N.V. Weingut Leitz, Zero-Point-Five Cabernet Sauvignon, Rheingau, Tyskland

N.V. Weingut Leitz, Zero-Point-Five Cabernet Sauvignon, Rheingau, TysklandRødvinene i Weingut Leitz serie af alkoholfrie vine hedder ikke Eins-Zwei-Zero, men i stedet Zero-Point-Five, da alkoholprocenten ikke er helt ned på 0%, men i stedet 0,5%, hvilket også gælder for denne Zero-Point-Five Cabernet Sauvignon uden årgang.

Til gengæld har vinen – og det gælder også den foregående Riesling – en holdbarhedsdato. Således kan Riesling’en holde sig til 30.09.2027 og denne rødvin til 03.10.2027.

Vinen er først lavet som en almindelig rødvin med Cabernet Sauvignon druer fra huset marker, men er derefter afalkoholiseret med den nyeste teknologi, hvor man så i en vakuumfordamper med en vakuumdestillation opvarmer vinen til 27 grader, hvorved det meste af alkoholen fordamper.

Duften har denne – efterhånden genkendelige som mange andre alkoholfrie vine – lidt flade og mostede fornemmelse. Det dufter som tranebærjuice og ribssaft, altså frugtrigt og da der heller ikke  lidt sødme til at give dybde, som bliver det meget most og saft.

I munden er det lidt det samme … har en sådan flad smag, nærmest ingen syre eller dybde, hvorfor de alkoholfrie vine nemt kommer til at minde meget om hinanden. Der kommer simpelthen til at mangle syre, dybde og intensitet, men til gengæld får du en frugtrig og juicy most, der bestemt er meget drikkelig. 84 point.

Forhandles bl.a. af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Weingut Leitz, Eins-Zwei-Zero Riesling, Rheingau, Tyskland

N.V. Weingut Leitz, Eins-Zwei-Zero Riesling, Rheingau, TysklandJeg har tidligere fra Weingut Leitz i Geisenheim i Rheingau smagt nogle vine fra serien Eins-Zwei-Dry, men Johannes Leitz laver også en række alkoholfrie vine under navnet Eins-Zwei-Zero og nu har jeg smagt et par stykker og første er en alkoholfri Riesling.

Jeg har før smagt husets 2023 Eins-Zwei-Dry Sauvignon Blanc og en 2023 Eins-Zwei-Dry Riesling …og der skrev jeg også lidt om vinhuset og deres 130 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på topmarkerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Kaisersteinfels.

Denne “dealcoholised” Riesling er også lavet på druer fra husets egne vinmarker og gæret ved kølig temperatur, derefter bliver vinen afalkoholiseret med den nyeste teknologi.

I en vakuumfordamper opvarmes vinen til 27 grader, hvorved alkoholen fordamper. Det lave kogepunkt betyder at vines aromaer bevares til fuld nydelse for forbrugeren.

Duften er ikke sådan klokkeklar Riesling, men egentlig mere anonym, virker tør med lidt kvæde, lime og æbler samt en gammel, støvet buket blomster.

Som med de fleste alkoholfrie vine, så mangler der dybe, men det er egentlig en frisk vin, der er meget mostet … æblemost, ferskenjuice og forsødet limesaft uden megen bitterhed, hvorved det bliver fladt og frugtrigt. 85 point.

Forhandles bl.a. af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Roark Wine Company, Coming Up Roses, Californien, USA

2018 Roark Wine Company, Coming Up Roses, Californien, USASkulle vi da ikke lige nappe endnu en vin fra Ryan Roark på Roark Wine Company? Denne gang er det en vild Coming Up Roses i årgang 2018.

Det er en vin lavet på de to druesorter Syrah og Refosco med halvdel af hver fra et lille plot på Foxen Canyon Road.

Efter høsten er druerne først presset med fødderne og så har vinen gæret med skindet over natten, hvorved det således er vin i kategorien orangevin.

Efter endt fermentering er vinen endelig lagret 6 måneder på brugte, gamle egefade og derefter yderligere 6 måneder på tanke inden aftapning.

I glasset er det en en meget lys og transparent rødvin … i hvert fald ikke en hvidvin og egentlig mere roséfarvet, mens duften er knastør med rabarber, knuste hindbær, violer, tørrede rosenblade, Campari, rød vermouth, rooibos-te, papkasser, kirsebærsten, våde træfade, cedertræ, let karamel og appelsinskal.

I munden er det en yderst let, lys og frisk vin … masser af most, syre med rabarbersaft og tranebærjuice. Smagen er frugtrig, spinkel samt slank, masser er lemon og grillet grape med en lille bitterhed, fin syre og frisk, landligt og rustik bid. 91 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Seeger, Leimener Herrenberg Sauvignon Blanc S 1G, Baden, Tyskland

2022 Weingut Seeger, Leimener Herrenberg Sauvignon Blanc S 1G, Baden, TysklandWeingut Seeger har jeg smagt flere vine fra og nu smager jeg en igen … det er hans Leimener Herrenberg Sauvignon Blanc S 1G i årgang 2022.

Marken Leimener Herrenberg er en Erste Lage mark, hvor alle vinstokkene er plantet i 2022 og har en jordbund med både löss og muschelkalk.

I marken er der er løbende foretaget grøn høst, hvor selve udbyttet faktisk halveres. Efter høsten er druerne presset og så har vinen gæret i store rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder sur lie i ståltankene. Vinen har 3,9 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt får du bestemt nogle af Sauvignon Blanc druens karakteristiske aromaer, men blot på en fed og fyldig måde. Der er således noget hyld, banan, grøn peber, tomatstilke, solbærblade og græs suppleret af en frugt af fersken, ananas, kvæde og stikkelsbær, men virker cremet og småopulent.

I munden er det lidt samme historie, hvor det ikke er en skarp, pivfrisk og slank Sauvignon Blanc, men en fed, cremet, rå-lækker og fyldig vin, der behageligt breder sig i munden med opulent fedme og smørlækker, olieret smag. Syren er også fed og fyldig, men supplerer fint de karakteristiske rene og grønne elementer … utroligt nem at knuselske med sin bella figure olierede kropsvarme. 93 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USA

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USAIngen druer, ingen årgang … bare fornøjelig vin med navnet Vino på etiketten. Vi er igen hos Emil Skytte Pedersens ven Ryan Roark og hans vinhus Roark Wine Company i Buellton og det er med denne vin, som han ikke oplyser meget om.

Ryan Roark holdt tidligere til på en gammel vingård i Lompoc, hvor han en aften i 2010 sammen med sin kæreste Jenn smagte en bordvin uden hverken navn, oplysning om druer eller årgang … blot en etiket med et telefonnummer.

Han blev henrykt og ringede derfor til telefonnummeret på flasken og snakkede der med vinmager Sean Thackery fra Pleiades Wine Company og de snakkede en halv time. Vinen han smagte var Seans basisvin, men lige siden har Ryan Roark ønsket at lave en lignende vin.

Det skulle ligeledes være en bordvin, der var uden årgang, oplysning om druer eller sted, bare en vin fra sit vinhus, der viser vingården, dens historie og dens stil.

Resultatet er denne Vino uden årgang, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af Pinot Noir, Syrah, Grenache samt en smule Chenin Blanc, Chardonnay og Grenache Blanc. Druerne er fra nogle fade, som Ryan har tilbage gennem årene for at kunne lave vinen.

De ældste fade er af årgang 2013 og de yngste årgang 2021, hvor alle druerne kommer fra Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Alle fadene er løbende toppet op efter solera metoden.

Men inden er de fleste druer først afstilket, men der anvendes også hele klaser i vinificeringen, hvor gæring er sket spontant alene med druernes egene gærceller med løbende pumpovers og efter endt fermentering er vinen så lagret på de forskellige fade.

Det er duftmæssigt spændende … har både nogle klare fadnoter samt godt med bio bio-animalsk landlighed. Det er lækker frugt af jordbær, søde kirsebær, rabarber, en halv spand akrylmaling, urter, rosmarin, chokolade, vanilje, lakridskonfekt, karamel og alt virker utroligt behageligt og tiltrækkende.

I munden er vinen lige så tiltrækkende … smagen er klart lysere, finere, lettere, mere luftig og samtidig også ren, sødsyrlig smag af lys frugt som jordbær, rabarber og lyse kirsebær. Det er en frisk, saftig,  læskende og utrolig lækker vin, feminin, rund, cremet, behagelig og voldsom lækker. 95 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

N.V. Globus Wine, The Wild Life Riesling, Washington State, USA

N.V. Globus Wine, The Wild Life Riesling, Washington State, USANæste vin er en billig designervin med navnet The Wild Life Riesling og er lavet med købte Riesling druer fra Washington State i USA og kommet til Danmark i store tanke, hvor den så tappes på flaske hos Globus Wine i København.

Dér har de givet den et fiktivt navn og flot etiket … den hedder The Wild Life Riesling. Etiketten kan minde lidt om Kung Fu Girl Riesling vinene fra Charles Smith fra Walla Walla Valley, der jo også ligger i Washington State … men det er det altså ikke..

Det betyder dog også, at der ikke rigtigt findes nogle oplysninger om vinen eller hvordan den er lavet. Der står dog på på etiketten, at det er en vin til den søde side, men niveauet for restsukker kan jeg ikke se.

Duftmæssigt kommer der faktisk lidt Riesling karakteristiske petroleumsnoter, men derefter går det mest over i nogle tropiske frugter af cantaloup-melon, mango, papaya, Faxe Kondi sodavand samt en lidt parfumeret note af skyllemiddel med blomster og andet godt fra vaskekælderen.

I munden ophører lighederne med de fleste Riesling vine, for det er virkeligt sødt og samtidig uden dybde … det er nærmest som saftig og læskende æblemost uden modstand, syre eller andet, således det mest er som at række tungen ud af vinduet. 79 point.

Købt i Føtex til 40 kr.

Vinanmeldelse 3/7    

2021 Croce di Febo, Appovento Rosso di Montepulciano, Toscana, Italien

2021 Croce di Febo, Appovento Rosso di Montepulciano, Toscana, ItalienVi bliver med næste vin i Italien, men er rykket fra Piemonte til det smukke Toscana, hvor vi på adressen Via di Voltaia Nel Corso omkring 3 kilometer fra centrum af Montepulciano finder vinhuset Croce di Febo.

Det blev grundlagt i 1995 af Vincenti-Comitini familien med Silvia Vincenti som ejer og den drivende kraft i fællesskab med hendes mand Maurizio Comitini. De har lige siden etableringen fået skabt et smukt agriturismo med plads til plads til 14 gæster, men laver også lidt vin fra deres knap 4 hektar vinmarker,

De 4 hektar er fordelt på kun 2 marker, nemlig Vigna la Pietra ved Pieve di Valardegna i 470 meters højde samt Vigna Cappuccini ved Pieve di Saint Albino i 520 meters højde. De to vinmarker har sammenlagt 9 forskellige terriors.

Markerne er dog primært præget af ler og kalksten … og netop ler er  i stand til at holde på fugt og næringsstoffer i tørre perioder, mens kalksten indeholder sedimenter, der gør planterne i stand til at udvikle duftende druer med en god struktur.

Markerne dyrkes biodynamisk, og der forfølges et princip om bæredygtig produktion, så det klassiske toscanske landskab kan bevares. Der er aldrig tilført kunstig gødning på disse marker, men i stedet anvendes princippet om grøngødning, hvor der sås grønne planter mellem vinstokkene, der så tilfører jorden organiske næringsstoffer.

I kælderen gærer alle vinene spontant med vildgær, så der er et element af naturlig tilfældighed i vinenes udvikling. Der laves 8 forskellige vine på Croce di Febo, herunder altså denne Appovento Rosso di Montepulciano.

Det er en vin, der er lavet på Sangiovese samt en lille smule Canaiolo og alle fra vinmarken Cappuccini, der ligger i 500 meters højde. Den er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på små beholdere af cement og lertøj, mens en del også er lagret i leræg inden aftapning: uden hverken afklaring eller filtrering. Der er kun lavet 4.000 flasker og denne er nummer 2.458.

WAUW ,,, duftmæssigt er det Sangiovese på EPO og steroider, masser af krop, fylde og animalsk varme og dampende kostald. Frugten er mørk, fed og mørk med grønne tulipanstilke, figenpålæg, læder, kakao, muldjord, skovbund, smørstegte champignon, solbær, sorte kirsebær, blommer og nogle søde krydderier anført af spidskommen og enebær.

I munden er vinen en kende anerledes, har en tør frugt af syrlige tranebær, godt med kirsebær og lidt blommer suppleret med ribs og en snert granatæbler, virker frisk bid og ultralet campari-bitterhed, godt med tørhed og tørre tanniner, der forstærker det friske bid og giver en lang, lang og frugtsyrlig eftersmag. 91 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2023 Tenuta Il Falchetto, Langhe Arneis, Piemonte, Italien

2023 Tenuta Il Falchetto, Langhe Arneis, Piemonte, ItalienVi skal et år tilbage, hvor jeg sidst smagte en vin fra brødrene Giorgio, Fabrizio og Adriano Forno på Tenuta Il Falchetto i Santo Stefano Belbo. Dengang var det en 2021 Langhe Arneis og nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2023.

Sidst skrev jeg også lidt om vinhuset omkring 10 kilometer øst for Alba, så det gør jeg ikke denne gang, men kigger bare på  denne 2023 Langhe Arneis.

Denne Langhe Arneis er på ren Arnais fra Priocca d’Alba. Druerne håndhøstes efterfulgt af blid presning, hvorefter gæring er sket på ståltanke ved kontrolleret temperatur på 18 grader. Efter endt fermentering er vinen så blot lagret 4-6 måneder sur lie i ståltankene.

Umiddelbart en lidt tør duft … har en rank og grøn frugt af … der er meloner, modne pærer, stikkelsbær og ellers godt med æbler og gule blomster. Man kan virkelig fornemme tørheden, men der sniger sig nu også lige en lille sødme frem med marcipan, appelsinskal og mandler.

Smagen er ren, let parfumeret og ganske blomsterrig, har en slank frugt af melon, æbler, grønne pærer, fersken og blød lemon. Syren er ret afdæmpet, men den har en sødbitterhed fra limefrugter, limeskal og så kan man næsten også smage blomsterne. Den har blød, slank og afdæmpet smag … virkelig elegant. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109  kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Nicola Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, Italien

2022 Nicola Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, ItalienNår vi nu er ved vinhuset Nicola Di Sipio i Abruzzo, så smager vi da lige endnu en hvidvin derfra … deres 2022 Il Bianco delle Colline Teatine.

Il Bianco delle Colline Teatine er lavet på et blend af hvide druesorter og det skulle efter sigende være Pecorino, Trebbiano d’Abruzzo samt Falanghina, som alle vokser på husets marker i 300 meters højde.

Druerne er høstet i hånden, hvorefter de presses og mosten separeres fra skindet og udelukkende med brug af det bedste af saften. Gæringen er herefter sket i temperaturstyrede ståltanke, hvor vinen også har lagret frem til flaskning.

Il Bianco delle Colline Teatine har også – som foregående vin – en eksotisk, tropisk duft med abrikos, fersken, papaya og mango tilsat lidt bløde pærer. Man kan fornemme en vis sødme i frugten, meget saftig frugt med en sommerlig, let og blomstret fornemmelse, så omgående ønsker man sig varmere vejr.

Og smagen for næsten en til at føle, at det er en sommerdag. Igen kommer der godt med eksotisk frugt af abrikos, mango og samtidig godt med citrusfrugter i form bitter lemon, bagte citroner og noget grapeskal. Samtidig har vinen denne olierede fyldighed, så man får både krop og nerve. Bitterheden giver vinen godt med friskhed, en rak ryg og godt med bid. Uhmmmm 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, Italien

2023 Nicola Di Sipio, Riesling Terre di Chieti, Abruzzo, ItalienVi skal et smut retur til vinhuset Nicola Di Sipio, der ligger lidt udenfor den lille by Ripa Teatina i Abruzzo og det er med en vin, som jeg tidligere har smagt … en Riesling Terre di Chieti og her smager jeg vinen i årgang 2023.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset samt deres smukke og dygtige vinmager Giulia Di Sipio, men hun er faktisk ikke længere hos huset og er i stedet blevet selvstændig psicologa, counselor & coach aka psykolog, rådgiver og coach … og bl.a. laver mindfulness kurser.

Nicola Di Sipio ligger i Chieti-provinsen, som ligger lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella, der er en del af bjergkæden Appenninerne, der huser regionens smukke nationalpark af samme navn.

Chieti-provinsen er nok Abruzzos mest betydningsfulde vindyrkningsregion, da omkring 80% af al vin fra Abruzzo kommer derfra.

Selvom Abruzzo domineres af store kooperativer og har det højeste gennemsnitlige høstudbytte i hele Italien med hele 108 hektoliter pr. hektar, så findes der også nye og innovative producenter. De ligger primært i Chieti, hvor de bedste dyrkningsområder findes.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio er grundlagt i 2001, hvor Nicola Di Sipio købte vingården af Marchesi Mezzanotte. Nicola havde som ung mand arbejdet indenfor landbruget hos sin far Giuseppe Di Sipio og har siden dengang haft stor passion for vin.

Nicola Di Sipio er selv fra Ripa Teatina og startede altså som landmand og arbejdede derudover om aftenen som tjener. Han elskede biler og mekanik, så i 1929 besluttede han at starte virksomhed indenfor bilbranchen.

Han etablerede virksomheden Raicam, som blev en af verdenens førende producenter af bremseklodser til bilindustrien. I dag sidder Nicolas bremseklodser således i biler, som fremstilles af Ford, Fiat, Jaguar, Land Rover, General Motors, Citroën og Renault.

Det var altså været en stor succes og Raicam omsætter i dag for over 150 millioner euro årligt og beskæftiger over 600 mennesker. Det har selvfølgelig også gjort Nicola Di Sipio til en ganske velhavende mand.

Pengene har tydet, at Nicola har kunnet købe sin egen vingård på hans hjemegn og efterfølgende renovere den totalt fra kælder til kvist, bl.a. med topmoderne vineri, som bl.a. omfatter en fin smuk glaskarnappe, hvor besøgende kan få et fantastisk view udover vinmarkerne.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio har samlet 70 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo, Pecorino, Falanghina, Pinot Noir, Riesling og Chardonnay med en produktion på omkring 150.000 flasker vin årligt.

I 2006 blev Nicolo Di Sipios niece Giulia Di Sipio leder af vingården og hun fik løftet det generelle kvalitetsniveau betragteligt, bl.a. blev der indført økologisk drift, streng udvælgelse af druerne, manuelt arbejde på markerne og stor nøjagtighed i produktionen.

I dag er det dog Nicolo Di Sipios 2 børn i form af sønnerne Massimo og Paolo Di Sipio, der har overtaget driften og er blevet ansvarlig for gården og produktionen af vinene.

Jeg kan ikke finde mange oplysninger om produktionen, men mon ikke, at vinen er lavet som tidligere, hvor druerne først afstilkes, hvorefter de køles ned og ligger i blød i 24 timer inden en blid presning og filtrering før gæringen i rustfrie ståltanke. Dette efterfølges så af 12 måneders lagring i ståltankene.

I næsen er det en lækker vin … det er måske nok ikke en klassisk bone-dry Riesling med petroleumsnoter, men har en mere tropisk aroma med meloner, ferskner, gule æbler og måske endda ananas og mango, for vinen virker meget blød og rund. Der kommer også nogle fede noter som lidt glycerin, mandler og hvide blomster.

Smagen er lidt som duften … rund, soft, cremet og har – modsat de tyske Riesling vine – lavere tørhed og syre. Det giver en lidt olieret vin med sul på kroppen, hvor frugten er gule æbler, fersken, meloner og så noget grillet lemon, der lige giver vinen en sødlig bitterhed, der er med til at gøre smagen frisk og spændende … og den sidder faktisk i eftersmagen i lang tid. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 116 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger