Tag-arkiv: trebbiano di lugana

Trebbiano di Lugana = Trebbiano di Soave

2018 Ottella, Le Creete Lugana, Veneto, Italien

2018 Ottella, Le Creete Lugana, Veneto, ItalienSocietà Semplice Agricola Ottella ligger lige syd for den dejlige ferieby Peschiera del Garda kun en kilometers penge syd for Zenato. Det er sidste hus i vor lille test af PDO godkendte vin fra området omkring Verona og vinen fra Ottella er deres Le Creete Lugana.

Lugana DOC er en lille hvidvins appellation, der ligger i bunden af Gardasøen … ja faktisk fra Peschiera del Garda i øst og med Sirmione som vestligste del. Man har egentlig lavet vin i området siden romertiden, men Lugana fik først i DOC status i 1967.

Området er på omkring  700 hektar og der produceres årligt omkring 45.000 hektoliter vin, og alene hvidvine da området er rig på kalk i undergrunden … helt perfekt til produktion af hvidvine.

Vinene er baseret på druen Turbiana også kaldet Trebbiano di Lugana, som er nær beslægtet med Trebbiano di Soave men også i slægtskab med Verdicchio druen og altså ikke Trebbiano. Virkelig kompliceret. Derfor kalder de lokale også mest druen for Turbiana, således man undgår denne forvirring.

Og det er netop sådan en fætter, som vi her har fået i glasset fra Azienda Agricola Ottella … et vinhus grundlagt helt tilbage i 1880 af Montresor familien. Det er i dag Lodovico, Francesco og Michele Montresor, som driver vingården.

De har samlet 25 hektar marker med Turbiana aka Trebbiano di Lugana, hvor den bedste mark netop er Le Creete, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Le Creete Lugana er på 100% Turbiana, som høstes med håndkraft, hvorefter en del presses blidt på de hele drueklaser, mens resten afstilkes inden presningen. Gæringen sker meget langsomt ved kølige temperaturer 14-18 grader, hvorefter vinen lagrer i de rustfrie ståltanke 6-8 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en frisk og grøn vin med masser af grape, lidt ananas, hyld, fersken, masser af mynte, en smule basilikum og så er det samtidig en vin med nogen fylde og nærmest lidt parfumeret i udtrykket.

I munden er det også en fyldig og cremet vin, og det er egentlig utroligt, at den alene er lagret på ståltanke. Der er en fyldig syre, abrikos, grape … virkelig bestemt bitter grape, kalkagtige elementer og meget intens. Der er stor krop, masser af smag med grape som dirigerende element og en okay lang eftersmag.

Forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, hvor en flaske i årgang 2016 koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Houlberg i Soave – part 3: Lidt om de lokale druer, vine og mine erfaringer

Nu har vi kigget lidt på historien om Soave, appellationerne, de mange crus, som Soave byder på og det er måske lidt uoverskueligt, men til gengæld er det lettere med druerne, for Soave vinene består primært af 2 druesorter … eller næsten.

Garganega

Hovedruen – og den vigtigste drue i Soave – er klart Garganega, som da også dækker 6.171 hektar vinmarker ud af de i alt 7.000 hektar i hele Soava … og det svarer til omkring 88% af det samlede areal, men druen har også været dyrket i Soave i over tusinde år … og dokumenterbart siden det 13. århundrede.

Garganega er egentlig ikke en speciel aromatisk drue,  men har duftmæssigt ofte lidt mandler, kandiseret citronskal, honning, hvide blomster, tropiske frugter og søde krydderier.

Den har en meget lang modningsperiode og er normalt først fuldmoden i oktober, hvor farven bliver dyb gul med lidt rødlige nuancer. Den har ikke voldsom megen syre … sådan medium, men snarere en god balance af ekstrakt og sukker, men samtidig meget aromatisk.

I Soave vinene skal der være mindst 70% Garganega, så på den måde tilsmiler reglerne i Soave også druen. I mange af vinene er der også mere end 70% og mange er endda lavet på 100% Garganega.

Druen bruges også i de søde Recioto di Soave vine, hvor man enten tørrer druerne på vinstokkene inden høsten, på måtter – som også i Amarone produktionen – eller ophængt på snore eller i net. Det kan I se på billedet ovenover, som er taget hos Coffele.

Garganega er Italiens 6. mest plantede hvide druesort, men findes primært i Veneto … altså også udenfor Soave området og er en vigtig drue i vine i appellationerne Gambellara, Bianco di Custoza, Colli Berici og Colli Euganei. Den findes også på Sicilien, hvor den er kendt under navnet Grecanico Dorato.

