Tag-arkiv: Aragón

Aragón er en vinregion i den nordøstlige del Spanien og strækker sig fra bjergkæden Pyrenæerne i nord langs Ebro dalen med Catalonien som nabo mod øst og både Rioja, Castilla y Leon og Navarra som naboer mod vest.

Klimaet i Aragón er varmt og ligger for langt væk til, at havet kan gøre sin positive indflydelse på temperaturen. Aragón er fortsat præget af store kooperativer, som tidligere solgte deres vine bulk, men i dag i stigende grad selv aftapper vinene.

Der er 4 appellationer i Aragón, nemlig

2019 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragon, SpanienSå er vi atter hos én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde og det er Bodegas Ateca, der ligger appellationen DO Calatayud og det er med 3 årgange af topvinen Atteca Armas Old Vines Garnacha fra 120 år gamle vinstokke.

Juan Gil Bodegas Familiares har vi jo stødt på en del gange her på Houlbergs Vinblog, men de ejer efterhånden også pænt mange vinhuse i Spanien.

I dag ejer Juan Gil Bodegas Familiares ikke mindre end 11 vinerier, som er

  • Lagar Da Condesa i Rías Baixas
  • Bodegas Shaya i Rueda
  • Cellers Can Blau i Montsant
  • Bodegas Tridente i Castilla y León
  • Bodegas Atalaya i Almansa
  • Bodegas Morca i Campo de Borja
  • Bodegas Llicorella i Priorat
  • Bodegas Rosario Vera i Rioja
  • Bodegas Juan Gil i Jumilla
  • Bodegas El Nino i Jumilla
  • Bodegas Ateca i Calatayud

Familien har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez selv grundlagde Bodegas Juan Gil. Siden 2002 har familien med den 4. generation ved roret i form af brødrede brothers, Miguel og Ángel Gil.udvidet deres aktiviteter betydeligt.

De ejer eller kontrollerer i dag 1.766 hektar vinmarker … de fleste beliggende  i 700 og 850 meters højde på sand- og kalkstensrig jord, meget næringsfattig uden kunstvanding. Det betyder en produktion på ikke mindre end 10 millioner liter vin om året.

Men alt forsøges gjort med hensyn til miljøet. Således har de fx bygget et forsøgsanlæg til fremstilling af humus med det affald, der genereres i selve vingården. Målet er at opnå en frugtbar gødning, mens de håndterer alt deres eget affald med de laveste bioøkonomiske omkostninger.

På denne måde vil vingården være i stand til at reducere mængden af affald ved at genanvende det gennem komposteringsprocesser og som gødning i markerne.

De har også iværksat en investeringsplan for installation af vedvarende energi og har bygget den største energibæredygtige vingård i Europa med et 160 kWp solcellesystem, hvilket betyder, at det skal dække 85% af vingårdens energibehov.

Bodegas Ateca ligger i landsbyen Ateca i Zaragoza provinsen omkring 14 kilometer fra Calatayud. Der har Juan Gil Bodegas Familiares selv en række tussegamle vinstokke med Garnacha på bjergskråningerne i 900 meter højde og med en jordbund bestående af fed ler. Garnacha druerne kommer fra  særlig udvalgt enkeltmark på 13 hektar, hvis vinstokke er op til 120 år gamle. Disse vinstokke leverer et stærkt begrænset høstudbytte,

Vinen har gæret og macereret i rustfrie ståltanke, hvorefter den har gennemgået en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret på nye franske egefade i 18 måneder. Den trækker en højoktan på 15,5% har i årgang 2019.

Jeg skal smage vinen i 3 årgang, nemlig 2019, 2018 og sluttelig 2017. Der er kun lavet 5.400 flasker af denne årgang 2019, mens der er lavet 6.600 flasker af årgang 2018 og 8.900 af 2017’eren.

Duftmæssigt er det kraftig, fyldig samt også tør vin, hvor frugten klart er sorte kirsebær suppleret med masser af tranebær, brombær, tørrede blommer, nogle varme krydderier, tørrede blomster, tobak, kakaopulver, grafit, blæk, engelsk lakrids og røg. Der er måske en svag note af tørret kød og man fornemmer virkelig en stor samt kødfuld kraft.

Smagsmæssigt er det en vin, som fra første sekund bare breder sig i munden, hvor man slet ikke mærker de 15,5% alkohol. I stedet er der en vis sødme med en moden og sød frugt, søde brombær og jordbær, syltede blommer, masser er frugtintensitet, som fælges undervejs af lidt peber, søde krydderier, tørrede blomster, sød finsk lakrids og en diskret mineralitet. Flot, kraftfuld, muskuløs vis med en vis frugtsødme, men voldsom lang eftersmag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Bodegas Langa, Sekeida Mountain Vineyard Garnacha, Aragón, Spanien

2018 Bodegas Langa, Sekeida Mountain Vineyard Garnacha, Aragón, SpanienDet er ikke lang tid siden, at jeg smagte to vine med spraglede etiketter fra Bodegas Langa nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda i appellationen DO Calatayud i Aragón regionen.

Det var vinene Langa Pasión samt Langa Classic 2019, men nu smager jeg en anden vin fra vingården, nemlig denne 2018 Sekeida Mountain Vineyard Garnacha.

Bodegas Langa ligger i kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda i appellationen DO Calatayud og i vinregionen Aragón. Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, men denne Sekeida Mountain Vineyard Garnacha er én af husets enkeltmarksvine, der lavet på ren Grenache fra omkring 70-100 år gamle vinstokke på den stenede og skiferholdige mark Sekeida i Calatayud i 800-1.000 meters højde.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, hvilket er sket på rustfrie ståltanke og efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på 500 liter franske egefade og så yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften er forholdsvis let, men samtidig ganske stålsat, viljestærk, standhaftig, granitagtig og mineralsk med krydderier, knust peber, appelsinskal, nelliker, chokolade sammen med en mørk og let frugt med blommer, hindbær og brombær, engelsk lakrids, violer, lidt læder, kaffegrums og røgede noter.

I munden er vinen tør, mens frugten måske ganske vist er mørk, men på et forholdsvis let facon. Der er godt med peber, virkelig granit og stenpulver, meget mineralsk sammen med en håndfuld krydderurter og en tør, syre og tydelige tanniner, som lige napper dig i kinderne. I frugten bestående af hindbær, brombær og ribs er der lidt bitterhed, masser af lys friskhed samt dette direkte syrebid. Utrolig frisk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodegas Langa, Langa Classic, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Langa, Langa Classic, Aragón, SpanienDen foregående Langa Pasión har en storesøster og det er da denne Langa Classic, der fortsat er lavet på Garnacha, bare fra ældre stokke og lagret på egefade i længere tid.

Langa Classic er lavet fra 70-100 år rigtig gamle vinstokke på marker i 800-1.000 meters højde.

Vinen er lavet i rustfri ståltanke med en kontrolleret gæring ved 25 grader og alene naturlige gærceller. Efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder på franske, europæiske samt amerikanske egefade og er derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Nu er der kommet lidt mere tyngde i både frugt og de dybere fadnoter, mens det blomstrede præg næsten er forsvundet. Der er ristede fade, tobak, karamel, kaffe, finsk lakrids, vanilje, chokolade og samtidig en lidt salvie eller mynte note samt en saftig frugt med sorte kirsebær, igen hyldebær og jordbær. Et klart niveau op.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor kirsebærrene nu virker saftigere og mørkere. De suppleres med brombær, solbær og igen en mørk og balsamisk syre, men det længere fadpræg giver også en langt mere afbalanceret smag, et vist tannisk, tørt og alligevel sødt bid, lidt alkohol og alt slutter tørt, rart og småbidsk. Dermed klart 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Langa, Langa Pasión, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Langa, Langa Pasión, Aragón, SpanienBodegas Langa laver 2 Garnacha baserede vine med nogle spraglede etiketter og jeres flittige vinblogger tester nu disse to … og starter med denne Langa Pasión 2019.

Bodegas Langa ligger i kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda i appellationen DO Calatayud i Aragón vinregionen.

Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, men her har vi altså fat i et par almindelige vine, som er lavet på ren Grenache. Denne er lavet fra 25-40 år gamle vinstokke på marker i 700-800 meters højde.

Vinen er lavet i rustfri ståltanke med en kontrolleret gæring ved 25 grader og alene naturlige gærceller. Efter endt fermentering er den så lagret 4-6 måneder på amerikanske egefade og er derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en rigtig rund og venlig næse, har godt med blomster og frugtlækker sødme, søde kirsebær, hyldebær og modne hindbær, har svagt lidt ristede fade, tobak, vanilje og balsamiske noter samt en portion papkasser … på den gode måde.

I munden er vinen lidt som duften … har godt med kirsebær og blomster. Der er en balsamisk kant, bitre kirsebærkerner, mirabeller, røg samt runde og venlige tanniner, men alligevel et godt bid med en tør syre samt en sød eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragón, Spanien

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragon, SpanienJeg var forleden med et erhvervsnetværk til en hyggelig aften i Timm Vladimirs Køkken, hvor vi sammen skulle hygge os med at lave mad sammen og selvfølgelig drikke lidt vin.

Aftenen startede – som gode aftener skal – med lidt bobler og det blev et glas af denne Ramiro II Cava Ecológico Brut, som er fra kooperativet Grandes Vinos y Viñedos, der ligger i Villanueva de Huerva i Zaragoza under Cariñena appellationen i Aragón vinområdet.

Grandes Vinos y Viñedos er opstået i 1997 ved en fusion af en lang række lokale kooperativer i Cariñena … alle oprindelig grundlagt i en periode fra 1950 til 1967. Det var nemlig kooperativerne Nuestra Señora del Pilar de Villanueva de Huerva, San Roque de Alfamén, San José de Aguarón og San Bernabé de Cosuenda, som i 1997 fusionerede og skabte ét stort kooperativ med mere en 700 vinavlere som medlemmer.

Samlet råder Grandes Vinos y Viñedos således i dag over mere end 4.500 hektar vinmarker, hvilket er over en 1/3 af samtlige vinmarker i hele Cariñenas, Markerne ligger ved foden af bjergene Algairén og Pecos mellem floderne Huerva og Jalón og spredt over alle 14 kommuner i distriktet Campo de Cariñena.

Dermed er Grandes Vinos y Viñedos en mastodont i området og deres vineri i Villanueva de Huervaer også pænt stort … ikke mindre end 60.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 12 fodboldbaner. De har ståltanke på til 200.000 liter og en produktionskapacitet på 12.000 flasker i timen. Derudover har de en vinkælder med plads til små 20.000 egefade.

I Timm Vladimirs Køkken sad vi tæt … små hold af to foran et skærebræt og et gasblus … men med masser af hygge.

Inden vi lige kommer til vinen … så lad os da lige få et par indtryk fra aftenen i Timm Vladimirs Køkken. Det var en aften, hvor vi i hold af skulle lave to små retter … intet fancy, men ren hygge. Der var lidt instruktion af et par unge piger, men det var næsten overflødigt, for vi skulle lave en tatar til forret og en risotto til hovedret.

Lidt rørt tatar og lidt chips, radiser og en ældre æggeblomme 🙂 Peace of cake.

Til maden smagte vi også spanske vine … 2 vine fra Bodegas Piqueras i form af en hvid og en rød udgave fra husets El Picoteo serie … ikke noget at skrive hjem om, men dem anmelder jeg selvfølgelig også bagefter.

Risotto med ærter og lidt fennikelsalat, en billig men velsmagende ret.

Nå, men lade os først gøre den mousserende Cava kaldt Ramiro II Cava Ecológico Brut fra Grandes Vinos y Viñedos helt færdig. Den er lavet på druerne Macabeo og Chardonnay … men der står intet om hvordan vinen er fremstillet … med andengæring i flaske eller efter den noget billigere Charmat metode med dannelse af kuldioxiden i tanke. Når man ikke har oplyst noget, så er det formentlig efter Charmat metoden 🙂

Men cavaen har faktisk en dejlig duft … let nøddet, ristede og gærede noter, hvide blomster, æbler og pærer. Der er måske også en snert af lidt citrus … men ellers sådan meget plain uden de store svinkeærinder.

I munden har vinen et vildt brus … ikke noget forsigtigt eller sart der, men har smagsmæssigt et venligt væsen med lemon, grape og citron uden at sætte de store store mærker i sanseindtrykkene. Men det var faktisk bedste vin denne aften i Timm Vladimirs Køkken.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 140 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, SpanienLad os fortsætte med endnu en vin fra Bodegas Morca og fra appellationen Campo de Borja i Aragón og nu stepper vi sgu op, ikke helt til topvinen Tourán Garnacha … men næsten, for denne Morca byder faktisk på en oplevelse på næsten samme vilde niveau.

Som sine to andre helsøstre er Morca lavet på 100% Garnacha fra en række små marker med gamle vinstokke. Druerne er omhyggeligt håndplukket og gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade 22 måneder.

Først herefter udvælges kun den bedste del til den endelige udgave af denne eksklusive Morca. Og det er også en vin, som byder på masser af intensitet.

Så for satan, nu er der sgu skrald på … langt mere dybde end foregående Flor de Goda. Det er både engelsk og finsk lakrids, sød og blød lakrids, tyk, sort frugt, solbær, svesker, dadler, kandiserede amaretto kirsebær, sødbrændte fade, vanilje, kanel, kaffebønner, mælkechokolade … koncentreret, dyb og intens aroma, som bare virker totalt dragende i sine pompøse gevandter.

Som storesøsteren Tourán er det vildt blødt og cremet … det nærmest smelter i munden, selvom alkoholen – der er højoktan på hele 16% – også blander sig med et bid, men ellers er nogenlunde integreret i vinen. Der er chokolade, karamel, bløde og søde bær, solbær, blommer og fladtrådte modne kirsebær og en virkelig lang, fed eftersmag, som bare fader langsomt med en svulstig og elegant saftighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienDet store vinhus Juan Gil Bodegas Familiares ejer en række vinerier over det meste af Spanien, bl.a. Bodegas Morca, hvorfra Houlberg nu smager en 2018 Flor de Goda.

Både Juan Gil Bodegas Familiares og Bodegas Morca har jeg skrevet om før … ja, jeg har endda tidligere smagt denne Flor de Goda i årgang 2017 og deres monstrøse topvin Tourán Garnacha.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, herunder altså denne Flor de Goda.

Vinen er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache, hvor druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Næsen byder på en frisk syrlig frugt, kirsebær, brombær, blåbær, supplerer med læder, tør jord, jod, svagt lidt fadnoter som vanilje, tobak, lakridsrod, kakaopulver samt et lille grønt element.

Smagen er derimod anderledes end forventet … fed, tyk, velpostret med bredmås’et fedtvæv. Den er blød og cremet med en vis friskhed, men den høje alkoholprocent på 15,5% mærkes også, men sikke en sort og koncentreret magiterning, hvor der er sødme, kakao, mørk frugt, blommer, engelsk lakrids … men på en eller anden måde, så virker vinen ikke helt så tung at danse med som 2017’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Bodegas San Alejandro, Evodia, Aragon, Spanien

2018 Bodegas San Alejandro, Evodia, Aragon, SpanienI appellationen DO Calatayud i vinregionen Aragon finder vi i byen Miedes vinkooperativet Bodegas San Alejandro, hvorfra vi nu smager denne Evodia.

Kooperativet Bodegas San Alejandro er grundlagt i 1962 af en flok entusiastiske vinavlere i Miedes og opkaldt efter den lokale helgen.

De ville forene kræfterne i det område, som var blevet noget overset til trods for, at der har været lavet vin i det bjergrige Aragon aka Zaragoza i det nordøstlige Spanien i over 2.000 år.

I dag er der over 150 vinavlere tilknyttet kooperativet med samlet 950 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.250 forskellige parceller, som ligger forholdsvis højt i op til 1.100 meters højde.

Den årlige produktion er på ikke mindre end 3 millioner flaske vin årligt og vinene sælges under brands som Baltasar Gracián, Clos Baltasar, Viñas de Miedes, Las Rocas, Marqués de Nomrevilla og Evodia.

Vinene laves af et team af vinmagere bestående af Alejandro Lecinena, Ruben Carnicer, Germán Villaba og Juan Carlos Collado. De står altså også bag denne Evodia, som er lavet på 95% Garnacha aka Grenache, 5% Syrah og med en højoktan på 14,5%.

Druerne til vinen kommer fra stejle skifer- og kvartsitholdige marker i 850 meters højde tæt ved Sierra de la Virgen-bjergene, hvor de 40-100 år gamle vinstokke dyrkes så naturligt som muligt.

Vinen laves ved, at de afstilkede druer gærer og macererer i betontanke over 20 dage efterfulgt af en 7 dages eftermaceration med ekstra ekstrahering af kraft. Derefter har vinen lagret omkring 10 måneder … hovedparten i betontankene og 20% i amerikanske og franske brugte egefade.

Lidt en spøjs, skør odeur … sød, sødkrydrede blåbær, krydrede grønne grene, våde fade, kanel, spidskommen, tør jord, an vase med blomstervand, peanutbutter, kakao, chokoladem epo-vild og fed … men spøjs og parfumeret.

Smagen er sød, men slet ikke vild opulent, men klart fyldig med en syrlig nerve, som redder rigtigt meget. Der er blomster, sødlig rød frugt, kirsebær, tranebær og måske endda granatæbler. Der er en klar, syrlig syre, ganske lidt tanniner og en livlig, frugtrig eftersmag.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2017 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienMer’ vin fra Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig fra familiens projekt Bodegas Morca, hvorfra jeg smager denne 2017 Flor de Goda.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, som ejer en lang række vinhuse i flere områder af Spanien. Men det skal jeg ikke trætte jer med igen, så derfor kigger vi alene videre på Bodegas Morca og denne Flor de Goda.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, bl.a. topvinen Tourán Garnacha, som jeg tidligere har anmeldt.

Flor de Goda er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache og druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Det er sgu et rap med spanskrøret, en hidsig spanioler, som i næsen klart afslører sit ophav med tør jord, blåbær, sorte kirsebær, måske lidt overgæret, tonsvis af krydderier, peber, noter af jord og jod, pænt med eg, sort tobak samt et lille grønt element.

Smagen er fed … ikke bare fed, men har et BMI langt over det tilladte. Det er en sort, koncentreret magiterning, hvor der også er stoppet pænt med sødme, kakao, kaffelikør og chokolade i. Vinen har en alkoholprocent på højoktan 16%, men det er egentlig godt integreret og mærkes kun lidt. Der er også tør engelsk lakrids, mærkbare tanniner … og samlet lidt en fat lady. Denne vin henvender sig til dem, som elsker kraftige, søde vine.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, Spanien

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, SpanienSmack … den eksklusive topvin Tourán Garnacha hos Gil familiens seneste projekt Bodegas Morca er på alle måder en helt sindssyg vin. Intens, dyb, fed, vild og en knytnæve lige i sylten … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig da jeg tilbage i august måned smagte en 2014 Rejón fra en af familiens mange vinhuse, nemlig Bodegas Tridente. Ja faktisk ejer familien en lang række vinhuse i flere områder af Spanien.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og opkøbt en række vingårde rundt om i Spanien.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer således i dag samlet ikke mindre end 10 vinhuse og jeg nævner i flæng; Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla, Bodegas Tridente i Castilla y León … og senest altså også Bodegas Morca, der ligger i appellationen Campo de Borja i Aragon vinregionen.

Seneste skud er netop Bodegas Morca, som er tilkøbt i 2014 … et projekt til samlet 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en samlet produktion på 5-6.000 flasker.  I dag laves der 3 vine … Godina, Morca og denne Tourán.

Tourán Garnacha er den absolutte topvin fra Bodegas Morca, lavet på 100% Garnacha fra små vinmarker med gamle vinstokke, og druerne er omhyggeligt håndplukket … kun de absolut bedste anvendes til Tourán.

De nøje udvalgte druer er gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade i 22 måneder. Herefter er kun få udvalgte fade valgt til den endelige vin. En yderst eksklusiv produktion på få tusinde flaske og her alene i den 2. årgang fra Morca.

Duftmæssigt er Tourán Garnacha sammenpresset drueekstrakt i yderste potens med en duft, der er tæt, fed, opulent med sort frugt, blåblær, flamberede svedser og sødbrændte fade. Der er både vanilje, kanel, kafef, chokolade samt sød og blød lakrids.

Smagsmæssigt er det sindssygt blødt og cremet … og sindssygt kompakt. Den fede dame nærmest smelter i munden med en vild eksplosion af tung, tæt mørk frugt. Det en tung, tyggetung, lækker og smækker koncentrat, hvor alkoholen på de 16% også mærkes, men det er egentligt meget passende her, for de holder styr på vinens opulente kraft og vil styre selv en juleand.

Det er en tung vin … og selv flasken er sgu tung. Det er klart en ordentlig mundfuld, men på en god måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7