Tag-arkiv: Argentina

Argentina er verdens 8. største land, og 5. største vinland … og der produceres 4 gange så meget vin som hos naboen Chile og lige så meget som i hele USA.

Argentina har et tørt og stabilt klima med 300 solskinsdage om året, så sol er ingen udfordring. Derimod er vand en udfordring, hvorfor vinmarkerne får tilført vand via smeltevand fra Andesbjergene. Hvor man i Bordeaux taler om en eller to gode årgange ud af ti, så er det modsatte tilfældet i Argentina, som sidst oplevede en dårlig årgang i 1998.

Argentina ligger på den rigtige side af Andesbjergene. Den påstand drøftes selvfølgelig med Chile, som selvfølgelig mener, at de ligger på den bedste side.

Nedbøren falder på den chilenske side som regn. Argentina er benådet med, at nedbøren sker som sne på Andesbjergenes og efterfølgende gør gavn som smeltevand for vinproducenterne, som dermed kan kontrollere tilførslen af vand i de afgørende uger op til høsten og dermed undgå såkaldte vådskud.

Vinmarkerne i højder mellem 500 til 2.000 meter, enkelte steder endda 3.000 meters højde. Dette gør modningsprocessen langsom og derfor koncentreres frugtmængden. Større udsving mellem dag- og nattemperatur bevirker en accelerering af udviklingen af aromaer i druerne og giver duftkomplekse vine. Vinene får bedre struktur, fasthed og syre.

Den klimatiske forskel imellem 500 meters højde i Maipo i østlige del af Mendoza og 1.500 meters højde i Valle de Uco i den sydvestlige del af Mendoza svarer til sammenligning i Europa på forskellen på det kølige Champagne og det stegende varme Sicilien. I Europa er det altså en geografisk afstand på 1.500 kilometer, som man i Argentina finder indenfor blot 25-30 kilometers afstand.

De 300 solskinstimer, det meget tørre klima og dyrkningen i højderne overflødiggør sprøjtemidler. Svampesygdomme trives meget dårligt i det varme og tørre klima med lav luftfugtighed. Det betyder også, at Argentina har et stort antal i upodede vinstokke.

Tilbage i 1800-tallet hærgede rodlusen phylloxera de europæiske vinstokke og man måtte pode de originale stokke med stokke fra USA for at gøre dem resistente mod rodlusen. Dette er aldrig sket i Argentina, hvor vinmarkernes højde og det tørre klima er med til at sikre, at denne lus aldrig kommer til at blive noget problem. Man snakker om at 90-95% af samtlige vinstokke i Argentina er upodede. Man har derfor også mange gamle vinstokke … specielt Malbec vinstokke, som ofte er over 100 år gamle.

Klimaet, de gamle vinstokke … og billigere priser på gode vinmarker har tiltrukket en række af internationale vinmagere. Hovedparten af alle de interessante vinhuse er ejet af udenlandske vinmagere … eller tilflyttere fra kendte vinlande. Dermed er der også investeret massivt i vinproduktionen i Argentina.

I Argentina er der stor frihed til at plante forskellige druetyper, at lave forskellige stilarter … man er ikke begrænset af en masse regler eller reguleringer. Der må også tilsættes syre i vinene, hvis der er behov for det.

Størstedelen af produktionen er fortsat de gamle lokale druer som Criolla og Cereza. De drikkes lokalt i Argentina og udgør omkring halvdelen af produktionen. De er ikke værd at eksportere.

Der findes Argentina en del vinregioener …. i nord er det regionerne Salta, Catamarca, Tucumán og Jujuy. I den mellemste og vestligste del også kaldet Cuyo findes der La Rioja, San Juan og selvfølgelig Mendoza, som den absolut allervigtigste region.

I det sydlige del af Argentina … Patagonien findes der 5 vinregioner, nemlig La Pampa, Neuquén, Río Negro, Chubut og Buenos Aires.

Samlet findes der 198.000 hektar vinmarker i Argentina, men Mendoza er både den største om mest vigtige med lidt over 149.000 hektar marker. I Mendoza. Der er også der, at alle de store vinproducenter hører til.

Der findes flere subzoner/områder i Mendoza, nemlig

  • Guaymallén
  • La Paz
  • Las Heras
  • Lavalle
  • Valle de Uco
  • Luján de Cuyo
  • Maipú
  • Rivadavia
  • San Martín
  • Santa Rosa
  • San Carlos
  • Tunuyán
  • Tupungato
  • General Alvear
  • Malargüe
  • San Rafael

2008 Viña Cobos, Bramare Malbec Marchiori Vineyard, Mendoza, Argentina

2008 Viña Cobos, Bramare Malbec Marchiori Vineyard, Mendoza, ArgentinaNæste vin havde jeg med, og glædet mig til at smage. Vi er i Argentina hos vinhuset Viña Cobos. Viña Cobos er sammen med Nicolas Catena toppen af kransekagen inden for argentinsk vin. Cobos er et joint venture mellem den californiske superwinemaker, Paul Hobbs, Marchiori-familen, der ejer vinmarkerne og Luis Barraud, en fransk ønolog.

Paul Hobbs er kendt som pioner inden for californisk og argentinsk vinproduktion, og er blandt de få vinmagere, der har oplevet at blive belønnet med de magiske 100 point hos Robert Parker. Paul Hobbs’ far er æbleproducent og vist også afholdsmand, men det har ikke afskrækket sønnen for at lave vin.

Paul Hobbs er ønolog og startede sin vinkarriere hos Robert Mondavi i starten af 1980erne. Det er almindelig kendt at mange der startede hos de store huse i 80’erne senere har haft stor succes efter de fandt andre vinmarker. Stags Leap, Caymus m.v. bare for at nævne nogle få.

Senere fik Paul ansættelse hos Catena i Argentina inden han senere startede sin egne vingård i Californien. Hobbs har altid bevaret kærligheden til Argentina, bl.a. via sit kendskab til området gennem Catena og ja, så mødte han også sin kone dernede. Ud over sine egne huse er han også konsulent for en del vinhuse i Argentina, pt. har han konsulentopgaver for 14 argentinske vinfirmaer, foruden at han er den ene tredjedel af Viña Cobos.

Lige en sjov historie, som jeg har fundet om Hobbs tid hos Catena. Det var nemlig hos Catena, at Hobbs lærte at lave Malbec, men det var slet ikke meningen. Catena havde slet ikke fidus til den lokale drue og ville hellere lave vin af de internationalt mere givtige druer Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Men en dag opdagede Hobbs nogle gamle vinstokke med Malbec på en lokalitet ved navn Lunlunta ved Rio Mendoza. Han fik overtalt Catenas viticulturist Pedro Marchevski til at skrue drastisk ned for drypvandingen, så druerne kunne blive mere koncentrerede, og endelig tog han mod til sig og spurgte Nicolás Catena, om de ikke skulle lave en Malbec af de gamle druer, men nej.

Året efter gjorde Hobbs det alligevel i tys-tys samarbejde med Marchevski og sin vinmager kollega José Galante. De smuglede vinen ind i en større pressesmagning, som Nicolás Catena skulle have med amerikanske vinskribenter i 1993, især for at lancere sin første Chardonnay i USA, og Hobbs’ Malbec gjorde så stor lykke hos journalisterne, at Catena satte den i produktion fra den kommende årgang under navnet ”Alamos”.

Marchiori – hvorfra denne vin kommer fra – er en af Mendozas bedste vinmarker, er på 52 hektar og beplantet med vinstokke op til 90 år gamle, primært med Malbec, men også Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Merlot.

Vinmarken ligger ved byen Pedriel i Luján de Cuyo regionen i Mendoza, der er Argentinas vinøse centrum. Normalt er argentinske vinhuses besiddelser spredt meget ud rent geografisk, men Cobos laver fortrinsvis vin fra Marchiori i Lujan de Cuyo, men også i Valle de Uco på marker op til 1.400 m over havets overflade. Vinstokkene er upodede, og der kunstvandes ikke. Hobbs har indført natteplukning af druer i Argentina, og det medvirker til at holde druerne kølige og intakte.

Efterspørgslen på de unikke dråber Cobos laver og som Robert Parker har vurderet op til 98 point er meget stor, så vinene fra Viña Cobos er ikke blot de bedste (sammen med Catenas), men samtidig nogle af de mest sjældne, feterede og eksklusive fra Sydamerika.

Vingården har sit navn Cobos efter navnet på de lokale dværgugler, som bygger rede i jorden omkring Viña Cobos. Andre siger, at navnet Cobos er valgt for at hædre Juan Francisco Cobos, der fandt på noget så værdifuldt som at plante poppeltræer i Mendoza for at holde på det kostbare vand. Man må bestandigt huske, at uden kunstvanding var hele vindistriktet Mendoza én stor ørken!

Bramare er et italiensk ord, der betyder “længes” … som i længes efter at drikke god vin. Så godt som alle andre vinproducenter i Argentina ville være stolte af at have en vin som Bramare Malbec Machiori som deres topvin. Det er også en topvin, men hos Viña Cobos er der en serie over denne Bramare og det kan ikke engang en rating på 95 point af Robert Parker for denne årgang 2008 ændre på. Det siger meget om Viña Cobos Bramare Malbec.

I glasset en sort bandit. Har taget dette foto, hvor man måske kan skelne forskellen mellem Baroloen og denne sorte forfører.

Duften er læder, bulderbasse marmelade, blommer, bær, tobak, men smagen er langt fra bulderbasse. Den er meget elegant med pæn sødme, og der er ligesom en slags balance mellem fed og tynd på én gang. Der er fint tannin fastholdelse, og vinen fylder munden massivt, men igen på en meget elegant måde. Der er lidt vanilje og lys chokolade, og det er sgu egentlig ret godt. Jeg er normalt ikke til de helt fede vine, men dette er altså ret elegant … på den fede måde.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Vinen kan købes hos Philipson til 579,95 kr. for én flaske, 449,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk. Jeg købte min i Tyskland i forbindelse med en Cobos smagning til ca. 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Bodegas Catena Zapata, Alamos Chardonnay, Mendoza, Argentina

2010 Bodegas Catena Zapata, Alamos Chardonnay, Mendoza, Argentina Torsdagens hvide indslag blev denne chardonnay fra Bodegas Catena Zapata i Argentina.

Alamos serien er meget rimeligt prissatte vine. Nicolas Catena, der blev udråbt som “Man of the Year 2009” i Decanter, som en anerkendelse af hans livslange kamp som foregangsmand for kvalitetsrevolutionen i Argentina, går ikke på kompromis med kvalitet – uanset om at der er tale om vin et prisleje, hvor alle kan være med. Alle druer er håndhøstede, og der foregår en manuel udvælgelse af alle druer, der får lov til at indgå i en Alamos.

For nylig har man opført et nyt vineri dedikeret udelukkende til fremstillingen af Alamos-vin, som en del af den stadige kamp for yderligere at hæve kvaliteten. “Alamos is a consistently excellent value-priced label”, hedder det i Robert Parkers Wine Advocate Dec 2008.

Druerne til denne vin stammer fra udvalgte højt beliggende vinmarker i det vestlige Mendoza. Vinen repræsenterer det højeste niveau for sammensætning af en vin, ved at benytte druer fra mange individuelle mikroklimaer.

Duften af denne er fedme, citrus, slik (vingummi?), men smagen er til gengæld frisk, med lidt sødme, ikke så meget fad. Der er ikke den store fad-fedme, som man ellers nogen gange finder i Chardonnay, og den smager faktisk rigtigt godt.

Prisen er 70 kr. hos Phillipson Wine, og til den pris vil jeg gerne anbefale denne vin.

Vinanmeldelse 4/7