Garganega er en drue, som samtidig kan give et voldsomt stort udbytte, og det er selvfølgelig også derfor, at Soave i deres primære appellationer har begrænset druens høstudbyttet til 105 hektoliter pr. hektar for de almindelige Soave DOC vine, 98 hektoliter for Soave Classico vine og 70 hektoliter for Superiore vinene.

Trebbiano di Soave

Den anden drue, som er nævnt i reglerne i appellationerne i Soave er Trebbiano di Soave … men lad os starte med at slå fast, at druen – ifølge mine undersøgelser – ikke er lig med Verdicchio, selvom det fremgår mange steder rundt omkring … men det er ofte lidt forvirrende med de mange Trebbiano sorter.

Men sjovt nok er Trebbiano di Soave ikke den næstmest plantede druesort i Soave, da der alene er 102 hektar med druen, som derfor overgås af både Pinot Grigio med samlet 260 hektar og Chardonnay med 218 hektar. Derudover findes der 249 hektar i Soave med andre forskellige hvidvinsdruer.

Hvis man ser nærmere på appellationerne i Soave, så siger reglerne da også, at der maksimalt må være op til 30% af druerne Trebbiano di Soave, Pinot Grigio eller Chardonnay i en Soave DOC vin.

Trebbiano di Soave siges at være den bedste af Trebbiano sorterne, hvilket jeg måske ikke er enig i, da Trebbiano Spoletino i Umbrien er ganske unik og fantastisk. Omvendt har Spoletino druen heller ikke det mindste slægtskab med hverken Trebbiano di Soave, Trebbiano Toscana, Trebbiano d’Abruzzo eller andre Trebbiano sorter.

Det har Trebbiano di Soave imidlertid heller ikke, for studier fra 2001 har vist, at der næppe er et slægtskab med de andre Trebbiano sorter. Druesorterne deler alene en række ligheder som den hvide/gule farve, en sen modning, størrelsen af druerne og sukkerindholdet.

Men udover anvendt i DOC Soave vinene, så anvendes druen også i appellationer som Capriano del Colle, Castelli Romani, Colli Berici Garganega og Lugana … og druen findes da også under navnet Trebbiano di Lugana samt Turbiana.

Druen findes dermed primært i den nordlige del af Italien og altså ikke kun i Soave området. Men med Trebbiano druerne er der altid lidt forvirring, da mange producenter i Italien blot skriver Trebbiano på etiketterne, og dermed har forbrugerne svært ved at skelne, hvilke druesorter vinen reelt indeholder.

Men det med druesorter er heller ikke nemt, bl.a. har de fleste Trebbiano sorter også mange synonymer. Og ser man på Trebbiano di Soave, så finder der i Soave omkring 12 forskellige kloner af druen.

Trebbiano di Soave er knap så højtydende i markerne som Garganega, men høstes – som nævnt – senere end de fleste andre druer, typisk 35 dage senere. Vinene på druen har ofte lidt noter af mandarin, eksotiske frugter, er mere frisk og livlig end Garganega, mere tæt og har også mere fylde end dens navnebrødre som fx Trebbiano Toscana.

Chardonnay og Pinot Grigio vil jeg ikke skrive om … dem kender I sikkert alt til, og de er jo også mere internationale og dermed ikke specielle for netop Soave området.

Fælles for druesorterne i Soave er dog, at de fleste druer dyrkes på vinstokke ophængt som pergola eller tendone, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien.

Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder. Det betyder en lav plantetæthed og højt udbytte pr. vinstok, hvilket er meget velegnet til kvantitet frem for kvalitet. Druerne modtager normalvis ikke optimalt sollys, da de hænger i skygge.

På billedet ovenover ser vi en mark hos Coffele, hvor der går geder i markerne … og så er det praktisk, at druerne hænger utilgængeligt for gederne, trods ihærdige akrobatiske forsøg på af nå druerne.

Soave vinene og mine erfaringer

Soave har fået sit navn fra den berømte italienske poet Dante, der for at illustrere vinens mildhed kaldte den Soave, som betyder blød eller mild … og det passer meget godt med mine oplevelser af Soave vinene, som jeg smagte under mit besøg.

Jeg smagte ingen dårlige vine og generelt overraskede vinene fra Soave med en kvalitet, som er langt højere end deres mest gængse rygte … og specielt med lidt alder på, så kommer der nogle helt fantastiske noter, som er meget spændende … måske ikke petroleum, men noget i den retning.

Med alder kommer der både de smukkeste noter af linolie, æter, honning, nødder og samtidig en smagsmæssig fedme, som om vinene havde været lagret på egefade. Et af de smukkeste eksempler, som jeg stødte på, var Suavias 2007’er Monte Carbonare … her fik man virkelig et indtryk af, hvordan en Soave vin kan udvikle sig med alder.

I næste – og sidste – blogindlæg fra Soave turen; Soave longevità smagningen af 10 udvalgte Soave vine, beskriver jeg de 10 vine, som spænder fra helt unge Soave 2018 vine til den ældste fra 2002.

2017 Cantina Indigeno, Rosso, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, Rosso, Abruzzo, ItalienRød repræsenterer alt, der er intenst, lidenskabeligt og tilfører positive energier med spænding, energi, passion, lyst, begær, styrke, sundhed, held, kraft, varme, kærlighed og intensitet … og det passer sgu meget godt med denne røde Rosso naturvin fra Cantina Indigenio.

Vinen var sidste vin af de 6 vine, som jeg smagte fra Cantina Indigeno og den blev også et fint punktum med landlig charme og læskende, lækker saftighed. Den er lavet på 90% Montepulciano og 10% Trebbiano, men ellers ligner vinificeringen dog de øvrige vine fra huset.

Det er selvfølgelig spontangæring i åbne trækar uden temperaturkontrol, men macerationen er dog lidt længere, nemlig 18 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen sur lie – med bærmen – 8 måneder i glasfibertanke inden ufiltreret flaskning med en anelse svovl og kort lagring på flaske inden frigivelse.

Den er rødhåret med sødlig, landlig bionæse. Det dufter saftigt, funky og en smule mælket med lidt grøn ensilage og en vognfuld kirsebær.

I munden er vinen næsten let perlende og står på tæer for at ligne en rødvin, men har en totalt landlig, let, læskende og saftig side, så den giver fuckfinger til ordinære rødvine. Den er dog samtidig omgængelig, har en smule lakrids i smagen, men kort forholdsvis kort. Bum og ingen dikkedarer.

Er du nysgerrig på vinene fra Cantina Indigeno, så kan jeg anbefale et køb af en kasse med disse 6 forskellige vine. Så får du virkelig chancen for at udforske naturvin fra en spændende producent.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Monte Zovo, Le Civaie Lugana, Veneto, Italien

2014 Monte Zovo, Le Civaie Lugana, Veneto, ItalienAzienda Agricola Monte Zovo ligger omkring 5 kilometer nordøst for Bardolino ved Gardasøen, og vinhuset er da også opkaldt efter bakken Zovo, som ligger bag vinhuset. Vinhuset står bag denne herlige hvidvin … en Le Civaie Lugana under appellationen Lugana DOC.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Carlo Cottini, som havde en stor passion for vin og grundlagde huset med produktion af vin samt frugt fra en masse frugttræer. Det var dog imidlertid sønnen Raffaello, som reelt startede en decideret vinproduktion på gården.

Det skete omkring år 1950, og vinhuset kom da også til at hedde Azienda Agricola Conttini Raffaello. Han udvidede både vinkælder og markerne. Det var også Raffaello, som i 1965 købte ejendommen Monte Zovi, som i dag er grundstenen hos vinhuset.

I dag ejes vingården er Raffaellos søn Diego, som driver stedet sammen med hustruen Annaberta Cottini og 4. generation i form af sønnerne Michele og Mattia. Det var Diego, som i år 2000 ændrede vinhusets navn til det nuværende Azienda Agricola Monte Zovo.

Vinhuset har deres marker to steder, nemlig syd for Bardolino samt i Valpolicella området. De har også deres produktion på 3 lokationer, nemlig hovedsædet tæt på Bardolino, produktionslokaler i San Pietro in Cariano samt tørreloft/-lokaler i Tregnago et stykke nordøst for Verona.

Samlet har vinhuset omkring 100 hektar vinmarker. På ejendommen Monte Zovo er det markerne Spiazzi, Caprino Veronese og Porcino, mens det på deres ejendommen Palazzo Maffei i Valpolicella er markerne Palazzo, Roccolo og Sole.

Vinhuset laver 13 forskellige vin, lige fra Bardolino vine til fede Amaroner. Denne Le Civaie Lugana er lavet på druen Trebbiano di Lugana, som også kendes under navnet Trebbiano di Soave. Det siges at være den bedste variant af alle Trebbiano sortene, men også blandt de mindst plantede. Trebbiano benyttes i mere end 80 DOC’er.

I næsen er virker vinen nærmest fed i udtrykket … sådan lidt smørblomster, meget florale noter i det hele taget, grønne pærer, frisk frugt, mineraler, kalk og en lille portion citrus. I munden er der fersken, grape samt en let syrlighed med lidt bitre noter. Har ligesom lidt babyfedt på sig … smager ikke fed, men har derimod en dejlig ren mineralitet over sig. Godt valg.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt på vingården, pris kender ikke, men på nettet står den til omkring 10€ … eller ca. 75 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Zenato, Lugana San Benedetto, Veneto, Italien

2011 Zenato, Lugana San Benedetto, Veneto, ItalienNå, men smider da også lige et par vine fra weekenden på bloggen.

Vi starter i Lombardiet i Italien, hvor vi finder vinhuset Azienda Agricola Zenato. Huset er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametrer som nyskabelser, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella della Classico og Amarone naturligvis. Her har Zenata i alt 20 hektar vinmarker.

Det andet område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård ligger, der hvor familien bor.

Lugana blev allerede i 1967 erklæret officiel DOC som en af de første i Italien. Navnet stammer fra latin og betyder “lagune”. Det refererer sikkert til bugten i den sydlige del af Gardasøen. Zenato ejer og vinificerer vin fra i alt 40 hektar i dette område. Den absolut vigtigste drue i området er Trebbiano di Lugana, men der dyrkes også lidt Chardonnay. Her har vi en vin på netop Trebbiano di Lugana, nemlig vinen San Bernadetto, som er huset basisvin.

Lad os kaste os over vinen. Duftmæssigt tænkte jeg først Pinot Gris, med lidt honning og en smule krydderi, men der er også hyld, pære, lemon og rigtig fin syre. Smagsmæssigt igen en rigtig flot balance mellem syre og sødme, tropiske frugter og ganske indsmigrende. Flot, flot hvidvin, og et meget vellavet glas vin.

Fået som gave, men kan købes hos Theis Vine til 79,95 kr. på bud, normalpris 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Cã dei Frati, Lugana I Frati, Veneto, Italien

2011 Cã dei Frati, Lugana I Frati, Veneto, ItalienFørste vin til den 5-retters menu på Svineriet blev denne hvidvin fra Cã dei Frati. Vi er i Veneto, lige syd for Gardasøen i byen Lugana di Sirmione. Nogle få mener, at vinhuset reelt ligger i Lombardiet.

Den første kendte reference til Cã dei Frati er fra 1782 og angiver at munkene producerede Lugana for kirken. Vinhuset CÃ dei Frati er dog først grundlagt i 1939 af Domenico Dal Cero og hans søn Felice, men først senere, nemlig i 1969 begyndte man, med Felices søn Pietro da Cero i spidsen, at markedsføre hele produktionen under det nuværende navn.

Dette skift i strategi blev fulgt op af en gennemgribende modernisering i markerne og i kælderen, og hermed var man en af de første producenter i området, der satsede på kvalitet frem for kvantitet.

I dag regnes Cã dei Frati som den ubestridt førende producent af Lugana eller som den også kendes, Trebbiano di Lugana. På ejendommens omkring 61 hektar vinmarker dyrkes fortrinsvis Trebbiano di Lugana, en ædel variant af Trebbiano, som fra mange producenters hånd forekommer i bedste fald ganske smagsneutral.

Pietro driver fortsat stedet sammen med sin kone, men 4. generation i form af børnene Hyginus, Gian Franco og Anna Maria er allerede involveret i driften.

Der fremstilles årligt i omegnen af 400.000 flasker, fordelt på 9 vine, heraf 4 hvide, to røde, en rosé, en mousserende og en sød vin. Cã dei Frati ligger ganske ideelt ved den sydlige bred af Gardasøen, hvor den fremherskende kølige nordvestenvind er med til at give druerne karakter og syrefriskhed og der dyrkes, foruden Lugana, blandt andet Chardonnay, Sauvignon og en del røde sorter.

Den sympatiske Dal Cero familie driver desuden et hyggeligt hotel med tilhørende restaurant, smukt beliggende for foden af Garda-søens sydlige bred.

Denne hvidvin er også lavet på druesorten Trebbiano di Lugana, og i næsen er der hyben, masser af modne æbler og tonsvis af nødder og nøddekerner. Smagsmæssigt megen sødme, igen æbler … og en smule perlende på tungen. Fin vin

Fås hos Taastrup Ny Vinhandel til 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7