Tag-arkiv: blauer portugieser

Blauer Portugieser er en rød druesort, som primært findes i Niederösterreich i Østrigsk, Slovenien samt i de tyske vinområder Rheinhessen og Pfalz. Den er også en af de tilladte druer i den ungarske vin Egri Bikavér kaldet tyreblod.

I Tyskland findes der 4.550 hektar og i Østrig 1.600 hektar vinmarker med Blauer Portugiser, der – måske på grund af navnet – siges at være bragt til Østrig fra Portugal i 1772 af ambassadøren Baron von Fries.

Nyere forskning har dig vist, at Blauer Portugieser stammer fra Steiermark området lige mellem Østrig og Slovenien og at Blauer Portugieser er en krydsning mellem Grüner Silvaner og Blaue Zimmettraube.

Blaur Portugieser modner tidligt og giver høje udbytter. Ved en grundig selektion blandt fuldmodne druer kan druen give frugtrige, mørke vine med lav syre og svage tanniner. Sorten bruges ofte i blandinger, og der laves en del rosé på den.

Blauer Portugieser er også meget velegnet som spisedruer, men sælges dog ikke som sådan, fordi det ikke er tilladt at sælge vindruer som spisedruer i EU.

2013 Weingut Andreas Durst, Portugieser, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Andreas Durst, Portugieser, Pfalz, TysklandDurst … Ich habe Durst skrev Martin fra Extra Brut Vinimport på et tidspunkt på Facebook. Og når man smager denne Portugieser Pfälzer Landwein fra Weingut Andreas Durst, så giver denne lille tyske sætning total mening.

Da jeg sidst skrev om fotografen og vinmageren Andreas Durst, var det ved smagningen af hans lidt rå, kantede – men meget spændende – Dorf Spätburgunder, men med denne Portugieser er niveauet bare lige løftet et par etager, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Andreas er født i Wuppertal og oprindelig studerede fotografi og filmdesign. Han blev hurtigt en respekteret fotograf og arbejdede primært freelance. Han arbejdede bl.a. sammen med mange af de store tyske vingårde i forbindelse med et projekt, hvor han i 2006 levede fotografier til Stuart Pigotts vinbog Wein spricht deutsch.

Der rejste han rundt til alle vinregionerne i Tyskland og fangede både de smukke landskaber, vinbønderne og deres personligheder med sit kamera. Det var sikkert i løbet af det år, at Andreas blev inspireret til selv at kaste sig over vinproduktion.

I 2008 flyttede Andreas Durst til Bockenheim i den nordlige del af Pfalz og begyndte på hobbybasis sit lille vinprojekt med produktion af vin, ren spontangæring i to demijohns i hans kontor, men allerede året efter voksede projektet i omfang og produktionen blev flyttet til vaskerummet i en gammel stald og derudover måtte han også inddrage sin garage til vinene.

Andreas startede med at lave hvidvin, bl.a. vinen han kalder Riesling Grosser Durst Pfälzer Landwein, men i dag omfatter produktionen også vine på Grauburgunder og Weißburgunder, Silvaner, Portugieser samt Spätburgunder. Og det er alle håndlavede vine i beskedent produktionsantal. Produktionen er vistnok alene på omkring 5.000 flasker årligt.

Blandt vinene altså også denne Portugieser, en drue der også kaldes også for Blauer Portugieser. Der er Tysklands næstmest udbredte blå drue samt Østrigs tredjemest udbredte. Navnet indikerer at druen stammer fra Portugal. Det siges at østrigeren Johann von Fries efter sit besøg i Porto i 1772 tog druen med til sit hjem i Voslau i Østrig.

Fra Østrig spredtes druen så til Tyskland, hvor den blev meget populær i det tyske vin boom i 1970’erne. Druen er meget stærk i forhold til druesygdomme, og den gror meget nemt. Da den ofte dyrkes i et koldere klima, chaptaliserer man ofte druen, for at hæve alkoholindholdet. Den giver ukomplicerede terrassevine uden meget garvesyre med  smagsnoter af hindbær og jordbær, og vine på druen skal derfor også drikkes unge.

Hos Durst kommer druerne fra ældgamle vinstokke, omkring 100 år gamle og så har vinen ellers lagret på barriques. Der laves alene 300 flasker af vinen årligt. Det er sgu ikke mange.

Og i forhold til Durst’ Dorf Spätburgunder er dette virkelig en flot vin … rå, kantet … men med en flot elegance og særegen sjæl. Den har lidt Spätburgunder over sig, bl.a. hindbær, kirsebær, krydderier, fennikel, lidt peber … men også mørkere bær, lidt fersk kød, kakao og nærmest et lidt varmt udtryk.

I munden er vinen krydret, men har en dejlig lethed, er samtidig saftig og kødfuld med hindbær, svage mineraler og god elegance. Konen var sikker på, at det var Spätburgunder, så hun var tilfreds. Men vinen er fantastisk, så jeg var også tilfreds. Og således var vi begge tilfredse.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 190 kr.

Rating 5,5/7  

2010 Winzergemeinschaft Franken, Randersacker Ewig Leben Portugieser, Franken, Tyskland

GWF kaldes næste vinhus … og det står for Winzergemeinschaft Franken, et kæmpe vinkooperativ, som holder til i den lille by Kitzingen omkring 10 kilometer sydøst for Würzburg og et par kilometer fra Maine floden i det dejlige Franken. Vinen er en Randersacker Ewig Leben Portugieser.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1959 og omfatter ikke færre end 2.400 vinavlere i området med samlet over 1.400 hektar vinmarker. Det betyder også, at GWF er en større historie med 137 ansatte, som styres af CEO Paul E. Ritter, men den ansvarlige for produktionen er vinmageren Christian Baumann.

Og der laves selvfølgelig vine på de traditionelle druer i Franken, dvs. Müller-Thurgau, Silvaner, Bacchus, Grauer Burgunder, Riesling, Domina, Spätburgunder, Schwarzriesling og Regent. Ja, og så laver de også denne Randersacker Ewig Leben Portugieser, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Ewig Leben i Randersacker.

Ewig Leben … evig ung – evigt liv, skønt navn til en vinmark i øvrigt. Ewig Leben er en del af VDP Erste Lage marken Marsberg, ja faktisk det nederste stykke på Marsberg, som jo ligger lige mellem Pfülben og Sonnenstuhl.

Marsberg omfatter nemlig i dag de tidligere marker Spielberg, Gehren, Marsberg, Hammelsmauer, Ewig Leben og Westroden. Disse findes således ikke som enkeltmarker længere, men enkelte vinproducenter anvender dog fortsat de gamle betegnelser.

Ewig Leben er da også allerede nævnt i gamle dokumenter fra 1668 som Ewig Lehen … evig fejde, hvilket senere dog blevet ændret til det mere optimistiske og opmuntrende Ewig Leben. Og nu er det så langsomt ved at forsvinde, som blot en del af Marsberg.

Og druen Portugieser er også værd lige at kigge nærmere på. Druen kaldes også for Blauer Portugieser og er Tysklands næstmest udbredte blå drue samt Østrigs tredjemest udbredte. Navnet indikerer at druen stammer fra Portugal. Det siges at østrigeren Johann von Fries efter sit besøg i Porto i 1772 tog druen med til sit hjem i Voslau i Østrig.

Fra Østrig spredtes druen så til Tyskland, hvor den blev meget populær i det tyske vin boom i 70’erne. Druen er meget stærk i forhold til druesygdomme, og den gror meget nemt. Da den ofte dyrkes i et koldere klima, chaptaliserer man ofte druen, for at hæve alkoholindholdet. Den giver ukomplicerede terrassevine uden meget garvesyre med  smagsnoter af hindbær og jordbær, og vine på druen skal derfor også drikkes unge.

Lad os smage vinen, som i glasset er meget, meget transparent, og i næsen byder på mange af de samme indtryk som Spätburgunder, bl.a. den søde hestestald, våd hund, våde fade, jordbær og hindbær. Smagen er også præget af utrolig lethed, hindbær, jordbærsødme, næsten kirsebær, lidt peber og kort eftersmag med syrligt peberbid. Virkelig en fin lille sommervin, som jeg gættede var Spätburgunder … og der er bestemt ligheder.

Købt i Franken, hvor prisen ligger på omkring 6,30€ for nyeste årgang, hvilket svarer til 47 kr. Et fund til den pris.

Rating 4,5/7