2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, Italien

2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, ItalienNæste vin er rigtig spændende, for Santa Cristina In Pilli fra det lille vinhus Fattoria Ambra er fra nok Italiens ældste og mindste vinområde Carmignano.

Områdes historie kan føres tilbage til vel 800-500 år før vor tidsregning, hvor etruskerne der allerede producerede vin. Det var dog først i 1300-tallet, at dokumenter viser områdets fine kvaliteter, bl.a. med optegnelser om, at Carmignanos vine var dyre og kostede 3-4 gange så meget som al anden vin.

I 1500-tallet startede adelen også selv med dyrkning af vin og de plantede – stik mod traditionerne – franske vinstokke med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. I 1716 udpegede storhertug Cosimo 3 de’ Medici også Carmignano som et område med vin af speciel høj kvalitet.

Området fik dog først sin DOC i 1975, men den blev ophævet til DOCG i 1991 … og det gør appellationen til den mindste DOCG i Toscana og den næstmindste i hele Italien.

Fattoria Ambra Società Agricola ligger netop i det område på adressen Via Lombarda mellem Firenze og Prato, beskyttet af Montalbialo-bjerget og velsignet med en masse sollys i løbet af dagen.  Huset drives af Giuseppe Rigoli, der er agronom og ønolog, mens hans hustru Susan er uddannet agronom. Huset har været i familien Romei Rigolis eje siden 1870

Giuseppe har også selv mere end 30 års erfaring og får hjælp af landbrugstekniker og sommelier Fabio Marzotti og sin nevø Guido Cantini, der som Giuseppes har en stor passion for vin og samlet har de på Fattoria Ambra 24 hektar vinmarker fordelt på 4 marker eller Cru’er, nemlig Elzana, Montalbiolo, Montefortini-Podere Lombarda  og endelig Santa Cristina in Pilli.

Sidstnævnte mark er på 8 hektar og beliggende i 80-100 meters højde på en bakke ved kirken med samme navn, hvor Giuseppe mest dyrker Sangiovese suppleret med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Canaiolo Nero, Foglia Tonda, Pugnitello, Trebbiano og Vermentino.

Denne 2018 Santa Cristina In Pilli er lavet på 75% Sangiovese, 10% Canaiolo Nero, 10% Uva Francesca, som man lokalt kalder Cabernet Sauvignon, samt 5% øvrige godkendte druesorter. Vinen er lavet via gæring og maceration i 15-20 dage i ståltanke med kontrol af både temperatur og med løbende overpumpning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 50% i franske tonneaux egefade på 350 og 500 liter samt 50% i store 2.500 liter slavonske fade.

Dejlig let, lys og luftig næse med en næsten legende syre … virker støvet, har en mediumfed frugt med brombær, blommer, hindbær, røg, violer, svag lakrids, læderfedt, let vanilje … alt så rundt, let og elegant med næsten et småburgundisk træk.

Det smager også nærmest på samme måde … har en let og støvet syre samt nogle bitre og tørre tanniner, som lige markerer sig. Det er sammen med en frugt af tranebær, blåbær, hyben og lyse blommer, hvilket giver et frisk og tørt bid, hvor en lille sødme alligevel sniger sig med i billedet. Rigtig lækker og spændende vin, der samtidig overgår mange, mange Chianti vine, så dermed ligger Houlberg omgående 5-5,5 tomler.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Gran Reserva, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Gran Reserva, Aragón, SpanienNår vi nu er i Cavaland, hvorfor så ikke nappe endnu en Reyes de Aragón Cava Brut Nature fra Bodegas Langa … og denne gang er det deres 2017 Gran Reserva.

Vinen er næsten lavet som foregående. Her er det så på 80% Chardonnay samt 20% Macabeo fra 30-40 år gamle vinstokke. Basisvinen lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 16 grader og så lagret 3 måneder på barriques uden en forudgående malolaktisk gæring. Efter aftapning på flaske har vinen gennemgået andengæring over 40 måneder sur lie – altså med bærmen – inden degorgering.

Utroligt hvad ekstra 30 kr. pr. flaske kan gøre, for der er vitterlig et kvalitetshop fra forrige Cava til denne, for næsen er vidunderlig med et landligt, animalsk og gæret udtryk, fersken, pærer, wienerbrød og ristede nødder, vaniljetærte … modent, elegant og dufter sgu som nogle af de bedste, ældre årgangschampagner.

Smagen er også lækker … igen en moden frugt, boblerne langt blidere og mindre brusende. Der er modne æbler samt pænt med lemon … virkelig saftig som en Schweppes Lemon, brusende, godt læskende med en svag sødme og let bitterhed. Det er let, lystigt samt utroligt drikkevenligt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Reserva, Aragón, Spanien

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Reserva, Aragón, SpanienYngstemand blev sgu i går student. Studenterhuen blev på dagen fejret med et glas af denne Reyes de Aragón Cava Brut Nature Reserva fra Bodegas Langa.

Vinhuset ligger i de kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda nord for Calatayud under netop appellationen DO Calatayud i Aragón området. Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, bl.a. denne Reyes de Aragón Cava Brut Reserva, som jeg faktisk selv smagte tilbage i 2018, hvor flasken dog så meget anderledes ud.

Vinen er lavet på 75% Chardonnay samt 25% Macabeo fra 30-40 år gamle vinstokke. Basisvinen lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 16 grader og så lagret 3 måneder på egefade uden forudgående malolaktisk gæring. Efter aftapning på flaske har vinen gennemgået andengæring over 20 måneder sur lie – altså med bærmen – inden degorgering.

Duftmæssigt er vinen ikke eksplosiv eller højtlydt på nogen måder … altså udover det BANG, som kommer, når proppen sendes i vejret og moussen starter. Der kommer så noter af melon, pærer, hyld samt noget jern og honningsødme.

I munden bruser vinen godt op med ganske ganske aggressive bobler, tætte, fine og liflige. Der kommer masser af citroner, frisk og syrlig, masser af lemon, æbler, lidt grapefrugt., jern, astronaut-is samt en smule lakrids.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Thistledown Wine Company, Cunningplan Shiraz, McLaren Vale, Australien

2021 Thistledown Wine Company, Cunningplan Shiraz, McLaren Vale, AustralienGiles Cooke  og Fergal Tynan driver begge Thistledown Wine Company og har nok en snedig plan, for de laver i hvert en hel række vine med anderledes og spændende navne som denne 2021 Cunningplan Shiraz

Begge er Masters of Wine og mødtes faktisk i 1998, da de lige var startet med den uddannelse, som er så svær. Men de bestod begge eksamen og kom til sidst til at arbejde sammen og endte med i 2010 at grundlægge Thistledown Wine Company, der ganske vist ikke selv har vinmarker, men laver vine via opkøbte druer i McLaren Vale. Barossa Valley, Adelaide Hills, Riverland samt Langhorn Creek.

De får hjælp af vinkonsulenten Peter Leske og laver i dag vine under deres brands Thistledown Wine Company samt Wild & Wilder og de fleste med underlige navne som She’s Electric Old Vine Grenache, The Charming Man Old Vine Grenache, Fool on the Hill osv.

Denne Cunningplan Shiraz er med Shiraz druer fra marken Moray Park vineyard i McLaren. Druerne er efter høsten lagt i en kølig pre-maceration i 4 dage inden spontangæring på hele klaser alene med druernes naturlige gærceller. Så presses vine og lagrer omkring 10 måneder på 300 liter egefade, heraf 15% nye. Vinen flaskes uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt er det ung Shiraz … med blåbær, brombær, ribs, violer, peber samt godt med krydderier. Den har et meget stramt, grønt og ungt udtryk … frugtintensiteten er stor.

I munden er der lidt mere goddaw end duftmæssigt, for frugten af brombær, blåbær og blommer er fyldig suppleret med en vis sødme, grafit, blæk og peber. Det er ikke aussi-marmelade, for vinen har dog nogen friskhed, men frugten og sødmen er lidt fortættet, varm og vi slutter med nogle jern- og mineralagtige elementer.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, ItalienDen utrolig rare, behagelige og særdeles dygtige vinmager Luca Formentini mødte jeg vist et par gange på min vintur til Lugana. Han driver jo Selva Capuzza og vinene er i den abolutte top.

Udover hans lækre Lugana hvidvine, så laver Luca også 3 forskellige rødvine, herunder altså denne Madér Grada Classico Rosso Superiore, som jeg smager i årgang 2017.

Luca Formentini er selv 4. generation på Selva Capuzza, der er grundlagt helt tilbage i 1917. Derfor står der også tallet 100 på etiketten af denne vin, hvilket naturligvis markerer 100 års dagen for vinhusets første høst.

Samlet har vingården 50 hektar jord fordelt på olivenlunde, skov samt vinmarker, der dækker 3 DOC appellationer, nemlig Lugana, San Martino della Battaglia og Garda Classico og det er selvfølgelig Turbiana druen, som er hoveddruen på Selva Capuzza. Derudover er der også lidt røde druer som Groppello, Sangiovese, Barbera og Marzemino.

Udover vineriet, som driver Formentini familien også et lille Agriturismo samt en charmerende restaurant. Det er Vincenzo og Adriana Formentini, der står for restauranten.

Vinene laves af Luca Formentini og det sker i et moderne vineri, som blev bygget i 2001 for at imødekomme en moderne produktionen … lige fra presningen af ​​druerne til vinificering, lagring og aftapning.

Samlet laves der 12 forskellige vine … de fleste med husets logo, som er en dekorativ krusedulle, som stammer fra en gammel stenportal fundet på ejendommen. Det er vel nærmest et relief  af to blomster eller kurvede krøller på hovedet af hinanden.

Ved en smagning af blandt andet vinene fra Selva Capuzza sad jeg lige overfor Luca Formentini og fik en rigtig god snak med ham. Han er utrolig rart, meget relax og virkelig cool. Han er samtidig meget musisk og spiller guitar … nærmest noget new age eller meditativ musik. Det fik vi en god snak om og jeg anbefalede ham at lytte til det danske jazzorkester Girls On Airplanes, men han omvendt anbefalede mig at høre musik fra Aldous Harding,

Denne 2017 Madér Grada Classico Rosso Superiore er lavet på et blend fra 30% Groppello, 30% Barbera, 30% Marzemino samt 10% Sangiovese, hvor Groppello druen også kendes som Rossignola … og den er vi jo stødt på tidligere på vinbloggen, hvilket i øvrigt også er tilfældet med Marzemino.

Druerne er gæret med maceration i rustfrie ståltanke over 10 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret i 18 måneder på barriques.

Duftmæssigt snakker vi en forholdsvis let vin, der har en frisk, lys og meget let frugt. Det er lyse kirsebær, brombær, læder samt en smule peber, mens fadpræget er meget forsigtigt og let … giver bare lige et lille anstrøg af lidt chokolade. Fin start.

Smagen er lidt i samme boldgade, så utrolig let, lys og luftig, at det nærmest bliver helt burgundisk. Det er lys og modem frugt, jordbær, lyse kirsebær med en saftig, læskende sødme. Tanninerne er lette og bløde, syren feminin, sart og fin. Det smager vitterlig ret fantastisk, så jeg er sgu ret begejstret.

Herhjemme importeres vinene af Stavtrup Vine, hvor en flaske af denne koster 160 kr., mens prisen kun er 125 kr. ved køb af 6 flasker og det er sgu pænt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Limarí, Limarí Valley, Chile

2020 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Limarí, Limarí Valley, ChileFra Carménère og Cabernet Sauvignon går vi med denne Viña Valdivieso Caballo Loco Grand Cru Limarí  2020 på ren Syrah fra vinmarker i Limarí Valley i Chile.

Limarí dalen er en af Chiles nordligste vinregioner omkring 320 kilometer nord for Chiles hovedstad Santiago. Regionen ligger på samme breddegrad som ækvator og derfor både varm og tør, men nyder til gengæld godt af natlige tåger fra Stillehavet.

Der falder årligt i gennemsnit kun sølle 101 mm nedbør i Limarí dalen, hvilket tvinger vinstokkene til at slå dybe rødder langt ned i den kalkholdige undergrund.

Men det beskedne nedbør gør også markerne afhængig af drypvanding, hvilket så kommer fra floderne Hurtado og Grande, som løber sammen i Limarí floden, og bringer køligt, frisk smeltevand ned fra Andesbjergene.

Druer til denne vin er høstet med håndkraft, hvorefter druerne afstilkes og ellers er vinen lavet fuldstændig som de foregående årgange, bl.a. med maceration og gæring i små åbne ståltanke, hvor  alle drueskallerne og mostren bliver omrørt med håndkraft tre gange dagligt.

Den totale macerationstid strækker sig over 21 dage for at blødgøre tanninerne. Herefter gennemgår vinen en fadlagring på nye franske egetræsfade i 18 måneder.

Sidst jeg smagte denne Caballo Loco Grand Cru Limarí i årgang 20174 var fadpræget klart større, men her er frugten langt mere fremme med solbær, ribs, blåbær, sød tobak, peber, sorte oliven og lidt flæsk. Alt er meget rent og klart … meget indbydende.

Smagen er mere tør … godt med solbær, blåbær, peber og føjelige, bløde tanniner, men det afleveres bare så blødt, rund og cremet, så man får en fin, balanceret og elegant vin, masser af frugt, harmoni med en svag sødme, bitterhed, flot syre og elegance.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, Chile

2020 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, ChileVi fortsætter med kraftige powervine, for den næste vin er nemlig fra det chilenske vinhus Viña Valdivieso og det er den blå Caballo Loco Grand Cru Apalta.

Viña Valdivieso er grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso, som grundlagde en vingård ved byen Lontué i Curicó Valley – omkring 200 kilometer syd for Santiago med produktion af en række mousserende vine.

Alberto var dermed en af de allerførste producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

Familien Valdivieso ejede selv kun vinhuset frem til 1950, hvor det blev købt af familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en stor og blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har lige siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige bordvine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har det været Brett Jackson fra New Zealand som ansvarlige vinmager med assistance fra et hold af dygtige vinmagere,

Mitjan familien har ekspanderet så meget, at Valdivieso i dag er Chiles absolut største producent af mousserende vin. Sammenlagt produceres der i Chile årligt 18 millioner flaske boblevin i Chile og heraf står Valdivieso for 40%, svarende til 7,2 millioner flasker.

En lille del laves efter den klassiske champagnemetode, men de fleste produceres i tanke efter den billige charmat metode … men derudover laver vinhuset altså også masser af almindelig vin.

I dag har Viña Valdivieso flere tusinde hektar vinmarker, men jeg kan ikke se præcis hvor mange. Men derudover opkøber Valdivieso også druer fra andre vinavlere rundt om i hele Chile, for vinene kommer fra stort set alle vinområder i landet.

Valdivieso producerer deres vine to steder i Chile. De mousserende vine produceres i det kæmpestore vineri  Bodega Centenaria Donde i Santiago med en kapacitet på 6,5 millioner liter vin årligt, mens de almindelige bordvine fremstilles på et anlæg i Lontué omkring 200 kilometer syd for Santiago, hvor der kan produceres 11 millioner liter vin årligt. Det er også der, at deres topvine Caballo Loco fremstilles.

Caballo Loco betyder Crazy Horse, altså skør hest og refererer til vinhusets ejer, som siges at være en hyperaktiv mand, der altid har gang i nye idéer og derfor har fået øgenavnet Caballo Loco.

Det er huset ikon vine, som fremstilles af de bedste druer og som enkeltmarksvine fra forskellige områder i Chile og de er lavet siden 1994. Den første – den blå –  Caballo Loco Grand Cru Apalta er lavet på 55% Carménère og 45% Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer fra vinmarker i Apalta i Colchagua Valley, en dal kendt for sine varme temperaturer og næsten ingen nedbør. Vinen er lavet med gæring i åbne ståltanke ved 24-28 grader over 21 dage, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på nye franske 225 liters barriques.

