2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, Spanien

2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, SpanienFra det store spanske vinhus Entrecanales Domecq e Hijos skal vi smage en hvidvin, der er fra appellationen Valdeorras i Galicien og det er en 2023 La Poda Godello.

Entrecanales Domecq e Hijos’ historie startede tilbage i 1822, hvor Pedro Domecq Lembeye startede med at lave vine i Jerez de la Frontera.

I 1894 overtog Don Cosme Palacio vinhuset og startede samtidig Bodegas Cosme Palacio midt i Laguardia i Rioja Alavesa. Han havde selv gennemført en længere  ønologisk uddannelse og indførte derfor derfor en række franske vinteknikker i det nyetablerede vinhus.

Bodegas Cosme Palacio skulle blive rigtigt kendt, hvilket bl.a. blev forstærket i 1917, hvor man indførte brandet Clorioso. Langt senere i 1986 blev den kendte flyvende vinmager Michel Rolland tilknyttet, hvilket også øgede kendskabet til vinhuset.

Allerede året efter etablerede familien Entrecanales y Távora, som José María Entrecanales stod i spidsen for og de etablerede sig også i Ribera del Duero, som jo nogle år tidligere havde fået deres DO appellation og blev voldsomt populær.

Det var reelt starten på det, som i dag hedder Entrecanales Domecq e Hijos og deres vinhus i Ribera del Duero kaldte de Bodega Secreto.

I 1998 etablerede man yderligere et vinhus, nemlig Bodega Directa, hvor man startede med at sælge vin direkte til forbrugerne, mens man i 1999 etablerede Finca Anzil i Toro.

I år 2000 købte man derudover Bodegas Caserío de Dueñas i Rueda og i 2018 startede man også El Aerobauta i Valdeorras i Galicien. Så samlet er Entrecanales Domecq e Hijos i dag et stort foretagende, der laver vin i Rioja, Galicien, Rueda, Ribera del Duero og Toro.

I dag ledes det store foretagende af 3. generation i form af Gonzalo Entrecanales Carrión, som samlet ejer over 400 hektar vinmarker og laver vine under forskellige navne, bl.a. laver de en stor serie af vine under La Poda Collection navnet.

Det er netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … en 2023 La Poda Godello … lavet på ren Godello fra marker på skråninger ved Sil floden. Vinen er lavet udelukkende på ståltanke … både gæringen og den efterfølgende lagring er også sket over flere måneder sur lie, altså med bærmen, i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en fyldig og letkrydret vin … der er gule æbler, fersken, gule blomster, lidt kølig kamillete med honning, lidt tør hø eller halm, virker både blød og frisk på én gang.

I munden er det også en fyldig, cremet og utrolig frugtrig vin … de virker som om, at glasset næsten brister af frugtrigdom, mest saftig tropisk frugt af tørret abrikos, mango, fersken, honningmelon samt lidt kvæde … virker olieret og har denne lidt specielle note af noget kandiseret grape med en lille sødbitterhed. 91 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2020 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienTidligere i år smagte jeg første gang denne Poggio Siresa Valpolicella Ripasso fra Cantine Giacomo Montresor aka CGM SPA. Dengang var det i årgang 2019, men nu smager jeg 2020’eren.

Jeg har faktisk også før smagt den i årgang 2018 og dengang skrev jeg også om vinhuset, historien og produktionen. Det skal jeg undlade denne gang i så bare skrive om vinen.

Poggio Siresa Valpolicella Ripasso er et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetræsfade, inden den er klar til frigivelse.

Duftmæssigt fanger jeg først en aroma med våde fade, landlig og omgående kommer der også noget lakrids … blød finsk lakrids og tør engelsk lakrids, mens frugten er blommer, sorte kirsebær, brombær og så kommer der fra fadene lidt kakaopulver og klart bagepulver.

I munden er det en ret tør vin … mere ren, syrlig, slank og stringent end jeg normalt vil forvente af en Valpolicella Ripasso, hvilket faktisk er rigtigt godt. Der er dermed en frisk frugt med umodne blommer, tranebær, lyse kirsebær, knuste hindbær og godt med lemon. Samlet giver det en frisk og letbitter vin … dejlig Ripasso, så lad dig ikke snyde af pris eller etiket. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, Frankrig

 2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, FrankrigVouvray appellationen blev officielt dannet i 1936 og anses for en af de vigtigste i Loire sammen med Sancerre og Pouilly-Fumé og jeg har nu fået et glas 2023 Les Perrières Vouvray Sec fra Domaine Le Capitaine i glasset.

Domaine Le Capitaine er et nyere vinhus, der ligger i Rochecorbon i Saint George-dalen lidt øst for Tours og er grundlagt i 1988 af Alain Le Capitaine, der i starten kun havde sølle 0,25 hektar vinmarker i familiens have.

Siden har Alain i 1995 fået følgeskab af sin bror Christophe Le Capitaine og i dag har de ikke mindre end 28 hektar vinmarker, der primært ligger i Rochecorbon området.

På markerne dyrker brødrene primært Chenin Blanc og deres ejendom ligger ovenpå gamle tufakældre fra det 11. århundrede, hvor det er perfekt at lagre vinene.

I 2013 kom næste generation i form af Florian Le Capitaine med i foretagende efter at have studeret vindyrkning og ønologi. Dermed er der en ny generation klar til at overtage driften på sigt.

Her smager vi så deres 2023 Les Perrières Vouvray Sec, der er lavet på 100% Chenin Blanc, som efter høst er presset og har gæret på rustfrie stålfade for at bevare så meget friskhed og druetypicitet som muligt. Vinen er også lagret sur lie i ståltankene, men der gennemføres ingen malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en blød vin med nogle røgede noter … der er frugt med kvæde, melon, gule æbler, modne pærer og abrikos, virker ganske saftig med lidt lindetræ, honning og blomster,

Smagen er fyldig og lidt maskulin med en røget syre. Der er kvæde, æblemost, fersken, ananas samt lidt hvid peber. Den er egentlig godt koncentreret med nogle lidt sødbitre grapefrugtagtige elementer og lidt honningsødme. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, O.T.V., Stellenbosch, Sydafrika

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, O.T.V., Stellenbosch, SydafrikaVi sluttede Uva Mira Mountain Vineyards smagningen med Christiaan Coetzee ved roret med manér, for det var nemlig med husets topvin, som er et bordeauxblend kaldet O.T.V. og vi smagte 2017’eren.

Vinen er opkaldt efter ejerens Toby Venters far, som hed Ockert Tobias Venter.

I denne årgang 2017 er den lavet på 58% Cabernet Franc og 42% Cabernet Sauvignon. Druerne til O.T.V. kommer fra vinmarker beliggende i 300 til 400 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder, men de to sorter er efterfølgende vinificeret separat.

Gæring og maceration er sket i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 65% helt nye fade. Så er vinen sammenstukket og tappet på flaske inden frigivelsen. Vinen har 2,32 gram restsukker pr. liter.

Nu snakker vi … vi er kommet i en anden liga, for duften er pænt moden med mange umamiagtige noter som nødder, kastanjer, en håndfuld lakridspiber, sød pibetobak og en enkelt cigarkasse. Der er frugt af mørke kirsebær, søde amarenakirsebær, solbærmarmelade og ellers en smule mørk chokolade og vaniljekiks, men det er sgu temmelig afdæmpet og subtil.

I munden er det velvet fløjl, der bare smelter i munden som en belgiske praliner, så der er dermed så blødt og modent. Alderen har også bidraget med runde hjørner og så virker vinen i strid med alle normale regler utrolig let med en flot elegance og kompleksitet, hvor frugten kommer rullende … lag på lag på lag … smooth. 97 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 985 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, SydafrikaSom aftenens næstsidste vin smagte vi så Uva Mira Mountain Vineyards’ 2018 The Mira Cabernet Sauvignon … atter en vin på enkelt druesort.

Druerne til vinen kommer fra marker beliggende i 300 til 400 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder.

Derefter er der sket gæring og maceration i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 50% helt nye fade. Vinen har 2,77 gram restsukker pr. liter.

I duften er trænoterne pænt fremme … cedertræ, cigarkasser og noget, der minder om en fugtig, muggen kælder, men kan nu også fornemme stor tørhed med grafit, blyanter og tørv. Der suppleres godt af en frugt med solbær, sorte kirsebær samt fadpræg af både kakaopulver, chokolade, vanilje … trods alderen virker vinen pænt ungdommelig.

Også i munden virker det som en ung vin med masser af frisk livlighed, men den har også en rigtig god balance i frugten med helt rette dosering. Der er solbær, umodne kirsebær og ribs samt en vis lemonagtig bitterhed. Der er egentlig cremet og blødt, har en god struktur, lidt tobak og mørk choklade … lækker vin. 93 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, Sydafrika

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, SydafrikaMed næste rødvin fra Uva Mira Mountain Vineyards skiftede vi druesort, for det var The Mira Cabernet Franc i årgang 2021.

Druerne til vinen kommer fra marker i 470 meters højde og kun få kilometer fra False Bay og Atlanterhavet.

Efter høst er druerne først sorteret … i både mark og vinkælder. Så er gæring og maceration sket i store åbne gæringskar af stål og efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på franske egefade, heraf er 35% helt nye fade.

I forhold til foregående Shiraz er duften langt mere komplet og balanceret. Men mærker også fra start fadene og får noter af lidt grafit, blyanter, blæk, søde krydderier, vanilje, cigarkasser, tobak og mørk chokolade. Der er frugt med brombær, sorte kirsebær, syltede kirsebær og grønne tulipanstilke … virker rank og statelig.

Det fortsætter i munden, hvor vinen har en tør og frisk frugt, godt med friskhed faktisk og kraftigt sådan lige i midten … medium. Den har en meget tør smag og er samtidig ganske syrlig med nogle sorte te-blade bitterhed og frugt af tranebær, kirsebær, lemon og grape, blomster, tobaksblade og grønne elementer på en vild måde, så dermed ender jeg på 92 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaDerefter gik vi over til Uva Mira Mountain Vineyards’ rødvine og den første var deres 2018 The Mira Shiraz.

Druerne til vinen kommer fra marker beliggende i 334 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder. Så er gæring og maceration sket i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 40% helt nye fade.

Det er lidt en anderledes Shiraz, som har en sjov lidt gummiagtig note, tyggegummi og sukkerslik, lidt eukalyptus, blomsterstilke og nogle lidt mælkede noter. Der er sorte kirsebær, solbær, grape, ret frisk i frugten, mens der også kommer cedertræ, krydderurter og kanel … virker ganske saftig.

Smagsmæssigt er der masser af blå frugt … lidt stærk og har godt med peber samt vilde tanniner. Der er pænt med krydderurter og man fornemmer også noget varme i frugten af blåbær, solbær, lidt kirsebær og hindbær … noget kantet og ikke en vin for mig, så det blev for mig aftenens svageste vin. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, Single Tree Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, Single Tree Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaDen sidste Chardonnay fra Christiaan Coetzee på Uva Mira Mountain Vineyards blev også den bedste og det er hans 2021 Single Tree Chardonnay.

Single Tree er navnet på vinmarken, som har sit navn efter de 3 Candlewood træer, der står ved marken, som ligger i 420 meters højde. Vinen er så lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i moderne rustfrie ståltanke.

Den malolaktiske gæring er sket ved 9 måneders lagring på franske egefade, heraf 40% nye fade. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter og der er kun lavet 240 kasser af vinen.

Duftmæssigt har vinen nærmest en Chassagne-Montrachet eller Meursaultagtig fedme, fyldig, cremet med brunet smør, smørkringle og nøddehorn. Der er fed blomsterpollen, dåsepærer, abrikos samt fersken … virker langt mere omfavnende end Icon og fadene giver vanilje, lakridskonfekt, røg og toast.

I munden – WAUW – har den samme klingende fedme, cremet, fandens blødt, smørret og olieret, har godt med tørret abrikos, bløde pærer, fersken og en lidt kraftig syre. Det er vin, der vitterlig smelter i munden med kæmpe velbehag … en pleaser på højt, højt niveau. 96 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 535 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, Icon Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, Icon Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste Chardonnay vin fra Uva Mira Mountain Vineyards blev én af deres absolutte topvine, for det er deres ikoniske 2017 Icon Chardonnay.

Det er en vin, hvor Chardonnay druerne kommer fra den 0,2 hektar lille vinmark i Oakleaf ved Tukulu i 420 meters højde. Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller i moderne rustfrie ståltanke.

Den malolaktiske gæring er sket ved 9 måneders lagring på franske egefade, heraf 50% nye fade. Vinen har 2,3 gram restsukker pr. liter.

Trods mere ny fad, så virker fadpræget mere sekundært, for ellers er det cremet, blødt og modent med klare burgundiske referencer samt stenet. kalket mineralitet. Der er pærer, fersken, mandarinskal samt mandler, nødder, asparges, fennikel og blomster … dufter fabelagtig.

I munden smelter vinen bredt og cremet, er virkelig kompleks og sikke en kraft. Det bliver aldrig helt fedt, men har denne grønne og syrerige side med frisk energi, nødder, pærer, fersken, syltet lemon samt ananas. lakrids og fennikel. Flot og 95 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2022 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaUva Mira Mountain Vineyards laver primært hvidvine på Chardonnay, hvilket vi også skulle smage i de næste 3 vine og den første var denne 2022 The Mira Chardonnay.

Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller i moderne rustfri ståltanke, mens malolaktiske gæring sker på egefade. Dér er vinen lagret 9 måneder på en række franske egefade, heraf 30% nye fade. Det er både egefade på 228, 300 og 400 liter fade, mens vinen har 2,1 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu fremragende … ikke så fed eller voldsom, men har en tynd smørfrakke på med en svag note af brunet smør, en fin, frisk og tropisk frugt med mango, fersken, pærer og noget lemon, citroner, mandler og nødder samt en kalkholdig mineralitet.

I munden er vinen dejlig frisk, mere ren og mineralsk end ventet, godt med pærer lemon, gule citroner og syltede citroner, mandler og virker en smule opulent samt svagt olieret. Det er en saftig, lækker samt læskende smuk Chardonnay … 92 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger