% Pinot Noir, hvilket er lidt usædvanligt for området, hvor der ellers dyrkes en hel del Pinot Meunier. Laurent dyrker markerne efter biodynamiske forskrifter, selvom han dog ikke er certificeret.

I produktionen anvender huset egetræ i produktionen, hvor Non Vintage vinene lagrer i store 5.000 liters foudres, mens deres årgangschampagner lagrer i 228 liters barriques, der er 1-3 år gamle. Der anvendes til gengæld ingen malolaktisk gæring, hvilket også er med til at give en meget fin høj syre. Der produceres 110.000 flasker årligt.

Vilmart & Cie bruger stadig den traditionelle 4.000 kg presse fra Coquard. Pressetiden er hele 24 timer hvilket ifølge Laurent Champs giver det bedste resultat.

Med undtagelse af champagnen Grand Reserve bruges udelukkende most fra første presningen til champagnerne. Standard cuvéerne lagres i 3-5 år og speciel cuvéerne fra 6-9 år.

Denne Cuvée Rubis Brut Premier Cru er et blend på 90% Pinot Noir samt 10% Chardonnay. Af de 90% Pinot Noir udgør 15% rødvin og samlet består det samlede blend af to årgange. Vinen lagrer 10 måneder på de store foudres, hvorefter vinen flaskes og gemmes i kælderen 3-4 år. Dosage udgør 9 gram pr. liter.

Dette er klart den bedste af de 4 smagte rosé champagner i streg … duftmæssigt bare så elegant med en utrolig inderlighed og det dufter af mer’ end blot rosé. Det er brusende blomster, animalske noter, kalk og et let slør eller flor fra elverpiger. Vi roterer rundt på tåspidserne, let og berusende opløftet. Frugten er jordbær og hindbær, men hvem ligger mærke til dette i piruetterne.

Smagsmæssigt er champagnen tæt, frugtrig, men – som duften – utrolig let. Det er syltede citroner, hindbær, grape … som endda ikke er total bitter, men grapefrugten har lidt kandiseret sødme med sig. Der er en vis sødme i champagnen, men igen en smuk, svævende lethed som et brudeslør … helt zen.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Louis Nicaise, Premier Cru Rosé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Louis Nicaise, Premier Cru Rosé Brut, Champagne, FrankriNæste laksefarvede roséchampagne var fra Louis Nicaise … deres Premier Cru Rosé Brut, som også er lidt mere givende end forrige.

Premier Cru Rosé Brut champagnen er lavet på 35% Chardonnay, 50% Pinot Noir og 15% rødvin lavet på Pinot Noir. Chardonnay druerne kommer fra husets Premier Cru marker, hvor vinstokkene er 25-30 år gamle og Pinot Noir druerne fra nogle Grand Cru marker. Omkring 40% af vinen er seneste høst og 60% reservevin fra året før.

Derudover har 30% af den samlede vin undergået malolaktisk gæring. Premier Cru Rosé Brut modner derefter i flasken med andengæring omkring 2,5 år inden degorgering og frigivelse til salg.

Duftmæssigt er her godt med blomster og rosenblade, vaskemiddel, citron, hindbær og stikkelsbær … måske endda lidt abrikos. Det virker til, at der er mere fylde og fedme i denne rosé krydret med salte mineraler.

I munden er boblerne medium, ganske fint perlende og der bydes på masser af rød frugt, jordbær, men også lidt citron, blomster-te, blide mineraler, og champagnen er egentlig meget rund, fløjlsblød og behagelig. Igen bliver det – for mig – for neutralt, men et lille hak bedre end Cazals.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 4/7