Duftmæssigt er det en meget tør vin … blåbær, brombær, blommer, masser af cigarkasser, tyk engelsk lakrids, lakridsrod, nelliker, soya, sorte oliven og grønne urter. Fadpræget er egentlig ganske sagte og beskedent med svag og bitter chokolade.

I munden kommer vinens styrke virkelig frem, for den har en megastor frugtintensitet, meget rank og slank, har nogle knuste kirsebærsten, syrlige kirsebær, hindbær, umodne brombær, men alt tæt og leveret blødt og cremet. Det er sgu goddaw i denne  vin, som om den har et ekstra gear, smager ret godt med fin, ren frugt, så dermed klart 5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, SpanienVi slutter med årgang 2017 af vinen Atteca Armas Old Vines Garnacha fra Juan Gil Bodegas Familiares’ vingård Bodegas Ateca og det blev bestemt en værdig afslutning.

Vinen er lavet som de øvrige årgang med både gæring og maceration i rustfrie ståltanke, hvorefter den har gennemgået en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret på nye franske egefade i 18 måneder.

Som efterfølgende årgang trækker den en højoktan på 15,5% og der er lavet 8.900 flasker af vinen. 2017 bød vejrmæssigt på stærk frost i slutningen af april og begyndelsen af maj, som gav lidt udfordringer, satte tingene lidt tilbage og derfor ventede man på modningen til allersidste øjeblik.

Duftmæssigt er det igen powervin med fylde, kraft … tørheden er måske knap så udtalt, for i stedet fylder fadnoterne en anelse mere fremme med både vanilje, sød lakrids, lidt blæk, men faktisk også chokolade, kakaopulver samt en fyldig, mørk og tæt frugt med sorte kirsebær, tranebær, brombær og syltede blommer. Man fornemmer også, at tingene er mere modne, lidt mere afrundet og voksent.

Smagsmæssigt er det blødt med blødt på, så cremet og nærmest mundsmeltende. Igen mærkes de 15,5% alkohol ikke rigtigt, for hele frugten er så rund, sød og intens med søde brombær, søde jordbær samt syltede blommer, varme krydderier, tørrede blomster, sød finsk lakrids, rød og en tør mineralitet. Vi er helt oppe i samme gear som 2019’eren og 2018’eren og endda lidt længere oppe. Hænger så vildt lang tid i munden. Stor vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker. Du kan også købe en vertikal smagekasse med 2 af vinene fra hver af de 3 årgange til 1.830 kr., hvilket faktisk er ganske interessant.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, Spanien

2018 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, SpanienVi jerner da bare videre med næste årgang af Atteca Armas Old Vines Garnacha fra Juan Gil Bodegas Familiares’ vingård Bodegas Ateca og nu er det 2018’eren.

Vinen er lavet som 2019’eren med gæring og maceration i rustfrie ståltanke, hvorefter den har gennemgået en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret på nye franske egefade i 18 måneder.

Som efterfølgende årgang trækker den en højoktan på 15,5% og der er lavet 6.600 flasker af vinen. 2018 bød i modsætning til den i tørre årgang 2019 på et tørt forår, men masser af regn op til høsten og det gav masser af druer, hvorfor man måtte være mere selektiv end normalt ved udvælgelsen for at få de bedste.

Igen har vinen både saft og kraft, men atter på en meget tør facon, hvor den engelske lakrids, grafit, blækket, blyanterne og røgen føles mere fremme i noterne. Frugten er forsat intens og mørk … sorte kirsebær, tranebær, brombær samt tørrede blommer, måske lidt mere clean end 2019’eren, men fortsat med lidt varme krydderier, tørrede blomster, tobak og kakaopulver. Jeg får også atter den lidt kødfulde aroma af lidt beef-jerky eller tørret kød.

2018’eren minder selvfølgelig også om 2019’eren, men nok mere clean, kølig og knap så sød … og lidt stærkere. Der er fortsat en ret omgængelig frugt med brombær, jordbær og syltede blommer, lidt lakrids, som slet ikke er så sød som i 2019’eren, tør tobak, peber, søde krydderier og tørrede blomster.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragon, SpanienSå er vi atter hos én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde og det er Bodegas Ateca, der ligger appellationen DO Calatayud og det er med 3 årgange af topvinen Atteca Armas Old Vines Garnacha fra 120 år gamle vinstokke.

Juan Gil Bodegas Familiares har vi jo stødt på en del gange her på Houlbergs Vinblog, men de ejer efterhånden også pænt mange vinhuse i Spanien.

I dag ejer Juan Gil Bodegas Familiares ikke mindre end 11 vinerier, som er

  • Lagar Da Condesa i Rías Baixas
  • Bodegas Shaya i Rueda
  • Cellers Can Blau i Montsant
  • Bodegas Tridente i Castilla y León
  • Bodegas Atalaya i Almansa
  • Bodegas Morca i Campo de Borja
  • Bodegas Llicorella i Priorat
  • Bodegas Rosario Vera i Rioja
  • Bodegas Juan Gil i Jumilla
  • Bodegas El Nino i Jumilla
  • Bodegas Ateca i Calatayud

Familien har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez selv grundlagde Bodegas Juan Gil. Siden 2002 har familien med den 4. generation ved roret i form af brødrede brothers, Miguel og Ángel Gil.udvidet deres aktiviteter betydeligt.

De ejer eller kontrollerer i dag 1.766 hektar vinmarker … de fleste beliggende  i 700 og 850 meters højde på sand- og kalkstensrig jord, meget næringsfattig uden kunstvanding. Det betyder en produktion på ikke mindre end 10 millioner liter vin om året.

Men alt forsøges gjort med hensyn til miljøet. Således har de fx bygget et forsøgsanlæg til fremstilling af humus med det affald, der genereres i selve vingården. Målet er at opnå en frugtbar gødning, mens de håndterer alt deres eget affald med de laveste bioøkonomiske omkostninger.

På denne måde vil vingården være i stand til at reducere mængden af affald ved at genanvende det gennem komposteringsprocesser og som gødning i markerne.

De har også iværksat en investeringsplan for installation af vedvarende energi og har bygget den største energibæredygtige vingård i Europa med et 160 kWp solcellesystem, hvilket betyder, at det skal dække 85% af vingårdens energibehov.

Bodegas Ateca ligger i landsbyen Ateca i Zaragoza provinsen omkring 14 kilometer fra Calatayud. Der har Juan Gil Bodegas Familiares selv en række tussegamle vinstokke med Garnacha på bjergskråningerne i 900 meter højde og med en jordbund bestående af fed ler. Garnacha druerne kommer fra  særlig udvalgt enkeltmark på 13 hektar, hvis vinstokke er op til 120 år gamle. Disse vinstokke leverer et stærkt begrænset høstudbytte,

Vinen har gæret og macereret i rustfrie ståltanke, hvorefter den har gennemgået en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret på nye franske egefade i 18 måneder. Den trækker en højoktan på 15,5% har i årgang 2019.

Jeg skal smage vinen i 3 årgang, nemlig 2019, 2018 og sluttelig 2017. Der er kun lavet 5.400 flasker af denne årgang 2019, mens der er lavet 6.600 flasker af årgang 2018 og 8.900 af 2017’eren.

Duftmæssigt er det kraftig, fyldig samt også tør vin, hvor frugten klart er sorte kirsebær suppleret med masser af tranebær, brombær, tørrede blommer, nogle varme krydderier, tørrede blomster, tobak, kakaopulver, grafit, blæk, engelsk lakrids og røg. Der er måske en svag note af tørret kød og man fornemmer virkelig en stor samt kødfuld kraft.

Smagsmæssigt er det en vin, som fra første sekund bare breder sig i munden, hvor man slet ikke mærker de 15,5% alkohol. I stedet er der en vis sødme med en moden og sød frugt, søde brombær og jordbær, syltede blommer, masser er frugtintensitet, som fælges undervejs af lidt peber, søde krydderier, tørrede blomster, sød finsk lakrids og en diskret mineralitet. Flot, kraftfuld, muskuløs vis med en vis frugtsødme, men voldsom lang eftersmag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger