Tag-arkiv: rabigato

Rabigato er en hvid, portugisisk druesort … faktisk en af landet ældste druesorter, som man har kendt til siden 1531. Den stammer sandsynligvis fra Douro-dalen, hvor den også er mest udbredt og dens navn betyder kattehale på portugisisk … måske fordi sorten bærer aflange, let bølgende klaser.

Rabigato bruges til både tørre hvidvine og hvide portvine, hvor druen bidrager med god syre, aroma og friskhed. Den har en lav sukkerkoncentration og stor livlighed.

Rabigato blomstrer tidligt, men modner relativt sent. Den giver lave udbytter. Den har høj syre og kan opnå højt sukkerindhold. Typiske aromaer er orangeblomst, akaciehonning og friske urter. Vinene er som regel syrefriske med smag af citrus.

Vine på Rabigato har god potentiale til at ældes og alder gør dem mere strukturerede og afbalancerede med en næsten endeløs lang eftersmag.

2015 Wine & Soul, Guru, Douro, Portugal

2015 Wine & Soul, Guru, Douro, PortugalDet kræver en høj grad af åndelig indsigt at blive Guru … og skal du være en sådan spirituel vejleder indenfor vin kræver det både Wine & Soul. Det er i hvert fald navnet på næste vinhus, som står bag vinen Guru.

Wine & Soul drives af parret Sandra Tavares da Silva og Jorge Serôdio Borges, som i 2001 grundlagde vinhuset, da de lejede en gammel mark fra 1932 beliggende lige nedenfor Quinta do Noval nord for Pinhão og begyndte at lave vin. De var begge vinmagere, lige blevet gift og i stedet for at købe et hus, så lejede de selvfølgelig i stedet en vinmark.

Sandra og Jorge er de to smukke mennesker på billedet ovenover. Navnet Wine & Soul valgte de, da det helt enkelt forklarede deres mål, at lave vine med hjerte og sjæl.

Fra starten var målet nemlig at lave en vin med koncentration, friskhed og elegance. De startede med en lave garagevinen Pintas, en enkeltmarksvin fra den lejede mark. Det blev et fieldblend, da marken samlet vel har over 30 forskellige druesorter.

De få tusinde flasker af vinen Pintas i premiereårgangene 2001 og 2002 fra Wine & Soul var uhyre lovende og viste, hvilke muligheder der ligger i vinmarken. Vinen vakte opsigt overalt, hvor den blev præsenteret.

Succesen gav nye muligheder, så indtægterne fra salget af Pintas blev derfor brugt til både at købe den lejede mark samt en yderligere del af vinmarken.

Resultatet blev yderligere to vine, nemlig hvidvinen Guru, som man introducerede i 2004 og den røde Pintas Character. Senere er der også kommet yderligere vine i sortimentet, som nu også omfatter produktion af portvine.

Jorge Serôdio Borges er 5. generation i en vinfamilie, så det betød også, at han i 2009 arvede vingården Quinta da Manuella, hvor markerne har meget gamle vinstokke, nogle af dem over 100 år gamle og de yngste vel omkring 30 år gammel.

Det betyder, at parret i dag samlet har 22 hektar vinmarker, hvoraf de 6 hektar er de oprindelige marker, som parret selv købte og så de yderligere 16 hektar på Quinta da Manoella, som har været i Jorge families eje siden de 19. århundrede.

Denne Guru har Wine & Soul lavet siden 2004. Det er en hvidvin, der – som Pintas – er et fieldblend på en lang række lokale druer, bl.a. sorterne Gouveio, Viosinho, Rabigato og Códega do Larinho … alle fra omkring 50 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes, presset og derefter fermenteres vinen i nye franske fade ved lave temperaturer i 4 uger. Derefter lagrer vinen videre på fadene i 5 måneder med løbende battonage.

I forhold til foregående vin er denne Guru mere kølig i stilen, rank og nærmest først lidt sødkrydret i næsen. Det er pærer, fersken, gæret æblemost, syltede citroner, smør, nødder, grønne blade og en herlig inderlighed samt nogle kalkagtige mineraler.

Smagen er tør, ren og stålsat, frisk klar og næsten med lidt blomstervand over sig. Ikke at det smager at blomstervand, men en afdæmpet, blomsterrig smag … delikat, tynd og igen med de kalkagtige mineraler, som dæmper kraften … men fremhæver frugtens renhed.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, Portugal

2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, PortugalMed næste vin blev det langt mere interessant … en VVV Branco fra det portugisiske vinhus Quinta Vale D. Maria, som jeg stiftede bekendtskab med i marts måned, hvor jeg drak en af husets imponerende rødvine, som jeg også gav 6 fede tommelfingre … klasse.

Quinta Vale D. Maria er grundlagt i 1996 af Cristiano van Zeller, som overtog vingården, der havde tilhørt hustruens Joanas familie. Vingården ligger midt i Rio Torto dalen omkring 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Christiano havde tidligere ejet en anden vingård, nemlig Quinta do Noval i Pinhao-dalen, men han måtte dog i 1993 sælge gården efter en brand og en større familiekrise. Derefter lavede han i en periode vine, hvor han opkøbte druer fra andre vingårde og så producerede både hvidvine, rødvine og portvine i lejede vinkældre.

Så derfor var det også naturligt, at han drømte om en ny start på egen vingård. Da Christiano overtog Quinta Vale D. Maria var der samlet 19 hektar vinmarker, hvor 10 hektar var med 50 år gamle vinstokke, bl.a. med druesorterne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Touriga Francesa, Touriga Nacional, Sousão og en del flere.

Efterfølgende har Christiano dog opkøbt yderligere marker, således gården i dag råder over 31 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er C.V., Vinha do Rio og Vinha Francisca. Der er ligeledes bygget nye vinkælder og investeret i moderne udstyr til vinfremstillingen, bl.a. nye store rustfrie ståltanke med temperaturstyring.

På Vale Dona Maria har han et køligere terroir til rådighed end i fx Pinhao-dalen. Derfor er druerne yderst velegnede til at lave røde vine. Fra områdets bedste marker med meget gamle stokke plantet i traditionelle “field blends” skaber han vine af verdensformat.

I flere marker har man identificeret mere end 50 forskellige druesorter, som alle bidrager til at give vinene kompleksitet, men som også giver store udfordringer under høsten, hvor man prøver at høste hver eneste klase ved optimal modenhed. I kælderen vinificeres alle parceller separat, og den endelig blanding sker ofte først en måned før, at den endelige vin aftappes. På denne måde lærer Cristiano van Zeller sit terroir bedre at kende og kan forbedre vinene helt ned til mindste detalje.

Med hjælp fra Sandra Tavares da Silva og vinmageren Joana Pinhão laver vinhuset 1 hvidvin, 6 forskellige rødvine samt 3 forskellige portvine. Topvinene er de røde enkeltmarksvine Curriculum Vitae, Vinha do Rio og Vinha Francisca. Men hva‛ fanden … kan huset også lave god hvidvin? Ja, det er et godt spørgsmål.

VVV har ikke noget at gøre med Volkswagen, men står for 3 dale (valleys), hvorfra druerne til kommer. Det er som med de øvrige vine fra Quinta Vale D. Maria et fieldblend … dvs. en skøn blanding af forskellige druer og hvis det følger mønsteret fra de øvrige vine fra vinhuset, så består blandingen af omkring 40 forskellige druesorter.

De primære sorter er dog Rabigato, Donzelinho Branco, Gouveio, Códega, Samarrinho og Viosinho. Og dem kender vi jo ikke en hylende fis til, men alle er hvide portugisiske sorter, hvoraf de fleste også anvendes i hvid portvin. Derudover er denne vin fadlagret, men hvor lang tid har jeg ikke kunnet finde ud af. Der er alene lavet 1.200 flasker af vinen.

Næsen er voldsom animalsk, dyb med våde fade, eg, fedme, volumen, modne æbler, citron, appelsin, gammelt apotek eller duften af et tomt pilleglas, svag lakrids, blomster samt salt og lidt kalk. I munden er vinen sød og cremet med citron, ristede hasselnødder, søde krydderier og en blød syre. Flot balance og lækker vin.

Forhandles at Atomwine, hvor prisen er 169 kr.

Rating 5/7