I det nederste østlige hjørne af Østrig … tæt på Slovenien … i området Südoststeiermark i Styria, tæt på byen Straden i et bakket landskab med filmisk morgentåge i dalene finder vi vinhuset Weingut Neumeister, som står bag denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik, som jeg onsdag aften nød med gode venner under den overdækkede terrasse.
Weingut Neumeister er grundlagt tilbage i 1971, hvor vingården blev købt fra staten af Rupert Christie, men det er nu svigersønnen Albert Neumeister, som siden 1981 sammen med hustruen Anna Christie har ejet og drevet ejendommen. I dag er det dog sønnerne Christoph and Matthias Neumeister, som varetager den daglige ledelse og produktionen af omkring 210.000 flasker vin årligt.
De ejer selv omkring 24 hektar vinmarker og har derudover kontrakter på druer fra yderligere 16 hektar fra andre vinbønder i området. Deres bedste marker har de opdelt i to kategorier, nemlig Große STK og Erste STK. STK er kvalitetsmærke, som indikerer enkeltmarker af høj kvalitet, og det er et kvalitetsmærke som man deler med Gross, Lackner-Tinnacher, Neumeister, Erich & Walter Polz, Sattlerhof, Tement, Winkler-Hermaden, Hannes Sabathi, Maitz og Erwin Sabathi.
Hos Neumeister er markerne Moarfeitl på 2,9 hektar og Saziani på 5,8 hektar Große STK, mens markerne Klausen på 8,0 hektar og Steintal på 1,4 hektar er Erste STK. De øvrige marker Buchberg, Silberberg, Rosenberg og Waasen på i alt 5,9 hektar er uden kvalitetsmærket. STK står i øvrigt for Steirische Terroir- und Klassikweingüter … så er den vist sat på plads.
Der produceres primært hvidvin på Neumeister, ca. 88% af produktionen er hvidvin, og på markerne dyrkes sorterne Sauvignon Blanc, Welschriesling, Morillon, Weissburgunder, Gelber Muskateller, Grauburgunder, Traminer samt de røde Zweigelt, Pinot Noir, Merlot og Cabernet Sauvignon.
Jordbunden i Südsteiermark er lige så forskellig som druesorterne. Fra sandsten og skiffer, til mergel og kalksten. Klimaet er middelhavsagtigt, hvilket giver en lang og stabil vækstsæson, men de kolde nætter udvikler frugtens aromaer, kompleksitet og syre. Området er ligeledes kendt for at deres “klapotetz” … en vindmølle lavet af træ, der rytmisk laver klappelyde, som skræmmer fuglene væk fra vinmarkerne.
Denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik er husets entry-level Sauvignon Blanc. Druerne kommer fra de marker, som ikke er klassificeret som STK marker. Vinen er vinificeret i rustfrit stål og skal helst nydes indenfor 3 år efter aftapning. Det klarer vi også.
Duftmæssigt fanger jeg hø, hyldeblomst, citrus, muskat, mineralitet, tørrede urter, jord, grønne noter og lidt asparges? Smagen er let krydret, modne æbler, tropisk frugt … rund og tør, måske ikke helt så frisk og sprød, som jeg håbet. Ikke at vinen virker flad, men havde den bare haft mere sprødhed, så havde den sgu været hjemme.
Købt hos Gourmondo i Tyskland, pris 13,90€ … eller ca. 104 kr.